Asgaardsrejen

Et Skuespil

71

ANDEN AKT

(Dagen efter. I Rektorens Have. Sen Eftermiddag.
Til den ene Side: Husets Veranda med høj Trappe. I Baggrunden Nedgang til Baadebro. Udsigt over brede Enge og et Aaløb.
Midt paa Scenen: et stort, løvrigt Kastanietræ, hvorunder Bænk, Bord og Havestole.)

FØRSTE SCENE

(OTTO KALL sidder paa Bænken bag Bordet. Overfor ham, paa den anden Side af Bordet, RAGNA.)

RAGNA (læser højt af en Bog)
"Thora og Albert var omsider bleven alene. En svimlende Lykkefølelse magttog dem begge og drak Blodet af Kinder og Læber. Deres Munde mødtes som to kolde Flammer. De sitrende Øjenlaag lukkede sig tungt for et bristende Blik. Længe sad de saaledes i en dødsmat Beruselse. Et gammelt Sangværks-Ur, der stod henne i Krogen, savede Tiden i Stykker med en dump Knurren. Spøgelseagtigt lyste dets hvide Skive i den evighedsblaa Skumring –"

72 OTTO KALL (afbrydende)
Hør, Ragna; jeg synes ikke, detteher morer dig rigtig.

RAGNA
Det er jo ogsaa for dig, jeg læser. Skal jeg prøve en af de andre? (Tager en anden Bog fra Bordet.) Her er en med Digte.

OTTO KALL
Ih, Gud fri os! Nej, lad os hellere sidde og passiare lidt. Nu er her saa rart fredeligt.

RAGNA (ser paa sit Ur)
Jeg maa vist ind og klæde mig om.

OTTO KALL
Aa, det har ingen Jav. Du kan godt sidde her lidt endnu.

RAGNA
Jeg er bange, Mor gaar og søger efter mig.

OTTO KALL (overhører det)
Hvor er det, I skal hen iaften? Til Vejlbygaard, ikke sandt?

RAGNA
Jo.

73 OTTO KALL
Det var Sønnen derfra, jeg saae her igaar? (Lunt iagttagende) Var det ikke?

RAGNA
Jo.

OTTO KALL
En net ung Mand. En af Nutidens unge Alvorsmænd med stiv Hals. En Sportsmand, ikke sandt? En Ejnar Muskelskælver. – Kommer han her meget?

RAGNA
Han er Frits' Skolekammerat.

OTTO KALL
En gammel Ven af Huset altsaa.

RAGNA (gør Tegn til at rejse sig)

OTTO KALL
Nej, bliv dog et Øjeblik endnu! Jeg siger dig, du har god Tid. Og vi har ikke saa mange Dage at snakke sammen i. Jeg tænker, jeg nu med det allerførste kan rejse og tage tilbage til København.

RAGNA
Rejse?

74 OTTO KALL
Ja. Jeg er allerede kommen mig rigtig godt, synes jeg. Jeg har haft et Udbytte af mit Ophold, der gaar langt over min Forventning. Men lad det foreløbig blive mellem os.

RAGNA
Jamen – det kan du jo ikke mene for Alvor.

OTTO KALL
Jo, saa min Sanden gør jeg det. Troede du maaske, jeg var kommen for at spise Naadsensbrød her i Huset Resten af min Levetid. Troede du det?

RAGNA
Jeg tror, Far og Mor har ment det.

OTTO KALL
Men du? Hvad troede du?

RAGNA
Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg har troet. Du er jo syg, Onkel.

OTTO KALL
Ja. Og netop derfor vilde I saamænd allesammen snart blive kede af mig. Det er ikke morsomt at have saadan et Memento mori trissende rundt i Huset. Du har nu været 75 saa skikkelig at agere Briller for mig idag. Men hvorlænge vilde du holde det ud? Saadan en ung Pige har andet at bruge sine smukke Øjne til.

RAGNA
Jeg læser virkelig gerne for dig, Onkel, naar du bryder dig om det. Saa dersom det er af den Grund, du –.

OTTO KALL
Nej, det er det ikke. Det er ikke af den Grund. Men jeg er alligevel glad for, hvad du der siger. Jeg vil betro dig, – jeg har selv haft en Fornemmelse af, at vi to vist nok kunde komme ud af det med hinanden. (Prøvende) Ræk mig din Pote, Ragna!

RAGNA (rækker ham tillidsfuldt sin Haand over Bordet.)

OTTO KALL
Sikken stærk og hvid og uskyldig Jomfruhaand. Og du er virkelig slet ikke bange for at lade den ligge her i min berygtede Forbrydernæve?

RAGNA (ryster frimodig pas Hovedet.)

OTTO KALL
Men veed du nu ogsaa rigtig, hvad for 76 Misgerninger den har begaaet? Nej, det veed du naturligvis ikke. Og det er ogsaa bedst at tie stille med det.

RAGNA
Dersom du mener dine Bøger, Onkel, saa kender jeg dem allesammen. Baade dine og de andres fra den Tid.

OTTO KALL (slipper hendes Haand)
Hvad siger du? Hvad maa jeg høre? Du en ung Pige – en kongelig Embedsmands Datter – tilstaar dig udenvidere skyldig i en saa uhørt Forbrydelse. Smudsliteratur, – Bohêmer og Pirater – fordømte af Samtid og Eftertid!

RAGNA
Du maa ogsaa helst lade være med at snakke om det til de andre.

OTTO KALL
Se-se! Du tør endogsaa have en Hemmelighed sammen med mig gamle Tugthuskandidat! (Bøjer sig atter over imod hende) Hvad skal jeg tænke om dig, Ragna? – (Der høres Stemmer og Lyd af Aarer nede fra Aaen) – For Pokker! Nu er vores Fred allerede forbi.

RAGNA (rejser sig i Uro)
Det er Frits og Harald.

77 OTTO KALL
Harald? Hvem er det?

RAGNA (bliver rød)
Harald Grunnert.

OTTO KALL
Aa – I er paa Fornavn!

ANDEN SCENE

(FRITS og HARALD GRUNNERT lægger til med en Baad ved Broen og kommer op i Haven, den første med Fiskestang, den anden med Bøsse.)

FRITS (til RAGNA, der er paa Vej ind)
Kan du ikke skaffe lidt Sodavand og Whisky herud. Vi er frygtelig nødlidende.

RAGNA
Jeg skal sige det til Jomfru Andersen. (Ind)

FRITS (faar Øje paa Onkelen)
Saa – for tusind Syger! Sidder han nu ikke der igen!

HARALD GRUNNERT (der bar fulgt Ragna med Øjnene)
Lad os hellere gaa ind. Din Onkel virker saa uhyggeligt paa mig.

78 FRITS
Ogsaa paa mig, kan jeg forsikre dig! Der farer en veritabel Morddjævel i mig, hvergang jeg ser ham. Han vækker min Blodtørst. Jeg føler en Forpligtelse til at ærgre ham ihjel hurtigst muligt. Kom! Lad os se at faa Livet af ham! (Træder nærmere) Vel mødt igen, Onkel! Maa jeg forestille –

OTTO KALL
Behøves ikke. Det er besørget. Deres Navn er Grunnert, ikke sandt?

HARALD GRUNNERT (hilser tavs og paa Afstand.)

OTTO KALL
D'Herrer har været ude paa Strandhugst. (Til Frits) Og bringer Bytte hjem til Mors Køkken?

FRITS
Ogsaa det ja! Fem fede Aborrer og to Moseænder. En komplet Diner!

(En PIGE bringer en Bakke med Sifon, Whiskyflaske og Glas. FRITS og HARALD GRUNNERT tager Plads ved Bordet.
Kort efter viser RAGNA sig igen, men bliver staaende paa Trappen.)

FRITS (blander et Glas)
Det kan jo ikke nytte at byde dig, Onkel. Det er jo forbudne Varer. (Skæver hemmeligt til HARALD GRUNNERT med en Grimace) Du har vel forresten ikke 79 altid stillet dig saa afvisende til de smaa Genstande?

RAGNA (hvisker, rød i Hovedet)
Frits!

OTTO KALL
Giv mig kun et Glas med!

FRITS
Er det Alvor?

OTTO KALL
Naturligvis! Skænk op!

FRITS
Vel! Paa eget Ansvar, Onkel! Jeg toer mine Hænder! … Skaal da! Leve Dionysos! Leve Sommerguden! Glædebringeren! Skaal!

OTTO KALL
Du maa tilgive mig, min Dreng. Jeg hører til den gamle Skole og kan ikke tage en Slurk Fusel saa højtidelig. Jeg drikker paa en god Stolegang!

(FRITS og HARALD GRUNNERT ser lidt forlegne til Verandatrappen. Bryder derpaa ud i en overbærende Latter.)

OTTO KALL
Lad os saa høre! Hvor kommer I fra?

FRITS (tænder en Cigaret)
Vi kommer ude fra de Saliges Øer, Onkel.

80 OTTO KALL
De Saliges Øer? Det lyder som Navnet paa en Beværtning.

FRITS
Saadan kalder vi fem smaa Græsholme ude i Fjordmundingen.

OTTO KALL
Naa saadan! Og der har I tilbragt hele Eftermiddagen?

FRITS
Ja – som Amfibier. Snart i Vandet, snart paa Land. Men det begriber du vel ikke. Du har rimeligvis aldrig undt dig selv den guddommelige Nydelse at ligge i en frisk Høstak og tage Solbad. I din Tid havde man vigtigere Ting i Hovedet.

OTTO KALL
Naa, vi var vel paa vores Vis ogsaa Idrætsmænd. Men det var rigtignok en anden Slags Aborrer og Ferskvandsænder, vi dengang gik paa Jagt efter.

FRITS
Ja vel! Der gaar Sagn om det. I drev Menneskejagt – ikke sandt? I forlystede jer med literær Kannibalisme. Flaaede og ristede jeres Medmennesker levende. – Der var nok dem, der ikke engang skaanede deres egne Slægtninge.

81 OTTO KALL
Lad mig faa en Cigaret!

FRITS
Men det er dig jo strengt forbudt at ryge.

OTTO KALL
Giv mig en alligevel!

FRITS (byder ham tøvende sit Etui)
Jeg kender dig ikke igen, Onkel. Der er foregaaet en Forvandling med dig i de sidste Dage.

OTTO KALL
Jeg begynder at komme mig, skal jeg sige dig.

FRITS (skuffet)
Virkelig? – Luftforandringen maaske?

OTTO KALL
Lad os sige det. Forandrede Omgivelser i det hele. Du har f. Eks. ogsaa nogen Fortjeneste deraf, min kære Nevø! Bekendtskabet med dig har virkelig styrket og forfrisket mig.

FRITS
Takker for Æren! Jeg overlader den dog gerne til Ragna. Hende tilkommer den vist 82 ogsaa mere. (Kaster et Blik om paa RAGNA, der har taget Plads paa et af de nederste Trappetrin.) Hvad har I siddet her og underholdt jer med?

OTTO KALL
Vi har saamænd ogsaa sværmet. Vi har taget Solbad i Straalerne fra dine Yndlingsdigteres Aand. Det var, ved Gud, ogsaa lummert.

FRITS (tager en af Bøgerne)
Se, se! Jens Kjærs Digte. (Til HARALD GRUNNERT) Det er ham, jeg har talt til dig om. Ham maa du endelig læse. Komplet Naturbegavelse. Lige fra Muldjorden. (Blader i Bogen) Bare saadan et Par henkastede Linjer – han kalder dem "Sang ved Ploven". (Til OTTO KALL) Du tillader vel nok, jeg læser dem op.

OTTO KALL
Gud bevares!

FRITS (læser)
Jeg hører, de siger, det stormer herude,
at Skovens Blade falder for Byger fra Øst;
at Lærken har tystnet, at Uglerne tude
og Gammelfolket jamrer over Gigt. Det er Høst.

Jeg mærker det ikke. Jeg ejer hist omme
mit eget lille Solskin, saa varmt og saa lyst.
Det kigger ad Vinduet ud ved mit Komme,
det møder mig i Fremmerset og ler ved mit Bryst.

83 Det Solskin mig fylder, det sprænger mig næsten,
det straaler i mit Hjerte, det synger i mit Blod.
Ved Gry og ved Aften, i Regnen og Blæsten,
et Atterskær der strømmer hele Verden imod.

(Spodsk) Ikke sandt, Onkel? Det er endelig igen Poesi! Det er Følelse! Det er en Smule Skønhed!

OTTO KALL (sidder med Hænderne pas Stokkeknappen og stirrer stift ud i Luften uden at svare)

FRITS (blader frem i Bogen)
Her er denne: "Solnedgang paa Havet". En henrivende Marine! (Læser med stigende Optagethed)
Nu skifted Havet sin Kappe,
den lysende blaa
blev skummel og graa,
et skældækket Panser
en Brynje af Staal,
der luer i Solildens Aftenbaal.

Det er Optakten. (Blader) Saa kommer Skildringen af, hvordan Stormen og Solbranden vokser. Læg Mærke til det kræsne Ordvalg!
Hør Bølgernes Skrig!
Som fraadende Munde,
der aabner og lukker for blodfyldte Svælg;
som kæmpende Hunde,
hvis Rygbørster flyr fra den flængede Bælg, –
de knurrer og glammer
i Vellyst og Jammer,
mens Himmel og Hav staar i Flammer.

84 Er det ikke vidunderligt levende? Og den Rytme! Man har aldeles Fornemmelsen af at staa paa et gyngende Skibsdæk. – (Drillende) Hvad siger du, Onkel?

OTTO KALL
Du har ganske Ret. Jeg begynder virkelig at faa Kvalme.

(FRITS og HARALD GRUNNERT ser et Øjeblik paa hinanden. Ler derpaa medlidende.)

FRITS (løfter sit Glas)
Skaal, Onkel! Du er uforbederlig!

OTTO KALL (slaar ham rasende Glasset ud af Haanden)
Hvem siger din Hvalp Skaal til? … Du skulde ikke glemme, hvem du taler til. Og maaske vi saa kan blive fri for mere af den Lirumlarum. Det skal være Poesi! Ordskvalder er det! Artistgøgl! Behændighedskunster! Jeg skider paa den Ungdom, der la'r sig byde saadan noget Bavl!

(FRITS og HARALD GRUNNERT er sprunget op med truende Holdning.)

OTTO KALL (fortsætter uanfægtet)
Skønhed! Aa, Gud hjælpe os! (Skogrer) I er nøjsomme, stakkels Børn! I vil snakke om Skønhed og har aldrig saa meget som været med til at slaa en Smule Dumhed for Panden. I ligner godt nok jeres Ophav, salig 85 Konferensraaden paa Frederiksberg og de andre dionysiske Bedsteborgere paa det danske Parnas. Skønhed! Ja vel! Skal jeg sige jer, hvad der er skønt … ja hvad der er det skønneste i Verden? Aa nej! I begriber det dog ikke, I sølle Belletrister! Men jeg skal sige jer, hvad der er det usleste, det lumpneste, det mest nederdrægtige af alt. Det er at sidde som traurige Aber med Hovedet paaskæve og lyske sig, naar der rundtom i Verden staar Kamp paa Liv og Død for Menneskenes Frihed. Og I vil kaldes Ungdom! Det skal være Fremtiden! Paa Skraldevognen med jer! Der hører I hjemme!

FRITS (til HARALD GRUNNERT)
Jeg maa paa Husets Vegne gøre dig en Undskyldning for dette Brud paa god Tone. Onkel har aabenbart bedst af at være lidt alene. Lad os gaa ind!

(De gaar ind. – RAGNA, der under hele dette Optrin har siddet ganske ubevægelig med Haanden under Kinden, rejser sig og vender HARALD GRUNNERT Ryggen, da han kommer forbi, idet hun selv gaar hen mod Baggrunden. Længere Pavse.)

TREDJE SCENE

RAGNA (kommer hen til Bordet)
Saa er der jo ikke mere, jeg skal hjælpe dig med?

86 OTTO KALL
Gaar du fra mig?

RAGNA
Jeg maa ind.

OTTO KALL
Er du vred paa mig? Jeg bar mig dumt ad. Det er detteher Skab. (Støder til Bakken med Drikkevarerne) Det render mig i Hovedet nu. – Og saa kan jeg forresten ikke lide din Broder. Det vil jeg ærlig tilstaa.

RAGNA
Jeg heller ikke.

OTTO KALL (stirrer paa hende)
Mener du, hvad du der siger?

RAGNA
Jeg hader Frits.

OTTO KALL
Det er et stort Ord, Ragna. Hvordan skal jeg forstaa det?

RAGNA
Det kan du ikke forstaa. Og det skal vi heller ikke tale om.

OTTO KALL
Sæt dig lidt hos mig, du underlige Pige!

87 RAGNA
Jeg maa gaa. (Bliver dog staaende. Ny Pavse) Vil du give mig Lov til at spørge dig om en Ting?

OTTO KALL
Alt hvad du vil, mit Barn!

RAGNA
Du kan jo lade være med at svare, dersom du synes, jeg bliver for nærgaaende.

OTTO KALL
Spørg du bare!

RAGNA
Hvordan mærkede du, Onkel … jeg mener, hvordan kunde du i Grunden vide, at du var Digter?

OTTO KALL
Hør, maa jeg være fri for den dumme Titel! Digter! Det var engang Menneskenes højeste Æresnavn. I Rang med Jødernes Dommer og Profet. Men siden enhver sølle Versemager er begyndt at pynte sig med den, er den falden i Kurs. Den svarer nutildags omtrent til Kancelliraadstitlen i den borgerlige Rangforordning.

RAGNA
Hvad vil du da kaldes?

88 OTTO KALL
Kald mig en ærlig Soldat. Korporal, om du vil. Det svarer nogenlunde til min Fortjeneste. – (En Tanke slaar ængstende ned i ham) Men sig mig engang, hvorfor bryder du dig i Grunden om at vide, hvordan jeg kom paa de Skrivenykker?

RAGNA (undvigende)
Aa – jeg veed saamænd ikke.

OTTO KALL
Du tænker da for Guds Skyld ikke selv paa –

RAGNA (bliver rød)
Aa Snak, Onkel! Det er der ikke Tale om.

OTTO KALL (ser længe paa hende)
Sæt dig ned, min Pige! Jeg faar saa skrækkelig ondt i Benene af at se dig staa der op og ned.

RAGNA (sætter sig modstandsløs.)

OTTO KALL (bøjer sig frem imod hende over Bordet)
Ragna, vi to har jo i Forvejen en Hemmelighed sammen. Du kan derfor godt betro dig til mig. Jeg skal ingenting røbe.

89 RAGNA (forvirret)
Det er ikke noget. Du kan tro mig, naar jeg siger det.

OTTO KALL
Ja ja, Ragna. Saa snakker vi altsaa om noget andet. – Og nu skal jeg gerne fortælle dig lidt om mig selv. Det føler jeg netop Trang til. Som jeg sagde dig før, – jeg har en Fornemmelse af, at vi to nok kan komme til at forstaa hinanden. Lad os saa bruge Tiden, mens vi har den. Det bliver maaske sidste Gang, vi faar Lejlighed til rigtig at snakke sammen.

RAGNA
Jamen, Onkel – det kan jo ikke være dit Alvor, at du vil rejse.

OTTO KALL
Jo, en af de allerførste Dage. Maaske allerede imorgen.

RAGNA
Imorgen! Imorgen, Onkel? … Men hvorfor er du saa kommen?

OTTO KALL
Du gør saa mange Spørgsmaal, min Pige. Dennegang maa du nu have Svaret tilgode. Du er ogsaa for ung til at forstaa det. (I uvilkaarligt 90 Udbrud) Døden har haardere Øjne, Ragna, end vi tidt i Ungdommen vil tro. (Fatter sig) Naa, men det var altsaa det, jeg skulde fortælle dig, hvordan det gik til, at jeg slog mig paa Krigshaandteringen. Ser du, alt det, vi tilsammen kalder for vores Skæbne, det ligger os i Blodet, plejer man at sige, i Maven, i Lunger, Lever o.s.v., og det kan nu være rigtigt nok; men Tilfældet skylder vi dog ogsaa noget. For mit Vedkommende – tror jeg nok – var det Forholdet til en Ungdomsven, der blev den afgørende Hændelse i mit Liv. Vi lærte hinanden at kende i Studentertiden, og han er vistnok det Menneske, jeg har holdt mest af. Vi var uadskillelige dengang. Vi læste de samme Bøger, begejstredes for de samme Ideer og traadte ogsaa omtrent samtidig frem for Offenligheden. Min Ven var en fortræffelig Taler og desuden et ualmindelig smukt Menneske. Naar han stod paa en Talerstol, var der noget over ham af en ung Gud, der styrede Menneskenes Fremtidsskæbne. – Men saa skete der det, at han gik hen og forlovede sig. Ja, nu ser du paa mig; men jeg har slet ikke i Sinde at sige noget ondt om selve Tingen. Men han og jeg, vi havde højtideligt lovet hinanden at ville slaa os gennem Verden som frie Svende og frelse Mænd, og nu gik han hen og lod sig gøre til Embedsmand for at kunne gifte sig. Naa, og saa gik 91 det, som det plejer at gaa. Har man først rakt Borgerskabet en Finger, tager det snart baade Haand og Hjerte. Der var ikke gaaet mange Aar, saa vendte han sig ganske aabenlyst mod sin Fortid. Det vil sige, han slog sig paa det "ædle" Frisind, – det nøjsomme. Han optraadte som Medforkynder af dette ferske Retskaffenhedsevangelium, som nu helt har afløst Frihedens. Dengang han i de Faareklæder begyndte at lange ud efter sine forrige Venner med Æselsspark, – da fornam jeg for første Gang rigtig den uudholdelige Kløe under Neglerødderne, der gjorde mig til Skribent.

RAGNA
Hvad blev der siden af den Mand?

OTTO KALL
Aa du – han blev en stor Mand. Folk, der lærer Menneskene Nøjsomhed, er altid sikre paa Popularitet. Han troner nu i Nationens Bevidsthed som en Ideal-Gestalt, en Mønster-Demokrat – en Slags Tamburmajor i den skikkelige Borgervæbning, der nu er bleven Frihedens Livvagt herhjemme.

RAGNA
Den Mand, du der taler om, – det er Far, ikke sandt?

92 OTTO KALL
Hvor falder du paa det?

RAGNA
Det er Far. Du kan godt sige det.

OTTO KALL
Og jeg spørger dig: hvor kommer du paa de Tanker?

RAGNA
Jeg veed jo, at du og Far var Venner, da I var unge.

OTTO KALL
Jeg havde dengang mange Venner.

RAGNA
Men ingen som Far.

OTTO KALL
Maaske. – Men nu skal du lægge Mærke til en Ting. Det har ikke været min Mening at kaste mindste Skygge paa min Ungdomsven. Det er mig af mere end een Grund om at gøre, at du forstaar det. Han handlede i god Tro. Det var hans Overbevisning, at han tjente ikke alene sig selv men ogsaa sine Medmennesker bedst ved at gaa over i Idyllen. Han var sig knap nok noget Frafald bevidst, tror jeg.

93 RAGNA
Der var en Tid, da du dømte anderledes, Onkel.

OTTO KALL
Hvad veed du om det?

RAGNA
Jeg sagde dig jo, jeg har læst dine Bøger.

OTTO KALL
Men har du ogsaa rigtig forstaaet, hvad du har læst? Jeg siger dig: lad os ikke være for hastige til at forstaa! Lad os frem for alt ikke glemme, naar vi dømmer vore Medmennesker, at vi allesammen sidder inde med en vidunderlig Evne til at bedrage os selv. Der er jo Folk, hvis Bevidsthed er indrettet som en formelig Garderobe til Selvbesmykkelse, … en Slags Kamælæon-Bevidsthed, som i enhver Situation instinktmæssig bringer dem i den skønneste Harmoni med sig selv.

RAGNA
Det, du siger der, forstaar jeg ikke.

OTTO KALL
Forstaar du det ikke? Hvordan skal jeg da forklare mig? … Jo se! Du kender det, at En sidder i sine egne Tanker og til Plage for andre Folk i Stuen bliver ved at klapre med 94 en eller anden Ting, en Papirkniv f.Eks., som han slaar mod Bordpladen. Det kan tilsidst blive helt irriterende at høre paa; man begriber ikke, at Mennesket selv kan holde det ud. Men Hemmeligheden er den, at for ham forvandler Spektaklet sig til Vellyd, bliver til Toner og Melodi og bringer ham i en behagelig drømmende Tilstand. Derfor bliver Folk altid saa krænkede, naar man beder dem om at holde op med den Slags Forstyrrelse. – – Forstaar du mig nu? I Grunden lever vi allesammen mer eller mindre i en saadan lykkelig Indbildning. Livet vilde vistnok ikke være til at udholde for os, dersom vi ikke ejede denne gudsvelsignede Evne til at kunne lytte Musik ud af det Spektakel, vi selv laver.

RAGNA
Hvorfor snakker du til mig paa den Maade?

OTTO KALL
Hvordan mener du?

RAGNA
Da du før talte med Frits, talte du anderledes. Og dengang forstod jeg dig bedre.

OTTO KALL (ser igen længe paa hende)
Saa dengang forstod du mig bedre! (Lægger sig frem imod hende, dæmper Stemmen) Naar jeg bare rigtig 95 vidste, hvad jeg turde tro om dig, Ragna! Men du gør vel i at være tavs. Man kan aldrig være forsigtig nok med at udlevere sin Fortrolighed. Vær mistænksom! Gør en Røverkule af dit Hjerte! Det skaffer Fred. – (Trækker sig igen tilbage) Men nu skal du alligevel vide, hvad jeg tænker om dig. Jeg tror, du i Øjeblikket staar overfor en vanskelig Afgørelse og trænger til et Venneraad. Har jeg ikke Ret?

RAGNA (nikker med bortvendt Ansigt)

OTTO KALL
Derfor er det ogsaa, jeg har talt til dig, som jeg har. Jeg har villet sige dig, at hvad det saa er, du gemmer paa, – gør ikke noget overilet! Prøv nøje dig selv, Ragna, før du giver dig Eventyret ivold! Jeg kan tale lidt med om, hvad det koster at gøre sig til sin egen Lovgiver – og jeg siger dig: betænk dig vel! Betænk dig tusinde Gange! Prøv dit Hjerte indtil de inderste Tvivl, den allersidste Frygt. Vi har i Forvejen nok af disse Stuefugle, der skuffer sig selv … disse pjuskede Smaasiskener, der flagrer ud af Buret med vidtløftige Drømme om Erobring men straks ved den første Storm hænger med Næbet og længes tilbage bag Tremmerne. Jeg siger dig: vær frem for alt ganske desillusioneret. Gør dig klart, hvad 96 den gaar ud til, der bryder med det borgerlige Samfund. Tro først og fremmest aldrig paa nogen Forsoning. Saalænge du er stærk, vil Borgerskabet maaske lukke sine onde Øjne i og med et falskt Smil bære over med din Selvraadighed. Men ve dig, min Pige, i det Øjeblik, du snubler! … Bild dig endelig heller ikke ind, at dine mulige Fortjenester vil blive regnet dig tilgode. Der er netop ingenting, som mindre vil blive tilgivet dig, end om du ovenikøbet skulde faa Held til at udrette noget godt og nyttigt for dine Medmennesker. Man vil uden mange Omstændigheder tilegne sig Udbyttet af dit Livs Møje, og naar det er bleven Almenejendom, vendes det imod dig som en Giftbrod: Herregud, det var jo ikke engang dit eget! … Glem heller ikke, at du vil være fredløs ikke alene, saa længe du lever, men ogsaa efter din Død. Lad ogsaa Naboer og Genboer maaske have glemt dig, endnu før du er begravet. I din egen Slægts Erindring vil du leve som en evig Forbandet. De vil tænke paa dig som en, der flakker hvileløst om mellem Himmel og Jord – en uhjælpelig Fordømt. De vil se dig optaget i det blege, vilde Spøgelsetog af uforløste Sjæle, der jager gennem fromme Borgerfolks Drømme og faar dem til at korse sig i selvretfærdig Rædsel. Endnu i tredje og fjerde Led vil der staa Gru af dit 97 stakkels Navn … (Afbrydende sig selv.) Hys! Der er din Mor!

FJERDE SCENE

FRU NORDBY (kommer indefra)
Hvad skal det sige? Sidder du her, Ragna! Og er ikke paaklædt endnu.

RAGNA (rejser sig tavs.)

FRU NORDBY
Vil du nu skynde dig lidt. – Vi kan vente Vognen hvert Øjeblik.

RAGNA
Jeg tager ikke med.

FRU NORDBY (ser fra den ene til den anden)
Hvad skal det sige?

RAGNA
Jeg bliver hjemme. Jeg har Hovedpine.

FRU NORDBY
Snak! Lad os være fri for det Skaberi. Skynd dig op og klæd dig paa.

98 RAGNA
Jeg siger dig jo, jeg tager ikke med. Og du kan da ikke tvinge mig. (Gaar ind.)

FRU NORDBY (ser tviviraadig efter hende; derpaa hen pas Otto Kall)
Hvad har du gjort ved Barnet? Hun saae virkelig daarlig ud.

OTTO KALL
Vi har siddet og læst i Frits' Bøger. De er jo noget angribende.

FRU NORDBY
Hun var jo ganske bleg!

OTTO KALL
Ja, de slaar sig paa Mellemgulvet.

FRU NORDBY (opdager Whiskyflasken)
Har I siddet og drukket? Du er saa oprømt, synes jeg.

OTTO KALL
Det var din Søn og hans Ven, der gjorde sig tilgode. Og saa fik jeg Lyst til at drikke de unge Mennesker paa Pelsen. Fanden ta' mig, om jeg ikke tror, jeg selv fik lidt for meget.

FRU NORDBY (vender sig fra ham med Afsky)
Du er … den, du altid har været.

99

FEMTE SCENE

(Inde fra Haven kommer PASTOR JOHANSSEN, en ældre, svær og fuldblodig Mand, og ADJUNKT MØLLER, en yngre Mand, begge med Overfrakker paa Armen.
(Det er begyndt at aftnes. Et rødligt Solnedgangsskær fylder efterhaanden Scenen.)

PASTOR JOHANSSEN (taler med let jysk Accent)
Godaften, Fru Nordby. De undskylder, vi kommer gennem Haven. Men Møller der var saa højrøstet og kom med saadan haarrejsende Snak midt paa Gaden, saa Folk ligefrem vendte sig om efter os.

ADJUNKT MØLLER (hilser ærbødigt paa Fruen)
Jeg behøver forhaabenlig ikke at forsvare mig! Det var Pastor Johanssen, som gerne vilde i Skyggen.

PASTOR JOHANSSEN
Lad os saa snakke om noget andet. Vi har faaet Ordre fra Vejlbygaard til at stille her til Afhentning Klokken halvotte. De veed det maaske?

FRU NORDBY
Ja, Etatsraaden telefonerede herind, at han vilde sende Vogn.

100 PASTOR JOHANSSEN
Ja, er det ikke det, jeg altid siger – han er virkelig Etatsraad. (Ler selv men standser, idet han faar Øje paa Otto Kall henne paa Bænken) Se-se

ADJUNKT MØLLER (gør den samme Opdagelse)
Ah!

FRU NORDBY (flygtigt forestillende)
Min Broder – Pastor Johanssen, Adjunkt Møller.

PASTOR JOHANSSEN (overvinder sig til en Henvendelse)
Vi er jo forresten ikke helt fremmede for hinanden, Hr. Kall. Men der er rigtignok løbet en Del smudsigt Vand i Stranden, siden vi saaes.

OTTO KALL (som om han huskede sig om)
Jeg erindrer det ikke.

PASTOR JOHANSSEN
Aa jo – naar jeg minder Dem om Regensens fjerde Gang, saa husker De mig nok. Karl Johanssen hedder jeg.

OTTO KALL (nærmer sig)
De maa ganske sikkert tage fejl. Jeg har kun kendt een Karl Johanssen. Men han var 101 ivrig Kierkegaardianer og havde højtidelig svoret, at han aldrig vilde være Præst i Statskirken.

PASTOR JOHANSSEN (smiler overbærende)
Vi har jo alle haft vore Børnesygdomme, Hr. Kall. (Vender sig fra ham) Der er de Stakler, der aldrig kommer over dem.

FRU NORDBY (til Otto Kall)
Det begynder at blive køligt. Du skulde gaa ind paa dit Værelse.

OTTO KALL
Tak, jeg har det rigtig godt.

ADJUNKT MØLLER (med et forsigtigt Smil)
Tænk! Har De ogsaa været Kierkegaardianer, Pastor Johanssen.

PASTOR JOHANSSEN
Ja jeg har saamænd saa. (Ler støjende.) Og det ogsaa af de rigtig højnæsede.

OTTO KALL
Ja dengang var det nu Moden. Ligesom det var det for Støvlernes Vedkommende. Nu er det igen de bredsnudede.

102 PASTOR JOHANSSEN (som om han ikke har hørt noget)
Vi lever – Gud ske Lov! – i en rig og skøn Udviklingens Tid. Det gælder vel ikke mindst for Kirkelivets Vedkommende. Men Folk, der ikke kan vinde med i Udviklingen, føler sig forraadt af Tiden. De kalder deres Forstokkethed for Troskab mod Ungdomsidealerne. Det er den gamle Historie.

OTTO KALL
Naturligvis, det gælder om at sørge for, at Ens personlige Udvikling smukt holder Trit med Tidens. Der skal af og til lidt Behændighedskunst til. Men det lønner sig. (Gaar bort mod Baggrunden.)

PASTOR JOHANSSEN (ryster medlidende paa Hovedet)
Ak ja! Ak ja! (Ser paa sit Ur) Nu skulde vi vel ellers snart afsted.

ADJUNKT MØLLER (med sin Næseklemmer i Haanden)
Undskyld, Pastor Johanssen, De kaldte før den Vækkelse, der skyldes Kierkegaard, for en Sygdom. Det kan De dog umuligt mene.

PASTOR JOHANSSEN
Jo, saamænd gør jeg saa. Det var en Feberrasen, en Overspændthed, der stammede fra 103 gammel Usundhed i vort Kirkesamfund. Den Ting er vis nok. Det har jeg forresten med al ønskelig Tydelighed udviklet andetsteds.

ADJUNKT MØLLER
Maa jeg dog have Lov til at pointere –

PASTOR JOHANSSEN
Nej, det veed Gud, De ikke maa, lille Møller. For om den Ting er der altsaa sagt, hvad der skal og bør siges: Og nu skulde vi vel heller ikke spolere den skønne Sommeraften, Vorherre her har skænket os, med mere taabelig Snak.

(REKTOREN kommer indefra tilligemed HARALD GRUNNERT og FRITS.
Hilsner og Haandtryk.
OTTO KALL holder sig under dette og det følgende stadig helt i Baggrunden.)

REKTOREN
Jeg synes, I var saa ivrige. Hvad talte I om?

PASTOR JOHANSSEN
Det var Møller; han er altid saa hed i Hovedet. Jeg fortalte netop din Kone, hvordan jeg paa Vejen herhen hele Tiden maatte gaa og tysse paa ham, saadan oprørsk Tale førte han midt paa aaben Gade. Du kan tænke dig, – Møller erklærer sig nu rent ud for at være overbevist Anarkist. Endogsaa "overbevist". Mindre kan ikke gøre det.

104 REKTOREN (smaaler)
Naa, Adjunkt Møller mener det jo aldrig saa slemt, som han siger.

ADJUNKT MØLLER (saaret)
Jeg ønsker dog dertil at gøre den Bemærkning … Jeg finder …

PASTOR JOHANSSEN
Hvad finder De, lille Møller?

ADJUNKT MØLLER
Det er min Overbevisning, at der i Anarkisternes personlige Trang til Selvopofrelse er noget ideelt, som jeg bøjer mig for.

REKTOREN
Mener De virkelig det?

PASTOR JOHANSSEN
Der hører du! Jeg er vis paa, Møller gaar i Theselskab med Dynamitpatroner i Baglommen.

FRU NORDBY (træder til)
Er det dog ikke lidt betænkeligt at udtale den Slags Anskuelser, Adjunkt Møller? Det kommer let til at lyde som et Forsvar for Mord og anden Forbrydelse.

105 ADJUNKT MØLLER
Jeg skal dertil bemærke, Frue, at det politiske Mord, anvendt som yderste Nødværgemiddel, altid af Historien –

PASTOR JOHANSSEN (afbryder ham)
Nu maa De ikke forsnakke Dem. De kunde let komme til at sige mere, end De kan staa ved. Som ung Familjefader med fire Børn har De vist heller ikke Raad til at holde den Slags Meninger.

ADJUNKT MØLLER (opirret)
De kender jo slet ikke mine Meninger, Pastor Johanssen. De giver mig jo aldrig Lov til at tale ud. Vi unge kan dog ogsaa have noget at sige, som det kan være værd at høre paa.

PASTOR JOHANSSEN
Jeg begynder virkelig at tvivle om det.

ADJUNKT MØLLER
Gjorde De ogsaa det, da De var ung? Jeg veed ikke bedre, end at De tværtimod selv forlangte Deres Mening respekteret uden Hensyn til Deres Alder. Var De maaske ikke med til paa Deres Omraade at opponere mod det bestaaende, og det endda ret eftertrykkeligt?

106 PASTOR JOHANSSEN
Jo, og derfor kan I unge nu spare jer Ulejligheden. Hvad der skulde gøres for at skaffe Luft og friske Lunger herhjemme, er gjort. Vi ældre har taget det paa vores Skuldre. Og I veed nok: at ville gøre gjort Gerning om igen, det er Abekattestreger. Og Tidsspilde. Jeg synes, I nu maa have andet at tage jer til.

ADJUNKT MØLLER
Jeg ønsker her at pointere –

PASTOR JOHANSSEN
Næ, lad være med at pointere, Møller. Det er ogsaa saadan en overflødig Luksus, naar man ikke udtrykkelig har Bemyndigelsen. Jeg kender Folk, der har pointeret sig fra Hus og Hjem og lige ind i Fattiggaarden, – det er der ingen Glæde ved. (Ler selv højlydt.)

REKTOREN
Aa, I to Kamphaner! Vil I værs'god holde Fred, saalænge I er hos mig.

JOMFRU ANDERSEN (kommer frem paa Verandatrappen og melder)
Vognen er her.

REKTOREN
Saa afsted! (Ser sig søgende omkring) Hvor er Ragna?

107 FRU NORDBY
Ragna bliver hjemme. Hun følte sig ikke rigtig vel.

HARALD GRUNNERT
Er Frøken Ragna syg? Men hun var her jo for lidt siden.

FRU NORDBY
Naa – syg! Et lille Ildebefindende. Imorgen er det nok ovre. (Sagte til JFR. ANDERSEN, der lægger hende et Køreslag over Skuldrene) Vil De sætte Hr. Kalls varme Mælk ind paa hans Værelse, saasnart vi er kørt, og sørge for, at han kommer i Seng. Hvordan er den Whiskyflaske kommen herud?

JOMFRU ANDERSEN
Det var Kandidaten, der rekvirerede den.

FRU NORDBY
Det var meget ubetænksomt af Dem at udlevere den. Det maa ikke gentage sig, naar min Broder er tilstede.

REKTOREN
Er vi saa færdige? Johanssen og Møller skal dømmes til at sidde sammen og holde hinanden i Haanden paa hele Turen. Det skal være deres Straf for Brud paa Husfreden. (De gaar alle ind.)

108 HARALD GRUNNERT (holder Frits tilbage)
Gør mig en Tjeneste. Laan mig din Baad. Jeg vil helst tage hjem alene.

FRITS (lægger deltagende Haanden paa hans Skulder)
Gør nu ingen Dumheder, Harald! Du ser saa ophidset ud.

HARALD GRUNNERT (som om han ikke har hørt det)
Jeg skal nok være hjemme lige saa tidlig som I. Gør mig blot den Tjeneste at undskylde mig hos de andre.

(FRITS gaar ind. HARALD GRUNNERT ned mod Baadebroen.
OTTO KALL kommer samtidig frem fra Baggrunden. Han ser et Øjeblik foragtelig efter de bortdragende. Sætter sig derpaa træt paa en Stol og trykker Haanden i Siden, Idet hans Ansigt fortrækker sig smerteligt.
Lille Pause. Det sidste Skær af Solnedgangen er ved at svinde. Ude over Engene bølger Taagen. En blodrød Maane løfter sig over Disen.)

JOMFRU ANDERSEN (kommer tilbage)
Hr. Kalls Aftenmælk er sat ind paa Værelset.

OTTO KALL
Tak. (Prøver forgæves at rejse sig) De kommer vist til at hjælpe mig lidt, Jomfru. Jeg tror, jeg er bleven noget svingelvorn.

109 JOMFRU ANDERSEN (tager ham under Armen)
Hr. Kall har ogsaa været saa meget i Luften idag. Og det har været saa trykkende. Hr. Kall skulde have hvilet sig lidt i Eftermiddag.

OTTO KALL (langsomt paa Vej mod Verandaen)
Ja, ser De, jeg mener nu, jeg faar jo snart Tid nok til at hvile ud. Og der kan maaske endnu være lidt at gøre for en gammel Invalid – tænker jeg altid. Se der! (standser ved Synet af Maanen. Staar en Tid tavs og ser ud over de dampende Enge) Herregud! Det gamle Elverland! … Saa fik jeg det at se engang endnu! (Løfter pludselig Hovedet og lytter med et anspændt og bevæget Udtryk) Hør! Kan De høre? … Trompeter i Luften! Hujen og Skrig! Holla ! … Den vilde Jagt!

JOMFRU ANDERSEN (lytter ogsaa)
Det er Tranerne. Eller Graagæssene kanske. De trækker altid nu i Høstens Tid herind over Fjorden.

OTTO KALL (stille og højtidelig)
Min Barndoms Livmusik!

JOMFRU ANDERSEN
De varsler om Efteraarsstormene – siger Folk. Det gør saa vemodig.

110 OTTO KALL (idet han gaar videre)
Synes De virkelig det, Jomfru? Den Sumpluft stemmer dog alligevel for Brystet. (Begge ind.)

SJETTE SCENE

(Det er nu helt Aften. Bag et Par Vinduer i den nederste Ende af Rektorboligen ses Lys.
HARALD GRUNNERT, som under det foregaaende har holdt sig skjult nede ved Baadebroen, kommer sagte frem og gaar efter nogen Tøven op ad Verandatrappen. I det samme viser RAGNA sig i Døren.)

RAGNA (kommer ned)
Jeg hørte dine Skridt paa Gruset.

HARALD GRUNNERT
Du er altsaa slet ikke syg. Jeg tænkte det nok.

RAGNA
Tal ikke saa højt. Lad os gaa ned i Haven. (De følges ned)

HARALD GRUNNERT
Hvorfor er du bleven hjemme?

RAGNA
Dersom du bliver ved at raabe saadan op, gaar jeg ind igen. – Lad os sætte os her. (Sætter sig ved Bordet) Jeg har selv noget at sige dig.

111 HARALD GRUNNERT (forsøger at tage hendes Haand, som hun trækker til sig)
Ragna! Sig mig Sandheden. Pin mig ikke længer!

RAGNA
Ja; jeg vil sige dig det, som det er. Jeg veed nu bestemt, at det aldrig kan blive imellem os, som du har ønsket det.

HARALD GRUNNERT (i anden Tone)
Endnu igaar sagde du det modsatte.

RAGNA
Det er ogsaa derfor, jeg nu har villet tale med dig.

HARALD GRUNNERT
Imorgen kan du maaske igen være af en anden Mening.

RAGNA
Nej.

HARALD GRUNNERT
Hvad er der da hændet dig i Mellemtiden?

RAGNA
Dersom du bliver ved at tale i den Forhørstone, svarer jeg slet ikke.

HARALD GRUNNERT
Der er altsaa sket noget. (Atter bønfaldende) Ragna! 112 Jeg forlanger jo kun, at du skal sige mig Sandheden. Og det har jeg dog vel nogen Ret til at forlange af dig. – Er der en anden, du holder af?

RAGNA
Nej. Ikke paa den Maade, du mener.

HARALD GRUNNERT
Paa hvad Maade da?

RAGNA
Det kan jeg ikke forklare dig.

HARALD GRUNNERT
Hvorfor?

RAGNA
Du forstaar det dog ikke.

HARALD GRUNNERT
Forstaar! Forstaar! Dersom du blot vilde give mig din Fortrolighed, forstod jeg dig nok.

RAGNA
Det nytter ikke, vi taler mere om det, Harald. Jeg er bleven helt sikker paa mig selv nu. Jeg vil aldrig kunne blive en Kone, der passer for dig. Mener du i Grunden ikke ogsaa det selv? Vi taler jo sjælden sammen i mange Minutter, før du faar et eller andet imod mig.

113 HARALD GRUNNERT
Jeg veed det godt, Ragna; jeg har meget at bede dig om Tilgivelse for. Jeg kan være opfarende og urimelig. Men det er jo kun, fordi jeg holder saa forfærdelig meget af dig. (Søger paany forgæves at tage hendes Haand)

RAGNA
Er du ogsaa vis paa, du ikke tager fejl af dig selv?

HARALD GRUNNERT
Hvad mener du, Ragna? Tvivler du om min Kærlighed?

RAGNA
Nej. Men at det netop er mig, du holder af, – det er jeg ikke saa helt sikker paa.

HARALD GRUNNERT
Nu kommer du igen med dine gaadefulde Talemaader. Hvad vil du sige med det?

RAGNA (gør Tegn til Tavshed)

JOMFRU ANDERSEN (kommer frem i Verandadøren)
Er Frøkenen der?

RAGNA
Ja.

114 JOMFRU ANDERSEN
Theen er skænket.

RAGNA
Tak, nu kommer jeg. (JOMFRU ANDERSEN gaar ind)

RAGNA (rejser sig)
Nu maa du gaa, Harald. Jeg siger dig, det nytter ikke, vi taler mere om det.

HARALD GRUNNERT
Det skal nytte. Glem ikke, Ragna – jeg har et Krav paa dig.

RAGNA
Hvad mener du med det?

HARALD GRUNNERT
Ja, nu skal det siges. Jeg maa minde dig om, at som du – paa din dristige Maade – har leget med mig og med dig selv, har du ogsaa leget med det, som mellem Mand og Kvinde burde være det helligste af alt.

RAGNA
Hvad mener du?

HARALD GRUNNERT
Behøver jeg virkelig at erindre dig om … den Aften sidste Sommer? I Plantagen.

115 RAGNA (tier med bøjet Hoved)

HARALD GRUNNERT (efter lang Tavshed)
Forstaar du nu, hvad jeg har ment, naar jeg talte til dig om dit Løfte? Og det skal du vide: for mig fik vort Forhold dengang sin ubrydelige Besegling.

RAGNA
Nu skal du gaa.

HARALD GRUNNERT
Nej. Du skal høre mig. Jeg har længe nok tiet med detteher. Da jeg mærkede, at det pinte dig, tav jeg stille. Indrøm, at jeg ikke en eneste Gang har saameget som hentydet til det!

RAGNA
Du tager fejl! Du har i al den Tid ikke talt til mig om andet.

JOMFRU ANDERSEN (atter frem i Døren)
Theen bliver kold, Frøken.

RAGNA
Nu skal jeg komme. (JOMFRU ANDERSEN gaar ind)

RAGNA (vil gaa)

116 HARALD GRUNNERT (stiller sig i Vejen for hende)
Ragna! Vær nu god! Jeg lover dig … hvis du vil blive min, jeg skal bære dig paa mine Arme.

RAGNA
Lad mig komme frem.

HARALD GRUNNERT
Tag dig i Agt, Ragna! Husk paa: du er allerede min Hustru.

RAGNA (vender sig)
Er! … Var, om du endelig vil! En eneste, taabelig Sommernat. Af min egen fri Vilje! … Bilder du dig ind, at du derfor har faaet et Krav paa mig? … Men det var godt, du fik det sagt. Nu kender jeg dig tilbunds! (Skynder sig ind.)

HARALD GRUNNERT (følger hende og hvisker)
Vogt dig, Ragna! Om jeg saa skal gøre Skandale – jeg slipper dig ikke! … Jeg slipper dig ikke!

[gå frem]