Asgaardsreien
Et Forspil
Anden Udgave
TREDJE AKT
(Havesal paa Vejlbygaard. Lysekrone og Lamper tændt. Havedøren i Baggrunden aaben. Udsigt over den maanebelyste Herregaardspark.)
(I Forgrunden tilvenstre: FRU NORDBY, PASTOR JOHANSEN, ADJUNKT MØLLER og ETATSRAADEN omkring et Spillebord. Tilhøjre sidder ETATSRAADINDEN og REKTOREN i Samtale ved et Bord med en højfodet Lampe; den første i en Sofa og med et Haandarbejde.)
ETATSRAADEN (spiller ud)
Coeur.
PASTOR JOHANSEN (hans Makker)
Jeg vover Kongen! – Av! Adjunkten er respektløs. Hvad kan man vente andet af en overbevist Anarkist. – Naa! Noch ist Polen nicht verloren. Lad os nu se, Hr. Kongemorder! Hvad har De saa i Sinde at byde os?
ADJUNKT MØLLER (efter lang Betænkning, hvorunder FRU NORDBY – hans Makker – har siddet som paa Gløder og trommet med Fingrene paa Bordet)
Klør!
73
FRU NORDBY (slaar ubehersket Haanden i Bordet)
Menneske dog! Hvad er det, De gør?
PASTOR JOHANSEN
Stille, stille, kære Frue! Det er just, som det skal være! For nu trækker jeg fra Balgen! Og saa, mine kære Venner. – (Lægger sine sidste Kort ud paa Bordet) Detteher sluttede Geled maa De vistnok respektere. Her kan ikke skydes Breche!
ETATSRAADEN
Absolut ikke. Hvormange Stik?
PASTOR JOHANSEN
Fire Træk i Modpartens Sans-à-tout. Det kalder jeg en Kramsfugl!
FRU NORDBY
Det er ene og alene Deres Skyld, Adjunkt Møller. Jeg begriber Dem ikke. Se her! (Lægger sine Kort ud paa Bordet) Fem sikre Stik, blot De spiller Spar.
ADJUNKT MØLLER
Jeg var lovlig undskyldt, Fru Rektorinde. Jeg ejer ikke Spar. (Viser sine Kort)
FRU NORDBY
Nej, for De havde glemt min Invite. Jeg saae jo, De kastede en Spar af paa Etatsraadens sidste Ruder-Udspil.
74
ADJUNKT MØLLER
De maa tilgive mig. Men jeg var allerede den Gang renonce i Spar.
FRU NORDBY
Hvor kan De nu sige det! Jeg har da Øjne i Hovedet.
ADJUNKT MØLLER
Paa Ære og Samvittighed, Fru Nordby –
FRU NORDBY
Tror De da, jeg sidder og lyver?
ADJUNKT MØLLER
Gudbevares, Frue!
REKTOREN (henne fra sin Lænestol)
Klara! Klara! Du forivrer dig!
FRU NORDBY
Men du aner ikke, min Ven, hvad jeg beskyldes for!
ETATSRAADEN (der fører Regnskabet)
Rubberen er ude. Vi skal bytte Pladser. Forhaanden bliver siddende.
(RAGNA, FRITS og HARALD GRUNNERT kommer i det samme ind fra Haven)
75
ETATSRAADINDEN (lægger Haandarbejdet og rejser sig)
Der har vi Ungdommen tilbage. Saa maa jeg bede Spillefuglene gøre et lille Ophold. Desserten har længe staaet anrettet inde i Kabinettet.
(Mens en Del af Selskabet begiver sig ind i Kabinettet ved Siden af, bliver de Spillende staaende midt i Salen og fortsætter her ivrig og højrøstet Diskussionen om det sidste Spil)
PASTOR JOHANSEN (til ETATSRAADEN, den eneste tavse)
Mit Spil var dristigt. Jeg veed det godt. To Gange holdt jeg krampagtigt mit Klør Es tilbage. Men saa sprang ogsaa Pilen fra Buen i det rette Øjeblik! Indrøm mig det!
FRU NORDBY (til ADJUNKT MØLLER)
At De kan blive ved at paastaa det! Enten har De siddet og sovet og ikke lagt Mærke til min Invite, eller De har glemt den. De kan lige saa godt tilstaa det.
ADJUNKT MØLLER
Maa jeg dog faa Lov til at indskyde –
ETATSRAADINDEN (i Døren til Kabinettet)
Vil De saa være saa god at komme ind til en lille Forfriskning.
76
HARALD GRUNNERT (til RAGNA, da de andre er gaaet ud)
Kom, Ragna! Melon er jo din Livret. Jeg var derfor selv nede i Drivhuset i Eftermiddag, og har valgt den bedste ud.
RAGNA
Jeg skal ingenting ha'. Men jeg vil gerne tale med dig et Øjeblik. Det er bare et Par Ord. Saa kan du gaa ind til de andre.
HARALD GRUNNERT
Hvad er der, Ragna? Du har været saa tavs hele Aftenen. Heller ikke til mig har du sagt et Ord.
RAGNA
Jeg spurgte dig da før, om vi ikke skulde gaa lidt ud i Haven. Men saa fulgte Frits jo med.
HARALD GRUNNERT
Er der sket noget? Du gør mig urolig.
RAGNA
Ja, Harald, jeg vil sige dig det, som det er. Jeg veed nu, at det aldrig kan blive imellem os, som du har tænkt dig det.
HARALD GRUNNERT (skifter Udtryk)
Det er ikke længer siden end i Forgaars, at du sagde det modsatte.
77
RAGNA
Det er jo ogsaa derfor, jeg nu har villet tale med dig. Du maa saa tænke derom, hvad du vil; men jeg kan ikke gifte mig med dig.
HARALD GRUNNERT
I Morgen kan du være af en anden Mening. Jeg kender dig.
RAGNA
Nej, du kender mig ikke. Og jeg har heller ikke kendt mig selv før nu.
HARALD GRUNNERT
Hvad er der da sket i Mellemtiden?
RAGNA
Ikke noget, jeg kan fortælle dig. Men jeg har nu sagt det; og du skulde nu gaa ind til de andre. Jeg gaar saa ud i Haven imens.
HARALD GRUNNERT (tager hende om Haandleddet)
Vær oprigtig, Ragna! Er der en anden, du holder af?
RAGNA
Ikke paa den Maade, du mener.
HARALD GRUNNERT
Paa hvad Maade da?
78
RAGNA
Det kan jeg ikke forklare, har jeg sagt. Du vil heller ikke kunne forstaa det.
HARALD GRUNNERT
Forstaa! Forstaa!
EN STUEPIGE (kommer frem i den aabne Dør til Kabinettet, hvorfra der hele Tiden – ogsaa under det følgende – høres højrøstet Samtale)
Jeg skulde sige, at Desserten er serveret.
HARALD GRUNNERT
Tak, nu kommer vi. (Pigen ud)
RAGNA
Gaa nu ind, Harald! Og saa vil jeg med det samme sige dig Farvel og takke dig for Venskab. (Rækker ham Haanden) Jeg er naturligvis ked af, at det skal ende saadan. Men det kan nu ikke blive anderledes.
HARALD GRUNNERT (griber Haanden og kysser den)
Ragna! Hør mig! Lad os i det mindste blive ved at være Venner. Lov mig, at du vil møde mig i Morgen i Plantagen, saa vi kan tale rigtig ud en Gang. Vil du?
RAGNA (trækker Haanden til sig)
Det nytter ikke, Harald. Jeg er bleven helt sikker paa mig selv nu. Jeg vil gerne tilstaa, at
79 jeg har holdt af dig en Gang. Jeg kan mærke det nu, da jeg ikke gør det mere.
HARALD GRUNNERT
Og det staar du og siger mig saa kold og ligegyldig. – Tænker du da aldrig mere paa den Foraarsnat i Maj, da jeg fulgte dig hjem gennem Skoven? Kan du virkelig have glemt, hvad der den Gang skete – at du allerede har været min?
(Stilhed)
HARALD GRUNNERT
Jeg har hidtil tiet med det. Det veed du. Da jeg mærkede, at Erindringen om den Nat pinte dig, tav jeg stille. Men nu maa jeg tale. Du skal vide, at for mig fik vort Forhold den Gang sin ubrydelige Besegling.
RAGNA
Ikke for mig!
HARALD GRUNNERT
Jeg tror dig ikke. Jeg vil i al Evighed ikke tro, at du har leget saa letsindigt med det, der mellem Mand og Kvinde er det helligste af alt. Du – Rektor Nordbys Datter!
RAGNA
Kommer du nu igen med det! – Men der ser du selv, hvor lidt du kender mig. Og nu 80 kan det være nok. Jeg har ikke mere at tale med dig om.
HARALD GRUNNERT
Et Øjeblik endnu, Ragna! Dersom det er Alvor, at du vil bryde med mig, – saa maa det jo ske. Men jeg gaar i saa Tilfælde i Morgen ind til dine Forældre for at retfærdiggøre mig. Har du holdt mig for Nar, skal de i hvert Fald vide, at jeg er uden Ansvar for Bruddet mellem os.
RAGNA (paa Vej mod Havedøren)
Gør som du vil.
HARALD GRUNNERT
Er det dit sidste Ord?
RAGNA
Ja.
FRITS (kommer hastigt ind fra Kabinettet)
Men er I rent gale! Hvor bliver I dog af? Far staar og taler. (Faar Øje paa RAGNA, der gaar ud af Havedøren) Naa saadan! Igen! – Jeg tror, du er forhekset, Harald.
HARALD GRUNNERT (med Hænderne omkring Hovedet)
Jeg begynder at tro det selv. – Hvad var det, du sagde om din Far?
81
FRITS
Det er vist en Skaal for dig, han er ved at udbringe. Skynd dig ind!
(Stuen staar i nogle Øjeblikke tom. Fra Kabinettet høres Rektorens Stemme, nu og da desuden et Bravo, tilsidst et samstemmigt Hurra.)
ETATSRAADINDEN (kommer ind sammen med PASTOR JOHANSEN)
De Fluer er en virkelig Plage i denne Tid. Hvor Aftensolen har staaet paa, er der ikke til
at være for dem. (Vifter sig med Lommetørklædet)
PASTOR JOHANSEN
Melon og en fyldig Madeira gør dem nu ogsaa særlig paatrængende. En vittig Mand har sagt, at det vist ikke var noget Flammesværd, der fordrev Adam og Eva fra Paradishavens Yppighed, men Fluer og Myg.
ETATSRAADINDEN
Herinde er der da til at aande.
PASTOR JOHANSEN
Ja, trykkende har Varmen unægtelig været i Dag. Veed De, at vi ved Middagstid havde 26 Gr. Reamur i Skyggen? Jeg havde en Jordpaakastelse at besørge paa den Tid – en gammel Mand fra Arbejdsanstalten. Jeg tør næsten ikke røbe, hvor lidt jeg havde paa under Præstekjolen. Rent ud sagt, jeg var omtrent i Adamskostyme.
(Efterhaanden kommer ogsaa det øvrige Selskab samtalende ind fra Kabinettet)
82
FRITS (trækker sin Mor tilside)
Du bliver nødt til at snakke alvorligt med Ragna. Lagde du Mærke til Etatsraadindens Mine, da hun saae, at Ragna ikke var gaaet med ind? Og Harald har hun aabenbart igen været uartig imod.
FRU NORDBY
Ja, Ragna er aldeles utilregnelig i denne Tid. Jeg tror for Alvor, det rabler for hende. Men lad Harald ikke mærke noget. Sig til ham, at hun er lidt utilpas i disse Dage. Det vil berolige ham.
ETATSRAADEN
Vi Spillefugle skal vel saa fortsætte?
REKTOREN
Jeg tror dog, det nu er paa Tide, vi kommer hjem, Etatsraad Grunnert. Klokken gaar stærkt til Tolv.
ETATSRAADEN
Som De vil! – Aa, Harald! Vil du ringe ned til Stalden. Vore Gæster ønsker at tage bort.
(HARALD GRUNNERT gaar ud)
ADJUNKT MØLLER (trækker FRITS til Side)
Kunde De ikke lægge et godt Ord ind for mig hos Deres Mor? Jeg er desværre kommen til at støde hende, og i Virkeligheden er jeg 83 ganske uskyldig. Maa jeg forklare Dem Situationen. Jeg havde den Ære at være Deres Mors Makker. Deres Mor havde meldt Sans-à-tout, og hendes Force var Spar.
FRITS
Undskyld, Adjunkt Møller! Jeg er en meget ukyndig Bridge-Spiller, saa det vil vist være ørkesløst –
ADJUNKT MØLLER
Maa jeg alligevel faa Lov til at sætte Dem ind i Situationen. (Gaar – sammen med FRITS – ivrigt forklarende hen mod Baggrunden.)
(RAGNA kommer tilbage fra Haven. Hun bliver et Øjeblik staaende i Døren, før hun gaar ind.)
ETATSRAADINDEN (spidst)
Aa – der har vi Flygtningen! Vi har savnet Dem, Frøken Nordby.
FRU NORDBY (træder hurtigt til)
Et lille Ildebefindende. Det er vist allerede ovre. (Klapper RAGNA moderligt paa Kinden) Ikke sandt, den friske Luft har gjort dig godt?
REKTOREN (nærmer sig ligeledes)
Nu siger vi for vort Vedkommende mange Tak for i Aften, Etatsraadinde. Det har været os en stor Glæde at finde Dem saa rask efter 84 den slemme Sommerforkølelse. Vi kan maaske nu gøre os Haab om en Gang at se Dem i Rektorboligen.
PASTOR JOHANSEN
Men vi skulde dog først have Regnskabet gjort op.
ETATSRAADEN
Undskyld, Hr. Pastor. Da vore Modspillere ikke fik Lejlighed til at skaffe sig Revanche, kan der efter Spillets Regler ikke gøres op.
PASTOR JOHANSEN
Naa, ja, – det vilde forresten ogsaa være Synd for Fru Nordby, om hun skulde bøde for Adjunkt Møllers Brøler.
ADJUNKT MØLLER (der igen er kommen frem i Forgrunden med FRITS)
Der ser De selv! Indtil min Dødedag vil jeg komme til at høre for den Spar Otte, som jeg ved Gud i Himlen aldrig har haft i min Haand!
(PlGEN kommer ind og melder, at Vognen holder for Døren. Almindelig Afskedstagen.)
ETATSRAADEN (efter at have fulgt Gæsterne ud)
Saa, lille Mor! Nu er her Fred i Huset! (Sætter sig hos hende i Sofaen og klapper hendes Haand) Du ser lidt træt ud.
85
ETATSRAADINDEN
Jeg er ogsaa aldeles fortumlet i Hovedet. Den Slags Folk er næsten værre end Fluerne. Hvor faar de alle de Ord fra? Pastor Johansen var nær ved at tage Livet af mig med sit skrækkelige Organ.
ETATSRAADEN
Han er Søn af en Markedspranger. Det mærkes jo paa ham ogsaa i andre Henseender. Men i Haralds Øjne er han en næsten lige saa stor og ufejlbarlig Profet som Rektoren. Forstaa det, hvo som kan!
ETATSRAADINDEN
Hvor blev Harald forresten af? Kommer han ikke ind og siger Godnat?
ETATSRAADEN
Jeg veed det ikke. Han er lidt kort for Hovedet i Aften.
ETATSRAADINDEN
Jeg har mærket det. Og jeg har gjort mig mine Tanker om det.
ETATSRAADEN
Lad mig høre dem.
ETATSRAADINDEN
Jeg tror, at Harald begynder at faa Øjnene op. Lagde du Mærke til hans fraværende Mine under Rektorens Tale?
86
ETATSRAADEN (rejser sig og gaar ud over Gulvet)
Lad os ikke gøre os Illusioner, kære. Harald er jo en god Dreng; men nogen Karakter er han desværre ikke. Aar efter Aar har jeg haabet paa, at den Grunnertske Natur skulde slaa igennem hos ham. Men stadig er jeg bleven skuffet.
ETATSRAADINDEN
Stille! Der kommer han.
HARALD GRUNNERT (gaar hen til Moderen og kysser hende paa Panden)
Godnat.
ETATSRAADINDEN
Godnat, min Dreng. (Klapper hans Haand) Er der gaaet dig noget imod? Jeg synes, du har været saa stille i Aften.
HARALD GRUNNERT (gaar hen til Faderen uden at svare)
Jeg har givet Jørgensen Ordre til at begynde i den søndre Udlod i Morgen. Kunde du ikke se derud i Løbet af Formiddagen. Jeg maa til Byen i et nødvendigt Ærinde.
ETATSRAADEN
Naar du er forhindret, skal jeg gerne ride ud og se til Folkene.
87
HARALD GRUNNERT
Tak. – Godnat! (Ud)
ETATSRAADEN
Et nødvendigt Ærinde – sagde han. Det ligner ham ikke. Hvad kan det mon være?
ETATSRAADINDEN (vinker ham til sig)
Du skal se, Christian, jeg faar Ret. Vi faar vor Søn tilbage!
