Vilh. Andersen
Vilhelm Andersen (1864-1953) var, som Henrik Pontoppidan, præstesøn. De to lærte hinanden personligt at kende gennem en brevveksling efter Pontoppidans polemiske Forord til 2. udgaven af Fra Hytterne, hvorpå Vilh. Andersen havde svaret i Politiken 15. april 1905. Skønt der kun er ét brev bevaret fra årene 1906-11, tyder dette – med "tak for de Nattetimer, jeg berøvede Dem, da vi sidst sås" – dog på en tidlig personlig kontakt der så fra 1912 manifesterede sig i en brevveksling1 hvis tæthed voksede i deres "fælles alderdom", som Vilh. A. på et tidspunkt kalder det. Pontoppidan var da også som en helt naturlig ting inviteret med til Vilh. Andersens 50 års-fødselsdag på herregården Palsgaard ved Julsminde. I personlig omgang blev Vilh. A. nok Pontoppidans nærmeste ven næstefter svigersønnen.
Efter at være blevet cand.mag. i 1888 (i dansk, latin og græsk) underviste Vilh. Andersen på Københavns Universitet hvor han i 1908 blev professor i dansk litteraturhistorie.
Tidligt følte Vilh. Andersen sig i modspil til Georg Brandes: hvor denne var europæeren, ønskede Vilh. A. at være national dansk. Han arbejdede derfor fra sin ungdom hovedsageligt med danske digtere og deres værker: Poul Martin Møller (1894), Adam Oehlenschläger (1900) og Paludan-Müller (1910) før han i 1917 skrev sin bog om Pontoppidan.
Blandt hans utallige værker manifesterede Pontoppidan sin interesse for de to bind Litteraturbilleder (1903-1907), for Tider og Typer af dansk Aands Historie I-IV, 1907-16: direkte refererer Pontoppidan til "Goethe-Bindet", for Horats (1939-51) om dennes spor i europæisk og nordisk litteratur.
Vilh. Andersen skrev også en del dagblads- og tidsskriftsanmeldelser, bl. a. af Pontoppidans bøger (enkeltbindene af De Dødes Rige og flere af de sene "Smaa Romaner").
Her på netstedet findes også et brev fra ham til en af hans mange elever blandt Pontoppidan-forskerne, Emil Frederiksen.
