Asgaardsrejen

Et Skuespil

117

TREDJE AKT

(Dagen efter. Dagligstuen som i første Akt med aaben Verandadør. Tidlig Formiddag.)

FØRSTE SCENE

(RAGNA gaar stundesløst frem og tilbage. Ud paa Verandaen og ind igen. OTTO KALL kommer fra Spisestuen.)

RAGNA (imod ham)
Aa, Onkel – kommer du endelig! Jeg maa absolut tale med dig.

OTTO KALL (sætter sig)
Er vi alene?

RAGNA
Far sidder inde i sin Stue. Og Mor er paa Torvet.

OTTO KALL
Og Frits?

RAGNA
Det veed jeg ikke. Jeg tror, han er i Haven. – Men du ser træt ud, Onkel.

118 OTTO KALL
Du ser just heller ikke ud til at have haft nogen rolig Nat. Jeg hørte en Herrestemme ude i Haven iaftes, da jeg var gaaet ind. Hvem mon det kan have været?

RAGNA (vender sig fra ham)
Det var Harald Grunnert. Han tog forresten straks bort igen.

OTTO KALL
Jeg hørte det. I blev tilsidst lidt højrøstede. (Efter et Ophold) Naa, hvad er det saa, du har paa Hjerte?

RAGNA
Jeg vil hellere vente. Du er ikke i Humør nu.

OTTO KALL
Aa nej. En søvnløs Nat gør nøgtern. Især i min Situation. – Men jeg har forresten ikke megen Tid at give hen. Jeg vilde netop bede dig om at telefonere efter en Vogn til mig. Jeg rejser idag med Formiddagstoget.

RAGNA
Det mener du ikke, Onkel.

OTTO KALL
Som jeg siger. Med Formiddagstoget.

119 RAGNA
Det giver Far dig aldrig i Verden Lov til. Du kan jo heller ikke rejse alene.

OTTO KALL
Aa jo. Paa Jernbane gaar det nok. Der kan jeg altid faa en Haandsrækning, om det skulde knibe. – Vil du altsaa være saa god at bestille Vognen.

RAGNA (bag hans Stol)
Bare jeg kunde følge med dig!

OTTO KALL
Jeg siger dig, det er ganske unødvendigt.

RAGNA
Bliv dog i det mindste til imorgen, Onkel. Du maa gøre det for min Skyld. Der er saa meget, jeg absolut skal tale med dig om.

OTTO KALL
Jeg tror, min Pige, at det netop for din Skyld er bedst, jeg kommer bort.

RAGNA
Hvorfor? … Jeg vil sige dig noget, Onkel: rejser du nu, kommer jeg over til dig i København. Jeg gør det.

120 OTTO KALL
Men jeg vil ingenting høre. Jeg stopper mine Øren til. – Og nu maa du ikke plage mig.

RAGNA
Nu er du urimelig; Onkel. Du har selv tilbudt at hjælpe mig med et godt Raad. Og saa vil du ikke engang høre paa mig.

OTTO KALL
Lille Ragna – jeg er gammel. Husk paa det! Jeg kan ikke længer gale med de unge Kyllinger.

RAGNA (efter et Ophold)
Maa jeg have Lov til at sige bare en eneste Ting?

OTTO KALL
Naar du absolut vil.

RAGNA
Kan du huske – du spurgte mig om noget igaar, da vi sad ude i Haven. Du kunde ikke forstaa, hvorfor jeg vilde vide, hvordan det var gaaet til, at du var bleven Forfatter. Saa spurgte du, om jeg maaske selv tænkte paa at slaa mig paa Krigshaandteringen – som du sagde.

OTTO KALL
Og det svarede du jo nej til.

121 RAGNA
Ja. (Tøvende) Men det var ikke rigtig sandt. Det vil sige, det var nok sandt, – for saadan rigtig Forfatterinde duer jeg vist ikke til. Det skal der jo Talent til.

OTTO KALL
Ja, eller en energisk Forlægger.

RAGNA (uden at høre)
Jeg vil bare skrive i Aviserne. Være Journalist. Kan du ikke hjælpe mig til det, Onkel? Du kender vist endnu nogen af Redaktørerne derovre.

OTTO KALL
Hvad vilde du saa skrive om?

RAGNA
Det er mig ligemeget. Alt, hvad der falder for. Ildebrande, Væddeløb, Gadeoptøjer. Bare jeg kan tjene Brødet ved det. – Jeg kunde maaske ogsaa nok skrive lidt i Føljetonen. Saadan noget som "Portræter fra Provinsen". Det har jeg set i nogle Blade.

OTTO KALL
Hvordan har du i Grunden faaet den sære Lyst?

RAGNA
Hvordan fik du den selv, Onkel?

122 OTTO KALL
Det fortalte jeg dig lidt om igaar. Du kan maaske huske, jeg nævnte en bestemt Begivenhed, der ligesom satte mig en Teaterkikkert for Øjnene, saa jeg kom den menneskelige Komedie nær nok til at se Bemalingen og det falske Glimmer og faa Væmmelse for det hele. Men du? En net ung Pige fra Provinsen. En Dame af det pæneste Selskab. Hvad kan du have oplevet, der faar dig til at lægge dig saa gevaldigt ud med Borgerskabet?

RAGNA
Jeg kan høre paa dig, du veed det.

OTTO KALL
Det er da ikke den gamle Historie med Linedanseren? Herregud! Det var jo kun en Barnagtighed. Det mener du dog vist ogsaa selv.

RAGNA
Ja, det veed Gud, jeg gør, Onkel! Og det er sandelig ikke min Skyld, at der blev gjort et Nummer af den. Men Folk i Byen var jo henrykte over at faa en Lejlighed til at komme af med deres Ondskab.

OTTO KALL
Var de virkelig saa slemme imod dig?

123 RAGNA
Jeg beklager mig slet ikke, – det maa du endelig ikke tro. Det harmer mig kun, at jeg ikke har kunnet lade være med at skamme mig. Det er det, jeg ikke kan tilgive Far og Mor. – – Tror du saa, du kan hjælpe mig til en Plads, Onkel? Det er ligemeget, om det bliver ved det værste Gadeblad. Bare jeg faar noget at begynde med.

OTTO KALL
Sæt dig her ved Siden af mig, Ragna. Jeg bliver saa øm i Ryggen af at have dig staaende der bagved.

RAGNA (rykker Klavertaburetten tæt hen til ham og sætter sig.)

OTTO KALL
Se saa paa mig, min Pige. Se rigtig paa mig. Kan det Syn ikke afskrække dig?

RAGNA (tager hans Haand)
Aa, Onkel! Det er jo netop derfor, jeg er saa forfærdelig glad for, at du er kommen. Jeg vil sige dig: jeg har slet ikke været saa helt sikker paa mig selv, som jeg har ladet over for andre. Dersom du ikke var kommen, havde jeg vist aldrig faaet Mod til at gøre … det, som jeg nu har gjort.

124 OTTO KALL
Og hvad er saa det?

RAGNA
Det kan være det samme; det kan dog ikke interessere dig. Men jeg veed nu bestemt, hvad Slags Menneske jeg vilde blive, dersom jeg blev herhjemme og maaske giftede mig. Jeg vilde blive en frygtelig Plage for alle. Jeg tror, jeg vilde myrde mine egne Børn af Kedsomhed.

OTTO KALL
Hør, lad os nu tale fornuftigt. Du kan jo ikke for Alvor mene alt det, du der har sagt.

RAGNA
Hvert Ord, Onkel! Hvert eneste Ord! Kan du huske hende "Eddertudsen" i din Komedie? Saadan et Menneske vilde jeg blive. Og veed du hvad: du sagde igaar, jeg skulde prøve mig selv, før jeg vovede mig ud i Verden paa egen Haand. Jeg skulde navnlig være ganske desillusioneret, sagde du. Men det er jeg nu. Min sidste … min allersidste Illusion (med et Skuldertræk) er fløjten.

OTTO KALL
Jeg gør det ikke … jeg gør det alligevel ikke, Ragna. Hvor kan du tro, jeg tør tage det Ansvar paa mig at slippe saadan en forfløjen lille hvidbrystet Fugleunge ind til de 125 gamle og unge Hankatte i et københavnsk Redaktionskontor? Gud Fader bevares! Du veed ikke, hvad du taler om.

RAGNA
Jeg kan mærke, hvor lidt du kender mig, Onkel. Du maa først vide, at jeg har ikke noget Hjerte, – det har man da fortalt mig, fra jeg var Barn. Og forresten: der er ingen, der kommer mig nærmere, end jeg selv vil. Hvad har jeg ogsaa med de Hankatte at bestille? Jeg passer mit Arbejde og tjener til mit Ophold – det er jo bare det, jeg vil.

OTTO KALL
Men saa er der jo andre og mindre udsatte Stillinger, du lige saa godt kan vælge.

RAGNA
Jeg veed det nok; jeg kunde faa Plads paa et Handelskontor. Eller jeg kunde sidde i Kassererburet i en Forretning. Men det holdt jeg aldrig ud. Jeg vilde dø af det inden en Maaned. Forstaar du ikke, jeg vil være med, hvor der sker noget, hvor det gælder noget – noget virkeligt – og hvor jeg kan udvikle mig.

OTTO KALL
Med andre Ord, Ragna: du har alligevel større Planer. Tilstaa det nu! Det Avisskriveri 126 skal kun tjene dig som Trappetrin til et virkeligt Forfatterskab. Det er det udødelige Digternavn, der er din Drøm. Har jeg ikke Ret?

RAGNA
Drømt om det har jeg – det fragaar jeg ikke. Og helt høre op med at drømme om det vil jeg sagtens aldrig. Men jeg kan godt nøjes med mindre … f. Eks. med at hjælpe til at skabe Udødelighed for andre. Og det er jo netop det, en Journalist skal gøre.

OTTO KALL
Skjuler du alligevel ikke her et lille Selvbedrag? Du sagde før, at det var Ildebrande og Overkørsler og den Slags Ting, du vilde skrive om. Men Brandsprøjterne og de brækkede Ben agter du dog vel ikke at udødeliggøre?

RAGNA (modløs)
Du forstaar mig slet ikke, Onkel.

OTTO KALL
Mon det saa ikke er dig, min Pige, der ikke rigtig forstaar at forklare dig.

RAGNA
Nej. Jeg har jo sagt, at for mig kommer det mest an paa at blive selvstændig og uafhængig. Det er da ikke saa svært at forstaa. 127 Men du er virkelig bleven gammel, Onkel; det kan jeg nok mærke nu. Du har glemt, hvordan du selv følte, da du var ung. Jeg vil sige dig en Ting: det, du svarede mig igaar, dengang jeg spurgte dig om, hvad det var, der først havde faaet dig til at skrive, – det skuffede mig i Grunden.

OTTO KALL
Jeg kan tænke det. Du havde ventet dig noget mere romantisk. Noget med Kærlighed maaske?

RAGNA (med Hænderne foldede om sit løftede Knæ)
Aa ja. Du har jo dog været gift, Onkel.

OTTO KALL
Det har jeg.

RAGNA
Endogsaa mange Gange, ikke sandt?

OTTO KALL (lidt forlegen)
Naa –.

RAGNA
Ikke?

OTTO KALL
I hvert Fald mere end een Gang.

RAGNA
I det hele levede I jo meget med frie og selvstændige Kvinder dengang. Det kan man 128 ogsaa mærke paa jeres Bøger. Det er derfor, de er saa dristige.

OTTO KALL (betragter hende med Studsen.)

RAGNA
Hvergang jeg har læst i jeres Bøger – baade dine og Engelhardts og Liebmanns naturligvis, dem kan jeg næsten udenad – saa har jeg altid maattet danne mig et Billede af de Kvinder, I har elsket; dem, der har inspireret jer … med deres "Yndigheder", som man siger. Det kan jo gerne være, der ikke altid var saa meget ved dem. I har vist i Almindelighed ogsaa hurtigt glemt dem. Men de var jo dog alligevel paa deres Maade med til at skabe jeres Udødelighed.

(En Pavse. JOMFRU ANDERSEN kommer fra Spisestuen med en Lampe, som hun – paa en Maade, der skal minde RAGNA om hendes huslige Pligter – anbringer paa Bordet. Hvorefter hun gaar ud igen.)

RAGNA (der imidlertid har gaaet lidt omkring, sætter sig igen)
Har du glemt, Onkel, at du selv engang har anbefalet unge Piger at blive Journalister; at du har budt os velkommen som Kampfæller?

OTTO KALL (undvigende)
Det var dengang, Ragna. Men Tiderne er ikke de samme. Nu er der jo ingen Kamp længer. Derfor er der heller ingen Brug for Valkyrier.

129 RAGNA
Jo, netop derfor! Forstaar du dog ikke det! Saa er du rigtignok bleven forfærdelig gammel, Onkel.

OTTO KALL
Og dersom du nu skuffes? Og det bliver kun til Skuffelse, … jeg kender mine Folk. Hvad saa?

RAGNA (efter et lille Ophold)
Saa vil jeg rejse bort – langt bort. Der er dog gerne eet Sted i Verden, hvor der sker noget. Og saa meget Talent har jeg vel, at jeg kan sende Telegrammer til en Avis. Der er noget, der hedder "flyvende Korrespondent". Jeg har altid syntes, det maatte være det herligste paa Jorden. Den ene Uge at opleve et Oprør i Rusland, den anden en Kulgrubestrejke i Belgien, den tredje maaske en rigtig Krig i Japan. Og saa at være med til at skrive sin Tids virkelige Historie. At lovprise dens Helte og brændemærke de usle og fejge.

OTTO KALL (hen for sig, bevæget)
De gamle Toner!

RAGNA (griber hans Haand)
Jeg kommer over til dig, Onkel. Det nytter ikke, du siger nej. – Veed du, hvad jeg 130 har tænkt paa. (Rykker ham ganske nær) Kan jeg ikke bo hos dig? … Ja, nu ser du saa forskrækket paa mig. Men det er mit Alvor.

OTTO KALL
Snak, Barn! Det er jo i al Fald ganske umuligt.

RAGNA
Hvorfor? Er du bange for at krænke Velanstændigheden? Saa kan vi jo lade, at jeg er din Datter, … og det er jeg jo virkelig paa en Maade. (Lægger Armen om hans Hals) Det forstaar jeg godt nu. Dersom du ikke havde spøget saadan i mine Tanker, lige siden jeg var Barn, var jeg aldrig bleven den, jeg er. Du skulde vide, hvor mange Gange jeg har drømt om dig. Som lille Tøs gjorde jeg mig de mærkværdigste Forestillinger om den Morbroder, som Folk i Byen talte til mig om paa en saa fordægtig Maade, men som aldrig blev nævnet herhjemme hos os selv. Jeg glemmer heller aldrig den Dag, da jeg første Gang fandt en af dine Bøger inde paa Fars Reol. Det er vist i Grunden ogsaa dig, der er Skyld i, at jeg overhovedet begyndte at læse.

OTTO KALL (tager hendes Hoved mellem sine Hænder og kysser hendes Pande)
Min søde Pige! Mit kære Barn! Bliver du ved at tale til mig paa den Maade, kommer 131 jeg til at brøle, og det kan jeg, ved Gud, dog ikke være bekendt.

RAGNA
Saa giver du mig Lov til at komme, ikke sandt? Du trænger jo ogsaa til at have nogen om dig nu paa dine gamle Dage; det har jeg netop tænkt paa. Frits fortalte, du havde det saa uhyggeligt.

OTTO KALL
Sludder! Det vil jeg ikke høre noget om! Skulde du ovenikøbet begynde med at pleje en gammel Invalid som mig. Dumheder! Det vilde slet ikke passe for mig heller. Jeg ønsker ikke Selskab. Jeg vil dø som jeg har levet. Hvad tror du ogsaa, dine Forældre vilde sige?

RAGNA
Det skal vi helst ikke snakke om. (Slipper ham. Lytter) Der kommer en Baad. (Opskræmt) Det er ham!

OTTO KALL
Hvem?

RAGNA
Harald Grunnert. Jeg kender hans Aareslag.

OTTO KALL (ser overrasket paa hende)
Kommer han herind? (Vil rejse sig) Saa er det nok bedst, jeg –.

132 RAGNA (holder ham tilbage)
Nej, du maa ikke gaa, Onkel. Jeg vil ikke tale med ham. Ikke for nogen Pris.

OTTO KALL
Naa saadan! Ja, jeg kender disse unge Kraftkarle med de stive Halse. De har af Vikingenaturen akkurat Paatrængenheden tilbage.

RAGNA (lytter; ser overrasket op)
Han gik forbi. (Det ringer) Hvad skal det sige? Han kommer den anden Vej.

OTTO KALL (efter nogle Øjeblikkes Forløb)
Han blev lukket ind til din Far.

RAGNA (ser paa Onkelen)
Hvad vil han der? (Efter et Ophold) Onkel! Jeg tror, jeg rejser med dig. Dersom du ikke ser mig mere her, saa møder jeg dig paa Toget ved den første Station.

OTTO KALL
Du er bleven saa bleg, Ragna. Jeg siger dig: betænk dig endnu engang. Der staar en Herregaard og venter paa dig. Den byder dig Fred, Tryghed og dine Medmenneskers Velsignelse. Til den anden Side –.

133

ANDEN SCENE

FRITS (I Verandadøren; ser sig overrasket om)
Hvad for noget? Er Harald ikke her?

OTTO KALL
Her er ikke andre end os.

FRITS
Det forstaar jeg ikke. Jeg laa henne i Hængekøjen og hørte ham lægge til. (Ser sig tilbage) Hans Baad ligger ogsaa dernede. Har du ikke set ham, Ragna?

RAGNA (der har rejst sig)
Nej.

OTTO KALL
Han har maaske haft Ærinde hos din Far. Der var Nogen, der blev lukket ind til ham for et Øjeblik siden. (Til RAGNA, der er paa Vej til Spisestuen) Husker du saa at besørge det, jeg bad dig om. Det haster, skal du vide.

RAGNA (med et betydningsfuldt Nik)
Ja, nu tror jeg det selv. (Gaar)

FRITS (ser efter hende; trækker paa Skuldren)
Hun er et Stykke af en Original – hva'?

134 OTTO KALL
Ja, hun ligner ikke dig. Hvad var det forresten for en Harald, du spurgte om?

FRITS
Harald Grunnert. Min Ven.

OTTO KALL
Aa, den unge Herregaardsmand. Sig mig, gaar han ikke paa Frierfødder her i Huset?

FRITS
Naa, det har du allerede opdaget!

OTTO KALL
Et godt Parti, ikke sandt? En agtværdig ung Mand. Eneste Barn. Der er virkelig al Anledning til at gratulere.

FRITS
Det skal du dog ikke gøre endnu. Min kære Søster har det nemlig med for enhver Pris at skulle være aparte.

OTTO KALL
Hvad for noget? Vil hun ikke ha' ham?

FRITS
Gu' vil hun saa. Men hun maa først gøre sig kostbar. Det vækker Opsigt. Smager endogsaa en Smule af Skandale.

135 OTTO KALL
Naa – hun har maaske virkelig Betænkeligheder.

FRITS
Hvad skulde det være for nogen?

OTTO KALL
Aa, jeg kunde f. Eks. tænke mig, at netop Udsigten til at blive rig og faa det mageligt var hende imod. Ogsaa fordi der gaar saa mange Stakler omkring og maa sulte sig gennem Verden. Din Søster er vist et Menneske med en ganske stærkt udviklet Retfærdighedsfølelse.

FRITS
Det er hun. Hendes Sans for Retfærdighed har altid været meget vaagen. Allerede som Barn kunde hun aldrig taale, at jeg fik en Smule mere end hun.

OTTO KALL
Det gik maaske ogsaa ret hyppigt paa, at du var den begunstigede.

FRITS
Saa meget mere Grund var der dog til nu at tage Revanche. I min Lod falder det næppe at residere paa en af Landets skønneste Herregaarde.

136 OTTO KALL
Men saa holder hun maaske ikke tilstrækkeligt af ham da.

FRITS
Dersom Ragna skal vente, til hun holder tilstrækkeligt af andre end sig selv, har det lange Udsigter med Bryllup. Jeg begriber bare ikke, at Harald gider have hende. Men han tænker vel med et godt gammelt Ord, at Trold kan tæmmes. Bliver hun først hans Kone, faar hun ogsaa nok Neglene klippet.

OTTO KALL
Det mener Ragna rimeligvis ogsaa; og saa er det vel derfor, hun betænker sig. Men jeg kunde ogsaa tænke mig en anden Grund. Hun bryder sig maaske overhovedet slet ikke om at blive gift.

FRITS
Du mener, hun skulde være abnorm i seksuel Henseende?

OTTO KALL
Ja – saadan kaldes det vist nutildags af Ungdommen.

FRITS
Hvilket?

OTTO KALL
Saadan en vis overlegen, munter Jomfruelighed i Forholdet til det erotiske. En instinktmæssig 137 Forventning om stærkere og rigere Glæder end det banale Kissemisseri.

FRITS
Du taler i Gaader, Onkel. Jeg forstaar dig ikke.

OTTO KALL
Veed du af, at netop hos ædle Dyr – dem med de hidsigste, de mest modtagelige Sanser – er Forplantningsdriften en underordnet Passion? Jeg læste netop nylig om, hvordan en af de bekendteste engelske Opdrættere af Jagtmynder gjorde Prøve paa Dyrenes Raceægthed paa den Maade, at han midt under Kærlighedsakten lod en fangen Ræv eller Hare slippe løs for Øjnene af dem. Alt det ægte Blod forfulgte øjeblikkeligt. – Du ser saa forbavset paa mig. Ja, for dig lyder saadan noget vistnok ganske ufatteligt.

FRITS
Maa jeg spørge … skal det gælde for en Forklaring af, at Ragna ikke er mere forhippet paa at blive gift?

OTTO KALL
Har du rigtig lagt Mærke til Smilet i din Søsters Øjne?

FRITS
Jeg veed ikke af, jeg nogensinde har set Ragna smile.

138 OTTO KALL
Saa beklager jeg dig – du dionysiske Skønhedsdyrker Der er noget ubevidst hemmelighedsfuldt, et næsten underfundigt Sværmeri i det Smil. Jeg tænker mig, at saadan omtrent smiler en Ørneunge, naar den første Gang staar paa Randen af Reden og længes efter Ensomheden oppe i de høje, kølige Luftlag –.

FRITS
Der er en anden Fugl, Ragna altid har mindet mig mere om. Det er den, vi spiser Mortensaften.

OTTO KALL
Du glemmer, at en Ørn skal ses i Flugten. Paa Jorden bevæger den sig ganske rigtig omtrent i samme Gangart som en almindelig Landsbygaas. Det er saadan en Slags Skælmeri af Naturen. Hernede i den tykke Sumpluft er det altid de tammeste Fugle, der har den stolteste Holdning Hvad mener du om en Hane, naar den staar paa Møddingen omgivet af sit Harem? Hvert Kvarter er den til Gengæld daanefærdig af erotiske Anfægtelser. Eller kender du noget flovere end Paafuglen, naar den majestætisk spreder Halen –?

REKTOREN (kommer ind fra Kontoret; hans Udtryk er alvorligt)
Er Mor kommen hjem?

139 FRITS
Nej, hun er ikke.

REKTOREN
Men Ragna er hjemme. Vil du kalde paa hende. (Frits gaar) Sig til hende, at jeg gerne vil tale med hende straks og venter hende her. (Til Otto Kall) Du tager mig det jo ikke ilde op, at jeg beder dig om at overlade mig Stuen et Øjeblik. Der er en fremmed Herre inde hos mig.

OTTO KALL
Jeg stod netop i Begreb med at gaa ind til mig selv. Jeg har lidt at ordne derinde. (Ud.)

REKTOREN (spaserer i Ventetiden tankefuldt op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen.)

TREDJE SCENE

RAGNA (i Spisestuedøren; ser sig sky omkring)

REKTOREN
Naa, er du der!

RAGNA
Vil du tale med mig?

140 REKTOREN
Kom herind, min Pige, og lad os sætte os lidt. (De sætter sig hver paa sin Side af et Bord) Det er saa længe, siden vi to rigtig har talt sammen; og det trænger vi Mennesker nu engang til, naar ikke al gensidig Forstaaelse og Fortrolighed efterhaanden skal gaa tabt. Jeg har nu ovenikøbet faaet en særlig Anledning til at tale med dig om, hvad du tænker paa, mit kære Barn. Harald Grunnert har nemlig søgt mig for at anholde om din Haand. Jeg veed, det kommer dig ikke overraskende. Han fortæller mig, at han har talt til dig selv om det, og at I i hvert Fald engang har været enige. Nu ønsker han gennem mig dit endelige Svar.

RAGNA
Det har han faaet.

REKTOREN (taler langsomt og med overbærende Mildhed)
Selv paastaar han, du har svaret baade Ja og Nej. Han mener derfor, at du enten i Øjeblikket har vanskeligt ved at raade dig selv, eller at der er hændt dig noget, som du ikke kan eller vil sige ham. Af den Grund er det, han nu har henvendt sig til mig og bedt mig om at tale med dig, og det har jeg ikke kunnet nægte ham. Det er dog mindst af alt min Hensigt at lægge noget Pres paa dig. Jeg vil 141 tværtimod paa det alvorligste paalægge dig at vælge i Frihed og alene lade dit Hjerte raade i denne Sag. Men dermed mener jeg jo rigtignok ogsaa, at du skal vogte dig for at lade dig vildlede af øjeblikkelige og forbigaaende Sindsstemninger, der ikke har noget med Følelsen at gøre og forvirrer Tanken.

RAGNA
Jeg kan ikke gifte mig med Harald. Det har jeg sagt ham tydeligt nok. (Pavse.)

REKTOREN
Jeg vil – som sagt – paa ingen Maade lægge noget Pres paa dig. Men du skal dog vide, at jeg er overrasket over dit Svar, og at din Mor ogsaa vil blive det. I det hele vil dit Afslag vistnok vække en Del Undren. Jeg fortæller dig næppe noget nyt, naar jeg siger dig, at du og Harald allerede længe i det almindelige Omdømme er bleven betragtet som hørende sammen. Den Omstændighed, at hans og dine Forældre en Tid lang stod paa en lidt spændt Fod med hinanden, har vist endogsaa for mange kastet et vist poetisk og rørende Skær over jeres Forhold. Jeg antager næsten, du selv har hørt Folk kalde jer for Vejlbys Romeo og Julie.

142 RAGNA (smiler ufrivilligt)

REKTOREN
Harald selv maa du vel endelig ogsaa have givet Grund til at tro, at det var noget mere end en almindelig Venskabsfølelse, du nærede for ham. Han slog endogsaa paa, at I ved en bestemt Lejlighed skulde have givet hinanden et Løfte, som efter hans Opfattelse maatte kaldes forpligtende for begge Parter.

RAGNA
Ikke for mig! (Fornyet Pavse.)

REKTOREN
Ja ja; saa taler vi ikke mere om den Ting. Jeg vilde nu kun ønske, jeg vidste lidt om, hvad du i det hele tænker paa, mit Barn. Du gaar saa meget for dig selv, – det er aldrig sundt. Kan du ikke fortælle mig lidt om, hvad det er, der beskæftiger dig?

RAGNA
Jeg har netop tænkt paa at spørge dig, om jeg ikke kan faa Lov at rejse til København.

REKTOREN (efter nogen Overvejelse)
Jo; det kunde du vel endelig nok. Jeg skal tale med Mor om det. Det kan under de forhaandenværende 143 Omstændigheder maaske være rigtigst, at du kommer lidt bort fra Byen. Jeg vil dog minde dig om, at det jo kun kan blive et temmelig kort Besøg. Som du vist nok veed, forestaar der os her i Huset en Højtidelighed, som du jo gerne skulde være tilbage til.

RAGNA
Jeg mente ikke, det skulde være et Besøg. Jeg har tænkt, jeg kunde faa en Beskæftigelse derovre.

REKTOREN
Ja saa! Saa det har du tænkt! – Ja, du er jo nu i den Alder, da unge Piger plejer at føle Trang til selvstændig Virksomhed; og det er der jo ikke noget at sige til. Det bliver blot lidt tomt for os to Gamle herhjemme, naar begge vore Børn er borte; – især da vi unægtelig havde levet os ret dybt ind i den Forestilling, at vi fik Lov at beholde dig her i Nærheden. Er der nogen bestemt Virksomhed, du har tænkt dig at slaa ind paa?

RAGNA
Aa, … i en saadan By er der jo saa meget. Naar jeg først kommer derover, finder jeg vel nok noget, jeg kan ernære mig ved.

REKTOREN
Naa, det sidste er jo foreløbig ikke nødvendigt, 144 Du kan i hvert Fald gøre Regning paa et Tilskud fra Hjemmet ligesom din Broder.

RAGNA
Jeg vil netop helst underholde mig selv.

REKTOREN (ser prøvende paa hende)
Hør, Ragna – hvad er det, du skjuler for os? Jeg kan ikke forlange, du i din Alder helt skal forstaa den Sorg, det er for Forældre, naar deres Børn lukker dem ude fra deres Fortrolighed. Men du maa dog kunne føle paa dig selv, hvad for en Uret du gør os ved din Mangel paa Aabenhed. Jeg synes ikke, vi ved nogen Lejlighed har gjort vor Forældremyndighed gældende overfor dig paa en saadan Maade, at du kan føle dig ufri hos os. Du vil ikke kunne sige, at vor Kærlighed til Friheden, vor Tro paa dens Velsignelser ikke har præget ogsaa Forholdet til vore Børn. Men føler du dig alligevel trykket af dit Hjem eller af Byen eller hvad det nu er – i Guds Navn – saa rejs ud! Rejs, hvorhen du vil, og forsøg paa egen Haand at skabe din Lykke. Men lad os beholde din Fortrolighed. Glem dog ikke, du har en Mor og en Far, i hvis Tanke du lever Dag og Nat, og hvis Hjerter ikke kan slippe dig.

145 FRU NORDBY (kommer fra Forstuen i Overtøj)
Veed du af, at der er Nogen inde hos dig? Der hænger en fremmed Hat derude paa Knagen.

REKTOREN (rejser sig)
Det er Harald.

FRU NORDBY (ser fra den ene til den anden)
Harald?

REKTOREN
Han har friet til Ragna. Men Ragna afslaar Tilbudet.

FRU NORDBY (kommer nærmere)
Det mener hun ikke. Du har misforstaaet hende, Jørgen. (Klapper RAGNA fromladent pea Kinden) Ikke sandt, mit Barn?

RAGNA (unddrager sig hendes Kærtegn)
Nej – jeg kan ikke gifte mig med Harald.

REKTOREN
Ragna beder om Lov til at rejse bort. Hun vil forsøge at skabe sig en selvstændig Virksomhed i København.

146 FRU NORDBY
En selvstændig Virksomhed? I København? … Maa jeg spørge, hvad skulde det være for en Slags Virksomhed?

RAGNA (svarer ikke)

FRU NORDBY
Jeg tror, du skammer dig ved at nævne den.

RAGNA (med løftet Hoved)
Nej. Jeg vil være Journalist.

FRU NORDBY
Hvad vil du være?

REKTOREN (samtidigt)
Journalist! … Nej hør, Ragna! Hvad er nu dette for noget?

FRU NORDBY
Man skulde virkelig tro, det var Fastelavn.

REKTOREN
Hvordan er du dog kommen paa den taabelige Ide? Saa svar da, Barn!

RAGNA
Den har jeg længe haft.

147 REKTOREN
Jamen – det er jo ikke muligt at tage dette her alvorligt. Det er …

FRU NORDBY (Til Ragna)
Du lyver! Nu forstaar jeg det hele! (Til Rektoren) Det er Otto, der staar bagved. Jeg har sagt dig, han er ikke til at lide paa. Og jeg har godt mærket, at der har været noget Maskepi imellem dem.

REKTOREN
Nu maa du ikke forivre dig, Klara. Lad Ragna selv forklare sig. (Til RAGNA) Hvordan er du kommen paa den besynderlige Tanke?

FRU NORDBY
Det er ikke svært at begribe, du! Det er Historien med Markedsgøglerne om igen!

REKTOREN
Ti nu stille, Klara! (Til RAGNA) Rimeligvis veed du slet ikke, hvad det er, du taler om. Eller der er virkelig foregøglet dig noget, som du har været godtroende nok til at optage i Alvor. Aldeles bortset fra, at der i det Fag kræves visse, særlige Evner, i hvert Fald nogen Skrivefærdighed, saa er den journalistiske Gerning i vore Dage sunket ned til at være et Underhold for Literaturens Havarister. Særlig 148 i København skal Forholdene i Pressen være stærkt korrumperede.

FRU NORDBY
Forstaar du dog ikke, Jørgen! Det er netop Fordærvelsen, der frister Ragna. Saadan var det jo altid. Hun vil sin egen Skændsel!

REKTOREN
Kære Klara, lad nu mig tale! Jeg vil sige dig, Ragna, jeg sætter mig paa det bestemteste imod alle saadanne Flyvegriller; jeg vil ikke engang diskutere dem. En anden Ting er, at jeg gerne – som jeg før sagde – skal give dig Lejlighed til at udvikle dig mere selvstændigt, enten ved en eller anden passende Beskæftigelse i København, eller – som jeg ogsaa kunde tænke mig – ved at du gennemgik et Kursus derovre. Men det kan vi tale om en anden Gang, – Øjeblikket er ikke til det. Harald sidder derinde og venter paa Afgørelsen. Det er nu mit Ønske, at han skal modtage den i din Nærværelse, Ragna. Vi skylder ham for hans lange og trofaste Venskabs Skyld den fuldeste Aabenhed.

RAGNA (i Uro)
Jeg har ingenting at sige ham.

149 REKTOREN
Jeg vil, at han skal modtage Svaret af din egen Mund og med din Mor og Far som Vidner. Er det sandt, at du har vist dig vægelsindet overfor ham, kræves der nu – ogsaa af Hensyn til dig selv – en Afslutning i en saa bindende Form som muligt. (Han gaar til Kontordøren og aabner den) Harald! Kom et Øjeblik herind!

HARALD GRUNNERT (hilser tavs – holder sig i Baggrunden)

REKTOREN
Jeg maa bedrøve dig med at sige, kære Harald, at Ragna ikke ser sig i Stand til at komme dit Ønske imøde.

HARALD GRUNNERT (til Ragna)
Er det sandt?

RAGNA (der har rejst sig)
Ja.

HARALD GRUNNERT
Jeg har dit Ord.

RAGNA
Det har du ikke! (Kort Ophold) Men kan det være dig en Tilfredsstillelse, skal jeg gerne tilstaa, at jeg engang holdt af dig. Jeg kan mærke det nu, da jeg ikke gør det mere.

150 HARALD GRUNNERT
Jeg har dit Løfte.

RAGNA (vender sig, i Udbrud)
Nej! Nej – siger jeg! Og om du ogsaa havde det – hvad saa? Det var i alt Fald givet, før jeg kendte dig i hele din Tarvelighed.

REKTOREN
Ragna!

FRU NORDBY (gaar omkring ude af sig selv af Ophidselse – afsides til Rektoren)
Her har vi Følgerne af din frie Opdragelse!

RAGNA (taler over Skulderen til Harald Grunnert)
Bild dig ikke ind, du kan true mig! Den Tid er forbi! Jeg lader mig ikke længer gøre bange. Mig er det ligemeget, hvad der siges om mig.

FRU NORDBY (højt)
At du taaler den Tone i dit Hus!

REKTOREN
Nej, nu skal dette være forbi! Ragna – jeg forbyder dig at tale saadan.

RAGNA
Hvorfor har I faaet Harald herind? Jeg sagde jo, jeg vilde ikke tale med ham.

151 OTTO KALL (er ubemærket kommet ind og bliver staaende ved Døren i Forbavselse)

HARALD GRUNNERT
Hr. Rektor! Jeg tvinges til at retfærdiggøre mig –.

RAGNA (afbryder i nyt Udbrud)
Ja, gør kun det! Det er kun harmeligt, at jeg skal staa her og høre paa det. Men det er Far og Mor, der har villet det.

REKTOREN
Nu skal du tie, Ragna!

OTTO KALL
De gamle Toner!

HARALD GRUNNERT
Hr. Rektor! Jeg maa forklare mig. Deres Datter –

RAGNA (som før)
Ja – tal! Jeg er ligeglad! … Dersom du forresten tror, at Far og Mor har anset mig for en Engel, tager du fejl. Jeg har saa tidt maattet høre om min Umulighed, at jeg tilsidst var nærved selv at tro paa den.

152 FRU NORDBY
Jørgen! Hører du!

REKTOREN (samtidigt)
Ja, dette er for galt! Jeg tror, du staar der og anklager dine Forældre.

RAGNA
Jeg anklager ikke. Jeg vil blot have Lov til at tro paa mig selv. Men det har jeg aldrig maattet. Jeg skulde absolut klippes til efter alt det, jeg hader. Men jeg siger jer … jeg skammer mig ikke længer over, at jeg ikke er anderledes. Det ærgrer mig blot, at jeg nogensinde har gjort det. Det er det eneste, jeg har at bebrejde mig!

OTTO KALL (højt – med løftet Stok)
Bravo! Hør! De gamle Lurtoner!

RAGNA (iler hen til ham og griber hans Haand)
Onkel!

OTTO KALL
Ja, det er mig. (Tager hende ind til sig) Og nu veed jeg, du er min Datter! (De andre staar nogle Øjeblikke og stirrer i stum Forfærdelse)

153 FRU NORDBY (næsten skrigende)
Der ser du! Det er ham, der staar bagved! Jeg vidste det!

REKTOREN (fatter sig besværligt)
Ragna! Gaa bort fra din Onkel. Gaa op paa dit Værelse. Dig vil jeg tale med siden.

RAGNA (staar et Øjeblik tvivlraadig; kaster derpaa et Blik op paa OTTO KALL og gaar stille bort)

REKTOREN (til HARALD GRUNNERT; lægger Haanden paa hans Skulder)
Harald! Nu faldt der Lys over Sagen! Ragna er bleven besnakket, forlokket; hun er ikke sig selv – jeg skal forklare dig det senere. Men gaa nu, og vær ved godt Mod! Du skal se, alt kan endnu ende paa det bedste. (Følger ham til Forstuedøren.)

FJERDE SCENE

REKTOREN (vender sig mod OTTO KALL)
Maa jeg saa faa en Forklaring! Hvad er der foregaaet mellem dig og Ragna?

FRU NORDBY
At du vil taale ham her længer! Hvorfor kaster du ikke den Usling ud af Huset? Saadan 154 gjorde Mor altid! (Mod OTTO KALL) Husker du det? Naar du sad derhjemme og fyldte Stuen med din lede Snak og dine Løgnehistorier? Mor sparkede dig ud af Døren som et giftigt Dyr. Pryglede dig med Alenen.

REKTOREN
For Guds Skyld – Klara! Behersk dig dog!

OTTO KALL (der har sat sig ned)
Jeg veed ikke, hvorfor du fremmaner disse idylliske Scener fra Barndommen. Jeg har ikke glemt dem; det kan jeg forsikre dig. Jeg husker ogsaa meget tydeligt Glæden i dit eget lille Ansigt ved saadanne Lejligheder. Det Udtryk har jeg altid senere set for mig, naar jeg kom under Vejr med en eller anden Bagvaskelse, der var sat i Omløb om mig og mine Ungdomsmeriter. Jeg genkendte det ogsaa straks, da jeg forleden kom hertil og du saae mig i min nuværende Forfatning.

FRU NORDBY
Jørgen! Jeg siger dig: jeg taaler ikke det Menneske i vort Hus!

REKTOREN
Ja, dette gaar for vidt! Nu skal det have en Ende!

155 OTTO KALL
I skal dog ingen Ulejlighed gøre jer med at smide mig paa Gaden. Jeg gaar af mig selv. (Ser pea sit Ur) Jeg kom netop herind for at sige Farvel. Jeg venter en Vogn, der skal køre mig til Stationen. Jeg tager tilbage til mit kære København.

REKTOREN
Med andre Ord: det hele har været forberedt. Med koldt Blod har du lagt alting tilrette. Nu forstaar jeg din Villighed til at komme herover. Du er kommen for at gøre Fortræd … for at slukke din Hævntørst. Naar det er besørget, naar det er lykkedes dig at fralokke os vort Barn – saa kan du rejse. Saa har dit Hjerte faaet Fred!

OTTO KALL
Det glæder mig at høre, du dog har været lidt forbavset over, at jeg tog mod din mildest talt – mærkelige Indbydelse. Jeg indrømmer, jeg skylder dig paa det Punkt en Forklaring. Jeg veed ikke, om du af egen Erfaring skulde kende noget til de Anfægtelser, der kommer med det svækkede Hjerteslag og Nyrekoliken og de søvnløse Nætter. Nej, det gør du vel forresten ikke. Men jeg vil ikke gøre mig bedre, end jeg er. Den Dag forrige Efteraar, da jeg første Gang følte min Doktors 156 kolde Fingre paa min Krop og kunde læse i hans Miner, at jeg snart skulde dø – den Dag slog Inflammationen fra mine stakkels Nyrer sig ind i Samvittigheden og gjorde den febril. Jeg sad der i min Ensomhed og ransagede mit Liv og spurgte mig selv, om jeg dog ikke havde set for ukærligt paa min Slægt og mine Venner og den øvrige Menneskehed. Saa kom dit Brev, og jeg tænkte: her er en Lejlighed til paa det rette Sted at gøre en sidste Prøve. Derfor kom jeg – og nu kan jeg dø roligt.

REKTOREN
Jeg spurgte ikke om dig selv. Det var Ragna, jeg talte om. Hvad har der været imellem jer?

OTTO KALL
Jeg har hjulpet hende lidt til at blive sig sin Art bevidst – andet ikke. Men det er jo ogsaa noget. Kan du huske, du brugte forleden det Udtryk om et Liv som mit, at det var goldt og tomt og i sit inderste Væsen formaalsløst. Du pegede med Tilfredshed rundt paa alt, hvad du selv havde faaet udrettet, og spurgte mig saa, hvad for Spor jeg havde sat her i Livet. Din Datter har nu svaret for mig.

REKTOREN
Og jeg siger dig, du har paa det skammeligste, 157 det mest samvittighedsløse misbrugt vor Godhed. Du har skændigt benyttet dig af et stakkels overspændt og svaghovedet Barn for at kunne mætte dit ustyrlige Nag til alt, hvad der er rent og godt og hæderligt. Her har du min Mening om din Handlemaade.

OTTO KALL
Jeg kan mærke, du kun daarligt kender din egen Datter. Det er i det hele besynderligt med jer Forældre. Altid søger I hos jeres Børn kun Aftrykket af jeres egen Personlighed; alt fremmed er af det onde. Men Ragna skal I ikke ynke. For hende indestaar jeg. Hun ejer noget af den heroiske Selvopofrelsesdrift, som vi nu mere end noget andet trænger til. For det er efterhaanden bleven lovlig billigt at være Frihedshelt hertillands. Det formelig lumrer En om Ørene med "Frisind" nu. Tænker du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag? Indrøm i det mindste, at den friske Strøm fra de Dage er bleven svært plumret med Tiden … en bred og dorsk Rende med Tilløb allevegnefra … selv fra Hof og Præsteskab. Alt, hvad der er slimet og uhumskt og raaddent her i Landet, flyder nu sammen i den Bevægelse 158 som i en Kloak. (Rejser sig besværligt) Vi trænger til en alvorlig Borgerforskrækkelse, som igen gør det til halsløs Gerning at give sig i Frihedens Tjeneste. Og vi faar den ogsaa nok! Du vil selv komme til at opleve den! Der vil vokse en Ungdom op, der igen vil forstaa, at Friheden er en hellig Sag, som stadig kræver Blodvidner!

FRU NORDBY
Skal vi virkelig blive ved at lade os forhaane i vort eget Hus?

REKTOREN
Nej, det skal du vide, Otto, at var det ikke, fordi du er en syg og hjælpeløs Stakkel, taalte jeg ikke detteher!

OTTO KALL
Spar din Medlidenhed! Den er ikke ganske ægte. Og lad mig saa endnu blot sige dig dette: I har bildt jer ind – I brave, evangeliske Frihedsforpagtere! – at I havde faaet alle samfundsfarlige Længsler, al eventyrlig Kamplyst forsvarligt stækket herhjemme. I har hygget jer inde i jeres borgerlige Retskaffenheds-Idyl og trøstet jer med, at den nok skulde vare … i det mindste i denne Konges Tid. Men naar de Levende drømmer altfor saligt, aabner 159 Gravene sig, og Helvede slippes løs. Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr … Det er vel netop de stakkels fredløse Djævles evige Bestemmelse.

JOMFRU ANDERSEN (i Spisestuedøren)
Der er kommen en Vogn. Kusken siger, han skal hente nogen til Stationen.

OTTO KALL
Ganske rigtigt, – det er mig. Vil De være saa god at lade min Kuffert bringe ud. Smaatingene skal jeg selv tage.

JOMFRU ANDERSEN (ser tvivlraadig fra den ene til den anden.)

REKTOREN
Gør, som der er bleven sagt!

JOMFRU ANDERSEN
Saa har jeg her et Brev til Rektoren.

REKTOREN
Læg det ind paa mit Bord.

JOMFRU ANDERSEN (uvis)
Men det er fra –

160 REKTOREN (afbryder utaalmodigt)
Læg det ind paa mit Bord og lad os være alene.

(JOMFRU ANDERSEN gaar over Scenen og ud ad Kontordøren.)

OTTO KALL
Jeg siger jer saa Farvel. Hils Ragna fra mig! For hende er jeg ganske tryg. Hende kuer I ikke. Jeg tager nu hjem for at dø i min egen Rede. Det vil ikke længer falde mig saa svært. Den værste Angst har Ragna taget fra mig. Jeg veed nu, at det bedste i mig vil leve efter mig – mit Had til jer og jeres Lige! (Gaar mod Døren til Spisestuen.)

REKTOREN
Jeg har dog et Ord at sige dig, før du gaar – –

FRITS (kommer i Hast fra Verandaen)
Er Far og Mor her?

REKTOREN OG FRU NORDBY (samtidigt)
Hvad er der?

FRITS
Hvad er der med Ragna?

161 REKTOREN OG FRU NORDBY (samtidigt)
Med Ragna?

FRITS
Jeg sidder derude i Haven. Saa ser jeg hende fare forbi paa Cycle. Hun saae saa forstyrret ud, – Haaret stod om hende. Skal hun rejse? Hun havde en Haandtaske paa Styret.

FRU NORDBY (griber uvilkaarligt sin Mand i Armen – ser paa ham – hvisker hæst)
Haandtaske? … Hvad skal det sige?

REKTOREN (pludselig)
Det Brev! (Styrter ind i sin Stue og kommer efter nogle Øjeblikkes Forløb tilbage, hvid i Ansigtet) Flygtet!

FRU NORDBY (som vaagnende; ude af sig selv)
Frits! Afsted efter hende! Skaf Politi! Det maa ikke ske!

FRITS
Umuligt – Mor! Jeg siger dig, hun kørte som en Rasende. Og til Stationen var det ikke. Jeg saae, hun kørte ud af Byen.

REKTOREN
Nej, Mor! Jeg forstaar det nu … her styrer stærkere Magter!

162 FRU NORDBY
Aa nej – det maa ikke være sandt – det maa ikke være sandt. Du, Gud i Himlen, hjælp mig dog! (Brister ud i en fortvivlet Hulken og synker ned ved Bordet. – – Der høres i lang Tid intet andet end hendes sønderrivende, hjærteskærende Graad.)

REKTOREN (lægger Haanden paa hendes Hoved)
Klara! Min kære Ven! Nu gælder det at være rolig.

FRU NORDBY (løfter Hovedet)
Aa, jeg har anet det hele … jeg har jo set det komme. Jeg har i fem Aar ikke haft en rolig Time for Angst. Jeg har bedt til Gud. Jeg har tryglet ham om at skaane hende – (Lægger sig paany over Bordet i fortvivlet Graad.)

REKTOREN (mod Otto Kall, der er bleven staaende ved Døren)
Ser du dit Offer? Glæder du dig ikke over dit Værk? Er det den Hævn, du har villet?

OTTO KALL (med et sky Udtryk)
Jeg maa gaa. Vognen venter.

REKTOREN
Ja gaa – gaa! Og lad din Søsters Graad følge dig som vor sidste Forbandelse!

163 OTTO KALL
Nu skulde du ikke glemme din Sorg, Jørgen! At kunne græde Smerten ud – det er jeres Forret. (Gaar.)

FRITS (bøjet over Moderen)
Stakkels lille Mor!