Asgaardsreien

Et Forspil

Anden Udgave

[gå tilbage]

ANDEN AKT

(Dagen efter. I Rektorens Have. Sen Eftermiddag.
Udsigt over brede Enge og et Aaløb.
I Forgrunden i Nærheden af Verandatrappen sidder OTTO KALL ved et Bord sammen med RAGNA, der læser højt for ham af en Bog.
FRU NORDBY har givet sig noget at bestille ude paa Verandaen; men under Oplæsningen gaar hun ind i Huset.)

RAGNA (læser)
Thora og Albert var omsider bleven alene, og sank i hinandens Arme. En smertelig Lykkefølelse betog dem begge, da deres Læber mødtes. I tung Beruselse lagde Thora sit Hoved ned paa sin Elskers Skulder. "Albert," sagde hun, mens Taarerne strømmede ned over hendes dødblege Kinder. "Nu er vor Skæbne beseglet. Nu maa vi enten dø sammen eller flygte."

OTTO KALL (der hviler Hænderne paa Stokkeknappen)
Sig mig, Ragna, er der langt til Enden?

50
RAGNA
Skal jeg hellere læse for dig i en af de andre Bøger? Her er en med Digte.

OTTO KALL
Vorherre bevares! Nej, lad os hellere passiare lidt med hinanden. Vi er ikke længer under Bevogtning, ser jeg.

RAGNA (med et Blik ned paa sit Armbaandsur)
Jeg er vist nødt til at gaa ind nu. Jeg skal jo i Selskab.

OTTO KALL
Aa, der er god Tid. Hvor er det, I skal hen i Aften? Til Vejlbygaard, ikke sandt?

RAGNA
Ja.

OTTO KALL
Det var Sønnen derfra, jeg saae her igaar. (Lunt iagttagende) En net ung Mand. Kommer han her ofte?

RAGNA
Han er Frits' Skolekammerat.

OTTO KALL
En gammel Ven af Huset altsaa. – Ræk mig din Pote, Ragna. Lad mig se dig inde i Haanden. Saa skal jeg spaa dig.

51
RAGNA (betænker sig et Øjeblik; rækker ham derpaa tillidsfuld Haanden over Bordet)

[OTTO KALL]
Sikken stor og frodig Jomfruhaand! Og du er slet ikke bange for at lade den ligge her i min berygtede Forbrydernæve?

RAGNA (ryster paa Hovedet)

OTTO KALL
Saa veed du vist ikke, hvad for Misgerninger den har begaaet.

RAGNA
Dersom du mener dine Bøger, Onkel, saa har jeg læst dem allesammen. Baade dine og de andres fra den Tid.

OTTO KALL (rykker tilbage)
Du! Det kan ikke være sandt. En ung Pige af det bedste Selskab – en kongelig Embedsmands Datter! Umuligt! Smudsliteratur – Bohêmer og Pirater – fordømte af Samtid og Eftertid.

RAGNA
(tager uroligt Haanden til sig ved Lyden af Stemmer nede fra Baadbroen)

OTTO KALL
Herregud! Er vores Fred nu allerede forbi!

52
RAGNA
Det er Frits og Harald.

OTTO KALL
Harald? Hvem er det?

RAGNA
Harald Grunnert.

OTTO KALL
Aa – I er paa Fornavn!

(HARALD GRUNNERT og FRITS kommer op gennem Haven; den første med en Bøsse over Skuldren, den anden med Fiskestang.)

FRITS
Hvor ærgerligt! Der sidder Onkel. Lad os saa hellere gaa ind til mig. Han virker saa uhyggeligt.

HARALD GRUNNERT (ved Synet af RAGNA)
Aa, lad os blive her. Han spiser os vel ikke.

FRITS
Naar du vil – Maa jeg forestille …

OTTO KALL
Behøves ikke. Det er besørget. Deres Navn er Grunnert.

FRITS
Ragna, kan du ikke skaffe lidt Soda og Whisky herud. Vi er frygtelig nødlidende. (RAGNA gaar bort)

53
OTTO KALL
D'Herrer har været paa Strandhugst. Og bringer Bytte hjem til Køkkenet. Hvormeget er der i Nættene?

FRITS
Fem fede Aborrer og to Moseænder.

OTTO KALL
En komplet Dinér altsaa! Der mangler nu bare Bourgognen.

FRITS (undersøger Bøgerne paa Bordet)
Og hvad har saa du og Ragna siddet og underholdt jer med?

OTTO KALL
Vi har sværmet med Tidens unge Digtere. Det var lummert Arbejde.

FRITS
Aa, Jens Kærs Vaarsange! (Vender sig mod HARALD GRUNNERT) Det er ham, jeg har talt til dig om. En herlig Naturbegavelse. Lige fra Muldjorden. Bare saadan et Par henkastede Linjer. Han kalder dem "Sang ved Ploven". – Du tillader vel, Onkel, at jeg læser dem op.

OTTO KALL
For en Gangs Skyld.

54
FRITS
Folk siger, det regner og stormer herude,
at alle Blade falder for Byger fra Øst,
at Lærken har tystnet, at Uglerne tude,
og Gammel-Sidse jamrer over Gigt. Det er Høst.

Jeg mærker det ikke. Jeg ejer hist omme
mit eget lille Solskin, saa varmt og saa lyst.
Det kigger ad Vinduet ud ved mit Komme,
det møder mig i Frammerset og ler ved mit Bryst.

Det Solskin mig fylder, det sprænger mig næsten,
det straaler i mit Hjerte, det synger i mit Blod.
Ved Gry og ved Aften, i Regnen og Blæsten,
et Atterskær der strømmer hele Verden imod.


Ikke sandt, Onkel! Det er endelig igen Hjertets Sprog. Det er Skønhed og Følelse, – kort sagt: det er Poesi.

OTTO KALL
(sidder atter i en rugende Stilling med Hænderne paa Stokkeknappen, – svarer ikke.)

(JOMFRU ANDERSEN bringer en Bakke med Sifon, Whiskyflaske og Glas. Samtidig kommer RAGNA tilbage. Under det følgende sidder hun henne paa Verandatrappens nederste Trin.)

FRITS
Ja, det nytter jo ikke at byde dig, Onkel. Detteher er jo for dit Vedkommende forbudte Varer.

OTTO KALL (løfter Hovedet)
Giv mig alligevel et Glas!

55
FRITS
Er det Alvor?

OTTO KALL
Selvfølgelig! Skænk op!

FRITS
Men du taaler jo ikke Spiritus for dit Hjerte.

OTTO KALL
Aa jo. Jeg er allerede begyndt at komme mig, skal jeg sige dig.

FRITS
Ja saa. Luftforandringen maaske?

OTTO KALL
Kald det kun saadan. Bekendtskabet med dig, min Dreng, har gjort sit.

FRITS
Takker for Æren! – (Tager igen en Bog af Bunken og vender sig paany mod HARALD GRUNNERT) Her er Hoffensbergs sidste. Der er fortræffelige Ting imellem. F. Eks. denne – "Solnedgang paa Havet". En henrivende Marine!

Nu skifted Havet sin Kappe;
den lysende blaa
blev skummel og graa,
et skældækket Panser,
en Brynje af Staal,
der luer i Solildens Aftenbaal.


Det er Optakten. (Blader) Saa følger der en 56 pragtfuld Skildring af, hvordan Stormen og Solbranden vokser.

Hør Bølgernes Skrig!
Som fraadende Munde,
der aabner og lukker for blodfyldte Svælg, –
som kæmpende Hunde,
hvis Rygbørster flyr fra den flængede Bælg,
de knurrer og glammer
i Vellyst og Jammer,
mens Himmel og Hav staar i Flammer.


Læg Mærke til Rytmen! Man har ganske Fornemmelsen af at staa paa et gyngende Skibsdæk i en forrygende Storm. – Hvad synes du, Onkel?

OTTO KALL
Du har Ret. Jeg har ordenlig faaet Kvalme. Holder du ikke op, bliver jeg søsyg. (Vender sig til Siden) Pøj!

FRITS
Du er vittig, Onkel. (Overbærende) Maa jeg klinke med dig? Skaal!

OTTO KALL (slaar ham rasende Glasset ud af Haanden)
Hvem siger du Skaal til? Hvalp! Og maa jeg saa være fri for mere af den Lirumlarum. Gaa væk med jer! Det skal være Poesi! Ordskvalder er det! Artistgøgl! Jeg skider paa den Ungdom, der la'r sig flaske op med den Slags Sødsuppe.

(FRITS og HARALD GRUNNERT er sprunget op med truende Miner)

57
OTTO KALL
I vil snakke om Skønhed – I Usselrygge! I Flødeskæg! Gaa Fanden i Vold med jeres Klingklang. – Veed I, hvad der er skønt? Det er at slaa en Dumhed for Panden, saa den aldrig rejser sig mere. Det er at rive Masken af Hyklere og fromme Blodsugere, saa der ikke bliver andet tilbage af det lede Fjæs end et forlorent Gebis og et Par tomme Øjenhuler. Men hvad forstaar I Morsdrenge jer paa Mænds Fryd og Glæde. Og I vil kaldes Fremtiden! Det skal være Ungdommen! Paa Skraldevognen med jer! Der hører I hjemme!

FRITS
Jeg maa paa Husets Vegne gøre dig en Undskyldning, Harald. Lad os gaa ind! Min Onkel har aabenbart bedst af at være alene.

HARALD GRUNNERT
Tag dig det ikke nær, min Ven. Din Onkel er jo ikke helt tilregnelig.

FRITS
Kom – vi gaar ind til mig!

HARALD GRUNNERT
Nej, jeg maa hjem nu. Jeg har allerede været for længe borte. (Hilser, idet han gaar forbi Verandaen) Vi ses i Aften! (Han og FRITS ud.)

58
(RAGNA, der ikke har besvaret hans Hilsen, rejser sig nu og gaar hen til Onkelen)

RAGNA
Er der ellers noget, jeg kan hjælpe dig med, før jeg gaar?

OTTO KALL
Gaar du fra mig?

RAGNA
Jeg maa ind.

OTTO KALL
Er du vred paa mig? Jeg bar mig dumt ad. (Støder til Bakken med Drikkevarerne) Det er detteher Skab. Det render mig i Hovedet nu. – Og saa kan jeg forresten ikke lide din Bror. Det vil jeg ærlig tilstaa.

RAGNA
Jeg heller ikke.

OTTO KALL
Mener du, hvad du der siger?

RAGNA
Jeg afskyer Frits.

OTTO KALL
Det er et stort Ord. Hvordan skal det forstaaes?

RAGNA
Det vil du aldrig kunne forstaa, Onkel. Og det skal vi heller ikke tale om.

59
OTTO KALL
Sæt dig lidt hos mig, du underlige Pige!

RAGNA
Jeg maa ind. (Bliver dog, og sætter sig uvilkaarlig) Vil du blot give mig Lov til at spørge dig om en eneste Ting?

OTTO KALL
Spørg om alt, hvad du vil.

RAGNA
Hvordan mærkede du, Onkel… Jeg mener, hvordan kunde du fra først af vide, at du var Digter?

OTTO KALL
Aa, lad mig være fri for den dumme Titel! – Digter! Det var en Gang Menneskenes højeste Æresnavn. I Rang med Jødernes Dommer og Profet. Men siden enhver sølle Versemager er begyndt at pynte sig med den, er den falden i Kurs. Den svarer nutildags omtrent til Kancelliraadstitlen i den borgerlige Rangforordning.

RAGNA
Hvad vil du da kaldes?

OTTO KALL
Kald mig en ærlig Soldat. Korporal, om du vil. Det svarer omtrent til mine Fortjenester. Men 60 hvorfor i Alverden vil du vide, hvordan jeg kom paa de Skrivenykker? Du tænker da for Guds Skyld ikke selv paa –

RAGNA
Nej, nej! Det var ikke saadan ment. Du kan tro mig, naar jeg siger det.

OTTO KALL
Ja ja. Du har Lov til at være tavs om dit eget. Men nu vil jeg alligevel sige dig et Alvorsord, inden vi to skilles. Hvad det saa er, du gaar og gemmer paa, Ragna, bliv ikke en af dissehersens forpjuskede Stuefugle, der sidder i Buret med Hovedet fuldt af vidtløftige Drømme om Lavrbærkranse og gyldne Triumfer. Den Slags har vi nok af i Forvejen. Det er maaske sidste Gang, vi har Lejlighed til at snakke sammen. For en af Dagene vender jeg tilbage til mit kære København.

RAGNA
Hvad vil det sige, Onkel? Rejser du?

OTTO KALL
Ja. Men lad det blive mellem os. – Du ser saa forbavset paa mig. Troede du maaske, jeg var kommen her for at spise Naadensbrød hos jer Resten af min Levetid? Troede du det?

61
RAGNA
Jeg tror, Far og Mor har ment det.

OTTO KALL
Men du? Hvad troede du? Vær nu ærlig!

RAGNA
Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg har troet. – Men hvad vil det sige, at du rejser?

OTTO KALL
Ja. En af de første Dage, som sagt. Maaske i Morgen allerede.

RAGNA
I Morgen, Onkel! – Men hvorfor er du da kommen?

OTTO KALL
Du gør saa mange Spørgsmaal, min Pige. Denne Gang faar du ikke noget Svar. Før du bliver saa gammel som jeg, forstaar du dog ikke den Slags Ting.

FRU NORDBY (kommer ned fra Verandaen i Silkekjole, Hat og Sjal)
Sidder du her endnu, Ragna! Og er ikke paaklædt. Skynd dig dog op! Vi kan vente Vognen hvert Øjeblik.

RAGNA (rejser sig tavs og gaar ind.)

62
FRU NORDBY (følger hende med Øjnene, ser derefter hen paa Broderen)
Hvad har du gjort ved Barnet? Hun saae jo ganske forstyrret ud. Har I siddet og drukket?

OTTO KALL
Det var din Søn og hans Ven, der fik Lyst til et Bæger. Og jeg gjorde dem saa Selskab. Fanden ta' mig, om jeg ikke tror, jeg har faaet lidt for meget.

FRU NORDBY (vender sig fra ham med Afsky)
Du er altsaa – den, du altid har været.

OTTO KALL
Du har heller ikke forandret dig synderlig, lille Søster. Den Forsonlighed, din Mand forsikrede mig om i sit Brev, har jeg foreløbig ikke mærket noget til hos dig.

FRU NORDBY
Nej, jeg har vistnok i det Stykke lovet mere, end jeg kan holde.

OTTO KALL (rejser sig)
Hvor sørgeligt, at jeg har skuffet dig! Du havde velsagtens tænkt mig mere i Skikkelse af den bodfærdige Sankt Filurius.

63
FRU NORDBY (træder ham tæt ind paa Livet)
Vil du vide mine Tanker, saa begynder jeg at tro, at du er kommen hertil med onde Hensigter. Men du skal vogte dig! Hvad du pønser paa, veed jeg ikke. Men jeg tiltror dig alt. Husker du, hvad Mor kaldte dig?

OTTO KALL (med et sky Blik)
Jeg foreslaar, at vi la'r stakkels Mor have Fred i sin Grav. – Der kommer desuden Fremmede.

(Fra Haven kommer PASTOR JOHANSEN og ADJUNKT MØLLER, begge med Overfrakker paa Armen. Det er begyndt at skumre. Et rødligt Solnedgangsskær fylder efterhaanden Scenen.)

PASTOR JOHANSEN (med let jysk Tonefald)
Godaften, Fru Nordby. De undskylder, at vi falder ind til Dem gennem Havelaagen; men Møller var saa højrøstet og kom med saa megen haarrejsende Snak, at Folk vendte sig om efter os paa Gaden.

ADJUNKT MØLLER
Jeg behøver vist ikke at forsvare mig. Det var Pastor Johansen, der af visse Grunde vilde bort fra den toppede Stenbro i Strædet.

64
PASTOR JOHANSEN
De kan tænke Dem, – Møller erklærer sig nu rent ud for overbevist Anarkist. Endogsaa "overbevist". Mindre kan ikke gøre det.

ADJUNKT MØLLER
Pastor Johansen misforstod mig. Jeg fik ikke Lov til at tale ud.

PASTOR JOHANSEN
Kære Møller, det var af pure Menneskekærlighed, jeg afbrød Dem. De kunde let komme til at sige mere, end De som ung Familjefader med tre Børn har Raad til at lade Byens Borgere høre. (Afbryder sig selv, da han opdager OTTO KALL, der har sat sig paa Bænken under det store Kastanietræ.) – Ser man det!

ADJUNKT MØLLER (der gør den samme Opdagelse)
Hm!

FRU NORDBY
Min Bror – Pastor Johansen, Adjunkt Møller.

(Pavse)

PASTOR JOHANSEN
Vi er jo forresten ikke helt fremmede for hinanden, Hr. Kall. Men der er rigtignok løbet en Del Vand i Stranden, siden vi saaes.

65
OTTO KALL (der er bleven siddende)
De maa tage fejl. Jeg kender Dem ikke.

PASTOR JOHANSEN
Aa jo – naar jeg minder Dem om Regensens fjerde Gang, saa husker De mig nok. Karl Johansen.

OTTO KALL
Jeg har kun kendt én Karl Johansen. Men han var Kierkegaardianer og havde svoret, at han aldrig vilde være Præst i en Statskirke.

PASTOR JOHANSEN
Ja, vi har jo allesammen haft vore Børnesygdomme, Hr. Kall. (Vender sig fra ham) Der er de Stakler, der aldrig kommer over dem.

FRU NORDBY (til OTTO KALL)
Det begynder at blive køligt. Du skulde gaa ind paa dit Værelse.

OTTO KALL
Behøves ikke. (Rejser sig) Men jeg vil gaa lidt omkring i Haven for ikke at genere de Mennesker der. (Gaar)

PASTOR JOHANSEN (ser paa sit Ur)
Nu skulde Vognen snart være her. Der blev ringet fra Vejlbygaard, at vi havde at stille her til Afhentning Klokken halvotte.

66
ADJUNKT MØLLER
Undskyld, Pastor Johansen, – har De været Kierkegaardianer?

PASTOR JOHANSEN
Ja jeg har saamænd saa. (Ler støjende) Og det ogsaa af de rigtig højnæsede.

ADJUNKT MØLLER
Ja saa! Men De kaldte den Kierkegaardske Vækkelse for en Sygdom. Det kan De dog vistnok ikke mene.

PASTOR JOHANSEN
Jo, saamænd gør jeg saa. Det var en Feberrasen, en Overspændthed, der stammede fra gammel Usundhed i vort Kirkesamfund. Det har jeg forøvrigt med al ønskelig Klarhed udviklet i vort nye Menighedsblad.

ADJUNKT MØLLER
Jeg maa dog nok have Lov til at paapege –

PASTOR JOHANSEN
Nej, det ved Gud, De ikke maa, lille Møller. For om den Ting er der altsaa sagt, hvad der skal og bør siges. Og nu – Aa, der har vi Jubilaren!

REKTOR (kommer ned fra Verandatrappen; Hilsner og Haandtryk)
Jeg synes, I var saa ivrige.

67
PASTOR JOHANSEN
Det var Møller. Han er altid saa hed i Hovedet. Og nu er han bleven "overbevist" Anarkist. Bare han ikke gaar i Teselskab med Dynamitpatroner i Baglommen.

REKTOREN
Naa, Adjunkt Møller mener det jo aldrig saa slemt.

ADJUNKT MØLLER
Med Rektorens Tilladelse vil jeg gerne have Lov til at spørge Pastor Johansen, om han mener, at vi af den yngre Generation slet ikke kan have Ting at sige, som det er værd at høre paa.

PASTOR JOHANSEN
Jeg begynder sandelig at tvivle om det.

ADJUNKT MØLLER
Men den Gang, De selv var ung? Jeg veed ikke bedre, end at De tværtimod meget kraftigt tog til Orde for Ungdommens Ret.

PASTOR JOHANSEN
Ja. Og derfor kan I andre nu spare jer Ulejligheden. (Med Myndighed) Hvad der skulde gøres for at skaffe frisk Luft og Grøde ind i vort folkelige og kirkelige Liv, er nu gjort. Vi ældre har taget det Arbejde paa os. Og De veed nok: at ville gøre gjort Gerning om igen, er Abekattestreger.

68
REKTOREN
Aa, I to Kamphaner! Vil I værsgo' holde Fred, saalænge I er her.

FRITS (kommer ned fra Verandaen)
Vognen er her!

PASTOR JOHANSEN
Se-se – Kandidaten! Velkommen hjem!
(Hilsner og Haandtryk)

FRU NORDBY (til JOMFRU ANDERSEN, der samtidig kommer tilstede og lægger hende et Køreslag over Skuldrene)
Vil De sætte Hr. Kalls varme Mælk ind paa hans Værelse, naar vi er kørt. Hvordan er den Whiskyflaske kommen herud?

JOMFRU ANDERSEN
Det var Kandidaten, der rekvirerede den.

FRU NORDBY
Det var ubetænksomt af Dem at udlevere den, naar min Bror var til Stede. Det maa ikke ske oftere.

REKTOREN
Saa af sted! Johansen og Møller skal dømmes til at sidde sammen og holde hinanden i Haanden. Det skal være deres Straf for Brud paa Husfreden.
(HERRERNE gaar ud til Vognen bag om Huset)

69
FRU NORDBY
Ragna! Hvor bliver du af? Skynd dig, mit Barn! Vognen venter! – Aa, Jomfru Andersen, gaa ud med Køretæpperne.

(JOMFRU ANDERSEN ud.
RAGNA kommer ned ad Verandatrappen. FRU NORDBY gaar imod hende og retter lidt paa hendes Paaklædning)

FRU NORDBY
Du skulde have taget den anden Hat paa. Den klær dig bedre. Men lad det nu være. (Klapper hende paa Kinden) Og se saa lidt venligt paa din Mor. Jeg vil dog kun dit Bedste.

(Raab udefra)

FRU NORDBY
Nu kommer vi! (Begge ud)

(OTTO KALL kommer frem fra den anden Del af Haven. Han standser et Øjeblik og følger Lyden af den bortdragende Vogn. Sætter sig saa igen paa Bænken under den store Kastanie.
Det sidste Skær af Solnedgangen er nu ved at svinde. Ude over Fjordengene bølger Taager. En blodrød Fuldmaane løfter sig langsomt over Disen derude)

JOMFRU ANDERSEN (kommer tilbage)
Hr. Kalls Aftenmælk er sat ind paa Værelset.

OTTO KALL
Ja, det er vel snart Sengetid for en gammel Invalid. Jeg er ogsaa træt nu. (Rejser sig med Besvær, men maa sætte sig igen) De kommer vist til at hjælpe mig, Jomfru Andersen. Jeg er blevet noget svingelvorn.

70
JOMFRU ANDERSEN
Hr. Kall har ogsaa været saa meget i Luften i Dag. Og Varmen var saa trykkende. Hr. Kall skulde have hvilet sig lidt i Middagstimerne.

OTTO KALL (støttende sig til hendes Arm)
Ja, ser De, jeg faar jo nu snart Tid nok til at hvile ud i. (Standser pludselig paa Vejen til Trappen, løfter Hovedet og lytter med et anspændt Udtryk) Hør! Kan De høre, Jomfru Andersen? Lurtoner i Luften! Hujen og Skrig! … Holla! … Den vilde Jagt!

JOMFRU ANDERSEN
Det er Traner – eller Graagæs maaske. De trækker altid herind over Fjorden ved Høstens Tid.

OTTO KALL (hen for sig)
Min Ungdoms Livmusik!

JOMFRU ANDERSEN
De kalder paa Efteraarsstormene – siger Folk. Det gør saa trist.

OTTO KALL (atter lyttende)
Højt gennem Luften i Natten farer
et Tog af skummende sorte Heste.
I Stormgang drager de vilde Skarer,
de har ikkun Skyer til Fodefæste.

71 Det gjaller fra Lurer; der høres en Støj
af Bjælder og ringlende Ridetøj.
Vandreren kaster sig ræd paa Vejen.
Hør, dette Gny! Det er Asgaardsreien.

Et gammelt Digt, Jomfru Andersen! Om de fredløse Sjæle, de evig Fordømte, der jager gennem Natten, fordi de ikke kan finde Ro i Graven. Hør igen! De skriger deroppe. De kalder. (Med opløftet Stok) Javel! Jeg kommer! Jeg kommer snart.
(Stavrer videre mod Trappen ved den andens Arm)

[gå frem]