Henriks portræt af Frederik

Frederik Jacobsen

er født i Randers d. 3de Marts 1857. Han er temmelig lille, lidt spinkel med lys Top, lys Ansigtsfarve, dog med friske lyserøde Kinder og er i det Hele et lyst Hoved. Han har lyse (blaa) Øjne, pæn Næse og en lille sød, rød og blød Mund. Hans Øgenavn er "Fikke", naturligvis en Forvanskning af Frederik. Han er og har næsten hele Saisonen igjennem været Kasserer, og med en vis Begjærlighed sidder han hver Lørdag Kl. 7½ og indskraber de reglementerede Toskillinger; tillige er han altid beredt til at skrive og modtage Mulkter, som en Synder er bleven idømt, og altid sker det med et vist smørret Grin. "Denne Vej med Sølvtøjet" mener han, og det er da ogsaa det rette Valgsprog for en Kasserer. Fr.Jacobsen er næsten altid gemytlig. [ulæseligt] Spænd holder han af, men dog maa den Sjov ikke overskride visse Anstændighedsgrænser; alligevel kan han, naar han er rigtig godt oplagt, slaa en Basseralle og Ballade af til Gavns. Han har en ganske besynderlig Vane, som han dog har lagt lidt af i den sidste Tid, og som J. Rohde har tilfælles med ham, nemlig at trække paa Skuldren naar han han[sic!] skal til at fortælle noget rigtig interesant [sic!]. Hvad han Rohde derimod ikke har tilfælles med [overstreget: "Rohde" og erstattet med:] ham, er hans levende Interesse for dansk Litteratur. I fordums Dage var han ikke meget kræsen, da slugte han med voldsom Iver og Spænding alle mulige fedtede Knald-Romaner, som han kunde rode op i Boghandlernes Pulterkamre; Nu derimod læser han alle de gode og klassiske Forfattere og Skolen lider vist ikke så sjældent under hans Interesse for anden, og mere ophøjet og levende Litteratur, end den Skolen giver. Han er til syvende og sidst Foreningens Støtte og højre Haand, hvad skulde vi gjøre uden ham? hvem skulde da underholde os med Foredrag og Oplæsning? - nej lad os bare skjønne paa ham. Han er et Genie til at spille Komedie, d.v.s. komiske Roller, hvilket han lagde for Dagen ved den Komedie, som Foreningen gav i Vinter i Gymnastiksalen. Han digter ogsaa, og i "Allehaande" har vi Beviser ogsaa for hans Dygtighed heri. FJacobsens Yndlingsbeskjæftigelse i ledige Timer er at staa og kradse sig med en Kniv, saadan at Blodet kommer frem, og saa staa og presse Blod frem - en forunderlig Morskab i Sandhed! FJacobsen har sagt om mig, at jeg er meget paastaaelig, jeg vil gjentage det samme om ham; thi han er virkelig ogsaa paastaaelig - yderst paastaaelig endogsaa. Paa Ballerne er FJacobsen den fine [papiret læderet] ud, Damerne smidske naar han med sit eget og tit paa Munden værende smørrede Grin, træder handskepaatrækkende ind i Balsalen, og hvor er visse Damer ikke lykkelige, naar han [anbyder og føre????] dem til en Dands. Der er en Underlighed ved hans Karatèr[sic!]; thi naar han en Gang ikke kan lide et Menneske, kommer han aldrig til det; men saa tror jeg til Gjengjæld ogsaa, at han nødig giver slip paa en, han før har syntes om. Ved Sold [papiret læderet] og lignende Sammenkomster er Jacobsen udmærket gemyt[lig] og netop den Slags Gemytlighed, som jeg synes om og i [det] Hele er han Studenten fra Top til Taa.