Lykke-Per

Et skuespil efter Henrik Pontoppidans roman

Del II

SCENE 1

(Der lyder et skud. Lyden danser rundt. Der blændes op for "København". Den forvoksede provinsbys kriblen og krablen. Hovedbanegårdens ankomsthal, bag den byen. – LIREKASSEMANDEN spiller og synger – forsvinder så. Op ad trappen fra perronen/orkestergraven vrimler det med tyske emigranter. Her dukker IVAN og JAKOBE også op. En drager bærer JAKOBES kufferter. Der må samtales meget højt for at trænge igennem larmen.)

IVAN
Du besøgte også Sidenius, hører jeg! Mor og far blev noget chokerede, da du skrev det! De havde troet…

JAKOBE
Hva'?!

IVAN
De troede jo bare, du skulle besøge din veninde i Breslau!

JAKOBE
Det var meningen!

IVAN
Hvordan har han det?!

JAKOBE
Per?

IVAN
Er han ved godt mod?!

JAKOBE
Ja! Da jeg rejste fra ham! (De er nået op i ankomsthallen.) Jeg har ikke hørt så meget fra ham i Breslau. Der må ligge nogle breve til mig derhjemme.

IVAN
Hva'?

JAKOBE
Nogle breve! Fra Per!

IVAN
Et enkelt! Måske får vi ham snart tilbage til København!

JAKOBE
Hvad siger du?

IVAN
Måske får vi ham…

JAKOBE
Jeg hørte det godt.

IVAN
Verden har jo ikke stået stille, mens du har været væk. Max Bernhardt er blevet interesseret i projektet.

JAKOBE
I Pers projekt?

IVAN
Han finder, det er genialt.

JAKOBE
Gør Max Bernhardt?!

IVAN
Han er for øjeblikket i færd med at undersøge mulighederne for at få stablet et interessentskab på benene. Hvis det lykkes … (NANNY og DYHRING nærmer sig i festtøj.)

NANNY (på afstand)
Jakobe! (DRAGEREN har ventet utålmodigt.)

IVAN
Nu skal jeg være der. (Følger DRAGEREN på vej, råber tilbage til JAKOBE:) Der holder en drosche uden for. (Ud med DRAGEREN.)

JAKOBE
Nanny?

NANNY
Så det sandt. Du har været sammen med Sidenius. Jeg kan se det på dig. (JAKOBE ilde berørt.)

NANNY
Redaktør Dyhring. Du kender ham da.

JAKOBE
Redaktør –? (JAKOBE og DYHRING hilser.)

NANNY
Dyhring er blevet redaktør på "Borgerbladet", mens du har været væk. For tiden er han så elskværdig at føre mig rundt i det københavnske forlystelsesliv. Dyhring er en kender… er det ikke sandt?

DYHRING
Nårh…

NANNY (holder JAKOBE ud for sig i begjestring)
Jakobe! Du ser virkelig så godt ud. Det klær dig at være blevet rigtig kvinde. (Omfavner hende, hvisker:) Hvordan er så det at ligge i hans favn og underkaste sig hans "skændige" lyst.

JAKOBE (forsøger at gøre sig fri)
Nanny –

NANNY (holder hende fast)
Han er som en tiger, ikke sandt? Kælen og umættelig. (JAKOBE gør sig fri fra NANNY. NANNY ler ved synet af den fortumlede JAKOBE.)

NANNY
Vi er på vej til en premiere. Jeg synes blot, jeg lige ville hilse på dig. (På vej ud med DYHRING, råber tilbage til JAKOBE:) Vi ses senere i aften. Så må jeg høre mere! (Ud.)

(Scenen åbner sig bagud mod "København". LIREKASSEMANDEN passerer scenen. Spiller og synger en vise om den ekspanderende by, intrigerne, de ny guldfugle osv.)

(Bilag – sangen er ikke fundet/skrevet endnu).

(Foran JAKOBE en mor der er blevet sat på gaden af fogeden. En betjent overværer udsættelsen for at se, om alt går korrekt til. Kvinden står med en barnebylt på armen og måske et par mindre børn ved siden. En dreng på omkring 14 år står fastnaglet på et sted.)

BETJENTEN
Passér gaden. (Da kvinden ikke kan bestemme sig til, hvilken vej hun skal, gir "vognmanden" sig til at rulle afsted. Kvinden følger efter med de mindste børn. – Betjenten vender sig om og går. DRENGEN råber efter ham.)

DRENGEN
I kan vente jer! Vent og se, til jeg blir stor!

JAKOBE (nærmer sig drengen)
– Skal du ikke med din mor? (JAKOBE graver ned i sin taske for at finde penge til drengen. DRENGEN ser trodsigt på hende. Da JAKOBE rækker pengene frem til ham, vender han sig om og løber ud. IVAN kommer tilbage)

IVAN
Jakobe … Jakobe, hvor blir du af?

JAKOBE
Jeg kommer nu. (LIREKASSEMANDEN spiller.)

SCENE 2

(SALOMON venter på at IVAN og JAKOBE skal komme. FRU LEA kommer ind.)

FRU LEA
Så var det alligevel ikke dem. Toget må være forsinket. (En noget trykket stemning.)

SALOMON
– Hvis jeg troede på forsynet, var jeg sikker på, at denne Sidenius er sendt til os som en prøvelse.

FRU LEA
Jeg tror ikke vi skal komme ind på Jakobes besøg hos ham. Vi må lige give hende lov til at komme hjem først.

SALOMON
Kan du forklare mig det?

FRU LEA
Forklare dig hvad, Philip?

SALOMON
Hvorfor alle i dette hus er som besat af det menneske. Jakobe, Ivan, ja selv din bror fik han til at valse rundt som en anden koblerske.

FRU LEA
Hvad Heinrich angår…

SALOMON
Så er han en spøgefugl, der ikke lar nogen spøg gå sin næse forbi. Om det så er hans egen familie, der blir ofre for den.

FRU LEA
Philip –

SALOMON
Jeg havde aldrig forestillet mig, jeg kunne blive ramt ad den vej.

FRU LEA
Hvad mener du?

SALOMON
Gennem mine børn.

FRU LEA
Nu tror jeg, du forveksler nøglerne mellem dit kontor og dit hjem. Det er ikke din forretning, det drejer sig om; det er din familie.

SALOMON
Min familie, jovist. Jakobe opsøger Sidenius, og i de sidst par måneder har Ivan valfartet rundt til samtlige finansfolk med den samme herres projekt. Et kanalanlæg i Jylland. En frihavn ved vestkysten. Hver morgen, når jeg trådte ind i børssalen kunne jeg se på ansigterne, hvem han nu var nået til. Jeg vil ikke sige, de har leet ad mig. Det vover de trods alt ikke. Men de har undret sig.

FRU LEA
Ikke desto mindre ser det ud til, Ivan har fået Max Bernhardt gjort interesseret i sagen.

SALOMON
Bernhardt der har grundlagt sin formue på arbejderklasserne i brokvartererne. Kan du forestille dig hvilke interesser han kan ha i denne affære? Jeg kan ikke, og det piner mig.

FRU LEA
Er det fordi, du er bange for, dit renommé tar skade?

SALOMON
Renommé'et, pengene … magten… Så længe vi har del i den, kan vi leve, som vi selv mener er rigtigt. Den dag, vores økonomiske indflydelse ikke længere er til stede…

FRU LEA
– Nu tror jeg de er her.

SALOMON
Vi skal ikke gøre os nogen illusioner, Lea…

IVAN (kommer ind)
Så er hun her! Hun ser strålende ud! (JAKOBE ind. FRU LEA går hen og omfavner hende.)

FRU LEA
Hvor er det godt at se dig igen. (SALOMON står tilbagetrukket. JAKOBE får øje på ham og går hen til ham.)

JAKOBE
Åh far, lad nu være med at stå der og ligne et uforløst tordenvejr. Du vil også synes om ham, når du har lært ham rigtig at kende. (Omfavner SALOMON.)

SALOMON (tør op)
… Skal jeg også…?

FRU LEA
Der er brev til dig fra Rom. (Rækker JAKOBE et brev)

JAKOBE (tar det med forventning – brevet er tyndt)
Ih tak. Et brev fra Per. (Familien trækker sig tilbage.)

JAKOBE (lukker brevet op og læser)
"… Hernede er det, som om jeg er vågnet af en lang søvn. Hver morgen, når jeg slår øjnene op skinner solen, og jeg fyldes af en glæde og en forventning til, hvad dagen vil bringe. Om dagen valfarter jeg til det antikke Rom, og om aftenen deltager jeg i de festligheder den danske kunstnerkoloni foranstalter. Aldrig har jeg så stærkt som hernede følt, hvilken forbrydelse mod menneskeheden kristendommen har været. Aldrig har jeg med en sådan skamfølelse forstået, hvor højt vi skal til vejrs for bare at række til skuldrene af det slægt, som den blegnæbbede kastrat fra Nazareth har vovet at mistænkeliggøre. – Kender du fortællingen om Kong Pukkelryg? Da skæbnen nu engang ville han var blevet født med skæve ben og et knæk i ryggen, blev der udstedt en forordning, der vendte op og ned på alting. Hvad der var småt, blev kaldt stort, og hvad der var skævt blev kaldt lige. En rank ryg kaldtes en pukkel, kæmpen en dværg. – I det forrykte land lever vi den dag i dag…" (Det var alt, ikke et ord om hende og deres møde – ser efter i konvolutten, om der skulle være en side mere, men nej.) … hilsen Per…

SCENE 3

(Bagscenen afsløres nu som en varietescene set bagfra. Inde på den scene høres LIREKASSEMANDENS sang, nu sunget af de optrædende. Det er lige før pausen. "Pause". En flod af kostumeklædte mennesker vælter ud fra varietescenen. Under det følgende stiller scenefolkene op til næste akt. Pladsen er trang og DYHRING og NANNY må kante sig igennem, mens stepdansere prøver deres trin, tenorer deres stemmer og figurantinder deres kostumer. DYHRING og NANNY vækker opsigt. Alle hilser kammeratligt, og hjerteligt på DYHRING. Det er et stykke tid siden, han er set i det miljø – og det er "en glædelig overraskelse", der blir lagt for dagen. NANNY nyder den opsigt de vækker. – Ordvekslinger i travlheden.)

EN SKUESPILLER
Dyhring! Til lykke med den ny værdighed! Jeg har altid vidst De ville drive det vidt.

DYHRING
Tak tak, man kan komme videre, må jeg præsentere frøken Salomon.

EN SKUESPILLER (hilser)
– frøken Salomon, der kan man se – (fortsætter)

EN SKUESPILLER
Dyhring dog, at De kunne gøre det?

DYHRING
Gøre hvad, kære?

EN SKUESPILLER
Svigte teateret til fordel for politik og økonomi.

DYHRING
Nogen må jo påtage sig det sure.

EN SKUESPILLER
Jomen De! Vi savner virkelig sådan deres elskværdige pen i "Falken".

DYHRING
De er virkelig alt for elskværdig. (Fortsætter.)

DYHRING (til NANNY)
Elskværdig, men talentløs. (Fortsætter).

(EN SKUESPILLER kommer til. DYHRING præsenterer NANNY.)

EN SKUESPILLER
Frøken Salomon! (EN SKUESPILLERINDE passerer. Hun vinker til DYHRING.)

DYHRING (fingerkys)
Brilliant! (Pludselig står DYHRING ansigt til ansigt med figurantinden, ELSE.)

ELSE
Nå, der er du!

DYHRING
Det er frøken…

ELSE
Ta' lige og hjælp mig med dusken. (DYHRING forsøger at hjælpe ELSE. NANNY ser sig om og får øje på et meget beskedent kostume med glimmer og anden stads.)

ELSE
De skal hæftes.

DYHRING
Du trives kan jeg se. (DYHRINGS hjælp er forbundet med vanskeligheder.)

ELSE
Skynd dig. Jeg skal være inde om et øjeblik. (NANNY kan ikke blive fra kostumet. Holder det ud for sig, så hun bedre kan vurdere det. En TRYLLEKUNSTNER passerer forbi.)

TRYLLEKUNSTNER
I færd med at genopfriske gamle minder, Dyhring. (Fortsætter.)

ELSE (hun står bøjet og kan ikke se)
Var det Hansen?! Han ska'…

DYHRING
Så. Stå stille… Så! (Arbejdet er fuldført.)

NANNY (om kostumet)
Kan De virkelig være i den?

ELSE (uden at ænse NANNY)
Når jeg tar tilløb.

DYHRING
Det er frøken…

ELSE
Og hvor gjorde jeg så af skoene? (Ser sig omkring.) Pokkers.

NANNY
Jeg tror, jeg gir efter, hr. redaktør.

DYHRING
Gir efter for hvad –?

ELSE (leder)
Så hjælp mig da, menneske! (Der ligger en sko lige for næsen af DYHRING. Han bukker sig ned og samler den op. DYHRING med skoen i hånden.)

NANNY
For dine bønner og forsikringer. Ja, sådan er det. Jeg gir efter.

ELSE (får øje på skoen i DYHRINGS hånd)
Står du og gemmer den? (Tar skoen ud af hånden på ham.)

(DYHRING noget forvirret over NANNY.)

NANNY
Jeg gifter mig med dig.

DYHRING
Hva'?

ELSE
Så stå ikke der og glan. Der mangler stadig en.

NANNY
På én betingelse.

ELSE
Jeg skal være på scenen om to minutter.

NANNY
Ingen skal vide noget om det. Og det skal være snart. Jeg går ikke ind for lange forlovelser.

DYHRING
Det var to.

ELSE
Een!

DYHRING (får øje på den anden, henter den frem)
Her, Else.

ELSE
Åh gud! Jeg er reddet. Min egen blanke støvle! (Slår armene omkring DYHRING og kysser ham.)

NANNY
For det tredje.

DYHRING (halvkvalt af favntaget)
Tre.

NANNY
Det er skilsmissegrund, hvis en af os forsøger at blande sig i den andens affærer. (DYHRING vender sig lettere måbende mod NANNY.)

ELSE
– Hvem er hun?

DYHRING
Det er frøken … Det er sgu' min forlovede.

ELSE
Hvad siger du?!

DYHRING
Min forlovede.

ELSE
Du fortæller mig ikke, du har den frækhed at komme her og præsentere mig for din forlovede!?

DYHRING (tar det lille kostume, som NANNY har været optaget af)
Det kunne se sådan ud.

ELSE
Og det byder man mig!

DYHRING (idet han rækker kostumet til NANNY, taler han til ELSE)
Du har da altid rost mig for min gode smag.

NANNY
Hvad skal jeg med det?

DYHRING
Det er en forlovelsesgave.

ELSE
Nej, hør nu lige her…

SCENEMESTEREN (på afstand, nærmer sig)
Else! Hvor blir du af –?

ELSE
Hør nu lige her! (DYHRING tar sin tegnebog frem og trækker en stor seddel op.)

ELSE (glor)
– Det er til finalen.

SCENEMESTEREN
Else!

DYHRING (trækker endnu en seddel frem, så stikker han ELSE sedlerne i hånden, idet han gir hende et lille kys)
Du er alligevel kønnere uden.

SCENEMESTEREN
Så er det nu.

ELSE (lar sig trækker med af SCENEMESTEREN)
– til finalen –

(NANNY står med kostumet. DYHRING tar det og lægger det forsigtigt sammen.)

DYHRING
Jeg er sikker på det vil klæ' dig.

NANNY
Men hvad skal jeg med det?

DYHRING
Til vores svømmeture på Bellevue. Jeg går ud fra, det skal være et moderne ægteskab. (En af scenens folk bevæger sig forbi. Der hilses og NANNY blir præsenteret som DYHRINGS forlovede.)

DYHRING
Kommer du med, Nanny. Vi skulle nødig gå glip af finalen. (På vej ud, standser op) Nanny? – Hvad tænker du på?

NANNY
En tiger. En stor, gulflammet tiger.

DYHRING
En tiger? Hvorfor en tiger?

NANNY
Det var bare en drøm, jeg havde med en tiger. Den mindede virkelig sådan om Sidenius. Ved du, hvad jeg tror?

DYHRING
Nej.

SCENEMESTEREN
Så skal der være ro?!

NANNY
Jeg tror, Jakobe kan blive nødt til at gifte sig med Sidenius inden længe. Jeg har virkelig ondt af hende. (På vej ud.) Hun får det ikke nær så sjovt som mig. (NANNY ud. DYHRING følger efter.)

SCENEMESTEREN
Stille! (Der blir stille.)

SCENE 4

(Lirekassen støjer. Scenen skifter. Vi befinder os i MAX BERNHARDTs modtagelsesrum. Ud over MAX BERNHARDT er de tilstedeværende HERLØV, NØRREHAVE, IVAN og et par herrer.)

MAX BERNHARDT (stikker sekretæren en mønt)
Gå ned og giv staklen en 50–øre og få ham til at forsvinde. Vil han ikke, så tilkald politiet.

FRK JENSEN
Jo. (Ud.)

(MAX BERNHARDT vender sig mod de tilstedeværende.)

IVAN
Hvis jeg så til sidst skal sammenfatte…

MAX BERNHARDT (afbryder)
Jeg tror, der er sagt tilstrækkeligt til vi kan danne os et skøn over situationen, Salomon.

NØRREHAVE (ser på sit ur)
Ja, ærlig talt.

MAX BERNHARDT
Hr. Salomon er et begejstret menneske, Nørrehave. Det er begejstringen, der fører udviklingen videre.

NØRREHAVE
Med måde vel…

MAX BERNHARDT
Herløv. Har du noget at tilføje?

HERLØV
Kun at det jo ikke er den store økonomiske risiko, vi løber på nuværende tidspunkt. Alt, hvad der foreløbig kræves, er, at vi stiller med vore navne, så vi overfor offentligheden kan godtgøre, der er hold i sagen.

NØRREHAVE (til MAX BERNHARDT)
Men er der det? Er der hold i den?

IVAN
Det er præcis dét, jeg…

NØRREHAVE (overhører IVAN, til MAX BERNHARDT)
Er det ikke det rene flyvesand?

IVAN
Overhovedet ikke.

MAX BERNHARDT (til NØRREHAVE)
På længere sigt er projektet naturligvis en nationalopgave; men som tingene står, sker der ingenting i dette land, hvis ikke fremsynede mænd som De og jeg – og de øvrige tilstedeværende – tar hånd i hanke med tingene og lever op til det ansvar, vores økonomiske formåen pålægger os.

NØRREHAVE
Hvad er kernen i det, Bernhardt?

IVAN
Kernen!

NØRREHAVE
Det er hr. Bernhardt, jeg spørger.

MAX BERNHARDT
Kernen er hele projektet. Hvis vi først begynder at fremhæve nogle dele af det til fordel for andre, vil det hele blive meningsløst.

IVAN
Præcis som Sidenius selv siger.

MAX BERNHARDT (til NØRREHAVE)
Men det er klart vi må skaffe os den nødvendige rygdækning hos den faglige ekspertise, før vi for alvor kan gå igang. Der blir ikke taget yderligere skridt, før den er indhentet. Så De kan være fuldkommen tryg, hr. Nørrehave.

IVAN (det har rykket i ham)
Jeg er ikke sikker på…

MAX BERNHARDT (overhører IVAN, til NØRREHAVE og forsamlingen)
De kan betragte det som et tilbud om at være med, når løbet begynder, men hvis nogen af De herrer fortrækker at sige fra på det foreliggende grundlag, skal De være velkommen. Nørrehave –?

NØRREHAVE
Jeg kan bare ikke forstå, vi skal til Jylland for at finde guld. Det er jo i København, det er.

HERLØV
Til vi finder det i Jylland, Nørrehave. Jo før vi kommer i gang, desto mere er der at hente. (NØRREHAVE grynter. Det synes at være et argument, han forstår)

MAX BERNHARDT (vender sig mod IVAN)
De ville sige noget?

IVAN
Den fremmede ekspertise. Jeg er ikke sikker på, Sidenius vil finde sig i indblanding.

HERLØV
Det blir han sgu nødt til.

MAX BERNHARDT
Jeg tænker, vi beder ingeniøroberst Bjerregrav at se på Sagen.

IVAN
Bjerregrav! Det går ikke!

HERLØV
Bjerregrav vil få tilbudt en betalt plads i bestyrelsen. Så det skulle ikke volde problemer.

IVAN
Men Sidenius!

MAX BERNHARDT
Vil jeg gå ud fra forstår at værdsatte, at hans projekt er i de bedste hænder. Men det er en detalje vi ikke behøver at bryde vore hoveder med nu. Konklusionen er altså, at vi fortsætter –? (Ingen indvendinger.) Så vil jeg takke for et godt og konstruktivt møde. (Samler sine papirer.)

(Folk begynder at gå ud. IVAN hen til MAX BERNHARDT.)

IVAN
Jeg er temmelig sikker på, at Sidenius vil protestere mod den såkaldte detalje.

MAX BERNHARDT
Så blir det Deres opgave at overbevise ham om betimeligheden af den. Hvis ikke hele projektet skal opgives på forhånd. Tak for i dag. (IVAN følger efter de andre herrer, som er gået ud. HERLØV er blevet siddende tilbage.)

HERLØV
Har Nørrehave hørt noget?

MAX BERNHARDT
Det er umuligt. – Frøken Jensen! (FRK JENSEN kommer ind)

MAX BERNHARDT
Hvis De beder hr. Dyhring komme, så har De fri for i dag.

FRK JENSEN
Jo. (Ud.)

(DYHRING kommer ind.)

MAX BERNHARDT
Undskyld vi lod dig vente. Det var lille Salomon. Han har løbet mig på dørene de sidste måneder, så nu syntes jeg, det var på tide, han fik en smule snor. (HERLØV sidder og klukler. DYHRING hilser på ham.)

MAX BERNHARDT
Hvad kan jeg byde dig?

DYHRING
En cognac måske. (MAX BERNHARDT hælder op.)

HERLØV
Ikke til mig. Jeg skal snart spise.

MAX BERNHARDT
Du har været i varieteen for nylig, hører jeg. Udmærket forestilling. Udmærket. (Rækker DYHRING glasset.) Selvom jeg havde ventet mig mere af finalen efter de rygter, der løb på gangen. Skål.

DYHRING (på vagt)
Skål.

MAX BERNHARDT
Jeg har før henledt din opmærksomhed på konferensråd Lindholms datter. Hun er både smuk og rig. Hun vil være et passende parti for dig.

DYHRING
Jeg går ud fra, det er i den bedste hensigt, når du siger det.

MAX BERNHARDT
Bestemt. Du skal ikke et øjeblik være i tvivl om, jeg stadig mener det.

DYHRING
Jeg sætter stor pris på din deltagelse, men præcis i den slags sager tror jeg, man bør lytte mere til sig selv end til andre.

MAX BERNHARDT
Det skal ikke komme imellem os. Jeg havde det på samme måde, da jeg fik trumfet igennem, du blev redaktør på "Borgerbladet". Der lyttede jeg også kun til mig selv, selvom det gav mig en del problemer…

HERLØV
Og helt billigt var det vist heller ikke.

MAX BERNHARDT
Det nytter nu engang ikke, når man har sine meningers mod. Når jeg har bedt dig komme, skyldes det at vi har brug for din hjælp. – Herløv…

HERLØV
I al korthed er sagen den, at en lille gruppe finansfolk omgås med planer om at opføre en frihavn i København. Problemet er, at ingen har tænkt at spørge Bernhardt, om han ville være med. Det er han ikke så glad for, ikke mindst fordi det kunne blive en temmelig indbringende forretning, der tillige ville give en del indflydelse.

DYHRING (til MAX BERNHARDT)
Vil du have jeg skal skrive om det?

HERLØV
Nej, for guds skyld. Det er en bestyrelsespost, vi vil ha, ikke et martyrium! Det svageste led i d'herrers frihavnsplaner er, at et sådan projekt kræver en politisk beslutning, og her gælder det om at komme først.

DYHRING
Med hvad?

HERLØV
En anden plan. København er forkert placeret til i længden at kunne tage konkurrencen op med Hamburg. Hvis vi fik etableret en frihavn på vestkysten og fik udbygget det jyske kanalsystem … Hvis det siger dig noget?

DYHRING
Det er det projekt, Sidenius…

MAX BERNHARDT
Præcis. Og dét din kommende svoger er dybt involveret i. Hvis du stadig holder fast ved frøken Salomon.

DYHRING
Men har det overhovedet nogen chancer?

HERLØV
Det er godt nok til at blive taget alvorligt. Det vil kunne gøre livet usikkert for vores modstandere. Til vi muligvis beslutter os til at opgive det mod en passende indflydelse i det københavnske frihavnsprojekt.

DYHRING
Det må jeg sige.

HERLØV
Ikke sandt. Sagen er tænkt igennem!

DYHRING
Véd lille Salomon det?

MAX BERNHARDT
Nej. Det er pointen.

DYHRING
Pointen?

MAX BERNHARDT
I dit lille kærlighedseventyr. Og når jeg fortæller det til dig, er det for at spare dig for sidenhen selv at gøre dig dine opdagelser; men også for på forhånd at få afklaret den loyalitetskonflikt mellem mig og din mulige svigerfamilie, som du ellers risikerede at komme i. (Skænker mere i glassene.) Jeg nærer naturligvis ingen ønsker om at skade Salomon. Normalt er han jo også en mand, der forstår at holde sin forretning og sin familie skarpt adskilt; men i dette tilfælde kan skellet nok ikke opretholdes. Økonomisk blir det ingen katastrofe for ham; men hans prestige vil uværgerligt tage skade.

DYHRING
– Hvad vil du have jeg skal gøre –?

MAX BERNHARDT
Skriv om frihavnen i Jylland. Det skal blive en folkesag! Det må ikke være vanskeligt med dit talent at finde argumenter og bevingede ord. Og så kan du i øvrigt gifte dig med hvem, du vil. Bare jeg kan være sikker på din loyalitet. (DYHRING tavs.)

MAX BERNHARDT
Kan jeg det?

DYHRING
Der må da kunne findes en anden vej at komme ind i det frihavnsprojekt på.

MAX BERNHARDT
Denher er den bedste.

DYHRING
Kunne man ikke give Salomon et praj?

MAX BERNHARDT (til HERLØV)
Jeg tror, din kelner venter på dig, Herløv.

HERLØV (rejser sig lettet)
Jeg skal ikke protestere. Farvel Dyhring.

DYHRING (fraværende)
Farvel.

(MAX BERNHARDT følger HERLØV til dørs med en træt og sorgfuld mine. HERLØV ud. MAX BERNHARDT går tilbage til DYHRING. Han stiller sig op ved siden af DYHRING, der helt mod sædvane er inde i lange spekulationer.)

MAX BERNHARDT
Syv retter og et glas vand for ikke at ødelægge appetitten. Det er nu engang Herløvs lidenskab. Hvad er din, Dyhring –? (Eksploderer.) Søn af en skørlevner, en middelmådig bedrager, en selvmorder! Jeg har givet dig chancen til at komme endnu videre. Jeg troede, jeg kendte dig. Jeg troede, du med din baggrund kendte reglerne. Prisen. Fine fornemmelser. Nu! På dette tidspunkt! – Vi spiller med, Dyhring. Med de kort, vi nu engang har på hånden. Og vi spiller så godt, vi kan. Det har ikke noget med retfærdighed at gøre. Accepterer du vilkårene og gør du det med talent, så vinder du. Har du for mange fine fornemmelser blir du svag, og så taber du. Jeg beklager det ikke. Sådan er det.

DYHRING (står lidt)
Jeg gifter mig med Nanny. Og du kan stole på mig. (Vil gå.)

MAX BERNHARDT
Dyhring –. (DYHRING vender sig.)

MAX BERNHARDT
Hils din forlovede. Sig, jeg glæder mig på dine vegne. (DYHRING ud. Der fades ned for MAX BERNHARDT.)

SCENE 5

(Sen eftermiddag. JAKOBE føler efter på kroppen maven, brysterne. Kan barnet spores? Er det virkelig derinde?)

JAKOBE
… Dagene passerer forbi, uendelige i deres længde, usynlige i erindringen… begivenheder som ekkoer fra en verden, der ikke kan nås … (NANNYS latter høres i kulissen.)

JAKOBE
Jeg er gravid. Ingen skal vide det før han; men han skal komme af sig selv. Vi skal være sammen som dengang, så fortæller jeg ham det. Men han er igen blevet fjern, og alting er blevet så uvirkeligt efter jeg tog fra ham. Hans breve… (Personerne kommer frem bag JAKOBE, går hen mod hende. Drømmeagtigt. Der er en usynlig væg mellem JAKOBE og de andre)

FRU LEA'S STEMME
Jamen, I kunne da blive og få noget at spise.

NANNY'S STEMME
En anden gang, mor. Otto har lovet mig en tur i ballongyngen i Tivoli… Er det ikke rigtigt, Otto. (NANNY kommer sejlende ind efterfulgt af DYHRING og FRU LEA. – NANNY standser op ved synet af JAKOBE. SALOMON kommer til i baggrunden.)

NANNY
Jakobe! Du skal hilse på min mand?

JAKOBE
– Din mand?

FRU LEA
Nanny og hr. Dyhring er blevet gift.

NANNY (til FRU LEA)
Nu er det nok med "Otto" mor. (Til JAKOBE.) Vi blev gift på rådhuset i formiddags.

FRU LEA
Vi vidste heller ingenting.

NANNY
Er det ikke pragtfuldt. Det var helt tåbeligt. Det var lige ved, jeg ikke kunne holde masken. Nå, vi må videre.

FRU LEA (omfavner NANNY)
Kan du nu have det godt, Nanny. Og lad være med at begå nogle dumheder.

NANNY
Dumheder mor! Den slags lader jeg da andre om at begå. (Til JAKOBE.) Vil du slet ikke sige til lykke? Så er der jo ikke noget at gøre ved det. Kommer du, Otto!

NANNY (tar fat i DYHRING)
Hun er bare misundelig over, det ikke er hende. Hende og hendes Per. (Ud).
(En sørgmodig SALOMON går frem mod JAKOBE og betragter hende.)

FRU LEA
Er der noget, Jakobe? Noget du vil sige –?

JAKOBE
Nej. (IVAN kommer ind. SALOMON og FRU LEA trækker sig.)

IVAN
Det hele er gjort klar. Bernhardt har sørget for den nødvendige opbakning. Dyhring er parat til at fare i blækhuset med et par store artikler. Selv oberst Bjerregrav har givet tilsagn om at medvirke.

JAKOBE
Har Bjerregrav?

IVAN
Den eneste betingelse, han stiller, er, at Per selv kommer til stede og anmoder ham om at medvirke. I betragtning af de kontroverser han og Per har haft er det ikke noget urimeligt forlangende, hvis man skal gøre sig håb om et heldigt samarbejde. Den eneste, der mangler, er Per. Jeg skrev og forklarede sagen så godt, jeg kunne; men i sit brev til mig undlod han helt at komme ind på Bjerregrav. Jeg telegraferede for et par dage siden; men jeg har ingenting hørt. Hvad foretager han sig i Rom?

JAKOBE
Jeg ved det ikke.

IVAN
Mig bekendt sker der ingenting dér, der kan berettige… for det er vel ikke sådan, at du og han…?

JAKOBE
Nej.

IVAN
– Nej. (Ser på sit ur.) Naturligvis ikke.

IVAN
Måske kunne jeg få dig til at skrive…

JAKOBE
Nej.

IVAN
– Nej. (Ud.)

(Scenen skifter bag JAKOBE. Bag hende dukker den ministerielle underverden frem, i hvis midte EBERHARD befinder sig. Skygger begynder at bevæge sig rundt i baggrunden.)

JAKOBE
… Pers breve er igen blevet uforståelige. Kølige, forretningsmæssige, klare i deres indhold; men uforståelige. Somom vi aldrig har tilhørt hinanden. Men det har vi. Han var dér, da jeg kom til ham. Da han knugede mig ind til sig. Vi var hinandens. Så meget kan man ikke tage fejl. Hvad er det så for skygger, der ustandselig dukker op og stiller sig imellem os. … Da hans far døde…

JAKOBE (henvender sig til en forbipasserende.)
Ekspeditionssekretær Sidenius. Hvor finder jeg ham?

1. VAGT
Første gang på højre hånd, tredje dør til højre.

JAKOBE
Tak. (Vender sig).

2. VAGT
Tak skal du ha'! Sikket næb!

l. VAGT
Hvad pokker har Sidenius at gøre med sådan en jødetøs?

SCENE 6

(I det samme kommer der lys på EBERHARD. Han står ved sit skrivebord og bladrer i en bunke papirer.)

EBERHARD (uden at se op fra papirerne.)
– De ønsker –? (Bladrer uanfægtet videre.)

JAKOBE
Mit navn er Jakobe Salomon. (EBERHARD reagerer ikke.)

JAKOBE
Jeg er forlovet med Deres bror.

EBERHARD (uden at se op.)
Det ved jeg.

JAKOBE
Kan jeg sætte mig?

EBERHARD
Værs'go' (EBERHARD blir stående, men han ser nu på JAKOBE.)

JAKOBE
Jeg har længe gerne villet tale med Dem… Jeg ved, Per har været noget fremmed over for sin familie.

EBERHARD
Peter Andreas. (Sætter sig.) Peter Andreas er hans dåbsnavn.

JAKOBE
Det har jeg vist hørt, ja. Jeg er ikke klar over, hvad der grunden til denne… misstemning. Den er i hvert fald ulykkelig for alle parter.

EBERHARD
Javist.

JAKOBE
Og nu efter Deres mor er flyttet til byen… hvad vil så være mere naturligt, end at jeg aflagde hende et besøg? Men på grund af denne… misstemning… ville jeg først forhøre mig hos Dem. (EBERHARD tavs.)

JAKOBE
Det må jo være en forfærdelig omvæltning for hende efter Deres fars død at komme til en så stor og fremmed by. Hun kan så nemt komme til at føle sig ensom.

EBERHARD
Min søster er hos hende.

JAKOBE
Jomen…

EBERHARD
Signe gir klaverundervisning i hjemmet, så min mor er aldrig alene.

JAKOBE
De mener altså ikke, det vil nogen god idé, hvis jeg besøgte Deres mor. (EBERHARDS tavshed tilkendegir, at det ikke er nogen god idé. –JAKOBE kan imidlertid ikke bekvemme sig til at gå. Hun vil vide mere; men da EBERHARD ingenting siger gør hun alligevel mine til at gå.)

EBERHARD
Frøken Salomon, må jeg spørge Dem om noget?

JAKOBE
Ja.

EBERHARD
Er det Dem selv, der har ønsket denne samtale?

JAKOBE
Ja. Hvad mener De?

EBERHARD
Peter Andreas ved måske ikke, De opsøger mig.

JAKOBE
Han er i Rom for øjeblikket.

EBERHARD
Han kunne have anmodet Dem om det i et brev. Men det har han ikke –?

JAKOBE
Nej.

EBERHARD (sukker)
– nej. Så nemt skal det heller ikke være. Peter Andreas har jo siden sin tidligste barndom følt en særlig glæde ved systematisk at trodse ethvert hensyn til dem, han skylder den største hengivenhed. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg opfatter forlovelsen med Dem fra hans side som en bevidst fornægtelse af den familie, han er vokset op i.

JAKOBE
En fornægtelse –?

EBERHARD
Jeg beklager, hvis jeg sårer Dem. Det er ikke personligt ment.

JAKOBE
Nej… men kan De ikke forestille Dem, der kunne være andre grunde til Pers og min forlovelse.

EBERHARD
Peter Andreas har naturligvis belagt sine ord anderledes, da han friede til Dem. Min bror har altid haft et meget lemfældigt forhold til sandheden.

JAKOBE (forundret)
Har Per?

EBERHARD
De må ikke misforstå mig. Jeg påstår ikke, Peter Andreas lyver mod bedre vidende. Det er værre end som så, frøken Salomon.

JAKOBE
Det forstår jeg ikke.

EBERHARD
Han er en mester i selvbedrag.

JAKOBE
Hvordan?

EBERHARD
De ønsker et eksempel?

JAKOBE
Ja.

EBERHARD
Peter Andreas rejser i udlandet for tiden, siger De?

JAKOBE
Ja.

EBERHARD
Så vidt jeg ved, har han intet embede, han har vist ikke engang en eksamen.

JAKOBE
– Nej; men når han for øjeblikket er i udlandet, er det netop for at uddanne sig. Jeg ved ikke, om De er klar over det; men Per har udarbejdet en stor plan for en teknisk og industriel udvikling af Jylland.

EBERHARD
Han skrev jo en lille bog. Mig bekendt vandt hans ideer ikke meget gehør.

JAKOBE
Ikke desto mindre er det de ideer, som en kreds af betydende finansmænd har taget til sig. De har ingen som helst grund til at skamme Dem over Deres bror.

EBERHARD
Men hans rejse, frøken Salomon.

JAKOBE
Ja?

EBERHARD
Rejseomkostningerne. Midlerne? Hvor får han dem fra? (JAKOBE tavs.)

EBERHARD
Han rejser på en anden mands regning. Ikke sandt? Et menneske, der end ikke er kristent. (JAKOBE forblir tavs.)

EBERHARD
Det har næppe forbigået Deres opmærksomhed, at Peter Andreas er udgået fra et kristent hjem, og for hans familie er kristendommen den eneste gyldige livsmagt. Vi anerkender ingen lykke, hvor glimrende, den end måtte tage sig ud, når den ikke har sin grund i den kristne gudsfrygt.

JAKOBE
– På den måde.

EBERHARD
De skal ikke tro, vi fordømmer Peter Andreas. Vi fordømmer kun hans handlinger og hans liv. Vi har den største medlidenhed med ham, og håber kun, at det gode engang vil vinde i ham.

JAKOBE
"Det gode" siger De.

EBERHARD
Og De siger det, somom De aldrig har hørt om det.

JAKOBE
Jovist har jeg så. Det menneske, der bukker og kryber blir i kristen forstand god, mens det menneske, der har stolthed og mod nok til at gøre krav på at bestemme over i sin egen tilværelse blir udråbt som ond. Egentlig burde man slet ikke undre sig over, hvor dårlige vækstbetingelser fremskridtet har i et kristent samfund som det danske.

EBERHARD
Jeg smiler, frøken Salomon.

JAKOBE
Det sker åbenbart sjældent.

EBERHARD
Det er et vemodigt smil. For hvad nytter det med frihavn, kanalanlæg…

JAKOBE
De har altså læst Pers bog!

EBERHARD
Alle disse tekniske fidus-mirakler, som han og andre af tidens selvbestaltede mirakelmagere gør sig til af. Hvad nytter det, når Gud ikke er med?!

JAKOBE
De kan være sikker på, at de tekniske opfindelser vil gøre præcis den samme gavn for menneskene, hvad enten Vorherre er med eller ej. Det er nemlig ikke et spørgsmål om tro, hr. Sidenius, men om videnskab.

EBERHARD
Jeg kan forsikre Dem, at dersom disse mirakelmagere kunne se længere frem end til spidsen af deres egne næser, ville de fortryde mange af de mirakler, de i deres hovedløshed går og gør i den arme menneskeheds navn. Den dag de står overfor evigheden og skal gøre regnskab for deres Skaber…

JAKOBE
Det er kristendommens største forbrydelse mod mennesket. Evighedstroen. Troen på at dette liv kun er et forspil til det egentlige.

EBERHARD
Hva'behar!

JAKOBE
Den tro berøver livet dets dybde, dets smerte, dets skønhed, dets lykke. Det er den, der forvandler hele denne rigdom til en fortrøstningens grå ligegyldighed. De må da selv kunne se det!

EBERHARD
Jeg ser, man vender forsynet ryggen, og hvad vender de sig imod?

JAKOBE
Jeg beklager den vending…

EBERHARD
Man forhærder hjertet, lader sjælen sygne hen og gør den blinde menneskelige selviskhed til gud. Tilbage blir der kun formen, det indholdsløse, tidens mirakler, tomheden. Uden Gud handler vi i blinde. Det kan være, De, frøken Salomon, med Deres baggrund har evne til at leve det liv, og jeg tror det gerne. Men Peter Andreas har det ikke.

JAKOBE (behersket)
De skal have tak. Jeg har aldrig tidligere forstået de følelser, Per nærede til sin familie. De har været mig til megen hjælp.

EBERHARD
Jeg kunne være Dem til endnu større hjælp, hvis De lyttede til mig.

JAKOBE
Ja?

EBERHARD
De og Peter Andreas vil aldrig kunne blive noget for hinanden.

JAKOBE (næsten som et skrig)
Hvor ved De det fra?!

EBERHARD
Fordi jeg er hans bror.

JAKOBE
Jeg er hans forlovede. Mig har han valgt. Dem har han vendt ryggen.

EBERHARD
Hokus–pokus! Men der vil uanset, hvad De end siger, altid være en kløft mellem Dem og ham, som aldrig vil kunne overskrides.

JAKOBE
Der tar De fejl!

EBERHARD
Jeg tror, Peter Andreas en dag vil erkende sine synder og underkaste sig den almægtiges nåde.

JAKOBE
De tar fejl! Per får man aldrig til at underkaste sig noget eller nogen. – Aldrig!

SCENE 7

(Et klaver. I DYHRINGS og NANNYS hjem. DYHRING spiller. Han er alene. NANNY kommer til, underskøn dejlig i en kimono. Hun betragter den spillende DYHRING. Hun bevæger sig frem mod ham. Han ser op, smiler, men spiller videre.)

NANNY
– Skal du spille hele natten, Otto?

DYHRING
Nej – (spiller videre.)

NANNY
– Så hold op, Otto. (Hun drejer sig, så kimonoen tilfældig går op. Inden under har hun Elses lille kostume på. Der kommer uorden i DYHRINGS tonerække. NANNY gør bestemt indtryk på ham, men han er disciplineret, og han spiller videre.)

DYHRING
Den passer dig jo.

NANNY
Ot–to –

DYHRING (rejser sig og går hen til hende.)
– Næsten – (Han retter lidt på en strop, tar kimonoen helt af hende.)

NANNY
Kan du li den? (DYHRING mærker med følsom hånd efter, om beklædningsstykket nu også sidder, som det skal.)

NANNY
Hvis du ikke bryder dig om den, kan jeg tage den af.

DYHRING (trækker sig lidt tilbage.)
Det går ikke. Jeg tror, vandet er for koldt til at bade i endnu. Du ville kunne få krampe.

NANNY
Jeg tar chancen. Hvis du bare lover, der er en modig livredder i nærheden.

DYHRING (rækker hende kimonoen tilbage.)
Det kan man aldrig være sikker på. (NANNY ser på DYHRING – hvad er nu det for noget?)

DYHRING
Du skulle jo nødig blive forkølet. (Går tilbage til klaveret.) – Vil du høre? Der er et stykke, jeg specielt har indøvet til benefice for dig. (Gir sig til at spille.).

NANNY
Otto!

DYHRING
Kan du ikke li den?

NANNY
Hold så op, Otto!

DYHRING (spillende og mildt bebrejdende.)
– Nanny dog. Husk på vores aftale. Det er skilsmissegrund, hvis vi blander os i hinandens affærer.

NANNY
Jeg vil ikke ha det!

DYHRING
Musik betyder meget for mig.

NANNY
Hvad går der af dig?! Hvad tænker du på?!

DYHRING
Du mener lige nu?

NANNY
Ja.

DYHRING
Sidenius. (NANNY slået med tavshed.)

DYHRING
Jeg tænker på Sidenius. Der er en artikel, jeg skal have skrevet færdig. Arbejdet kommer i første række, herefter følger fornøjelserne. Sådan lærte jeg det på det asyl, hvor jeg boede et par år som barn. En anden ting jeg lærte, var, at man aldrig måtte tage noget i besiddelse, uden man var sikker på, det var ens eget.

NANNY
Hvad mener du?

DYHRING
Det siger sig selv. Det ville jo være gement tyveri.

NANNY
Det lader til, det er en temmelig plebejisk opdragelse, du har fået. (På vej ud.)

DYHRING
Tja, men det er nu engang min. – Åh Nanny!

NANNY
Ja?!

DYHRING
Jeg har helt glemt at fortælle, at Max har arrangeret en lille fest i morgen aften til ære for os. Tout le monde kommer, og der vil blive lagt mærke til os. Hvis du kan afse tid i morgen formiddag… (Har rejst sig for at gå hen til NANNY, han kan ikke lade være med at rette lidt på hendes klædningsstykker.) … Jeg tror, jeg har fundet en kjole til dig som vil gøre sig til lejligheden… (Er nu igen ved at blive faretruende optaget af fruens skønne legeme.) Nå! Det var den artikel om droget Sidenius. Jeg må se at få det menneske ud af huset. (Kysser NANNY blidt på kinden.) Det var en anden af de ting, vi lærte på asylet. Den flittige og tålmodige får det til sidst præcis, som han vil have det. Sov nu godt, Nanny, så du kan vågne og være lige som smuk, som da du faldt i søvn. (DYHRING sætter sig til klaveret. NANNY blir stående og ser efter ham. Så smiler hun og går.)

SCENE 8

(Lyden fra klaveret kører over i larmen fra trykkeriet, der blir til et frembusende eksprestog.)

IVAN
Jeg har fået telegrammet! Han er på vej! Han er på vej! (Ud.)

(Eksprestog. Dampudslip.)

AVISBUD
Sidste nyt! Frihavn ved den jyske vestkyst! Stor plan fører Danmark ind i næste århundrede! (Avislæsende mennesker danner "tæppe" mod bagscenen. PER og JAKOBE kommer op ad trappen fra orkestergraven. JAKOBE glad og smilende. PER i rejsetøj og alvorlig.)

JAKOBE
Vi var ved at blive helt bekymrede for, om du overhovedet kom tilbage. – Hvad lavede du egentlig i Rom?

PER
Jeg så Colosseum.

JAKOBE
– Colosseum? Det kan du da ikke få to måneder … Per, prøv nu på at ligne dig selv lidt. (Tar om ham, gir ham et kys.)

PER (trækker sig forsigtigt tilbage.)
Her?

JAKOBE
Alle vegne, Per.

PER
Skulle vores forlovelse ikke være …?

JAKOBE
En hemmelighed. Der er så mange hemmeligheder. De kan jo ikke blive ved med at være lige hemmelige.

PER
Det kan de vel ikke.

JAKOBE
Der er også noget, jeg må fortælle dig – (Avismenneskene trækker sig til side, og bagscenen åbenbares Bredgadeboligen. Hele familien er samlet. Dvs. SALOMON, FRU LEA, IVAN, NANNY, ONKEL HEINRICH, ARON ISRAEL, FRØKEN ISRAEL – plus, muligvis et par andre gæster, plus nogle tjenestefolk. Alle disse mennesker er samlet i en gruppe, vældig optaget af noget. Det er FRØKEN ISRAEL, der er kommet lettere til skade med sin fod. Forsamlingen står med ryggen til PER og JAKOBE. – IVAN får øje på de nyankomne. – Han går mod dem.)

IVAN
– Per –!

JAKOBE
En anden gang.

PER
Hvad?

JAKOBE
Fortæller jeg dig det. Når vi er alene.

IVAN
Du fik mine telegrammer. Jeg blev helt nervøs for, du var taget fra Rom uden at have fået dem.

PER (til JAKOBE)
Det er åbenbart en familie, der er nem at kyse.

IVAN
Undskyld –?

JAKOBE
De er her allesammen; men du kunne jo ha ladet være med at komme hjem en søndag….

IVAN
Så kom telegrammet heldigvis, og vi kunne ånde lettet op. Der vil blive sammenkaldt til møde i den nærmeste fremtid hos Bernhardt?

JAKOBE
Ivan. Skulle vi ikke lige lade Per komme hjem først.

IVAN
Jeg vil heller ikke trænge mig på. Det er klart; men i morgen. (Ovre fra familiegruppen lyder FRØKEN ISRAELS jammer.)

JAKOBE
Hvad er der sket?

IVAN
Ikke noget alvorligt. Det er bare tante, der vred om på foden. (JAKOBE ser over mod familiegruppen. NANNY har nu også fået øje på PER. Hun træder uden for nummer –)

IVAN
Du har forhåbentlig haft en behagelig rejse hjem?

PER (har nu også fået øje på NANNY.)
Jeg skal ikke klage.

IVAN
Frisk og udhvilet. Jeg kan garantere, du vil få brug for alle dine kræfter. Bernhardt er meget optaget af dine idéer, og jeg kan glæde dig med, at han har præcis det samme syn på sagen, som du har.

PER
Det må man da håbe. (NANNY er på vej mod PER. PER optaget af hende. Hun ser godt ud.)

JAKOBE
Kom med over og hils.

IVAN
Der er blot den lille ting. Som jeg vist allerede har skrevet…

JAKOBE
Per.

PER
Øjeblik, så kommer jeg. (Der er øjenkontakt mellem NANNY og PER.) – Ja? (JAKOBE trækker sig bort fra IVAN og PER.)

IVAN
En ren formalitet. Bernhardt har ønsket, at vi konsulterer Bjerregrav.

PER
Bjerregrav!

IVAN
Jeg skrev jo…

PER
Jeg troede, det var din spøg.

IVAN
Det er ikke et problem, du skal tage dig af. Han har allerede erklæret sig villig til at medvirke. Det var Bernhardt, der mente…

PER
Bernhardt. Det er ikke noget nogen "Bernhardt" skal blande sig i. Det er vel mig, der bestemmer.

IVAN
– Jo. (NANNY smiler til PER.)

IVAN
Det eneste, Bjerregrav ber om, er, at du personligt henvender dig til ham.

PER
– Hvad gør han –?

IVAN
For det gode samarbejdes skyld.

PER
Der blir ikke noget samarbejde, siger jeg.

IVAN
I betragtning af sagens vigtighed. Du skal heller ikke udelukke han med sin erfaring kan være dig til gavn.

PER (snerrer.)
Gavn! Hvis han blev malet grøn og hængt op i Frue Kirke til skræk og advarsel. Det blir vist den eneste gavn, han kan gøre.

NANNY
De er jo næsten blevet lydløs.

PER
Deres bror gør ellers, hvad han kan for at få mig til at råbe. (Til IVAN.) Du skal ikke bekymre dig om det problem. Det blir ordnet, når jeg kommer.

NANNY
Tidligere kunne vi høre Dem overalt. Nu skal man næsten opdage Dem ved en tilfældighed.

PER
De har også forandret Dem, frøken Nanny.

NANNY
Åh tak.

PER
De er blevet smukkere. Er det ægtestanden, der gør det?

NANNY
Nåh –

PER
Jeg fik nyheden i Rom. Det var ikke langt fra den gjorde mig melankolsk. (IVAN tripper rundt, ser på sit ur og fjerner sig.)

NANNY
Så er det måske de italienske kvinder, der har lært Dem at sige komplimenter, så man næsten tror på Dem.

PER
Jeg taler desværre ikke italiensk, og på dansk kan man sige hvad som helst til dem uden at blive forstået.

NANNY
Det skal De nu ikke være så sikker på.

PER
Desuden er de katolikker.

NANNY
Men kvinder stadigvæk.

PER
De kommer her alene? Uden Deres mand?

NANNY
Ja.

PER
Han havde måske ikke tid?

NANNY
Jeg ved ikke, hvad han laver. Otto og jeg har en aftale om, at det er skilsmissegrund, hvis vi blander os i hinandens affærer.

PER
Ah–ha! Så De morer Dem?

NANNY
Stort set, ja. Men af og til er det nu også en smule kedeligt. (FRØKEN ISRAEL jamrer sig igen. ONKEL HEINRICH skiller sig ud fra gruppen. Han er temmelig træt af FRØKEN ISRAEL.)

ONKEL HEINRICH
Ja, så kan jeg ikke se andet, end man skifter benet ud med et af træ. Jeg anbefaler svensk birk i maj.

FRU LEA
Heinrich!

ONKEL HEINRICH
Efter min mening det absolut mest jomfruelige.

JAKOBE
Vær nu sød, onkel.

ONKEL HEINRICH
Jakobe! Jeg troede… Hvor har du gjort af din stridsmand? Jamen se, jamen se! Vor berømte landsmand. Aviserne bugner af Dem og Deres familie. Deres projekt på forsiden og Deres søster inde i bladet.

PER
Hvad skal det sige?

ONKEL HEINRICH
De har måske ikke en søster, der hedder Signe Sidenius?

PER
Jo –

ONKEL HEINRICH
Der kan De selv se. Et lille nydeligt avertissement. Ingenting i forhold til den store artikel om Deres projekt. Til gengæld står hun der med både adresse og navns nævnelse, hvor artiklen på forsiden helt glemmer at nævne Deres navn i forbindelse med projektet. (Bladrer i avisen.) Man kunne næsten få det indtryk, at det var Max Bernhardt og hans hosekræmmere, der selv… her! (Rækker avisen over til PER) "Klaverspil gives. Signe Sidenius, Tullinsgade 7, 2. sal til højre" (PER ser annoncen, bladrer så om til forsideartiklen og gir sig til at læse.)

ONKEL HEINRICH
Som De ser. De er ventet, omend ikke med glæde, så med spænding. (ONKEL HEINRICH har trukket opmærksomheden med over på PER, bort fra FRØKEN ISRAEL.)

FRU LEA
Med glæde, hr. Sidenius. (PER må holde inde med sin læsning for at hilse.)

FRU LEA
De skal ikke lytte til min bror. Han er en spøgefugl.

PER
Tak, fru Salomon. Man kunne måske ønske for spøgefuglen, at den blev velsignet med en opadgående luftstrøm.

SALOMON
Et ønske jeg fuldt og helt deler. (Hilser,) Selvom min svoger ikke har hel uret. De er også ventet med spænding. Ivan fortæller jo, at der forestår et afgørende møde.

IVAN (som har stået og trippet – til PER)
Det er netop det, jeg så gerne vil drøfte…

PER
Så kan du måske også fortælle mig, hvad dether skal betyde. (Avisen.)

IVAN
Jeg har selv undret mig. (Ser over på NANNY.) Det er så vidt jeg ved Dyhring selv, der har skrevet artiklen?

NANNY
Det aner jeg virkelig ikke. Jeg blander mig ikke i min mands affærer.

PER
Det er sandt –

SALOMON
Fem minutter, mine herrer. Så kan De få fred til at drøfte Deres forretninger; men først må vi da byde Sidenius ordentlig velkommen. (Gir tegn til en tjenestepige.)

(IVAN ser på sit ur.)

NANNY (går tæt forbi PER, dæmpet.)
Og han ikke i mine.

ISRAEL (nærmer sig PER forsigtigt, smilende.)
De traf jo min gamle ven, professor Pfefferkorn. Jeg fik et brev fra ham.

FRK ISRAEL
Aron!

PER
Jakobe fortalte mig om det.

ISRAEL
Et nyt brev.

FRK ISRAEL (utilfreds med sin ensomhed.)
Aron –!

ISRAEL (forvirret)
Det er min søster – (NANNY går hen til tanten for at berolige hende.)

ISRAEL
Han er fortsat mest optaget af Deres bølgemaskiner. Han har erfaret, at man i Amerika arbejder med nogle ideer, der minder meget om Deres. Jeg lovede at fortælle Dem det, når jeg så Dem. Professoren mente…

JAKOBE
Jeg tror, du skal gå over at hilse på tante, Per.

ISRAEL
Ja, naturligvis. (PER lar sig trække med.)

FRK ISRAEL
Hvem, siger du?

NANNY
Sidenius, tante.

FRK ISRAEL
Sidenius, hvem??

FRU LEA
Hr. Sidenius er lige vendt hjem efter en længere udenlandsrejse. Det er … Jakobes forlovede. ("JAKOBES forlovede". Det blir registreret af PER.)

FRK ISRAEL
Jakobes. Hvor kan jeg vide det fra?

FRU LEA
Det kan du heller ikke, tante. Men på lørdag –

FRK ISRAEL
På lørdag?!

FRU LEA
Når vi afholder vores årlige indflytningsselskab på Skovbakken, så vil vi fejre Nannys bryllup og samtidig bekendtgøre Jakobes forlovelse med hr. Sidenius.

FRK ISRAEL
Jaså!

FRU LEA (til PER)
Jakobe har nok nævnt det for Dem?

PER (det har hun ikke.)
Jo –

FRK ISRAEL
Er De læge?

PER
Nej, jeg beklager.

JAKOBE
Per er ingeniør.

FRK ISRAEL
Så kender De måske et middel mod luft i maven?

PER
Luft?

JAKOBE
Jeg troede, det var benet, det var galt med, tante.

FRK ISRAEL
Det er luft!

ONKEL HEINRICH
Jeg har hørt at fløjtespil skulle være virkningsfuldt.

FRK ISRAEL
Virkelig.

ONKEL HEINRICH
De skulle prøve melodierne fra den grundtvigianske sangskat. Det skulle kunne give opadstigende luftstrømme. (Der er imellemtiden blevet delt champagneglas ud.)

SALOMON
Jeg tror, vi alle har fået –?

FRK ISRAEL
Fløjtespil. Far efterlod sig en fløjte, Aron. Hvor…

ISRAEL
Thyss…

SALOMON
Så vil jeg benytte lejligheden til at sige et par ord. De vil måske undre Dem, hr. Sidenius. Egentlig havde jeg heller ikke tænkt at sige noget; men den alvor, De vender hjem med, den både overrasker mig og glæder mig. Nu ved jeg jo ikke, hvad årsagen kan være, men det vil næppe være helt forkert at antage, det skyldes de vigtige beslutninger, De står overfor. (Mens SALOMON taler trækker PER sig ud af selskabet, blir ene, mens lyset på familiegruppen langsomt fades ned og familien tager karakter af tableau.)

SALOMON
Jeg har i den sidste tid haft nogle underlige fornemmelser. Jeg har gjort mig tanker, som jeg troede, var fremmede for mig. Det er når jeg har forsøgt at se ind i fremtiden. Jeg har følt en sær tomhed. Den har gjort mig rådvild og magtesløs. Det er ikke det, der har karakteriseret mit liv. Jeg har med de egenskaber, jeg nu engang har besiddet, forsøgt at sikre mig og min familie et værdigt liv. Er det nu rigtigt eller forkert, når den følelse griber mig, at man ikke kan sikre sig mod noget som helst? At magten og indflydelsen måske for mig har været en lige så stor illusion, som paradiset er for de kristne? Det hele har en simpel forklaring. Mine døtre gifter sig og forlover sig hen over hovedet på mig. Min søn involverer sig hovedkulds i et foretagende, jeg ikke kan overskue og forstå. Det er forklaringen, men alligevel forekommer fornemmelsen af at stå overfor et stort gab, sandere end dens forklaring. Det er en kløft, og jeg kan ikke se, hvordan det skal lykkes os at komme over. Lea ryster bekymret på hovedet, når jeg taler om det, og måske har hun ret. Er det min opgave at vide det? Er det ikke snarere Ivans, Jakobes og Nannys – Deres? Vi gamle er i alt det væsentligste overladt til ungdommens nåde og barmhjertighed. Hvor magtfulde, vi end er i dag. Vi kan kun håbe, at deres valg vil være i stand til at fylde det tomrum ud, som synes at brede sig under vore fødder. Så tomheden ikke skal blive dét, de kommende slægter skal vokse op i. Som fredløse og fremmede i deres egne liv – Hvad anden mulighed har vi, end at åbne os, vise tillid og tro på det vil lykkes –?
(PER står alene på scenen.)

SCENE 9

(Øresund skimtes bag "den formørkede familieopstilling". Bølgerne ruller mod stranden. JAKOBE kommer hen til PER, lægger sin arm om ham. De står og ser ud over vandet med hver deres i tankerne.)

JAKOBE
Der er så meget, vi skal have talt om, Per. Du kunne blive her i nat –

PER
Hvem er egentlig denne Max Bernhardt? Er han så betydningsfuld, som Ivan gerne vil gøre ham til?

JAKOBE
Det tror jeg.

PER
En kræmmer. Og sådan én skal man blive afhængig af. Så skævbenet og småt.

JAKOBE
Det er nok klogt ikke …

PER
Jeg besøgte Colosseum i Rom.

JAKOBE
Det sagde du.

PER
Jeg kunne sidde der i timevis og forestille mig, hvordan det var blevet til. Hvordan ideen til dette kyklopiske bygningsværk var blevet flået ud af intetheden og rejst med en titanisk målrettet viljekraft. Skifte for skifte vokset frem ved hjælp af tusindvis af svedende slaver og omgivet af et fletværk af stilladser. Dér var der ikke andet end målet. Dengang fik hverken kræmmere eller guds mænd lov til at… (JAKOBE trykker sig ind til sin friskytte. Et øjeblik står de sådan.)

JAKOBE
– Jeg har talt med din bror.

PER (trækker sig lidt væk)
Eberhard?! Hvorfor det?

JAKOBE
Jeg fik lyst til at aflægge din mor et besøg, men tænkte, jeg nok hellere måtte rådføre mig med din bror først.

PER
Og hvad så?

JAKOBE
Jeg fik i det mindste det ud af det, at jeg nu bedre forstår dit anstrengte forhold til din familie. (Det bryder PER sig trods alt ikke om at høre.)

JAKOBE
Det udviklede sig til en tåbelig diskussion, hvor det ene ord tog det andet.

PER
Om hvad?!

JAKOBE
Din bror påstod, at ethvert fremskridt, der blev taget uden Vorherres velsignelse blev taget i blinde. Og så advarede han den samlede menneskehed, som ved lejligheden kun var repræsenteret af mig mod at træde i forsynets sted. Det var virkelig en rigtig dum diskussion.

PER
Og alligevel har han på sin vis ret.

JAKOBE
Hvad har han?!

PER
Ja, Vorherre kan han beholde for sig selv; men tankegangen ikke hel forkert.

JAKOBE
Hvad mener du?

PER
Jeg har stort set ikke været sammen med andre end ingeniører det sidste halve år. Folk med en høj faglig sagkundskab; men helt blottet for viden, og interesse for andet end deres fag og personlige kamp for større velvære. En overgang havde jeg lidt ondt af dem, lige til det gik op for mig, at det var i hænderne på den slags "mirakelmagere", vi var i færd med at lægge vores fremtid.

JAKOBE
Den slags. Du er vel selv en af dem!

PER
Den ære vil jeg gerne betakke mig for. Hvis vores fremtid skal styres af den enkeltes snæversynede kamp for eksistensen… du gode gud, så tror jeg samfundet i sin kontrakt med fremtiden skal have indført en fortrydelsesret overfor den slags mirakler, man tilfældigvis kunne finde på at gøre i menneskehedens navn… Det er et dilemma…

JAKOBE (samlet en sten op)
Per, kender du til den lidenskab at slå smut…?

PER
I svage øjeblikke kunne man næsten ønske et guddommeligt forsyn til at overtage ansvaret igen. (JAKOBE kaster.)

JAKOBE
Ahhh! Jeg tror aldrig jeg lærer det!

PER
Hvad?

JAKOBE (kommer hen til ham)
Åh Per…. Jeg har sådan længtes. Jeg har været syg af jalousi.

PER
Har du?

JAKOBE
Det tror du ikke? Selv de brosten, du trådte på, har jeg misundt. Den luft, du indåndede – Per, se på mig – de tjenere, der serverede din mad, hotelpigerne, der redte din din seng, mens den var varm endnu og duftede af dig… (PER aner ikke, hvad han skal stille op. Han gir JAKOBE et platonisk kys på panden, rejser sig.)

PER
… Det hele har været så overvældende… Artiklen… Tullinsgade 7… (JAKOBE reagerer ikke.)

PER
– undskyld –

JAKOBE
Der er også så meget vi skal have snakket om, når vi får ro til det.

PER
Vi kunne sikkert snakke i dagevis.

JAKOBE
– Du kunne blive her i nat.

PER
I nat?

JAKOBE
Der står et værelse parat, hvis du vil.

PER
Så glemmer du vist, at vores forlovelse ikke er officiel endnu.

JAKOBE
Og det siger du.

PER
Det nytter ikke. Det er bedst jeg tar til mit hotel og blir udhvilet til mødet i morgen. (Ser på sit ur.) Vi har vist allerede snakket for længe. – Godnat, Jakobe. (PER gir JAKOBE et kys. Hun tar passivt imod det. PER ud.)

JAKOBE (alene)
– Godnat – (NANNY kommer sivende.)

NANNY
Er Sidenius gået? Kunne du ikke ha fået ham til at blive? Det ville du da ikke have haft noget imod. (JAKOBE går uden at sige noget.)

NANNY (råber efter hende)
Det var da mærkeligt, var det ikke?

SCENE 10

(Mødet. Til stede er PER, IVAN, MAX BERNHARDT, NØRREHAVE, HERLØV, samt et par andre herrer. Lirekassen støjer. PER rejser sig med et sæt, går afsides. IVAN følger efter ham. Idet han når hen til ham.)

IVAN
Per –

PER
Hvad er dether for et gedemarked? Er de mennesker overhovedet interesseret i projektet? Forstår de det?

IVAN
En sidste gang. Tænk dig om én gang til. Bjerregrav…

PER
Forstår du det?

IVAN
Jeg forsikrer dig, at det kun er af hensyn til publikum, man ønsker at få hans navn med.

PER
Så er det måske også af hensyn til publikum, man undlader at bringe mit navn i avisomtalen af projektet?

IVAN
Som sagt, det kan ikke være andet end en beklagelig fejltagelse.

PER
Hvis det hele ikke er én stor rævekage.

MAX BERNHARDT
Rævekage –? (NØRREHAVE rømmer sig for ikke at le højt.)

MAX BERNHARDT (til HERLØV)
Hvad er det for noget? En rævekage?

HERLØV
Jeg ved det ikke. Det må vist være en jysk specialitet, der blir serveret ved kaffebordene derovre. Det kunne være, at Nørrehave kunne give os opskriften på sådan én, så vi alle vidste, hvad det var, hr. Sidenius talte om.

NØRREHAVE
Det kunne jeg måske nok. Men jeg tror ikke det er noget for d'herrer.

HERLØV
Nårh.

NØRREHAVE
I København er rævekager en sport for gadedrenge. Her løber man om hjørner med hinanden. Har jeg ladet mig fortælle. (MAX BERNHARDT holder blikket hæftet ved PER. PER, som ingen skal beskylde for at være bange, ser igen.)

HERLØV (til PER)
De tror altså, at Bernhardt har bedt Dem afbryde Deres rejse…

PER (uden at forandre blikretning)
Jeg stillede Salomon et spørgsmål. Det var alt.

HERLØV
– at vi har brugt adskillige møder til at diskutere Deres plan –

IVAN (til MAX BERNHARDT – som ikke reagerer)
Jeg tror det hele skyldes en beklagelig misforståelse i pressen.

HERLØV
Pressen, ja.

MAX BERNHARDT (tørt – uden at forandre blikretning)
Den er vi jo desværre ikke herre over.

HERLØV
Men nu De er kommet, kunne vi passende opfordre Dem til, at De så hurtigt som muligt henvender Dem til landets største aviser, så disse kan blive sat grundigt ind i sagen.

PER
Vil De have at jeg…

HERLØV
Offentligheden skal man ikke forholde noget. Det ville ikke være klogt.

PER
De vil ha, jeg skal være bybud for Dem?

HERLØV
Hvis ikke det rækker, kan vi med det samme træffe en beslutning om at afsætte en sum til avertissementer, som De kan vifte redaktionerne om ørene med. Den slags er flere steder meget velset.

PER (til MAX BERNHARDT)
Hr. Bernhardt –? Hvad betyder dether?

MAX BERNHARDT (fjernt)
Undskyld –?

PER
Er De overhovedet til stede?

MAX BERNHARDT (har truffet sin beslutning ang. PER)
– Jeg er ikke enig med vekselerer Herløv. (HERLØV klukler.)

MAX BERNHARDT
Før vi kan foretage os yderligere i den retning, Herløv foreslår, må vi have fuldstændig klarhed over projektets karakter og omfang. Det første, der derfor sker, er, at De kontakter oberst Bjerregrav, så…

PER
Der tror jeg, De forregner Dem.

MAX BERNHARDT (smiler, han forregner sig overhovedet ikke)
Det er sandt. Salomon fortalte, at obersten og De har haft et lille mellemværende. Så må det da glæde Dem at vide, at det eneste obersten forlanger…

PER
De kan spare Dem diskussionen. Der blir ikke noget samarbejde mellem mig og obersten. (Der lyder nogle grynt fra NØRREHAVE. Han må tørre sig om næsen med fingeren af sindsbevægelse. Man ser over på ham, og han smiler huldsaligt tilbage.)

MAX BERNHARDT
Det er uheldigt. Så meget desto mere, at obersten vil være besværlig, måske direkte farlig at have som modstander.

PER
Jeg har udarbejdet planen uden fremmed assistance, og jeg skal heller ikke fremover have nogen sideordnet medhjælp.

MAX BERNHARDT
Jeg må have fuldstændig klarhed over, hvad der foregår. De har naturligvis allerede gjort regnestykket op; men jeg har lidt svært ved at fatte det. Den eneste betingelse…

PER (rejser sig)
Betingelser! Det er Dem, der har haft bud efter mig – ikke omvendt. Det tilkommer derfor mig og ikke Dem, eller nogen anden, at stille betingelserne. (IVAN synker ned i sin stol som en vingeskudt fugl. NØRREHAVE rømmer sig oprømt – mens ellers sker der ikke rigtigt noget et øjeblik.)

MAX BERNHARDT
Tak. Så tror jeg også, jeg har forstået det. Altså, vi lader sagen falde. (Samler sine papirer.)

IVAN (skyder op)
Nej! (Blir så stående som lammet.)

MAX BERNHARDT
Jeg tar næppe fejl af, at der blandt de tilstedeværende ikke har været nogen stærk stemning for projektet, så jeg vil undlade at udtale nogen beklagelse over udfaldet. (PER har rejst sig. Rasende. Nu vender han sig og farer ud. IVAN følger efter. NØRREHAVE har nu også rejst sig. Spontant.)

NØRREHAVE
Den mand tar jeg hatten af for.

MAX BERNHARDT (råber ud)
Frøken Jensen! (FRK JENSEN kommer ind.)

MAX BERNHARDT
Vil De være venlig at sørge for, at Sidenius får sine arbejdstegninger bragt hen på sit hotel. (NØRREHAVE er gået. Forestillingen er slut. Scenen skifter. Glade og festklædte mennesker strømmer ud fra teatersalen, ud i teaterhall'en, hvor de blander sig med de tilbageblevne herrer fra mødet, der så også blir til mennesker, der har været i teateret. NANNY og DYHRING er blandt dem, der kommer ud. MAX BERNHARDT slutter sig til dem. Sammen går de ud i natten.)

SCENE 11

(Aften. PER står udenfor og ser de rige, de smukke og de kloge drage hjem fra teateret. Så forsvinder de ud. Et par lyse piger bevæger sig over scenen. Så er han alene. Et klaver høres. Et vindue et sted oppe i mørket kommer til syne. PER ser derop. – Inde i mørket er der en skikkelse, der tænder en cigar. Det er NEERGAARD. NEERGAARD dukker op ved siden af PER.)

NEERGAARD
Tullinsgade 7. 2. sal til højre.

PER
Neergaard –

NEERGAARD
Til venstre herfra. Trappen vender omvendt. Rigtigt. Et fremmed hus. Næsten umuligt at tro, se godt efter, i vindueskarmen…

PER (det gipper i ham)
– træballen. Min mors røde træballe til garnnøglerne.

NEERGAARD
Som De husker den fra Deres barndomshjem. Nu er det hele væk og dog – er det der altsammen. I Deres erindring. De små mørke stuer, sengen hvor Deres moder samlede sine børn, de hviskende stemmer, sangene, Deres fars stemme, da han dømte Dem "Fredløs og flygtig skal du være overalt på jorden!"… Stemmen, ordene, men var det en dom? Spørgsmål der aldrig finder svar, kun nye spørgsmål; men pas på, Sidenius. Der ligger her under den blege himmel i Norden en basilisk og lurer på vor eftertankes svage øjeblikke. Bedst som vi sidder i de lykkeligste drømme, sniger uhyret sig over os og lammer os med sin giftbrod. Måske mærker vi i begyndelsen kun en lille kuldegysning i sjælen, en øjeblikkelig tunghed i tanken. Men snart lægger mørket sig omkring os, og før vi ved det, vugger vi i dødens skyggearme. Pas på, hr. Lykke-per. Besind Dem på, hvem De er. (NEERGAARD forsvinder ud.)

PER
Hvem –?! (Klaveret toner ud.)

SCENE 12

(PERS hotelværelse. Morgenens grålys. PER sidder på en stol uden at røre sig. Han er i slåbrok og ser temmelig medtaget ud. JAKOBE står et stykke fra ham. Fuldt påklædt. Hun har opsøgt ham på hans hotelværelse.)

JAKOBE
– Vi ventede hele eftermiddagen og aftenen med. Hvorfor tog du ikke med Ivan ud? (PER rører sig ikke.)

JAKOBE
Du kunne have sendt en besked.

PER
Sæt dig ned, så skal jeg sørge for, der blir bragt kaffe op. (JAKOBE blir stående. Dyster.)

PER (muntert, i et forsøg på at få skyggerne af vejen.)
Jeg plagierede Kristus og jog kræmmerne ud af templet. (JAKOBE står.)

PER
Du synes måske ikke om det?

JAKOBE
Jeg forstår det ikke.

PER
Ikke?!

JAKOBE
Nej.

PER
Jeg havde ventet, at du i det mindste ville forstå mig!

JAKOBE
Så må du forklare dig.

PER
Han skulle have vidst…

JAKOBE
Hvem?

PER
Ivan. Din bror. Han skulle have vidst, at det ikke nyttede føre mig sammen med den slags mennesker.

JAKOBE
Du havde selv accepteret dem.

PER
Jeg kendte dem ikke. Den plebejiske storsnudethed! Det var somom, de viste mig en særlig nåde ved at være villige til at lade sig berige på mit arbejde.

JAKOBE
Og hvad så?

PER
Jeg kan ikke have den slags.

JAKOBE
Det kan aldrig komme dig ved, hvordan de opfører sig. Hovedsagen må vel være, du får det igennem, du vil have igennem.

PER
Ved du, hvad de ville have mig til?

JAKOBE
Nej.

PER
Jeg skulle rejse rundt til landets avisredaktioner og bestikke dem til at skrive om foretagendet.

JAKOBE
Hvis det kunne have gavnet foretagendet. Og det kunne det vel.

PER
Men hvem tror, de jeg er!

JAKOBE
Hvis man har brug for indflydelse, plejer det at være godt at starte med at anerkende magten hos dem, der i øjeblikket sidder inde med den.

PER
Det må du undskylde!

JAKOBE
Uden at fortabe sig i allehånde spekulationer over, hvordan de er kommet til den.

PER
Der har jeg en noget anden opfattelse af, hvad man skylder sig selv.

JAKOBE
Det kan være, men så er den opfattelse i vejen for dig.

PER
Du mener altså, det er mindre ynkeligt at ydmyge sig for guldkalven end for krucifikset.

JAKOBE
Det kan vel være det samme. Forskellen må være, hvorfor man gør det, og hvad man vil opnå.

PER
Ved du, hvad Max Bernhardt er for en person.

JAKOBE
Jeg har ikke truffet ham personligt.

PER
Jeg har gjort mig den ulejlighed at skaffe mig nogle oplysninger om ham.

JAKOBE
Byen er fuld af rygter om Max Bernhardt.

PER
Men hvis de taler sandt…

JAKOBE
Gør de det?! Jeg ved, han i al ubemærkethed underholder flere fattige jødiske familier her i byen.

PER
Så må det være som bod for de ulykker, han har forvoldt hundredvis af familier landet over.

JAKOBE
Han er uforsonlig, når det gælder en modstander. Det ved jeg.

PER
Hensynsløs! Grusom!

JAKOBE
Det kan være. Men er det ikke en mand som ham, vi trænger til herhjemme. Så vi kan se, hvordan et rigtigt viljesmenneske ser ud.

PER
Du vil mene, at han skal være et forbillede for os andre. Et ideal. For mig, mener du?! (Pause. JAKOBE tavs.)

PER
Kan du så sige mig, hvor mange selvmord han har på samvittigheden?!

JAKOBE
Det er dum snak.

PER
Et selvmord!

JAKOBE
Al det postyr, der laves herhjemme, hver gang han gør brug af sin magt, viser kun, hvor svært vi har at forstå, at vil man målet, så må man også midlerne.

PER
Jeg må sige, du overrasker mig i dag.

JAKOBE
– Og hvad har du så tænkt dig at gøre nu?

PER
Hvad jeg gør?! Fortsætter som jeg er begyndt. Agiterer, skriver, ringer med stormklokkerne til folket hører! Der må være andre i dette land end børsrøvere og spekulanter der er til at få i tale.

JAKOBE
Hvad er det egentlig, du vil?

PER
– Hvad jeg er ude på? Jeg vil… Jeg har sagt det… Jeg vil… (modløs.) Det ligger jo der det hele. Tegningerne. Jeg fik dem tilbage med et "tak for lån". Det var alt. (Tegningerne ligger på bordet. Bredt ud.)

JAKOBE (reagerer på modløsheden.)
– Per – (PER rører sig ikke.)

JAKOBE
Det var ikke min mening, jeg ville komme på den måde.

PER
– Jeg sad hele natten over dem. Det er længe siden, jeg sidst havde dem for mig. Det var somom jeg kun kunne se svaghederne ved det.

JAKOBE
Det er ikke noget dårligt udgangspunkt.

PER
Jeg kunne ikke finde viljen i det.

JAKOBE
Viljen? Andre kan. Professor Pfefferkorn, oberst Bjerregrav…

PER
Jeg kunne ikke! Jeg kan udtrykke den; men jeg kan ikke… Forstår du det ikke?!

JAKOBE
Nej.

PER
– Det er forkert – det er ikke sandt –

JAKOBE
Du er overkørt. Det er bare det, der er i vejen.

PER
Hvordan skal jeg kunne være det.

JAKOBE
Rejsen. Mødet. De mange nye indtryk. Du har før kunnet overvinde en modstand. (PER reagerer ikke.)

JAKOBE
Ingenting skal skille os. Hører du, Per. Ingenting. (PER rejser sig og går frem. Lytter. Søsterens klaver.)

PER
– Jeg vil. Jeg vil… (Klaveret.)

PER (desperat)
Jeg vil!

PAUSE

SCENE 13

(Udenfor Skovbakken. NØRREHAVE og etatsråd ERICHSEN samtaler, mens gæsterne går ind i huset.)

NØRREHAVE
Det hele har været bedrag fra ende til anden. Det har aldrig været Max Bernhardts hensigt for alvor at gå ind i det jyske Frihavnsprojekt. Det hele – interessentskabet, presserøret – det har alene skulle tjene til at skabe usikkerhed i de bankkredse, der arbejder for den københavnske frihavn.

ERICHSEN
Og hvorfor?

NØRREHAVE
For at tvinge bankerne til at optage ham i deres midte omkring de københavnske planer.

ERICHSEN
Mod at han til gengæld opgav det jyske projekt?

NØRREHAVE
Præcis. Det er ikke sket endnu, men det vil blive udgangen på det. Det ironiske er bare, at det jyske projekt ud fra en national synsvinkel er langt mere fremsynet end den københavnske plan. I Jylland vil vi for alvor kunne tage konkurrencen op med de tyske havne, hvor København altid vil være en provinsby i Europa. Spørgsmålet er, om vi uden videre kan underkaste os den tyske økonomis dominans og placere frihavnen i København, eller skal vi yde den modstand?

ERICHSEN
Jaså.

NØRREHAVE
En mand af Deres ry og indflydelse vil kunne samle de danske interesser. Det er jo ingen hemmelighed, at de pågældende banker næsten udelukkende arbejder med tysk kapital.

ERICHSEN
De siger, De har drøftet sagen med ingeniøroberst Bjerregrav.

NØRREHAVE
Han går ind for den jyske løsning.

ERICHSEN
– Men denne ingeniør –?

NØRREHAVE
Sidenius.

ERICHSEN
Hvordan er han?

NØRREHAVE
Jeg forsikrer Dem, hr. etatsråd. Han er en ægte dansk mand. (De to herrer trækker også ind.)

SCENE 14

(Skovbakken. "En dansk mand". PER står i eftertanke og betragter NANNY, der leder efter noget. Hun ved hun blir betragtet, men lader som ingenting. En fløjte lyder i det fjerne. Ikke kønt. NANNYs bevægelser blir langsommere. Hun står til sidst stille. Vender sig mod PER.)

NANNY
Leder De efter noget?

PER
Jeg troede, det var Dem, der ledte.

NANNY
Efter et par handsker; men det er lige meget.

PER
Jeg kunne måske hjælpe Dem? Hvad er dog det? (Der har lydt et par hidsige pift fra en fløjte.)

NANNY
Tante, vil jeg tro. Hun øver sin fordøjelse til middagen. Jeg ville bare håbe, det hele var overstået.

PER
Hvorfor det?

NANNY
Jeg afskyr store selskaber.

PER
Det må være noget nyt. Før i tiden…

NANNY
Jeg er en anden nu. Det har De måske slet ikke lagt mærke til? Jeg er blevet madamme. Inden jeg ser mig om, er jeg bedstemor.

PER
Det kræver jo visse forudgående formaliteter.

NANNY
Det nytter ikke. Selskaber er væmmelige. Hvad kan man vente sig af dem?

PER
En så fuldendt skønhed som De kan da med rette vente sig en hel del.

NANNY
De med Deres komplimenter!

PER
Jeg mener det. De er den smukkeste kvinde, jeg har mødt. Den mest forbryderisk farlige… De ved selv, hvilke forhåbninger, jeg gjorde mig i sin tid, men lad os ikke tale om de gamle skader. De ville ikke have mig, og jeg måtte slå mig til tåls med min skæbne. De var antagelig for smuk til mig. (NANNY er blevet stille. Pludselig lægger hun begge arme om PERS nakke og kysser ham. Hun slipper, skynder sig ud. PER står noget fortumlet tilbage, vil gå efter hende; men i det samme dukker JAKOBE op.)

JAKOBE
Er Nanny ikke her?

PER (vender sig)
Hun er vist lige gået. (JAKOBE smiler sygt til PER. Hun har forsøgt at gøre sig dejlig; men hun har ikke rigtig talent for det. PER tænder en cigar. FRU LEA kommer til.)

FRU LEA
Forstyrrer jeg?

PER
Næh. Er der noget, jeg kan hjælpe med?

FRU LEA
Næh.

PER
Nå, men så vil jeg… (Ud.)

FRU LEA
Har du set Nanny?

JAKOBE
– Hva'?

FRU LEA
Nanny.

JAKOBE
Hun har vist lige været her. Hvad vil du hende?

FRU LEA
Gæsterne er kommet. Det kunne være rart, om hun holdt sig i nærheden af sin mand. Hvor blev Sidenius af?

JAKOBE
– Det ved jeg ikke.

FRU LEA
Vi går til bords om et øjeblik. (Ud.)
(JAKOBE følger efter moderen.)

SCENE 15 A

(Taffelmusik lyder inde bagfra. To gartnere, en ung og en gammel kommer til og tænder lysene i haven. De sætter sig på hver sin bænk foran på scenen og synker hen i stemning.)

DEN GAMLE
– Så har de fået kam til deres hår, de to frøkner.

DEN UNGE
Jo –

DEN GAMLE
– Hvis det da ikke er lus.

DEN UNGE
Jo –

DEN GAMLE
To opkomlinge. Man kunne have ønsket sig herskabet en bedre skæbne.

DEN UNGE
Jo –

DEN GAMLE
Det er jo ikke anderledes end det var dig, der sad derinde.

DEN UNGE
Så skulle det ha været frøken Nanny.

DEN GAMLE
– Jaja. Vejret ser i det mindste ud til at holde. (Døren går op til Skovbakken, og SALOMONS stemme høres.)

SALOMONS STEMME
… Jeg vil derfor bede gæsterne om sammen med min hustru og mig at rejse sig og udbringe et leve for de nyforlovede… De længe leve! (HURRA, HURRA, HURRA!! lyder det fra en talstærk skare. En TJENER er kommet ud på terrassen. Han lufter sig. Går ind igen. DEN GAMLE og DEN UNGE rejser sig, og tænder de sidste lys og forsvinder. Gæsterne begynder at komme ud. Herefter dansemusik og livlige stemmer. I en pavillon. SALOMON går afsides. Han har det dårligt. FRU LEA ser ham, da hun som værtinde kommer spadserende ind sammen i en lille gruppe. Hun skynder sig hen til SALOMON.)

FRU LEA
Philip…

SALOMON
Så har jeg sagt, hvad der skulle siges. Nu kan ingen forlange mere af mig i aften.

FRU LEA
Kan du ikke lægge dig op et øjeblik, hvis du har det dårligt?

SALOMON
Det forandrer jo ingenting. Du skal se, det går nok. (IVAN kommer ilende.)

IVAN
Så er jeg parat med aftenens clou. Kan jeg sammenkalde?

FRU LEA
Et øjeblik, Ivan. Vi skal lige have tid til at trække vejret.

IVAN
Vi kan ikke lade fruen vente.

FRU LEA
Ti minutter –

IVAN
Fem.

SALOMON
Et kvarter.

IVAN
Hva'r? Jeg tror ikke, du forstår.

SALOMON
Det er vel os, der har betalt hende for at komme og synge.

IVAN
Det er en stor ære. Det er første gang hun gir privat koncert.

SALOMON
For jøder, ja. Det har vi betalt for.

IVAN
Fa'ar!

SALOMON
Mig bekendt nogenlunde det samme som en af mine kontorister får på et år.

IVAN
Det er jo kunst. Hun kommer direkte fra det kongelige… Ti minutter, så.

SALOMON
Et kvarter.

IVAN (idet han går)
Jaja, så forsøger jeg… (Under dette har NANNY slået sig løs på dansegulvet sammen med HANSEN-IVERSEN. JAKOBE sidder sammen med nogle ældre mennesker og taler, med ISRAEL f.eks. PER vandrer omkring udenfor dansegulvet som en løve i et bur. FRK ISRAEL kommer hen til SALOMON og FRU LEA.)

FRK ISRAEL
Jeg så også Nanny under middagen. Det gjorde jeg.

FRU LEA
Hvad er der med Nanny, tante?

FRK ISRAEL
Hun sad hele tiden og lo og gjorde sig til, og det var ikke overfor sin mand. Det var denne løjtnant.

FRU LEA
Herregud, tante. Nanny morer sig. (SALOMON går.)

FRK ISRAEL
Det kan være; men det var nu ikke kun mig, der tog anstød. Jeg så flere gange Jakobes forlovede sende hende nogle vrede blikke for at få hende til at beherske sig.

IVAN (er dukket op i siden igen, vinker ad FRU LEA)
Mor. Vil du lige komme med?

FRK ISRAEL
Og hendes mand sad endda lige ved siden af.

FRU LEA
Undskyld, tante – (Går over til IVAN, og de forsvinder ud.)
(DYHRING har hørt det sidste.)

DYHRING
Mig behøver De ikke bekymre Dem om, frk. Israel.

FRK ISRAEL
Ikke det!

DYHRING
Det er kun rart at se, at Nanny er glad.

FRK ISRAEL
Virkelig?

DYHRING (tar FRK ISRAEL under armen for at bugsere hende over til et bord)
Bestemt. Når man nu ikke er nogen ørn på et dansegulv, er det kun en gave at have en så smuk hustru, der aldrig kommer i bekneb for kavalerer… (Ser PER vandre omkring.) I øvrigt, hvis De ikke bryder Dem om festlighed, så må De da glæde Dem over Jakobes forlovede.

FRK ISRAEL
Joh –

DYHRING
Så nyforlovet og ikke et smil hele aftenen. Det må da siges at være en alvorsmand.

NØRREHAVE (bryder ind)
Sidenius er en karakter.

DYHRING (vender sig)
En karakter? Det må man vist sige. (Til FRK ISRAEL) Det er hr. Nørrehave, tidligere landmand… Frk. Israel… (NØRREHAVE grynter til hilsen)

DYHRING
Og etatsråd Erichsen.

FRK ISRAEL (begejstret)
Statsråden kender jeg.

NØRREHAVE
Jeg talte netop med etatsråden om det fatale møde hos Bernhardt. Det var ikke så ringe af en så ung mand som Sidenius, at han med det samme kunne gennemskue den hele svindel.

DYHRING
Svindel?

NØRREHAVE
Svindel! De kender måske ikke til rygterne om den københavnske frihavn?

DYHRING
Hvis der havde været hold i de rygter, kan jeg forsikre Dem, de ville være blevet bragt i min avis.

ERICHSEN
Det mener De altså ikke, der er?

DYHRING
Nej.

NØRREHAVE
Det siges ellers, De står Bernhardt meget nær.

DYHRING
Ingen står Bernhardt nær. Hvad der foregår i hovedet på ham, ved kun han selv.

NØRREHAVE
Nårh…

DYHRING
Jeg tror, han er et meget ensomt og ulykkeligt menneske. Det burde han i hvert fald være, hvis der skal være retfærdighed til. Med den succes, han har, ikke sandt. (IVAN har vist sig på arenaen. Klapper i hænderne.)

IVAN
Mine damer og herrer! Må jeg gøre opmærksom på, at der venter dem en overraskelse af stor kunstnerisk værdi i salonen. Hvis herskaberne vil være så elskværdige at begive sig mod salonen! Det er denne vej, mine damer og herrer. Denne vej! (Folk begiver sig afsted. JAKOBE står og ser efter PER. Han er der ikke. Hun slår følge med nogle andre. Scenen tømmes. Operasangerinden sætter i med et skrig (off). I det samme vælter NANNY og HANSEN-IVERSEN ud på scenen.)

NANNY
Det var i sidste øjeblik. (PER dukker frem i siden. NANNY ser ham.)

NANNY (til HANSEN-IVERSEN)
Kom med, så skal jeg vise Dem mors karper … (NANNY og HANSEN-IVERSEN ud. PER vil følger efter, men i det samme er der en hånd, der griber fat i ham. Det er ONKEL HEINRICH.)

ONKEL HEINRICH
Et ord i forbigående, kære ven…

PER
Hvad vil De?

ONKEL HEINRICH
Min allerærbødigste kompliment. Det går jo fortræffeligt i aften. Deres alvorsmaske gør en grandios virkning.

PER
Hvad mener De?

ONKEL HEINRICH
Man taler om Dem som et veritabelt mandfolk. Man mener vist ligefrem, at de kunne være en passende redningsmand for hele den danske suppedas. De har vel bemærket etatsråd Erichsen?

PER (utålmodig)
Nej.

ONKEL HEINRICH
Ikke det? Han går omkring og studerer karakterer. Jeg kan forsikre Dem, at han er meget optaget af Deres figur. (Ude i mørket høres NANNY og HANSEN-IVERSENS latter. PER ser i den retning.)

ONKEL HEINRICH
Det blir fortalt, at De var den første, der gennemskuede Max Bernhardt skumle planer.

PER
Hvilke planer?

ONKEL HEINRICH
Bravo, unge mand! De vil også spille komedi' for mig. De kan ellers godt spare Dem. Jeg kender Dem ved Gud.

PER
Hvis de har noget at sige, så skynd Dem. (HANSEN-IVERSEN høres ude i mørket. Han kalder på NANNY. PER går et par skridt fra ONKEL HEINRICH.)

ONKEL HEINRICH
Bliv bare ved. Træk dem allesammen ved den lange næse. (PER går fra ONKEL HEINRICH.)

ONKEL HEINRICH
Herr Gott von Manheim. Hvor jeg morer mig. Sikken styk'! (Trækker sig tilbage.)
(HANSEN-IVERSEN råber stadig på NANNY i mørket. PER ser sig om. Der er ingen NANNY.)

NANNY (fra buskadset)
Her. (Hun træder frem.)

PER
Hvad bestiller De…

NANNY
Thyyss! (trækker PER med sig ind.)
(HANSEN-IVERSEN kommer forbi.)

HANSEN-IVERSEN (næsten grædefærdig)
Nanny – Frøken Nanny, hvor er De –? (forsvinder ud igen, på jagt efter NANNY.)

PER
Hvordan kan De være så skamløs?!

NANNY
Han finder da hurtigt en anden at danse med.

PER
Under måltidet. Hele tiden var De optaget af denne latterlige løjtnant.

NANNY
Forsikringsagent.

PER
Hva'?

NANNY
Han er blevet forsikringsagent.

PER
Så meget desto værre.

NANNY
Otto har ikke noget mod det.

PER
Otto! Hvad med mig?! Tænker De overhovedet ikke på mig?!

NANNY
Dem –? (Hun er ret betagende og tager sig bestemt ikke afvisende ud. PER tar om NANNY, kysser hende.)

PER
… De skal blive min. Det kan nås endnu.

NANNY
… en stor, viljestærk mand… umættelig som en tiger.

PER
Det kan nås endnu. (Nu blir PER lidt kraftig i sine kærtegn. NANNY forsøger at komme fri af det.)

NANNY
Du skal få mig. Hører du – Hold op. (Kommer fri af PER.) Du får mig.

PER
Ja.

NANNY
Så knæl.

PER
Hvorfor?

NANNY
Knæl og lov mig, du vil gøre alt, hvad jeg ber om.

PER (knæler ikke.)
Det lover jeg.

NANNY (kysser ham.)
Du får mig, som du vil ha mig. (NANNY bider ham i læben. PER støder hende fra sig.)

PER (det gjorde ondt, ømmer sig.)
Hvorfor gør du det?

NANNY (går hen og slikker blodet fra hans læbe.)
… Gå på hænder, Per.

PER
Her?

NANNY
Gør som jeg siger. Gå på hænder. Over dansegulvet.

PER
Du må være gal.

NANNY
Du har gjort det før. Ind gennem det hele. Forbi min store, kloge søster. Hun vil blive glad for at se dig…

PER
Hvad er det for noget?

NANNY
Gør det, Per. Hun har savnet dig. Ikke tænkt på andre end dig. Så det var til at blive syg af. Min Pær… min Pær…

PER
Hold op.

NANNY
Du får din belønning. Jeg skal lystre dig i alt, hvad du forlanger af mig. Bare du følger mig i den ene ting… Vis Jakobe, at hun ingenting har formået med al sin klogskab.

PER (med væmmelse.)
– Nå sådan.

NANNY
Gå på hænder, Per.

PER
Selv i det dybeste råder det gustne overlæg.

NANNY
Per –

PER
Selv kærligheden er befængt.

NANNY
Kærligheden! – Kærligheden, Per?!

PER
Ja.

NANNY
Du er en bondeknold! Du vil altid være en bondeknold! (Idet hun trækker sig.) Hvem snakker om kærlighed? (Ud.)

SCENE 15 B

(PER står alene tilbage. Dansen genoptages i pavillonen. Der danses i et blegt, uvirkeligt lys. Med PERS ord et grotesk og forvrænget billede. ONKEL HEINRICH kommer fra "festen" frem mod PER, men standser op. Han råber til ham.)

ONKEL HEINRICH
Sidenius! Jeg mødte obersten! Han vidste alt om Dem og Bernhardt! Han er stolt af at kende en ung mand som Dem! En ung mand, der tør tale overmagten midt imod! Han tar hatten af og hilser! I aften er De selskabets helt! I morgen hele Danmarks!

(Tableauet skifter. Pavillonen tømmes for dansende. Der danses ud i mørket som i en slags kehraus. ONKEL HEINRICH trækkes med af suget. Pavillonen omdannes herefter til en "elverhøj". En mand med pibe og kalot gør omkring derinde og rumler med en latter. Han ser efter de unge, der er på vej. Og nu kommer de løbende til nogle lysklædte piger og frimodige studenter. – De er forpustede.)

1. PIGE
Ikke mere saltebrød i dag.

EN STUDENT
Vi er jo først lige begyndt.

1. PIGE
Nej.

EN STUDENT
Det kan De da ikke mene.

KALOTTEN
Nu må d'herrer lade damerne være. (2. PIGE har slået sig ned. Hun ser op mod himlen.)

2. PIGE
Bare der ville falde et stjerneskud.

1. PIGE
Hvad ville du så ønske?

2. PIGE
Det siger jeg ikke.

EN STUDENT
Årh, frøken Hansen…

2. PIGE
Nej. Jeg siger det ikke for alt i verden.

EN STUDENT
Til mig kan De da betro alt.

2. PIGE
Kan jeg?

EN STUDENT
Det ved De da.

2. PIGE
Og De lover ikke at sige det til nogen.

EN STUDENT
Ikke til ét eneste menneske.

2. PIGE
De lover det?

EN STUDENT
På ære.

2. PIGE
Så kom. (EN STUDENT nærmer sig 2. PIGE.)

2. PIGE
Jeg vil ønske…

EN STUDENT
Ja –?

2. PIGE
Jeg ikke kommer til at svide grøden i morgen. (Der blir leet og klappet, og PER – som står udenfor – kommer også til at le. Mens man ler og klapper, er der en person mere, der kommer til. NEERGAARD. Det går ikke med det samme op for PER, hvem det er.)

1. PIGE
Skal vi ikke synge?

EN STUDENT
Ja, lad os synge. (EN PIGE gir sig spontant til at synge Fred hviler over land og by. Og de andre slutter op om det. NEERGAARD synger med. – PER står og ser på det, ser han rigtigt?)

PER
– Neergaard –? (NEERGAARD løfter hatten og hilser på PER. PER hilser noget adspredt igen. Den lille, lyse gruppe forlader elverhøjen med sang, og scenen forvandles igen til Skovbakken.)

SCENE 16

(Skovbakken. Festen er slut, gæsterne har forladt stedet. Dansegulvet ligger øde hen. Nogle stole er væltede, festens efterladenskaber er endnu ikke ryddet af vejen. Midt i det hele sidder JAKOBE ret op og ned på en stol. Hun rører sig ikke, da PER noget tøvende nærmer sig hende. Han sætter sig ved siden af hende. Hun rører sig stadig ikke. Hun ser ikke på PER, svarer mekanisk.)

PER
– Jeg gik en tur.

JAKOBE
Ja.

PER
Jeg trængte til at komme væk fra alle de mennesker.

JAKOBE
Ja.

PER
– Jeg har gjort dig ondt. (JAKOBE siger ingenting.)

PER
Kan du tilgive mig?

JAKOBE
Du er, som du er.

PER
Det er den forbandede by. Jeg må væk herfra. Så hurtigt som muligt. Jeg tar til Amerika, Jakobe. Professor Pfefferkorn siger, de arbejder med noget, der ligner mine bølgemaskiner. Det var jo også meningen fra starten, jeg skulle derover… Men hvad så med dig? Jakobe –?

JAKOBE (tonløst)
Det ved jeg ikke.

PER
Du skal selvfølgelig med. Vi gifter os, og så kan du tage med. Vil du gifte dig med mig. Nu? Så hurtigt som muligt?

JAKOBE
Ja.

PER
Jeg vil ikke mere rejse alene. Fra nu af skal vi altid være sammen.

JAKOBE
Jeg kan ikke tage med til Amerika.

PER
Selvfølgelig kan du det. Jakobe – må jeg kysse dig. (For første gang vender JAKOBE sig mod PER.)

JAKOBE
Ja, Per. (De kysser hinanden. JAKOBE lidenskabeligt, og der blir mørkt på scenen.)

SCENE 17

("Borgerbladet"'s redaktion. Hektisk aktivitet. En underjordisk rumlen fra trykkeriet. TEGNEREN forelægger DYHRING en skitse.)

DYHRING
Udmærket, Svendsen. Udmærket, for så vidt. Vi må bare have Bernhardt længere frem i billedet.

TEGNEREN
Længere frem? Hvor vil du så få plads til de andre?

DYHRING
Og så lidt mere energi i blikket, Svendsen.

TEGNEREN
Jo, men…

DYHRING
Det er sandheden, vi er ude efter. Ikke en mere eller mindre tilfældig virkelighed.

EN JOURNALIST (stikker hovedet ind.)
Hvad er overskriften?

DYHRING
"Et historisk møde"! (Til TEGNEREN.) Og sørg så for, at direktøren ser lidt gladere ud. (Til en JOURNALIST.) "To generationer mødes om stort frihavnsprojekt i København". (NANNY kommer ind. Hun står lidt afsides som tilskuer til aktiviteterne.)

DYHRING (til TEGNEREN.)
Som en dreng, der lukker op for godteposen. (Efter en JOURNALIST.) Nej, Jepsen. "Så gik starten til det 20. århundrede". (På vej ud, til TEGNEREN.) Sørg for, vi får champagneflasken med, Svendsen. Og så skal Zivertsen alligevel ikke se alt for glad ud. Vi skulle nødig tro, han har drukket før mødet. (På vej ud.)

NANNY
Otto –

DYHRING
Nanny –?

NANNY
Det er en drøm, jeg må fortælle dig om.

DYHRING
En drøm?! Her?!

NANNY
Det er vigtigt, Otto! Det er tigeren. Den lå nedenfor trappen og var død.

DYHRING
Det var pokkers.

NANNY
Stendød.

DYHRING
Du har en fremtid som spåkone. Jeg kan betro dig, det kun er et spørgsmål om timer, før den i virkeligheden er død. Stendød.

NANNY (kælent.)
– Otto – (DYHRING forstår en fin hentydning. Tar om hende og kysser hende.)

DYHRING
Jeg har også tænkt på, at "Borgerbladets" læsere trænger til en orientering om handelsforholdene i Europa. Vi kunne slå det sammen med vores bryllupsrejse. (Kysser hende let.). Hvis vi svømmer en tur ud under stjernerne i aften, kan vi tale om det. (DYHRING ud. Trykkeriets buldren.)

SCENE 18

(NØRREHAVE kommer til PERS hotelværelse. PER tar imod.)

NØRREHAVE
Har De set det? Jeg syntes De måtte vide det, så hurtigt som muligt… (rækker PER en avis.)
(PER orienterer sig. Trods sin jyske natur, har NØRREHAVE svært ved at skjule sin sindsbevægelse.)

NØRREHAVE
Så har Bernhardt afsløret sig selv! Planlagt svindel!

PER
Det er svindel som regel.

NØRREHAVE
Og det ophidser Dem ikke? De er blevet brugt. Misbrugt kan man vist roligt sige.

PER
Var det ikke kun, hvad man kunne forvente?

NØRREHAVE
Jo. Og så skal De høre noget, den gode Bernhardt ikke forventer. Bag Dem, hr. Sidenius, står nu en gruppe gode, danske mænd. Vi vil gøre den jyske sag til et nationalanliggende, og med etatsråd Erichsen i spidsen repræsenterer vi ikke alene en anseelig kapital, men også stor politisk indflydelse. Denne gang er det Bernhardt, der kommer af huse uden bukser. Og hvad oberst Bjerregrav angår, kan jeg sige, at han er helt på Deres parti.

PER
Bjerregrav?

NØRREHAVE
Bjerregrav har tilbudt at stille sig til disposition i det omfang, De ønsker. Der blir ikke tale om nogen sideordnet medhjælp. Han ville have opsøgt Dem, hvis han for tiden ikke havde været sengeliggende.

PER
Bjerregrav vil komme til mig?

NØRREHAVE
Ja. Han har bedt mig høre, om De kunne være hjemme i overmorgen. Så skulle han kunne være klar.

PER
Jo.

NØRREHAVE
Det er op til Dem at fastsætte tidspunktet.

PER
Ja. (Det banker på "dørene".)

PER
Ja!

NØRREHAVE
Hvad ville De sige til klokken 10? (EBERHARD kommer ind. Afventende.)

PER
– Jo.

NØRREHAVE
Jeg kan se, jeg forstyrrer. Jeg hilser d'herrer godmorgen. (Ud.)

EBERHARD
Mor er død.

PER
Hva'? Hvad siger du –?

EBERHARD
Vores kære mor afgik ved døden i går morges. (PER sætter sig. Han hører og hører ikke, hvad EBERHARD herefter siger.)

EBERHARD
Vi hørte, du var vendt hjem efter din rejse. Jeg ved, mor havde håbet at se dig. Du vidste jo, hun var flyttet hertil. (Lægger en lille pakke på bordet.) Ingen havde regnet med, hun ville dø så hurtigt; men hun skrev et brev til dig for nogle uger siden.

PER
– Er hun død?

EBERHARD
Hun vil blive sejlet til Randers og lagt ved siden af far. Trine tåler ikke søen, så vi andre tar udenom med toget for at kunne være samlet. Vi kan så være og tage imod, når liget ankommer.

PER
"Liget"?

EBERHARD
Vil du tage med os? (PER ryster på hovedet.)

EBERHARD
Så var det alt. (Ud.)
(PER rejser sig, vil gå efter EBERHARD, somom han fortryder; men blir så alligevel stående. Under det følgende trækker det op, suset fra havet.)

PER
"Liget". (Kommer i tanke om brevet, åbner det, læser.) "Min ulykkelige søn. Hvor i verden, du opholder dig, ved jeg ikke; men så meget ved jeg, at det ikke er Guds veje, du følger. Du har valgt at trælle under verdens åg, og der står skrevet, at den, der forhærder sig i trods og synd, for ham blir evangeliet skjult til dagenes ende. – Måtte du lære at grue for dig selv, så var der endnu håb om, at du kunne finde vejen til din forløser…" (krøller brevet sammen.) Nej! Det er hans ord igen. Det er far. Jeg ved knap hvem, du er, så forsvinder du – du forsvinder – men du findes et sted – jeg ved, du findes. – Din sidste rejse … jeg følger dig.

SCENE 19

(Bølgen. Scenen blir lagt i sorg og hav. Kisten står på scenen. Der blir stille, uvirkeligt stille, den samme stilhed, som da PER sad på toppen af bjerget og lyttede til stilheden.)

PER
– et liv – kan det forsvinde, blive til ingenting, en død krop, et lig, en ekspeditionssag –? – Kulden fra bjergene, en vind som is, dødsstilheden – Jeg har set det, tilværelsens grund afdækket, et svimlende dyb, hvor menneskenes håb, planer og forventninger fyger omkring for til sidst at blive opslugt af mørket, intetheden, den totale ligegyldighed… (MODEREN kommer mod PER, gennem havet. Vinden tar atter til.)

PER
Gå levende som aldrig før. Jeg husker. Du er altid på færde. Morgen og aften. Du vasker og klær os, altid parat, når vi har hjælp behov. Et liv. Et ganske almindeligt liv, men så rigt som noget. Aldrig hører jeg en klage fra din mund. Du gir, hvad du har at give, omsorg, kærlighed… en gammel værkbrudden præstekone med en styrke, der får enhver tilkæmpet magt og indflydelse til at blegne. – Du er der. – Hvor fik du styrken fra? – Mor – (Blæsten og suset fra de store bølger. MODEREN er standset op. Det er det nærmeste PER og MODEREN kommer hinanden. – Mens kisten trækkes ind gennem "Randers fjord". –)

MODEREN
Peter Andreas. Hvor er du, Peter Andreas? Hvad tænker du?

PER
Jeg vågner en nat af en ond drøm. Du står bøjet over mig i din lange hvide natkjole. Du taler beroligende til mig. Din hånd stryger gennem mit hår. Din mærkeligt bløde hånd. Det er som jeg igen vågner … Skal jeg blive til nu? Er det nu jeg blir til. (Kisten og MODEREN er forsvundet. Et drøn fra en bølge.)

SCENE 20

(JAKOBE holder sine følelser i ave, yderst disciplineret. Til det hele til sidst brister. Det starter som en monolog, mens IVAN under denne siver ind.)

JAKOBE (læser et brev.)
"… Jeg gik fra borde ved det første landingssteg ved fjordens munding. Det var i daglysningen, og duggen sad endnu i græsset og på bladene. Jeg steg op på toppen af en bakke, og herfra fulgte jeg skibet på dets langsomme fart gennem fjordens mange krumninger i det milevide engdrag. Det var som en sarkofag, der gled frem gennem de blomstervrimlende enge. Jeg blev stående, indtil den forsvandt i den gyldne morgentåge som et syn, der lukkedes ind i himmelens riger…" Jeg vidste ikke hans mor var død. Jeg ventede ham den aften, jeg modtog telegrammet. Han meddelte, han ville følge kisten over Kattegat, at han ville være tilbage i København igen den næste aften. Men han kom ikke. Der gik to dage. Ingen vidste, hvor han befandt sig. Så fik jeg et brev. Han var gået i land i nærheden af herregården, Kærsholm. I Rom havde han truffet hofjægermesterinde Prangen, som bor på Kærsholm sammen med sin mand. Han havde syntes det var uhøfligt ikke at aflægge parret et besøg, nu han var på egnen. Han var blevet modtaget med gæstfrihed. Det havde været hans mening at tage videre med det samme, men hans værtsfolk havde overtalt ham til at blive natten over. To dage efter får jeg endnu et brev. Han fortæller, at moderens død har gjort et dybere indtryk på ham, end han havde ventet. Han har brug for tid til at tænke over det, og på Kærsholm føler han, at han først rigtig er vendt hjem efter sin lange udenlandsrejse. Men jeg skal ikke bekymre mig, skriver han. Han har skrevet til Bjerregrav og beklaget, at han ikke har set sig i stand til at overholde det aftalte møde, og i øvrigt har han telegraferet til hotellet i København og bedt dem sende ham noget mere tøj… Der er gået over en uge, nu modtager jeg næsten daglig breve…

IVAN
Hvad skriver han?

JAKOBE
Ingenting.

IVAN
Noget må han da skrive … (Nikker mod brevet på en 2–3 sider.)

JAKOBE
At han har tænkt over, om det har været opgøret med hans far, der har gjort ham blind for den livsvisdom og kraft, der trods alt ligger i kristendommen.

IVAN
Hva’?

JAKOBE
Det er dét, der optar ham.

IVAN
Men du har vel skrevet og fortalt, at projektet ikke tåler udsættelse?

JAKOBE
Jeg har ikke skrevet.

IVAN
Ingenting. Slet ikke?

JAKOBE
Nej.

IVAN
Jamen, så er det derfor. Han véd ingenting.

JAKOBE
Han ved alt, hvad han behøver at vide; men Per har ingen lidenskab. Nej, det er forkert. Han besidder lidenskaben, men kun dens negative egenskaber, dens kolde natside. Den har han, trodsen, selviskheden, egensindigheden; men ikke dens vilde higen, driften ud over sig selv, dens glød, dens fortærende længsel….

IVAN
Jeg er sikker på, det hele vil rette sig, så snart han kommer tilbage.

JAKOBE
Han kommer ikke tilbage.

IVAN
Det gør han da. (Vil gå.) Jeg må have hans adresse. Hvis du vil være rar at lægge den frem.

JAKOBE
Ivan – (IVAN standser.)

JAKOBE (smiler.)
Engang, i Berlin, du har hørt om det. Jeg så de jødiske flygtninge på banegården. Forslåede. Angsten i deres øjne. Fra de yngste til de ældste. Jeg kunne ikke holde det syn ud. Jeg tænkte, de må kunne hjælpes. Lang tid efter talte jeg med Eybert om det – vi brugte mange aftner på at drøfte, hvordan man kunne forebygge den slags overgreb. Volden, foragten for levende mennesker. Hvordan kan vi hjælpe? Eybert var så klog og forstående, han havde mange gode forslag – og det havde jeg også! –

IVAN
Hvad er det, du vil sige.

JAKOBE
Hvis jeg var blevet gift med Eybert, kunne jeg være sikker på én ting. Jeg ville altid have hørt til de hjælpende. Men jeg tror ikke, vi fatter, hvad det drejer sig om, før vi selv har oplevet at stå magtesløse og helt være prisgivet andre. (Smiler.) Er det ikke sjovt som det hele skifter. Nu hører jeg til dem, der har brug for hjælp.

IVAN
Det ordner sig, Jakobe.

JAKOBE
Ivan –

IVAN
Ja?

JAKOBE
Hjælp mig.

IVAN
Jamen, jeg ved ikke.

JAKOBE
Hjælp mig, Ivan. Hjælp mig!

IVAN
Jeg skriver til ham.

JAKOBE
Hjælp mig. (JAKOBE trækker IVAN ind til sig og skriger ind i hans jakke.)

IVAN
Jakobe … Jeg skriver, Jakobe… Jakobe… (JAKOBE skriger og blir ved med at skrige. Den skrækslagne IVAN får til sidst samlet mod nok til at tage med armene om hende.)

SCENE 21

(En ny bølge følger JAKOBES "skrig". De gule jyske kornmarker føres af et par fejende, unge mennesker ind over scenen. De unge forsvinder igen, og der står PER foran al herligheden. Det er dansk sommeraften fuld af lyde fra naturen, og et sted ude på markerne er der nogle køer, der gir sig til at brøle. Der er også nogle lyse kvindestemmer, latter og råb – de kommer nærmere. Pludselig løber en lys, ung pige ind på scenen. Det er INGER. Ved synet af PER standser hun forskrækket op, og al lystighed er væk som dug for sol. I sin forskrækkelse taber INGER et tørklæde og kan ikke bekvemme sig til at bøje sig ned for at samle det op. Det er som står hun over for den onde selv. – På PER virker INGER som en åbenbaring. PER går frem mod INGER, som viger tilbage. PER samler tørklædet op, rækker det frem mod INGER. INGER snupper det og pist er hun borte. – PER følger efter, ud. Ude i kulissen: GERDA, LISE og TORBEN kalder på "Inger".)

SCENE 22

(Kærsholm. Et waldhorn lyder. Smeltende romantisk. PRÆSTEFRUEN dukker op og går frem til scenen, hvor hun ser sig bekymret om. Der er ingen, og hun blir stående et øjeblik for at se efter INGER og hendes ledsagere. Nu kommer BLOMBERG og HOFJÆGERMESTERINDEN også ind. De slår sig ned på "terassen".)

BLOMBERG
Jeg var ikke klar over, at hofjægermesteren havde musikalske talenter.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Jo. Min mand har mange strenge at spille på. Desværre kniber det ham af og til at ramme de rigtige. (BLOMBERG bryder ud i en hjertelig latter.)

HOFJÆGERMESTERINDEN
I al fortrolighed, hr. pastor.

BLOMBERG
Naturligvis. De kan stole på mig… Denne hr. Sidenius, som de har boende…

PRÆSTEFRUEN (kommer tilbage)
Blomberg.

BLOMBERG
Ja, min egen.

PRÆSTEFRUEN
Jeg bryder mig ikke om, de blir så længe væk. Kunne du ikke gå ud se efter dem.

BLOMBERG
De kommer. Du kan tage det roligt. Der er ikke nogen, der vil dem ondt. (Til HOFJÆGERMESTERINDEN.) Denne Sidenius …

HOFJÆGERMESTERINDEN
Jeg ved ikke, hvor han blir af. Han har været væk siden i eftermiddags; men jeg håber da, han når at træffe Dem.

BLOMBERG
Jovist.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Det var ikke så lidt af tiden i Rom, vi brugte på at diskutere trosspørgsmål. Tilsyneladende er han helt afvisende; men jeg tar vist ikke meget fejl, om han ikke vil være modtagelig for den rette forkyndelse.

BLOMBERG
Jeg forstår. Det er slet ikke ualmindeligt.

PRÆSTEFRUEN
Blomberg.

BLOMBERG (ser på PRÆSTEFRUEN, men dybt inde i sit eget)
– endnu en sjæl, man kender det jo –

PRÆSTEFRUEN
Jeg kan ikke li, at Inger… (Waldhornet trænger nu voldsomt igennem med en kæk jagtvise, galop–galop.)

HOFJÆGERMESTERINDEN
Nå. Er han nu i det humør.

BLOMBERG
Han har dog et hjerte af guld. Det må man sige. Og 500 tønder land. (Til HOFJÆGERMESTERINDEN.) I al fortrolighed.

PRÆSTEFRUEN (bebrejdende)
Blomberg dog.

BLOMBERG
Han kan spøge med Vorherre. Så må det også være tilladt at spøge med hofjægermesteren. (Selskabet lytter til musikspektaklet. Under dette kommer PER til syne. Han går nu frem mod dem. HOFJÆGERMESTERINDEN får øje på PER, rejser sig og går ham i møde.)

HOFJÆGERMESTERINDEN
Dér er De.

PER
De må undskylde. Jeg glemte tiden.

HOFJÆGERMESTERINDEN
De skal ikke undskylde. De ved, De kan komme og gå præcis, som De vil herovre. – De skal hilse på vores gæster. Pastorinde Blomberg.

PRÆSTEFRUEN (hilser)
De er alene?

PER
Ja –?

HOFJÆGERMESTERINDEN
Pastor Blomberg.

PER
Sidenius.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Pastor Blomberg er en fornyer af vort kirkeliv.

BLOMBERG
De blev borte i naturen, hr. Sidenius. Det er ikke det værste, der kan ske. Jeg tilstår ærligt, at jeg for min del henter mere opbyggelse i den dejlige natur end hos samtlige prædikensamlinger. Men lov mig ikke at sige noget om mit lille kætteri til mine embedsbrødre.

PER (undrende)
Nej.

BLOMBERG
De ville rive hovedet af mig. Selvom det jo ikke nytter noget, for det er så sandt som det er sagt den rislende å, lærkens trille… (Her blir larmen fra HOFJÆGERMESTERENS horn en kende for dominerende.)

HOFJÆGERMESTERINDEN
Prangen. (Går hen og råber ind til HOFJÆGERMESTEREN.) Sidenius er kommet tilbage. Prangen!

HOFJÆGERMESTEREN
Hva'?!

HOFJÆGERMESTERINDEN
Sidenius!

HOFJÆGERMESTEREN
Er han kommet?

BLOMBERG
Lærkens sang. Den har nu altid mindet mig om en kvinde, der efter sin elskers bortgang må give sig til at nynne for ikke at komme til at græde. (PRÆSTEFRUEN ser bestemt på BLOMBERG.)

BLOMBERG (fortsætter)
Der er vist ingen her, der kan tage skade af at høre det. For det er som jeg siger der ligger en dyb livsvisdom i sådan lille natursanger. Aldrig lytter man forgæves til dens sorg eller glæde. (HOFJÆGERMESTEREN er kommet ind. Betragter PER og BLOMBERG. Han er ikke særligt hurtigt opfattende; men hans følelsesliv fejler ikke noget, og han er frygtelig jaloux på BLOMBERG, hvis runde og smidige væsen i modsætning til hans eget kantede åbenbart er i stand til at vinde alle for sig. Både HOFJÆGERMESTERINDEN og nu også PER, som HOFJÆGERMESTEREN ellers havde udset til at være sin fortrolige.)

HOFJÆGERMESTERINDEN
Nu skal jeg sørge for, De får noget at spise. (Ud.)

PER
De skal ikke gøre Dem nogen ulejlighed.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Det kunne lige mangle. (Ud.)

BLOMBERG
Og nu vil De så gøre anslag mod vor nationale idyl?

PER
Hvad mener De?

BLOMBERG
Hofjægermesterinden har fortalt om Deres ideer. Jeg finder, de er meget karakteristiske for vor tid; men svar mig nu af et ærligt og oprigtigt hjerte, hr. ingeniør. Når De nu som en aften som denne ser ud over vort dejlige, grønne landskab…

HOFJÆGERMESTEREN (tramper ind)
Hva' så, Sidenius. Fik jeg ret?

PER
Undskyld –?

HOFJÆGERMESTEREN
Jeg fik ret. Ikke sandt. Sidenius! (Ler støjende.)

BLOMBERG
Som jeg var ved at sige …

HOFJÆGERMESTEREN
Sidenius og jeg har snakket længe. I fortrolighed. Han er jo ingen tosse, og han gir mig hundrede procent ret. Åreguleringen.

BLOMBERG
Åreguleringen?

HOFJÆGERMESTEREN
Det har måske aldrig faldet Dem ind, hvor meget god landbrugsjord, der ligger lige til at tage i brug, hvis vi fik åen rettet ud og afvandet jordene. Ikke sandt, Sidenius?

PER
Jo.

HOFJÆGERMESTEREN
Det ville være fremskridtsvenlig landbrugspolitik. At forøge den danske bondes indtjening. Hvad udad tabes… ikke sandt, Sidenius?

PER
Jo.

HOFJÆGERMESTEREN
Vi har drøftet det. Sagligt og i alle detaljer. Nyt land.

PER
Jeg så nogle muligheder.

HOFJÆGERMESTEREN
Som jeg sagde. Der er nogle muligheder. 80 tønder land.

PER
Jeg vil nu nærmere anslå det til 50 for Deres part. Dertil…

HOFJÆGERMESTEREN
50! Hva'rbehar! Det er pokkerme fremskridt. Det skal fejres.

HOFJÆGERMESTERINDEN (kommer tilbage)
Der vil straks blive anrettet noget.

HOFJÆGERMESTEREN
Kom med, Sidenius, så skal jeg vise Dem, hvad jeg gemmer i kælderen. Til løftelsen af ånden, hr. pastor! (Ler.)

HOFJÆGERMESTERINDEN
Jeg tror vi skal gemme det til en anden lejlighed, Prangen.

HOFJÆGERMESTEREN
Hvorfor?

HOFJÆGERMESTERINDEN
Til en anden lejlighed. (HOFJÆGERMESTEREN mumler noget og trækker sig ind i sig selv.)

BLOMBERG
Hvad det var, jeg ville spørge Dem om…

PRÆSTEFRUEN
Nu må de da snart være her.

BLOMBERG
Stående over for al denne skønhed, kan De så for alvor virkelig ønske den tilsmudset af kulstøv og sod. Synes De egentlig det er tiltalende udsigter at skulle have de røgspyende uhyrer sejlende her på åen…

HOFJÆGERMESTEREN
Hvad så med klokkespektaklet fra vore kirker?!

HOFJÆGERMESTERINDEN (indtrængende.)
Prangen –

HOFJÆGERMESTEREN
Jamen, det er da for galt, at man ikke kan se en ordentlig solnedgang uden at blive forstyrret.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Jeg synes nu en aftenklokke lyder så smukt på afstand.

PRÆSTEFRUEN
Det gør den.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Som en påmindelse om at samle sindet efter dagens uro.

HOFJÆGERMESTEREN (til PER.)
Uro! På Ellehøj kan man se 35 kirker. Der skal man både have vat i ørerne og brøle som en tyr for ikke at få sit gode humør ødelagt af en solnedgang.

BLOMBERG
Jeg gir hofjægermesteren ret.

HOFJÆGERMESTEREN
Hvad gør De?!

BLOMBERG
Det er en uskik med det klokkekimeri.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Det må være Deres spøg.

BLOMBERG
Absolut nej. Vi burde virkelig have sundhedskommissionen til at forbyde det. Personligt vil jeg også gerne have mig frabedt at skulle stille til andagt på kommando. (Til PER.) Som De kan se, er jeg ingen fantast. Jeg forstår godt, de æstetiske hensyn må og skal underordne sig de praktiske krav. Men står der ikke langt større livsværdier på spil i denne sag? (Nu høres de lyse pigestemmer ude i kulissen. PRÆSTEFRUEN og PER er de første, der har øre for det. PER blir temmelig fraværende.)

BLOMBERG
I et lille hus ikke langt herfra bor en familie. Småkårsfolk af den slags, som der er en halv million af i landet. De tjener akkurat til føde og klæder; men de er lykkelige for deres tilværelse. Jeg ved det, for jeg kender dem. Mand og kone arbejder i marken og børneflokken tumler sig i det friske vejr. Skal man nu putte sådan en mand ind på en uhyggelig fabrik, mens kone og børn indemures på 7. sal i en arbejderkaserne…? (To fjantede piger GERDA og LISE kommer stormende ind.)

PRÆSTEFRUEN
Hvor har I dog været?

GERDA
Inger har set en trold.

PRÆSTEFRUEN
En trold? Hvad er det for noget sludder?

LISE
Pludselig stod den der og ville have hende med ned i sit underjordiske rige.

BLOMBERG
Det kunne være Fjaltring.

LISE
Nej, ham kender vi da.

PRÆSTEFRUEN
Hvor er Inger?

BLOMBERG (til PER.)
Den gale præst. Det er hvad han blir kaldt i folkemunde. En stakkels splittet person, der vandrer omkring på vejene om natten som en anden fredløs.

PRÆSTEFRUEN
Inger!

GERDA
Kom bare, Inger.

BLOMBERG
Egentlig er han så inderlig ynkværdig. Hvis det ikke var fordi, det var ham selv, der har gjort sig utilbens med alle i sognet.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Kom og hils på ingeniør Sidenius. Det er von Brück'erne. Pigerne fra nabogodset.

BLOMBERG
Og min datters veninder.

GERDA
Gerda.

LISE
Lise.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Hvor er så jeres bror?

GERDA
Han har jo forsøgt at trøste Inger. (INGER kommer ind efterfulgt af TORBEN von Brück. INGER standser op ved synet af PER.)

LISE
Den lå på lur bag en busk; men den var væk, da vi andre kom.

PRÆSTEFRUEN
Du går vel ikke alene rundt?

INGER
Det passer ikke.

LISE
Passer det ikke?! Du sagde da…

INGER (til TORBEN)
Gør det vel?

TORBEN (stammer)
– – Nej.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Det er Gerdas og Lises bror.

TORBEN (hilser på PER)
Det gl… gl…æder mig.

BLOMBERG
Inger. Skal du ikke også… (INGER kommer frem og rækker mut hånden til PER.)

PER
Hvis De har mødt en trold, frøken Blomberg. Så har den til gengæld mødt en prinsesse, og den er sikkert blevet mindst lige så overrasket. (Et hurtigt smil fra INGER. Så blir hun igen alvorlig og mut. GERDA og LISE skubber til hinanden og fniser.)

BLOMBERG
Det er sandt. Der er virkelig noget fantastisk, næsten noget trolddomsagtigt ved vor danske natur. Som jeg plejer at sige, er det ikke noget under, at vor gamle folkepoesi er blevet befolket med alle slags eventyrlige væsener. Det er jo på en måde, som det er naturen selv, der synger. (PRÆSTEFRUEN, hvis mistanke om noget umoralsk er vakt, følger vagtsomt INGER med øjnene.)

INGER
Ja, skal vi ikke synge, far? (Det vinder almindelig tilslutning. Der synges Fred hviler over land og by.)

SCENE 23

(Der synges. Lyset svinder. Alle holder lidt efter lidt op med at synge. Til sidst sidder INGER alene og synger, skær og ren og så underskøn dejlig og forførisk, som en sirene. PER er grebet af INGER. Nattens kogleri. En overnaturlig nat med alfer og dæmoner. IVAN dukker op.)

IVAN
Per – Per –! (PER vrisser vil ikke forstyrres.)

IVAN
Per. Du har ikke svaret på mine telegrammer.

PER
Nej!

IVAN
Jeg skal ikke blande mig i, hvad du foretager dig…

PER (optaget af INGER, vil ikke forstyrres)
Hvad er det så, du gør?!

IVAN
– ikke engang prøve at forstå dig; men du skal vide, hvad der foregår her i København. For hver dag, der går, får Max Bernhardt og det københavnske frihavnskonsortium et forspring.

PER
Ja!

IVAN
Samtidig stiger utålmodigheden hos vore partnere. Jeg skal ikke lægge skjul på, at de ikke forstår din handlemåde…

PER
Det er forkert. Det hele er forkert. Det er ikke sandt!

IVAN
Hvad er det, du vil?

PER
Så lad mig være! – La mig være – (INGER er forsvundet. OLINES "sang" høres fra mørket. Som en stemning. PER i nød. I en lysboble, et drømmesyn, dukker FRANSISCA og UNGE PER frem.)

FRANSISCA
Der er bare så meget mere, jeg synes, jeg skal lære.

UNGE PER
Ja, selvfølgelig. Det hele er først lige begyndt.

FRANSISCA
Hvis jeg kunne få lov til at blive – men jeg ved ikke hvordan.

UNGE PER
Du skal blive.

FRANSISCA
Skal jeg –?

UNGE PER
Hvad ellers?

FRANSISCA
– Og jeg er ikke til besvær for dig?

UNGE PER
Hvordan skulle du kunne blive til besvær for mig.

FRANSISCA
Hvis du ikke synes rigtigt om mig.

UNGE PER
Men det gør jeg. Du skulle se mig de morgner, du ikke kommer. (FRANSISCA blir glad, langsomt – hun vender sig om og smiler til PER. Det er som solen bryder frem på hendes ansigt. Idet FRANSISCA og UNGE PER forsvinder. – OLINES sang/melodi overtages af andre stemmer end OLINES.)

IVAN
Hvad er det, du vil? Det er ikke kun projektet, men hele din fremtid, der står på spil, hvis der ikke blir handlet nu. (Idet han trækker sig tilbage og forsvinder.) – Hvad vil du? (Morgenen gryr. PER får øje på INGER. Hun sidder på en bænk og nyder udsigten. Det er næsten som en fortsættelse af drømmen, men det er "virkeligheden", der igen tar over.)

SCENE 24

(PER kommer til.)

PER
Må jeg have lov… (INGER rykker lidt, så PER kan få plads. En stund sidder de ved siden af hinanden og ser ud over landskabet uden at vide, hvad de skal sige.)

PER
De kommer tit her på Kærsholm?

INGER
Ikke så tit som jeg gerne ville. Far har jo en stor menighed, så mor har travlt.

PER (ser op mod den lille lærke, der triller lystigt under himlen.)
Hofjægermersterinden lånte mig et lille skrift, som Deres far har forfattet. "Vejen til Gud". Det gjorde et d… stort indtryk på mig.

INGER
Alle kan li far. Næsten alle i pastor Fjaltrings sogn har løst sognebånd for at komme over til os. – Deres far var også præst, siger far.

PER
Ja; men af en lidt anden type.

INGER
Det er synd. Men dengang vidste man vel ikke andet.

PER
Så længe er det nu heller ikke siden.

INGER
Det er noget andet med pastor Fjaltring. Han må da have læst, hvad far har skrevet, så selvom det er en tragedie med ham og hans kone, kan man på en måde godt sige, han selv er skyld i det. Mor siger…

PER
De holder meget af naturen, frøken Blomberg?

INGER
Ja.

PER
Jeg kom her engang imellem som barn.

INGER
Hos hofjægermesterens?

PER
Nej, jeg kendte dem ikke dengang. Det var mest nede ved fjorden. Så sad jeg der, og af og til skete det, en sælhund stak sit hoved op over vandet et stykke ude. Den betragtede mig, og jeg betragtede den. Sæler er utroligt nysgerrige.

INGER
De rejser meget?

PER
Jeg har lige været på en længere udenlandsrejse; men ingen steder har jeg følt mig så godt tilpas som her. Der er så mange gode mennesker her på egnen.

INGER
Ja.

PER
Måske skulle man virkelig tænke på at slå sig ned her. Så vidt jeg forstår på hofjægermesteren, skulle der også være arbejde i mange år med en omregulering af åen.

INGER
Jeg troede, De skulle tilbage til København og… være noget stort.

PER
– Jo, måske –

INGER
Hvad tror De så, Deres forlovede vil sige? Vil hun kunne falde til her. Hofjægermesterinden siger… De er måske slet ikke forlovet mere? (Lærken slår sin trille.)

PER
"Aldrig lytter man forgæves til denne lille natursangers sorg eller glæde". Det er Deres far, jeg citerer.

INGER (med hengivelse.)
Ja – Han er så klog.

PER (rejser sig, han har fået øje på noget ude i landskabet,)
Der går han. Det må være ham.

INGER
Hvem?

PER
Pastor Fjaltring. Den gale præst.

PRÆSTEFRUEN
Inger! (INGER farer sammen.)

PRÆSTEFRUEN
Inger! Hvor er du?

INGER
Jeg må gå nu. (Skynder sig ud.)
(INGER glemmer sit tørklæde på bænken. PER tar tørklædet op til ansigtet og indsnuser det.)

PER
Jeg har set et glimt af paradis; men jeg har solgt mig selv, kastet skygge over andre menneskers liv. Også Jakobe har jeg bedraget i min gale jagt efter rigdom og ære og lukket mig selv ude. Fredløs og fremmed. Er det muligt endnu? At leve et liv blandt mennesker, i kærlighed, uden disse bedrageriske og pinagtige drømme om…

SCENE 25

(Det blir med ét tordenvejr. Med lyn og brag – og silende regn udenfor. Efter at første brag høres nu et waldhorn. HOFJÆGERMESTEREN har stillet sig op i et af de store vinduer på Kærsholm. Her står han for åbent vindue ud mod stormvejret og spiller på waldhorn. Melodien til "Det er så yndigt at følges ad". HOFJÆGERMESTERINDEN kommer ilende til i morgenkåbe.)

HOFJÆGERMESTERINDEN
Prangen! Hvad er det, du gør! Prangen!! (HOFJÆGERMESTEREN forhaster sig ikke, vender sig mod fruen.)

HOFJÆGERMESTEREN
Du har bolet med alverdens adelsmand og ambassadører, Louise. Og jeg har elsket dig.

HOFJÆGERMESTERINDEN
Prangen!

HOFJÆGERMESTEREN
Og jeg vil elske dig til evigheden. Alt dette er dit, min pige. (Spiller videre.)
(Et brag. En bølge. Kornmodstæppet blæses af scenen.)

SCENE 26

(Nat. Et nyt tordenbrag. Blæst og regn. PER kommer løbende gennem regnen og blir lukket ind af FJALTRING. PER er pladdervåd.)

PER
Tak skal De ha. Der var ingen steder, jeg kunne komme i tørrelæ.

FJALTRING (rækker ham et håndklæde.)
De kan tage Deres våde tøj af.

PER (tørrer sig.)
Det går nok.

FJALTRING
De er ingeniøren ovre på Kærsholm? Sidenius?

PER
Jo.

FJALTRING
Fjaltring.

PER
Er De…

FJALTRING
Det er mig der spøger i kirken søndag formiddag for resterne af menigheden. Størsteparten sidder ovre hos Blomberg og blomstrer; men det ved De sikkert. Saligheden er en gangbar vare, og folk søger nu engang derhen, hvor prisen er lavest. Jeg er ikke engang sikker på, jeg havde noget på lager, hvis der blev spurgt. Signe! Min kone er ved at varme lidt suppe.

PER
Så sent?

FJALTRING
Tidligt, min herre. Det er snart morgen. Vi så Dem jo på vejen. Signe!

PER
De skal ikke gøre Dem nogen ulejlighed. Det må snart holde op.

FJALTRING
Hun vil gerne hilse på Dem.

PER
På mig?

FJALTRING
Vi havde jo hørt, De var på Kærsholm.

(FRU FJALTRING. En forfalden og temmelig uordentlig kone kommer til syne i døren. I et par rystende hænder holder hun en skål dampende suppe. Hun standser op ved synet af PER og et stort, taknemmeligt smil breder sig i hendes ansigt. Hænderne ryster endnu mere, og hun kommer til at spilde noget suppe på gulvet.)

FJALTRING (omsorgsfuldt.)
Nu skal jeg… (FJALTRING tar skålen fra hende. FRU FJALTRING står ulykkeligt og ser på det, hun har spildt på gulvet.)

FJALTRING (idet han bærer skålen over til bordet.)
Det tar jeg mig af. Kom du og sæt dig og snak med ingenøren. (Til PER.)

(PER sætter sig til bords, mere af høflighed end af lyst. – FRU FJALTRING sætter sig overfor ham og glor ugenert på ham. Til hans store ubehag. FJALTRING går ud efter en klud for at tørre op.)

FRU FJALTRING
Jaja – Det er de thorsenske træk. Deres bedstefar var distriktslæge i Vejle?

PER
Ja.

FRU FJALTRING
Eberhard Thorsen.

PER
Ja.

FRU FJALTRING
Det var et dejligt hjem. Til velsignelse for hele byen. Deres bedstefar var en herlig mand.

PER
Jeg har desværre aldrig kendt ham.

FRU FJALTRING
En herlig mand! Munter og livsglad lige til det sidste. De er ham op ad dage… jamen, herre Jesus…

FJALTRING (har sat sig)
Min kone lever et sørgeligt liv her i præstegården. For mig er der ikke andre steder. Men Signe…

FRU FJALTRING
Og der blev sunget i det hjem!

PER
De har også kendt min mor?

FRU FJALTRING
Hun var min bedste veninde. Hun var sjælen i vores forlystelser dengang.

PER
Min mor?

FRU FJALTRING
Jeg husker engang. En juleferie. Alle vi unge var inviteret til maskebal på en gård udenfor byen. Vi glædede os så forfærdeligt, men samme eftermiddag faldt det i med en snestorm så ingen turde vove sig afsted. Det var en stor fortvivlelse – – (falder i staver.)

PER
Ja?

FJALTRING
Hvad så Signe?

FRU FJALTRING
Så kom hun. Jeg sad i stuen, og bedst som jeg sad der og småtudede af ærgelse, hørte jeg kanebjælder og piskesmæld udenfor. Det var Kirstine Thorsen på vej til bal. Hun ville ikke blive hjemme, og til sidst havde hun truet med at gå alene til bal på sine hvide strømper, hvis ingen ville køre hende. Og så kom hun til bal, og hun fik os alle sammen med.

PER
De er sikker på, det er min mor?

FRU FJALTRING
Ja. Er De ikke søn af pastor Johannes Sidenius?

PER
Jo.

FRU FJALTRING
Så er det også Deres mor.

PER
Min mor havde en søster.

FRU FJALTRING
Den stakkels Marie. Hun var svag og døde allerede som helt ung. – Det var Kirstine. – Hun var sjælen i det hele – (Nu har FRU FJALTRING ikke mere kraft. PER sidder ganske stille.)

PER
– min mor –? (FRU FJALTRING rejser sig. Svajer et øjeblik, salig af minder og sprit. Så begynder hun usikkert at gå ud af stuen. FJALTRING vil hjælpe hende.)

FRU FJALTRING
Nej, du skal lade mig være nu –

FJALTRING (ser tungsindigt efter hende.)
Hun var selv så munter og livsglad, da jeg traf hende. Hu gav mig alt. Hvordan kan jeg takke hende? (Snerrende.) "Tro, håb og kærlighed; men størst af dette er kærligheden".

PER (tænker på INGER.)
– Ja – kærligheden –

FJALTRING (aggressivt.)
Men hvad er kærlighed, hvis det ikke også er magtesløshed og lidelse?

PER (hører ikke FJALTRING, følger helt sin egen bane.)
– Alt det gav hun afkald på, da hun giftede sig. Hun gav afkald – og viede sit liv til os, i kærlighed

FJALTRING (snerrende.)
"– størst af alt er kærligheden –"

PER (rejser sig, i egne tanker.)
Af det fik hun sin styrke. (PER og FJALTRING ser op. En forandring med vejret.)

SCENE 27

(BREDGADE. Nat. Der er stille. I mørket sidder SALOMON og FRU LEA, to gamle mennesker. IVAN kommer sent hjem. På vej gennem den mørke stue.)

SALOMON
Ivan – (tænder et lys, så vi kan se ham.)

IVAN
Ja. Er I oppe endnu.

SALOMON
Jeg blir hjemme de næste par dage. Jeg er lidt sløj. Jeg bede dig gøre mig en tjeneste.

IVAN
Ja.

SALOMON
Jakobe fik brev fra Sidenius i går.

IVAN
Hvor er hun?

SALOMON
Hun er rejst.

IVAN
Hvorhen?

SALOMON
Til sin veninde i Breslau.

IVAN
Hvad skal hun der? (SALOMON svarer ikke.)

IVAN (næsten uhørligt.)
– Åh nej –

SALOMON
Hun blir nok væk et stykke tid. (Rækker IVAN et stykke papir.) Jeg vil bede dig sørge for at det når rundt til aviserne.

IVAN (læser.)
"Det skal hermed meddeles, at frøken Jakobe Salomons forlovelse med ingeniør P. Sidenius er hævet".

SALOMON
Helst i morgen tidlig.

IVAN
Jo.

FRU LEA
Hvad tænker du på, Philip?

SALOMON
Ingenting.

FRU LEA
Noget må du da tænke.

SALOMON
Danmark.

FRU LEA
Danmark?

SALOMON
Noget, jeg hørte for nylig. Hvad der er af kultur i dette land, tilhører så godt som udelukkende kirken. Hvor overfladen hører op begynder enten middelalderen eller tomheden. (SALOMON har rejst sig. Går sørgmodigt ud. FRU LEA følger efter ham et øjeblik efter.)

SCENE 28

(Bryllup. Orgelbrus. Der blændes op for ritualet)

BLOMBERG
Så tilspørger jeg dig, Peter Andreas Sidenius: Vil du ha Inger Veronika Blomberg, som hos dig står, til din ægtehustru.

PER
Ja.

BLOMBERG
Vil du elske og ære hende, og leve med hende i både medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer som en ægtemand må leve med sin ægtehustru, indtil døden jer skiller?

PER
Ja.

BLOMBERG
Ligeså tilspørger jeg dig, Inger Veronika Blomberg: Vil du have Peter Andreas Sidenius, som hos dig står, til din ægtemand.

INGER
Ja.

BLOMBERG
Vil du elske og ære ham, og leve med ham i både medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru må leve med sin ægtemand, indtil døden jer skiller?

INGER
Ja.

(Under det sidste er dansemusikken begyndt at lyde bagved, og den hellige handling løses op i folkelig munterhed og fest. – PER og INGER danser. PER er glad, og han har fået noget af sin drengethed tilbage. – Dansen samler sig til et brudeoptog, hvor PER og INGER blir ført til dørs. De går gennem en dør. Nu er de alene. Foran dem står en seng. Der står de så overladt til sig selv.)

PER
– Inger. Der er noget, jeg vil sige dig – –

INGER
Så sig det, Per.

PER
Det kan sikkert lyde lidt højtideligt.

INGER
Sig det alligevel.

PER
Det er, når jeg tænker tilbage, så har jeg altid været på vej mod et sted… der ikke ånder af angst… som ikke næres af ydmygelse. Og som ikke skal bekræftes ved underkastelse.

INGER
– Og det sted har du fundet?

PER
Jeg tror det. De børn, vi får, skal vokse op sådan et sted. ("Børn", sengen – PER og INGER står overfor hinanden. Tavse. PER kysser forsigtigt INGER på munden.)

INGER
Alle de kys, jeg har fået i dag. (PER hjælper INGER ned at sidde på sengen. Han bøjer sig ned og hjælper hende skoene af. Han kysser hendes fod.)

INGER
Alle de kys. (Lyset fades ned og Lisbeths spilledåsemelodi høres.)

PER
Du skal få mange flere. Jeg har så meget kærlighed i mig, jeg aldrig før har vidst af. (Lisbeths spilledåse blir kraftigere, blir ved og ved. Pludselig holder den op, og i stilheden. før den fortsætter…)

SIDENIUS
Fredløs og fremmed skal du være på jord! (Så fortsætter spilledåsen. Blir lidt efter lidt opslugt af vejr og vind. Suset.)

SCENE 29

(En himmel med tunge efterårsskyer driver afsted. Der høres en susen. – Et surreelt landskab.)

PER
Neeeej! (kommer frem.) … ikke der… ikke her… Jakobe… Inger… Der må findes et sted. Hvor? (Skyerne, suset. Tiden går. Kirkeklokker. PER står og ser. Et ligtog med få og gamle deltagere passerer scenen. Efter kisten går FJALTRING. Da de er ved at være ovre standser FJALTRING op og lar de andre gå forbi sig – og ud. PERS blik mødes med FJALTRINGs, så fortsætter FJALTRING ud.)

PER
– den gale præst – aldrig skal han få fred – fredløs og fremmed – (Et interieur med bl.a. en vugge drejer ind på scenen. Et spædbarn græder. INGER kommer til syne. Hun vugger en barnebylt på armen, mens hun nynner en vuggevise. PER står udenfor og ser.)

PER
Inger. Som har givet mig alt, sin kærlighed, vore børn… med al den medgang, hvorfor er jeg så ikke blevet lykkelig. I al denne frodighed. Her på stedet – (INGER standser op og ser ud i "mørket", i den retning, hvor PER befinder sig. Uden dog at kunne få øje på ham.)

INGER
Per –? Per –? (INGER får ikke noget svar. Hun fortsætter ud, idet hun genoptager sin trøstende sang. – Skyerne fortsætter med at glide hen over landskabet.)

PER
Stedet. Jeg har set det. Da jeg flygtede fra min svigerfars kristne selvgodhed, snæversynet, indelukket og rejste til København for at søge en stilling, jeg var blevet anbefalet til. Ikke her, ikke der. Jeg har set det. Stedet. Midt i storbyens larm åbnede det sig for mig. I avisen. Stillingsopslaget som vejassistent i Thy. Ved den yderste klit, det vilde, nøgne landskab, vesterhavsstormen, den isnende havgus. Aldrig har jeg med så svimlende klarhed set ind i mig selv, somom jeg så mit eget væsens grund afdækket. Et sted, et liv. – Er det der, jeg hører til, i mørket, så nær det tomme rum. – Jeg vil ikke, så grusomt kan det ikke være, jeg kan ikke – (En dreng kommer over scenen, på vej mod PER. Han blir stående og betragter PER, uden PER ænser ham.)

PER
– Det kan ingen forlange af mig.

INGER
Thomas! – Du må ikke forstyrre far. (INGER får trukket THOMAS med sig. BLOMBERG slår armene ud og griber leende barnebarnet. Om lidt løber THOMAS ud og leger igen. PRÆSTEFRUEN og INGER sidder der. PER står udenfor og ser.)

PRÆSTEFRUEN
Din far er ked af det, Inger.

BLOMBERG
Nårh, det går nok

PRÆSTEFRUEN
Du siger det ikke, men jeg kan mærke det på dig.

INGER
Hvad er du ked af, far?

PRÆSTEFRUEN
Din far er jo så glad for, du hver søndag kommer i kirken for at høre hans ord. Men han er ked af, du aldrig har din mand med.

BLOMBERG
Folk siger, de har set ham gå ind til pastor Fjaltring.

PRÆSTEFRUEN
Ham er det vist også ved at gå helt galt for efter hans kone døde.

BLOMBERG
Han er et stakkels vildfaren menneske, som man kun kan have den største medlidenhed med.

PRÆSTEFRUEN
Men det er ikke sjovt for din far at høre, at netop hans svigersøn er den eneste i omegnen, der frivilligt vil indlade sig med ham. Det er jo næsten somom, han ikke vil anerkende fars store fortjenester indenfor det danske kirkeliv.

INGER
Jeg ved ikke, hvad der er med Per, men han har jo så meget at gøre med sit arbejde.

PRÆSTEFRUEN
Det har han vist slet ikke.

BLOMBERG
Det er vist lige til, I kan få det til at løbe rundt. Folk siger –

INGER
Jeg er ligeglad med, hvad folk siger.

PRÆSTEFRUEN
Men når du var nødt til at afskedige barnepigen.

INGER
Det var jo også derfor, han tog til København. Amtmanden anbefalede ham til en stilling i indenrigsministeriet.

PRÆSTEFRUEN
Fik han det så det arbejde?

INGER
Han søgte det slet ikke, da det kom til stykket.

PRÆSTEFRUEN
Hvad skal det sige? Han var da derovre i over en uge.

INGER
Jeg tror, han syntes, det var synd for mig og børnene, hvis vi skulle bo i en lejlighed i København. Vi har det jo så godt her.

BLOMBERG
Der er også rigeligt med arbejde her på egnen, hvis han ellers vil.

PRÆSTEFRUEN
Måske det bare var et påskud for at komme over og tale med sine gamle venner?

INGER (forskrækket)
Nej.

BLOMBERG
Hvor kan du være så sikker på det?

INGER
Det var han ikke! Så ville han have sagt det. Man kan stole på Per! Meget kan man måske sige om ham, og han egner sig vist ikke til at bo her – jeg ved ikke – (BLOMBERG og PRÆSTEFRUEN exit. Focus på PER og INGER.)

INGER (fortsat)
– men man kan stole på ham. Jeg ville bare ønske, du kunne være lidt glad. Børnene kan jo mærke det.

PER (fjernt)
Hva'?

INGER
Du er måske ikke klar over, hvor meget du går for dig selv?

PER
Tar jeg mig måske ikke af dem?

INGER
Jo, på en måde; men de kan jo tydeligt mærke, når de er til besvær. For din egen skyld. Inden de blir helt fremmed for dig. Den aften, du kom for sent til at sige godnat til Thomas på hans fødselsdag…

PER
Jeg har beklaget og forklaret hvorfor.

INGER
Det var det, Thomas sagde.

PER
Ja?

INGER
Far kan ikke li mig. Det ved jeg godt. (PER rejser sig op. Som ramt.)

INGER
Jeg siger det ikke for at såre dig; men jeg ville ønske, du kunne tage dig lidt mere af ham. Hvis du kunne gå en tur med ham engang imellem. Tale om det, I ser. Han er jo virkelig sådan en lille, klog dreng. der er optaget af alt det, der er omkring ham. Han forstår ikke den måde, du engang imellem afviser ham på. (PER går uroligt frem og tilbage.)

INGER
Jeg siger det jo…

PER
For min egen skyld. Ikke for at såre mig! Jeg har forstået det.

INGER
Per –!

PER
Kan du ikke bare lade mig være?!

INGER
Nej. Jeg kan jo se på dig, du ikke har det godt.

PER
Jeg har det fint.

INGER
Hvad er der galt? Hvad foregår der i dig?

PER
Jeg bad dig om at lade mig være, gjorde jeg ikke.

INGER
Jeg er bange for, jeg har ladet dig være for længe.

PER
Jeg har det fint. Bortset fra jeg ikke kan holde det ud. Jeg kan ikke være her. Jeg kan ikke være i København. Og i øvrigt afskyr jeg dine forældre.

INGER
Afskyr du også mig?

PER
Nej. Nej, Inger –

INGER
Er det den stilling som vejassistent i Thy, du tænker på? (PER ser olmt på INGER.)

INGER
I dag slipper du ikke så nemt af med mig. Hvad tænker du på, Per? – Jeg holder ikke op, før du har fortalt mig det.

PER
Jeg tænker på, hvordan det hele ville have set anderledes ud for dig, hvis jeg ikke havde fået det indfald at besøge hofjægermesterens.

INGER
Så var vi jo aldrig mødtes.

PER
Nej. Og du var blevet gift med unge Brück.

INGER
Og det kan du få dig selv til at sige!

PER
Sådan var det gået. Du kunne jo li ham, og noget kan tyde på, at han også kunne li dig, siden han stadig går ugift omkring.

INGER
Du er den eneste, jeg kunne forestille mig at være gift med.

PER
Det er kun noget man tror. Hvis jeg pludselig døde eller forsvandt ud af dit liv…

INGER
Det er måske det, du ønsker?!

PER
Nej. Det er det, jeg mindst af alt ønsker.

INGER
Hvorfor siger du det så?

PER
Fordi.

INGER
Er du ikke klar over, du sårer mig? – Vi flytter, Per. Det er ikke noget, jeg lige finder på. Jeg har tænkt på det, lige siden du kom hjem fra København.

PER
Og hvor skulle vi så flytte hen?

INGER
Det er lige meget. Til Thy, hvis det er det, du vil.

PER
Du ved ikke, hvad du selv siger. Det er et af landets ødeste steder. Der er ikke et menneske i miles omkreds.

INGER
Så har vi hinanden. Vi kan kun få det bedre, Per.

PER
Du skal være i nærheden af dine forældre, dine ungdomsvenner, du skal have det lunt og godt, så trives du. Det her er dit sted.

INGER
Jeg vil være, hvor du er. Kan du ikke forstå det?! Hvis jeg bare vidste, hvad du egentlig ville. Du piner mig! (PER rører sig ikke.)

INGER
Kom med, Per. Du skal ikke sove alene herinde i nat. Det er ikke sundt for dig at lukke dig inde i dig selv. – Kommer du? (PER ryster på hovedet. INGER trækker sig ulykkeligt tilbage. Skyerne trækker over himlen. Drengen THOMAS kommer gående over scenen med retning mod PER. Foran PER løfter han en pistol.)

THOMAS
Nu skyder jeg. (PER rører sig ikke)

THOMAS
Så dør du. Så har jeg ingen far. (PER rører sig forsat ikke. Drengen trækker sig tilbage. Har han været der? Eller er det blot noget PER har bildt sig ind? Han rejser sig og ser efter drengen.)

SCENE 30

(Efterårsstormen. Som en djævel, der nu endelig slipper alle sine opdæmmede kræfter løs. Det suser og hviner, gamle træer sukker og midt i det hele høres en ung piges opskræmte råb. Det er MARIANE, tjenestepigen hos FJALTRING. En spinkel, grå næsten gennemsigtigt skikkelse.)

MARIANE
Hr. Sidenius! Hjælp! Hjælp! Pastor Fjaltring har lukket sig inde! De må komme med det samme! Hr Sidenius! Inden han gør en ulykke på sig selv! (Den almindelige forvirring råder midt ude i stormen. PER styrter afsted med og frakke flyvende efter sig. Scenen drejer omkring en dør. FJALTRING kommer til syne. På den anden side høres PER og MARIANE.)

PER (off)
Hvor er han?

MARIANE (off)
Det er her! Han gør en ulykke på sig selv. (Der blir rusket i døren.)

PER
Pastor Fjaltring! Kan De høre mig! (FJALTRING tavs.)

PER (banker heftigt – off)
Vil De lukke op! Pastor Fjaltring! Det er mig! Sidenius!

MARIANE
Gud nåde hans arme sjæl. Det må ikke være for sent. Det må ikke.

PER
Mariane. Skaf mig noget mere lys. (Banker igen på døren.) Kan De høre! Jeg sprænger døren, hvis De ikke lukker op! (Nogle lange, underligt dybe lyde undslipper FJALTRINGs strube. – På den anden side af døren høres nu MARIANEs jammer.)

PER
Pastor Fjaltring! (FJALTRING rejser sig.)

PER (off)
Jeg må tale med Dem! Vil De lukke op! (FJALTRING åbner døren. PER og MARIANE kommer ind.)

PER
Er der sket noget?

FJALTRING (stiv af syre; men han forsøger at opføre sig yderst korrekt.)
De må undskylde min manglende gæstfrihed. Jeg var ikke visibel i aften. (Får øje på MARIANE.) Mariane skal ikke invitere folk, når jeg ikke er visibel. Husk det. (Til PER.) De må ikke bebrejde hende, hr. Sidenius. Den stakkels pige har sat sig for at frelse sin husbond for helvedes pinsler. Så uvidende. Hun er end ikke klar over, at pastor Blomberg forlængst har afskaffet helvede. Pist væk. Gammel overtro. Husk også det, min pige. Mariane kunne ellers nemt falde i unåde i sognet. (Vakler.)

PER
Er De dårlig?

FJALTRING
Jeg er ikke noget modigt menneske, Sidenius. Lidt oprydning efter min afdøde kone. Som De ser havde hun spredt sin sanctus spiritus rundt omkring i husets afkroge. (En del flasker står samlet, FJALTRING tar en af dem.)

FJALTRING
Nu har jeg samlet den, og nu drikker jeg den. Der skal være rent bord. Det er ikke for tidligt at lære hende rigtigt at kende. Glas, Mariane!

MARIANE
Jomen… (ser appellerende på PER.)

FJALTRING
Glas! Mariane vil vel ikke ha, min salig hustrus ånd skal drikkes af flasken?

PER (til MARIANE.)
Jeg blir natten over. (MARIANE går.)

FJALTRING (råber efter hende.)
Og mere lys! (Til PER.) For Marianes skyld. Hun er bange for gespenster. Og så blev hun endda antaget, fordi jeg var sikker på, hun var i familie med dem. Verden lar sig ikke skue på hårene. Synd noget mere, min pige. Det er det eneste råd, jeg kan gi hende. Og det er den eneste vej til paradis. Det har Deres svigerfar vel ikke også fået afskaffet?

PER
Ikke mig bekendt.

FJALTRING
Det skulle ligne ham dårligt. Vi befinder os midt i det, Sidenius, og det er som ind i helvede. Jeg kunne se det den allerførste gang, jeg så Dem. De og jeg. Vi besidder de udvalgtes guddommelige nådegave. Den store lidelse. Det ulægelige savn.

PER
De tar fejl, pastor Fjaltring.

FJALTRING
Måske ved De det bare ikke endnu.

PER
De tar fejl!

FJALTRING
Så snakker jeg for meget. (MARIANE er kommet ind med glas. Hun er i færd med tænde lys. FJALTRING skænker op. Der smages på varerne. FJALTRING drikker ud.)

FJALTRING
Stramt tyrepis. Det er hvad der kommer ud af et liv som frue i Borup præstegård. (MARIANE vender sig skarpt mod FJALTRING.)

FJALTRING
Så kan Mariane godt gå i seng. (Til PER.) I Bøstrup serveres der vel likør?

MARIANE
Nej!

PER
De kan roligt gå ind og lægge Dem, frøken. Der sker ikke Deres husbond noget.

MARIANE
De må ikke sige sådan. Jeg ved jo…

FJALTRING
Forsvind!

MARIANE
Jo… (Hun trækker sig tilbage, men blir i periferien.)

FJALTRING (har fyldt sit glas igen.)
Det var, hvad min salige kone sad herinde i mørket og drak, mens jeg skænkede Jesu blod rundt til menigheden. (FJALTRING drikker ud. Skænker op igen. Drikker ud. PER har vel den plan, at FJALTRING på et tidspunkt må gå under bordet, og så vil faren være overstået for denne gang.)

FJALTRING
Det ulægelige savn. Den store lidelse. Det var ikke hendes sag. Det var min! Og det var hende, der blev ofret. Der må være en mening. En højere fornuft. Find den! Jeg har været verden rundt på jagt efter den. I det helved som nu er afskaffet til fordel for den hellige og almindelige fremgang. Jeg har været i Paradis… der mødte jeg hende… jeg mødte hende… man tror aldrig det værste… i Paradis. Og i den grå zone, havgusen, hvor jeg'et dampes af, men kun for igen at dukke frem i en endnu mere fortættet form, til en endnu større smerte. Til det uudholdelige. Og stadig uden svar. Kun med en djævelsk forklaring. At der findes mennesker der kun kan trives i mørket. Det er sandheden så ringe den end er. Tyrepis! Og hvor er Vorherre? Gemmer han sig?! Nej! Han er der! Overalt! Han står frem og med storslåede fanfarer leverer han løgnen Jesus Kristus har med sin korsfæstelse påtaget sig menneskenes lidelser! Han lemlæster os! Gør os til halve mennesker, lar djævelen pine os med sine dårlige sandheder, og dømmer os derefter som tyve, når vi forsøger at erobre lidelsen tilbage fra korset. Vores værdighed! Vi har ingen. Vi har ingen værdighed, vi er halve mennesker, ydmygede, ydmygelsen driver os frem, halve mennesker, mod magten og æren, som vi hyller os i for at glemme skammen over ikke at være hele… vi har ingen værdighed! (Synker udmattet sammen. Sidder lidt, løfter glasset, men har tilsyneladende ikke kræfter til at løfte det helt op til munden.) – Men størst er alt er kærligheden – (FJALTRING får tilsyneladende nye kræfter. Han rejser sig, raver afsted, men fast besluttet på noget. PER følger efter, og da FJALTRING er ved at snuble, griber PER ud efter ham, men FJALTRING fejer hans hjælp til side. I en bunke rod på gulvet finder FJALTRING, hvad han søger.)

FJALTRING
Her. Et par gamle sko. (Han bærer dem hen til bordet, hvor han sætter dem forsigtigt. Midt på. Så sætter han sig og ser på dem. Glasset med tyrepisset står også på bordet. Pludselig langer han ubehersket ud efter det, og det ryger ud i rummet og smadres. Han blir igen rolig.)

FJALTRING
Det var en sommerdag. Vi var en flok unge, der var taget ind på forbudt område. I en lysning midt i baronens skov. Vi havde taget madkurv med. Vi sad med kaffen, da baronen og en skovbetjent pludselig dukkede op. Baronen var en stor arrig grobian med et rødblåt ansigt som en kalkun. Vi sad allesammen som lammede. Undtagen Signe. Hun havde en lyslilla, klar kjole på. Og en stor stråhat med blomster. Hendes gang var så let, så svævende. I den lå hele hendes væsen. Foran baronen nejer hun, og med et lille, skælmsk smil beder hun ham gøre os den store ære at være vores gæst i det grønne. Det var mere end han kunne stå for… Hun havde de sko på den dag… Jeg vidste ikke hun havde gemt dem… Hun var et lyst og muntert væsen, jeg bad til, hun måtte blive min… størst af alt er kærligheden; men er det kærlighed at binde et væsen som hendes til et menneske som mig, der var besat af at finde det guddommelige svar på sin egen eksistens? Hun lo, når jeg viklede mig ind i mine lange udredninger; men jeg forstod ikke, hvad hun lo ad…

PER
Det var vel hende selv, der gav Dem sit "ja".

FJALTRING
Ja! Men hun vidste ikke, hvad hun gjorde.

PER
Vidste De det selv?

FJALTRING
Det gik op for mig.

PER
Og De fortalte hende det?

FJALTRING
Ikke i begyndelsen. Jeg ville jo være fortabt uden hende.

PER
Men De fortalte hende det?!

FJALTRING
Ja.

PER
Og hvad så? (Intet svar. PER rusker i FJALTRING.)

PER
Og hvad skete der så?!

FJALTRING
Ingenting. Hun ville være, hvor jeg var.

PER
Hvad kunne De gøre ved det? Når De elskede hende? Hvad kunne De have gjort?!

FJALTRING
Jeg kunne have brudt. Jeg skulle have brudt mellem os. Om det så havde været mod hendes vilje. Og med magt. Det ville have været en kærlighedshandling… Den eneste kærlighedshandling i hele mit liv, der ville have været sand; men jeg kunne ikke… Og nu er der kun den djævelske sandhed tilbage at der findes mennesker for hvem mosehuller og mørke skovsøer har en uimodståelig dragende magt. Opløsningen, forfaldet. Jeg fulgte det år for år, måned for måned, til sidst dag for dag. Letheden forsvandt. Hun blev tung. Hendes krop svulmede op, huden spiledes ud, blev glat og glinsende, som var hun fyldt med stillestående, råddent vand. Jeg fulgte det. Interesseret. Det betog mig.

(Under det foregående er MARIANES grå og gennemsigtige skikkelse igen kommet frem på scenen, som vidne til det der foregår. Nu skriger hun i rædsel, vender sig om og løber ud. Døren lader hun stå åben efter sig, og nu vælter stormen ind og slukker alle lys.)

SCENE 31

(Scenen drejer. Uvejret lægger sig. Der blir rimeligt stille; men noget er i gære. INGER ligger i sin seng. PER sidder ved fodenden af den og puffer blidt til hende.)

PER
– Inger. – Kan du vågne, Inger –? (INGER gir sig i søvne.)

PER
Inger –? Der er noget, jeg må fortælle dig. Hører du? (INGER rejser sig alarmeret op i sengen.)

INGER
Ja! Hvad er der? (Ved synet af INGER blir PER svag. Han kan ikke få nok af at se på hende. Han læner sig frem og begraver sit ansigt i hendes skulder.)

INGER (aner uråd)
– Er der noget galt? (PER trækker sig tilbage, ser bort.)

INGER
Per –

PER (tar sig sammen, ser på INGER.)
Ligegyldig hvad der sker, skal du vide, jeg holder så uendelig meget af dig – (Rejser sig.) Af dig og børnene… (nu skal det være) …… (Lyset er under det sidste blevet fadet ned for PER og INGER. Inde fra mørket, bagerst på scenen og hinsides døren, lyder nu et voldsomt brøl. Det er den sorte præst, FJALTRING, der brøler i det øjeblik han sparker skamlen væk under sig. Så kommer der lys derinde. Den store krop hænger med et reb om halsen. MARIANE kommer til. Standser op, og der blir hun stående, under den efterfølgende overfadning. Lyset er igen tilbage på PER. Han har sagt, hvad der skulle siges. Han sidder på den tomme seng uden at røre sig. – INGER kommer for at hente – et par sko? – hun tager dem hurtigt uden at se på PER. Da hun forsvinder ud af døren løfter PER hovedet og ser efter hende. PER sidder på kanten af den uredte, tomme seng – og lyset fades ned.)

 

EPILOG

SCENE 32

(Foran et tæppe.)

KIM
Peter Andreas Sidenius. Lykke Per. Det var så næsten historien om ham. Vi mangler stadig lidt. Men hvordan gik det Jakobe Salomon? Hende slap vi, som Per slap hende, da han fulgte sin mors lig over Kattegat. De så aldrig hinanden igen. Efter bruddet rejste Jakobe til Tyskland, hvor hun fødte sit og Pers barn. Det døde ved fødslen, man måtte lemlæste det for at redde moderens liv. Per fik det aldrig at vide. Jakobe bevarede det som en hemmelighed for verden. For sin del af arven efter Philip Salomon oprettede hun senere en skole for de fattigste børn. Efter Per havde forladt København forsøgte Ivan at følge hans spor. Ivan konstaterede, at Per var blevet gift i Jylland med en præstedatter, at de havde fået tre børn; men at han så pludselig havde forladt kone og børn, tilsyneladende uden grund. Hans fraskilte kone var kort tid efter blevet gift med en lokal godsejer. Men Per var forsvundet. (Under det foregående, er der blevet fadet op for lydene fra gaden.)

FRU LEA
Er der noget til mig –? Ivan – Kim er gået i karakter. Han er blevet IVAN, 20 år ældre end vi sidst kendte ham. Han har lukket en meget stor konvolut og er i færd med at brede et kort ud, da FRU LEA – også i en ældre udgave – kommer til.

FRU LEA
Var der nogen post –?

IVAN (hører hende ikke.)
… Det er dét…

FRU LEA
Hvilket?

IVAN
Det store oversigtskort, han tegnede over kanalanlæggene gennem Jylland.

FRU LEA
Hvem?

IVAN
Per.

FRU LEA
Hvem?

IVAN
Sidenius, mor. Han har skrevet på det. (Læser.) "Med tak for alt godt, din ven Per Sidenius".

FRU LEA
Hvor kommer det fra?

IVAN
Med posten. Der er et brev med… Fra Thy… (Åbner det.) Det er ikke hans skrift. (Læser.) "Hr. Salomon. I min nabos efterladenskaber fandt vi denne kuvert med Deres navn og adresse skrevet udenpå…" – Han er død –

FRU LEA
Hvad står der mere?

IVAN (læser.)
"… med Deres navn og adresse skrevet udenpå. Jeg tillader mig hermed at sende det til Dem, idet jeg går ud fra, Sidenius selv ville have gjort det, hvis han havde levet et par dage mere. Sidenius var min nabo gennem femten år…" Vil du ikke mor? (Rækker FRU LEA brevet.).

FRU LEA
"… Det var ikke meget, vi kendte til ham; men han var altid venlig og fremkommelig, og virkede tilfreds med sit liv, som det nu engang formede sig. Selv da han til sidst blev syg af kræft og led de sværeste pinsler og ind imellem kunne brøle, så vi andre måtte stikke bomuld i ørene for at kunne falde i søvn. I hans skuffe ved siden af sengen fandt vi en ladt pistol. Han havde måske tænkt sig at gøre en ende på sit liv, hvis det blev for svært; men han holdt ud til det sidste…"

FRU LEA (ser over på IVAN, rækker ham brevet.)
Jeg tror, du skal læse det, når du er blevet alene. (På vej ud, vender hun sig mod Ivan, der sidder med brevet.) – Livet er ødselt, Ivan. (Ud.)

IVAN (ser på kortet.)
"din ven… Per Sidenius"

SCENE 33

(Tæppet op. Scenen er næsten tom. Midt på står der en dør. – Lyden af en gård med barnestemmer. EBERHARD kommer ind, ser sig omkring. PORTNERSKEN kommer til.)

PORTNERSKEN
Var der noget, jeg kunne hjælpe med?

EBERHARD
"Børnenes hus". Sådan ser det ud. Der har nok været en blæst om det på det sidste.

PORTNERSKEN
Nårh. Det er bare et par avismænd, der har rumsteret over, at vi gør mere ud af renligheden end af Vorherre. Børnene og deres forældre er glade for det, som det er.

EBERHARD
Jaså – (Ser sig igen om.)

PORTNERSKEN
De er måske selv avismand?

EBERHARD
Jeg skulle tale med frøken Salomon.

PORTNERSKEN
Jeg skal se, om det kan lade sig gøre. Hvem kan jeg melde?

EBERHARD
Sidenius. Departementschef Eberhard Sidenius.

PORTNERSKEN
Jo. Nu skal jeg se. (EBERHARD venter, lidt utålmodigt. JAKOBE kommer ind. Hun standser op, før EBERHARD ser hende. Dether møde må hun se at klare uden at miste fatningen. Hun går frem til EBERHARD.)

JAKOBE
Det var venligt af Dem at komme. Det må være i anledning Deres brors død. Jeg har hørt det.

EBERHARD
Jeg skulle ikke have ulejliget Dem, hvis jeg ikke havde anledning. Hans skæbne kan næppe gøre krav på Deres medfølelse.

JAKOBE
Krav, hr. departementchef, er vel et lidt mærkeligt ord at bruge i den forbindelse. Det er rigtigt, vi i mere end én henseende gled fra hinanden; men jeg har aldrig holdt op at interessere mig for ham. Han har haft en større betydning for mig, end han selv har været klar over. Tror jeg.

EBERHARD
Det skal jeg ikke udtale mig om; men min bror har nok haft større mulighed for at følge Dem og Deres virksomhed end De hans. Gennem aviserne, naturligvis. Og noget kunne tyde han har gjort det.

JAKOBE
– virkelig?

EBERHARD
Med beklagelse. Jeg håber, De forstår, det ikke er personligt ment. I hvert fald har han i sit testemente – mod hvis lovformelighed, der kan rejses alvorlige indvendinger. Min bror efterlader jo fra lovligt ægteskab…

JAKOBE
Hvad har han?

EBERHARD
Han har i sit testamente ønsket at gøre Dem eller rettere denne institution til universalarving. (JAKOBE må sætte sig.)

EBERHARD
Som sagt efterlader han 3 børn af lovligt ægteskab; men arvingerne eller deres formyndere ønsker ikke at gøre indsigelser mod testamentet. (Ser med noget ubehag på JAKOBE, som har svært ved at bevare fatningen.) Det drejer sig om en halv snes tusinde kroner. Når jeg er kommet, er det for at forvisse mig om, om De overhovedet er interesseret i at modtage arven.

JAKOBE
– Jo.

EBERHARD
De ønsker altså at modtage den?

JAKOBE
Ja. Hvorfor skulle jeg ikke modtage den? Vi vil have god brug for de penge her på stedet. Vi var så forskellige, Deres bror og jeg, så meget mere.

EBERHARD (vil gå, men kan så alligevel ikke dy sig.) De kan måske huske en samtale vi førte for en snes år siden.

JAKOBE
Ja.

EBERHARD
Dengang var det mig, der gjorde Dem opmærksom på den forskel der var mellem Dem og min bror.

JAKOBE
Ja.

EBERHARD
De vil måske indrømme nu, at det havde været bedst for alle parter, hvis De dengang haft mere tillid til min dømmekraft.

JAKOBE
– Jeg ønsker ikke noget ugjort. Det har været en stor lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Både ved den glæde og den sorg, han forvoldte mig. Hvad jeg her har skabt, har han på sin vis ligeså stor andel i som jeg.

EBERHARD
Jaså. De vil altså høre fra en advokat i den nærmeste fremtid. Farvel, frøken Salomon.

(JAKOBE blir siddende. Den store tomme scene. Døren midt på scenen står lidt åben. Langt ude, på bagtæppet, toner havet frem. Suset.)

PORTNERSKEN (off)
Frøken Salomon! Frøken Salomon! (JAKOBE kommer til sig selv, rejser sig energisk.)

JAKOBE
Jaja! Nu kommer jeg! Jeg kommer!

SLUT