Asgaardsreien
Et Forspil
Anden Udgave
PERSONERNE:
REKTOR NORDBY.
KLARA, hans Hustru, født Kall.
FRITS, deres Børn.
RAGNA, deres Børn.
OTTO KALL, Journalist og Forfatter.
ETATSRAAD GRUNNERT til Vejlbygaard.
ETATSRAADINDEN.
HARALD GRUNNERT, deres Søn.
PASTOR JOHANSEN.
ADJUNKT MØLLER.
JOMFRU ANDERSEN, i Rektorens Hus.
7
FØRSTE AKT
(Dagligstue hos REKTOR NORDBY. Sommer. Aaben Verandadør i Baggrunden. Tidlig Formiddag i en østjysk Købstad.)
RAGNA (Rektorens nittenaarige Datter sidder i en Lænestol med Haanden under Kinden. Løfter pludselig Hovedet ved Lyden af Aareslag fra Aaløbet udenfor Haven. Rejser sig og gaar langsomt til Verandadøren)
Hvad siger du? … Ja, Mor er hjemme… Vil du tale med hende? … For tidligt? … Naa, kom du bare.
FRU NORDBY (i Spisestuedøren tilvenstre, strengt)
Ragna! Hvem taler du med?
RAGNA
Det er Harald Grunnert.
FRU NORDBY (i forandret Tone)
Aa, er det Harald! Han kommer vel herind?
8
RAGNA
Ja, han fortøjer da Baaden. Han har vist noget at tale med dig om. Han spurgte udtrykkeligt, om du var hjemme.
(HARALD GRUNNERT – en smuk, solbrun ung Mand – kommer ind fra Verandaen i en lys Flonels Morgendragt)
FRU NORDBY
Godmorgen, Hr. Viking! Eller Goddag skal man vel i Grunden sige. For De har velsagtens været oppe med Lærkerne og har allerede hilst paa alle Vejlbygaards Marker. Og nu har De været tilsøs og faaet Dem et friskt Fjordbad, ikke sandt?
HARALD GRUNNERT
Det sidste er i hvert Fald rigtigt.
FRU NORDBY (rækker ham Haanden)
Ja, saadan skal det være!… Sæt Dem nu ned. Hvordan staar det til hjemme?
HARALD GRUNNERT
Jeg har mange hjertelige Hilsener fra Mor. Hun var saa ked af, at hun gik Glip af Rektorens Foredrag forleden ved Skovfesten. Men hun blev syg og maatte gaa i Seng.
9
FRU NORDBY
Er det noget alvorligt?
HARALD GRUNNERT
Det er den gamle Historie fra ifjor. Men nu er hun igen oppe. Jeg tænker forresten, at det nu endelig bliver til noget med den Baderejse, der har været talt om saa længe. Mor vil absolut afsted.
FRU NORDBY
Og Deres Far?
HARALD GRUNNERT
Ja, det har jo hele Tiden været Vanskeligheden. Far kan saa daarligt slippe Forestillingen om sin Uundværlighed herhjemme. Men nu er han da endelig gaaet ind paa at gøre Mor Følgeskab. Jeg skal forresten hilse fra ham ogsaa. I Grunden kommer jeg som hans Ambassadør. Far bad mig om at forhøre, hvornaar det vilde være Dem belejligt at modtage ham. Det skulde gerne være en af de nærmeste Dage. Og helst paa en Tid, da Rektoren ikke var hjemme.
FRU NORDBY
Det lyder jo næsten foruroligende. Hvad kan det dog være for store Hemmeligheder, siden Deres Far kun vil betro mig dem i Enrum?
10
RAGNA (der gaar omkring i Stuen)
Aa, Mor! At du vil lade saa uskyldig! Det er naturligvis noget med Fars Jubilæum. Du veed jo godt, hele Byen snakker om det.
FRU NORDBY
Jeg har jo nok hørt en lille Fugl kvidre lidt. Men jeg kan da ikke tænke mig, at det er i den Anledning, Deres Far –
HARALD GRUNNERT
Jeg tror nok, det er i den Anledning. Men jeg veed forresten ikke noget.
RAGNA
Der er saamænd ingen Grund til at være saa hemmelighedsfuld. Vi veed Besked om det altsammen. Baade om Festmiddagen og Teservicet og Ungdomsforeningens Fakkeltog.
FRU NORDBY (irettesættende)
Ragna!
(Fra Spisestuen kommer OTTO KALL – en 55-aarig, forkommen og gusten Skikkelse – der bevæger sig med Besvær ved Hjælp af en Stok. Hans Tilsynekomst fremkalder et Øjebliks forlegen Tavshed)
FRU NORDBY
Min Broder – Hr. Grunnert, Vejlbygaard.
11
OTTO KALL
Undskyld, jeg vidste ikke, her var Fremmede. (Til Søsteren) Pigen vilde gerne gøre i Stand i mit Værelse.
FRU NORDBY
Du skulde sætte dig lidt ud i Haven saalænge. Henne i Skyggen under den store Kastanie staar der en Bænk.
OTTO KALL (gaar med en tavs Hilsen ud gennem Verandaen)
FRU NORDBY
Hvad var det nu, vi talte om?
HARALD GRUNNERT
Maa jeg først have Lov til at gøre Dem et Spørgsmaal, Fru Nordby. Var det maaske Hr. Kall, der kom her til Byen i Gaar sammen med Frits?
FRU NORDBY
Har De talt med Frits?
HARALD GRUNNERT
Nej, men Forvalteren var i Aftes nede ved Havnen, da Københavnsdamperen kom. Han fortalte, at Frits var med og havde fulgt en fremmed Herre fraborde. Jeg har spekuleret 12
paa, hvem den Herre kunde være. Men det var altsaa – Hr. Otto Kall.
FRU NORDBY
Ja, det vil vel nok vække nogen Forbavselse her i Byen.
HARALD GRUNNERT
Hr. Kall er syg?
FRU NORDBY
Uhjælpelig nedbrudt – ja. Og vi er jo nærmest til at tage os af ham.
HARALD GRUNNERT
Og Rektoren var selv nede ved Bryggen og tage imod.
FRU NORDBY
Saa det veed De ogsaa. – Men lad os ikke komme ind paa det triste Emne. Hvor er i Grunden Frits? Veed du det ikke, Ragna?
RAGNA (staar ved Vinduet, hvorfra hun med Øjnene følger Onkelen ned gennem Haven)
Nej! Jeg har ikke set ham.
FRU NORDBY
Mon han er gaaet ud?
13
RAGNA
Jeg aner det ikke.
HARALD GRUNNERT
Saavidt jeg husker, laa Deres Baad ikke ved Trappen.
FRU NORDBY
Saa er han allerede ude med sine Fiskesnører. Han er ganske barnlig henrykt over sin Ferie, den kære Dreng. – Naa, men det har da sikkert holdt haardt for Dem at overbevise Deres Far om, at Vejlbygaard ikke behøver at styrte sammen, fordi han rejser bort og overlader Dem Styret en lille Tid.
HARALD GRUNNERT
Naa – hvad Tiden angaar, saa maa der denne Gang regnes med lidt mere end Uger.
FRU NORDBY
Hvordan mener De, Harald? De smiler saa underfundig.
HARALD GRUNNERT (rejser sig og bukker)
Maa jeg have Lov til at forestille mig. Harald Grunnert – fra 1ste Oktober Medejer af Vejlbygaard og eneste Myndighed paa Gaarden.
14
FRU NORDBY
Er det sandt? Det er virkelig sket?
HARALD GRUNNERT (sætter sig igen – med et Blik til RAGNA)
Ja. Igaar naaede Far og jeg til Enighed. Egenlig har jeg ikke Lov til at fortælle det endnu. Men De bringer det jo ikke videre. Det er ogsaa en uendelig lang Historie. Men Far har altsaa indset, at vi er for forskellige til, at vi kan arbejde sammen. Han og Mor flytter nu til København.
FRU NORDBY (rækker ham Haanden over Bordet, som de begge sidder ved)
Til Lykke, Harald Grunnert! – I Grunden er jeg slet ikke overrasket. Da De før kom ind, tænkte jeg ved mig selv, at der vist var hændet Dem noget glædeligt. De formelig straalede, Harald! – Hvordan tager Deres kære Far det?
HARALD GRUNNERT
Aa jo, bedre end jeg havde tænkt mig. Tiden har lært ham at resignere – siger han selv. Foreløbig følger han altsaa Mor ned til Wiesbaden, og mens de er borte, skal Møblerne flyttes til København.
FRU NORDBY
Ja ja. Han kommer nok over det. Vi sætter 15 allesammen saa megen Pris paa Deres Far. Saa haardt han end i sin Tid stod min Mand imod, vi har dog altid erkendt, at han handlede efter sin bedste Overbevisning.
HARALD GRUNNERT
Jeg er glad ved, at De siger det, Fru Nordby. For nu føler jeg godt, at jeg undertiden har bedømt Far lidt uretfærdigt. Baade han og Bedstefar blev opdraget med den Forestilling, at de som Ejere af Vejlbygaard var Byens fødte Formyndere. Det maa tjene ham til Undskyldning.
FRU NORDBY
Ja, der skal heller ikke rippes op i de gamle Tvistigheder. Deres Far har jo nu erkendt sit Fejlsyn paa min Mand og hans Gerning her i Byen og omkring i Folket. (Rejser sig.) Og nu maa De tilgive mig, kære Harald, at jeg betænker mine husmoderlige Pligter. Bliver De her ikke til Frokost?
HARALD GRUNNERT
Tak, ikke i Dag. Jeg ventes hjemme.
FRU NORDBY
Saa hils Deres Forældre. Sig til Deres Far, at dersom han absolut vil træffe mig alene, sker det bedst paa denne Tid. Min Mand gaar da 16 gerne sin Formiddagstur. Tror De, den Tid vil passe Deres Far?
HARALD GRUNNERT
Sikkert. Far kører endnu hver Formiddag her ind til Byen. Det er saadan en gammel Vane, han ikke kan lægge af. Han kigger saa inden for i Banken og i Aktiebryggeriet – begge Steder sidder han endnu i Bestyrelsen.
FRU NORDBY
Bliv nu i det mindste til Frits kommer. Jeg veed, han længes efter Dem, og han maa straks være her. (Gaar ud.)
HARALD GRUNNERT
Du siger ikke noget, Ragna. (Stilhed.) Faar jeg ikke en Gang en Lykønskning?
RAGNA
Jo, naturligvis. Til Lykke!
HARALD GRUNNERT
Og saa?
RAGNA
Hvad mener du?
HARALD GRUNNERT
Det veed du godt. Jeg har jo dit Løfte.
17
RAGNA
Hvad er det for et Løfte?
HARALD GRUNNERT
Behøver jeg virkelig at minde dig om den Aften i Maj – Mors Fødselsdag – da jeg fulgte dig hjem gennem Skoven. Du sagde den Gang, at du ikke kunde lide lange Forlovelser. Vi skulde blive ved at være gode Kammerater, indtil vi kunde gifte os. Efter den Dag var det, jeg for Alvor tog Kampen op med Far. Og nu, Ragna, kan jeg endelig byde dig Hus og Hjem og bede dig om at blive min Hustru.
RAGNA (efter en Kamp)
Jeg kan ikke, Harald. Ikke nu – det maa vente.
HARALD GRUNNERT
Igen vente. – Hvad er det, du gaar og gemmer paa, Ragna? Du har jo aldrig været nem at blive klog paa, og i den sidste Tid har du ligefrem undgaaet mig. (Træder hende nærmere og dæmper Stemmen.) Sig det rent ud. Er der en anden, du holder af?
RAGNA (ryster paa Hovedet)
HARALD GRUNNERT
Men hvad i Himlens Navn er det da? – Du veed, jeg har holdt af dig fra du var en lille 18 Stump, der sad derinde bag Spisestuevinduet og kiggede ned til os Drenge paa Legepladsen. Al den Snak, jeg hørte, da jeg kom hjem fra min Englandsrejse og Byen var fuld af Sladder om dig, lo jeg af. Og det har du en Gang takket mig for. Men nu veed jeg snart ikke, hvad jeg skal tænke. Da jeg i Aftes havde faaet Fars bindende Tilsagn, maatte jeg gøre Vold paa mig for ikke straks at tage herind og fortælle dig Nyheden. Og nu staar du her og taler til mig som til et fremmed Menneske. Er det da noget, jeg har drømt, at du den Nat i Skoven – den store, herlige Maaneskinsnat, som jeg veed, du ikke kan have glemt – er det en Indbildning, at du sad paa mit Skød og kaldte mig din eneste Ven? Er det en Drøm, Ragna, at vi oplevede Eventyret i hinandens Arme?
(Pause)
RAGNA
Harald! Jeg tror nok, det skal blive saadan, som du ønsker det. Men hvorfor netop nu? Lad os i det mindste først faa Fars Jubilæum vel overstaaet.
HARALD GRUNNERT
Du er dog altid fuld af Underligheder. Hvad er det egenlig, du har imod de Jubilæumsfestligheder. Synes du dog ikke, din Far fortjener, at 19 der gøres Ære af ham, – han, som har betydet saa meget for os allesammen.
RAGNA
Det er ikke det. Men jeg vil ikke, det skal se ud, som om den Forlovelse hørte med til Festarrangementet. Jeg er vel ogsaa selv et Menneske, ikke bare – Rektor Nordbys Datter.
HARALD GRUNNERT
Naar du vil det, saa – naturligvis. Men jeg synes jo ellers, at Tidspunktet ikke kunde være mere passende valgt. Netop nu, da Striden mellem vore Familjer er bleven lykkelig udjævnet, vilde Freden da ikke kunne faa en smukkere Besegling.
RAGNA
Ja, dér ser du igen! Saa forskelligt føler vi! – Men nu maa du helst gaa. Der kommer nogen.
FRITS (Husets Søn, kommer ind med en Buket hvide Aakander i Haanden)
Haraldus! Gamle Ven!
HARALD GRUNNERT
Velkommen hjem! – Men du undskylder nok. Jeg maa gaa.
20
FRITS
Nej, bi dog!
HARALD GRUNNERT
Vi ser dig vel snart paa Vejlbygaard. (Ud.)
FRITS (skotter til RAGNA og trækker vemodigt paa Skuldren)
Har du nu igen været ubehagelig mod Harald. Du spiller højt Spil.
RAGNA
Bland dig ikke i mine Sager.
FRITS
Jeg begriber dig ikke, Ragna. Harald er dog Verdens prægtigste Menneske. – Naa! Ser du,
hvad jeg har her? (Viser Buketten og anbringer den i en Skaal paa Midterbordet.) Er de ikke vidunderlige?
O, Lotus! Lotus!
Uskyldsdrømme! Jomfrusjæl!
Jeg kan forresten hilse dig fra en af dine Veninder. En Brunette. Hvide Sko. Græsgrønt Livbaand. Henrivende Figur. Gæt saa!
RAGNA
Det er velsagtens Charlotte Holm.
FRITS
Truffet! Jeg fangede et Glimt af hende, da 21 jeg roede forbi Apotekerhaven. Kan du ikke invitere hende til en Cykeltur i Eftermiddag?
RAGNA (bladende i en Bog)
Vi omgaaes ikke mere.
FRITS
Ja saa! Er det nu ogsaa forbi! Hvormange af dine Veninder har du i Grunden tilbage?
RAGNA
Ingen.
FRITS
Og du savner dem ikke?
RAGNA
Nej.
FRITS
Du er dig selv nok – ligesom Troldene. Ja ja! – Hvad er det, du læser?
RAGNA (lægger Bogen bort)
Jeg læser ikke.
FRITS (betragter hende en Stund med det samme bedrøvede Blik som før, ryster derefter opgivende paa Hovedet og tager sin Hat)
Dersom Mor spørger efter mig, sidder jeg nede i Haven. (Gaar ud gennem Verandaen, men kommer 22 hurtigt tilbage.) Nej – nu er det snart for lystigt! Sidder han ikke og breder sig derude paa Bænken under Kastanjen, som om han ejede det hele!
RAGNA
Er det Onkel, du taler om?
FRITS
Ja, hvem ellers!
RAGNA
Det var Mor, der viste ham ud af Stuen før, da Harald var her.
FRITS
Ja, veed du hvad, han pynter heller ikke. Du kan tro, vi vakte Opsigt i Gaar paa Damperen. Han sad ogsaa der saa ugenert med sin gamle Bulehat og en gruelig Kavaj. Far stiller undertiden lovlig store Fordringer til sine Medmennesker. Næste Gang han faar i Sinde at optræde som barmhjertig Samaritan, vil jeg bede mig fritaget for at spille Muldyrets Rolle.
RAGNA
Du skulde skamme dig ved at tale paa den Maade om et dødssygt Menneske.
FRITS
Du veed maaske ikke, at vor gode Onkel aldrig selv tog noget Hensyn. Da han endnu 23 havde Tænder at bide med, gjorde han sig en ondskabsfuld Fornøjelse af at fare vore mest ansete og fortjenstfulde Mænd i Benene.
RAGNA
Han har velsagtens ment, at de ikke var for kønne til det.
FRITS
Hør, Ragna, – jeg finder det mere end ejendommeligt, at du vil forsvare en gammel Skandalmager, der har været Far og Mor til saa megen Sorg og Skam, – og det lige efter, at du har været ubehagelig mod Harald, der altid var Husets gode Ven og – det tør jeg nok sige – din egen taalmodige Ridder.
RAGNA
Mine Ting skal du ikke tage dig af.
FRITS
Det føler jeg mig alligevel i visse Tilfælde beføjet til. Du er nu engang min Søster, og du skal vide, at du er paa gode Veje til at blive en Fabel her i Byen. Du skulde ikke glemme, at du allerede er – en Dame med en Fortid.
RAGNA (imod ham – ubehersket)
Jeg siger dig – jeg taaler ikke dine Uforskammetheder!
24
FRITS (forbløffet)
Hvad gaar der af dig? Er du gaaet fra Forstanden?
FRU NORDBY (kommer fra Spisestuen)
Hvad er her paa Færde?
FRITS
Det er Ragna, der spiller Melodrama.
RAGNA
Det er Frits, der er modbydelig.
FRU NORDBY
(Til RAGNA.) Du er dog ogsaa… Altid skal du stifte Ufred. Stille! Det ringer! (Efter en Pavse kommer JOMFRU ANDERSEN fra Forstuen med et Visitkort.) Det er Etatsraaden. (Til RAGNA.) Gaa ud og gør Lamperne i Stand og lad ham ikke se dit mugne Ansigt. Vil du tage imod ham, Frits, mens jeg gaar ind og skifter Forklæde.
(Straks efter at FRU NORDBY og RAGNA er gaaet ud, aabner JOMFRU ANDERSEN Døren fra Forstuen. ETATSRAAD GRUNNERT kommer ind med Hat og Handsker i Haanden)
ETATSRAADEN
Se-se! Husets Søn er kommen hjem! Frisk og sund som altid! Arbejdet i Kancelliet tærer ikke paa Dem.
25
FRITS
Vi slider dog frygteligt i det, Hr. Etatsraad.
ETATSRAADEN
Ja Tak. Jeg kender Rumlen. Men sig mig, kære Ven (tager ham nysgerrig i Frakkeopslaget) hvem er den fremmede Mand, der sidder ude i Haven? Jeg kunde se ham fra Vejen. Han er ikke her fra Byen.
FRITS
Det er min Onkel.
ETATSRAADEN
Onkel?
FRITS
Min Morbror. Etatsraaden veed vist, at Mor har en Bror.
ETATSRAADEN
Morbror? Vent lidt!… Literaten? Publicisten ?
FRITS
Ja.
ETATSRAADEN
Men Gudbevares! Hvordan kommer han her? (Vender sig mod FRU NORDBY, der i det samme kommer tilbage fra Spisestuen) De tilgiver mig, kære Frue, at jeg indfinder mig paa en saa upassende Tid af Dagen. Men jeg maa forklare Dem Sagen. Jeg 26 opholdt mig tilfældigvis inde i Banken, da jeg saae, at Rektoren gik ind til Barbér Jensen overfor. Jeg tænkte saa, at nu var det maaske en belejlig Stund for den lille Konference, som min Søn vistnok har talt til Dem om.
FRITS
Statshemmeligheder med andre Ord, – jeg trækker mig diskret tilbage.
ETATSRAADEN (nikker til ham)
Vi ser Dem vel paa Vejlbygaard? Altid velkommen! (Efter at FRITS er gaaet, og FRU NORDBY har anvist Plads.) En højst indtagende ung Mand. Hvordan er det? Det er i Finansministeriet, Deres Søn har Ansættelse?
FRU NORDBY
I Indenrigsministeriet.
ETATSRAADEN
Aa, Departementschef Plum! Min gamle Ven fra Studenteraarene! Dersom De vil tillade det, skal det være mig særdeles kært at bringe Deres Søn i Erindring hos ham. Avancementet i den røde Bygning bliver jo let en Sneglevandring.
FRU NORDBY
Det er meget venligt af Dem, Etatsraad 27 Grunnert. Men Frits er i Forvejen Gudskelov vel anskreven hos sine Foresatte.
ETATSRAADEN
Gudbevares! Selvfølgelig! – Naa, men jeg tør ikke opholde Dem og skal derfor straks tillade mig at rykke frem med mit Ærinde. Det vil vistnok ikke forundre Dem, at det er i Anledning af Deres Mands forestaaende Embedsjubilæum, jeg kommer til Dem. De vil sikkert forstaa, kære Frue, at ogsaa jeg føler Trang til ved denne celebre Lejlighed at bevise Rektoren min Højagtelse.
FRU NORDBY (tier)
ETATSRAADEN
Jeg har sagt det før. Havde jeg paa et tidligere Tidspunkt lært Dem og Deres Mand at kende, kunde megen beklagelig discordance være undgaaet. Den selskabelige Omgang gør saa meget.
FRU NORDBY
Tiden og Udviklingen har vel ogsaa gjort sit.
ETATSRAADEN
Jeg vilde netop sige det. For at dømme os Mænd af l'ancien régime helt retfærdigt maa man ikke glemme Tidsforholdene. Da Deres 28 Mand for 25 Aar siden kom her til Byen som konstitueret Adjunkt, gennemgik vort Land en yderst alvorlig politisk Krise. Jeg tør maaske erindre om, hvorledes oprørske Elementer rejste Hovedet endogsaa indenfor Studenterverdenens Ungdom, ja indenfor selve Universitetets Mure. (Afbryder sig selv.) À propos. Jeg hører til min Overraskelse, at Deres … Deres Slægtning, Publicisten, er her hos Dem.
FRU NORDBY
Ja, min Broder kom hertil i Gaar sammen med Frits.
ETATSRAADEN
Men hvorledes skal jeg forklare mig –
FRU NORDBY
Min Broder er syg. Uhelbredeligt nedbrudt paa Sjæl og Legeme. Og der er ingen andre, der kan tage sig af ham.
ETATSRAADEN
Saa er Deres Hr. Broder ikke gift. Det forekommer mig dog, jeg har hørt – med en Skuespillerinde… en Variétédame.
FRU NORDBY
Gift og skilt; gift igen og skilt igen, – saadan leves der jo i de Kredse.
29
ETATSRAADEN
Og der er maaske ingen Børn?
FRU NORDBY
Nej, Gudskelov, Børn har han aldrig haft. Nu bliver han vel her hos os, indtil vi lægger ham i Graven.
ETATSRAADEN
Ak ja, saadan gaar det. Naar Uvejret er ovre, driver Vragene paa Land. Vi maa være Forsynet taknemlig, fordi større Ulykker dog blev afværget for vort kære Fædreland. Og – som jeg tidligere har udtalt det – jeg erkender beredvilligt de Fortjenester, Deres Mand har indlagt sig ved i Tale og Skrift at bidrage til at standse de værste Udskejelser. Det skulde derfor være mig særdeles kært, om jeg ved den forestaaende Højtidelighed kunde yde mit beskedne Bidrag til Dagens Hæder. Som De veed, er Hofchefen min nære Slægtning. Jeg skulde med Glæde gøre ham opmærksom paa Dagen og henstille til ham at skaffe Deres Mand en velfortjent Udmærkelse.
FRU NORDBY
Hvor er det elskværdigt tænkt af Dem! Men jeg veed, at der fra anden Side er gjort min Mand et ganske lignende Tilbud, og at 30 han bestemt har afslaaet det. Min Mand ønsker ikke at blive dekoreret.
ETATSRAADEN (forlegen)
Ja saa!
FRU NORDBY
Men der hører jeg ham komme. Saa kan De jo spørge ham selv.
ETATSRAADEN
Nej, for Guds Skyld, kære Frue! For Guds Skyld!
REKTOREN (ind fra Forstuen)
Nej, hvor morsomt! Jeg kommer netop ude fra Deres egne Marker, Etatsraad Grunnert.
ETATSRAADEN
Det gør De nu ikke, Rektor Nordby. De kommer fra Barbér Jensen.
REKTOREN
Ja, De veed jo alting. Man maa færdes om Natten og være sort som en Skorstensfejer for at undgaa Deres Politiøjne. – Men jeg kommer altsaa ude fra Teglgaardsstien. Jeg fulgte det gamle Hvidtjørnshegn og kom op til Generalstabsmærket paa Bakken. Det var et Syn! Til alle Sider laa Landet under mig som en eneste 31 bølgende og bugnende Kornmark. En saadan Frodighed har jeg aldrig set Mage til. – Læg Mærke til, hvad jeg her siger, Etatsraad Grunnert! Det bliver et Høstaar, som der vil gaa Sagn af.
ETATSRAADEN
Undskyld – jeg stod just i Begreb med at gaa. Min Vogn venter ved Hotellet. Men jeg maa ikke glemme at bringe en Hilsen fra min Kone. Det skulde glæde baade hende og mig – for ikke at tale om vor Søn – om De og Deres Ungdom vilde se ud til os en Aften i denne skønne Tid. F. Eks. i Morgen. Saa har vi netop Fuldmaane.
REKTOREN
Hvad siger du, Klara?
FRU NORDBY
Jo Tak. Vi kommer gerne.
ETATSRAADEN
Ganske en famille. Højst med et Par fælles Bekendte.
REKTOREN
Det passer os netop bedst. (Følger ETATSRAADEN ud, men kommer straks tilbage.) En sær Mand! Og en underlig Tid at vælge til Besøg. Havde han noget særligt paa Hjerte?
32
FRU NORDBY
Naa – det var vist mere Leveren end Hjertet, han trængte til at faa lettet. Jeg har sagt dig det længe. Da han ikke mere kan komme os tillivs paa anden Maade, prøver han paa at ydmyge os med Velgerninger. Veed du, hvad hans Ærinde var? Han tilbød at skaffe dig Ridderkorset gennem sin Fætter Hofchefen.
REKTOREN
Stakkels Mand! Han kan slet ikke faa ind i sit Hoved, at den gamle Tid og dens Daarskaber virkelig er forbi. Jeg har ondt af ham.
FRU NORDBY
Sæt dig nu ned, min Ven. For jeg har nyt at fortælle.
REKTOREN
Sig mig først, hvor er din Bror? Har du set ham i Dag?
FRU NORDBY
Jeg lod ham sætte sig ned i Haven, mens der blev gjort i Stand i hans Værelse.
REKTOREN (gaar til Vinduet)
Ja, der sidder han henne paa Bænken. – Jeg har naturligvis ogsaa haft ham i Tankerne paa min Spadseretur i Dag. Aa, du – jeg kan ikke 33 komme mig af min Forfærdelse. At det virkelig er Otto! – Kom lidt herhen! – Se, hvor stille han sidder! Hænderne paa Stokkehaandtaget. Øjnene lukkede. Tænk, hvad for Billeder der maa glide gennem hans Sind, naar han sidder saadan for sig selv og tænker tilbage paa sit Liv. Kaféuhygge, Nattesværmen, Redaktionskontorernes Smuds –
FRU NORDBY
Fængselscellen.
REKTOREN
Ja – Fængslet ogsaa! Aa, Klara, nu vil vi gøre alt, hvad der staar i vor Magt, for at der kan falde lidt Fred over hans sidste Dage. Og her maa ogsaa Børnene hjælpe. Ragna f. Eks. Hun gaar saa ørkesløs omkring. Jeg lagde Mærke til, at hans Syn var svagt. Ragna kan jo læse højt for ham en Gang imellem, at Tiden ikke skal falde ham for lang.
FRU NORDBY
Lad os nu først se, om Otto virkelig har forandret sig. Jeg har mine Tvivl. Jeg undrede mig jo over, at han saa villigt tog mod din Indbydelse. Der var ogsaa noget i hans Tone i Aftes, der ikke huede mig.
34
REKTOREN
Han var træt efter Rejsen. Saadan forklarede jeg mig hans Væsen. Lad ham nu først falde til Ro her hos os.
FRU NORDBY
Jeg vil dog advare dig, Jørgen. Jeg kender ham jo bedre end du. Jeg er bange for, at han har ondt i Sinde.
REKTOREN
Men kære Klara, hvor kan du komme paa de Tanker om en saadan Stakkel. Lad os glemme, hvem han var. Vildskaben i hans Sind har Livet grundig stækket nu.
FRU NORDBY
Men ikke Forhærdelsen. Ikke Glæden ved at gøre ondt. Han er af Kains Slægt, som min Mor altid sagde om ham. Forbandelsens Mærke sidder ham uudslettelig i Panden. Jeg har set det!
REKTOREN
Klara! Klara!
FRU NORDBY
Ja ja; det var jo heller ikke om ham, vi skulde tale. Nu er han her en Gang, og vi maa tage Følgerne. – Sig mig, lagde du Mærke til, at Etatsraaden blev saa løjerlig fraværende før, 35 da du talte om de gode Høstudsigter i Aar? Harald har nemlig ogsaa været her i Formiddag, og han fortalte mig – som en Hemmelighed forresten – at Etatsraaden nu er gaaet ind paa at flytte fra Gaarden og overlade ham Bedriften helt og holdent.
REKTOREN
Tænk! Saa er det nu sket! Ja, nu gror det dejligt op omkring os allevegne. Med det gamle Herrevælde paa Vejlbygaard falder Fortidens sidste Skanse her paa Egnen. Den Dag, Harald tager Styret derude, vil Middelalderen ikke have andet end Musehuller at skjule sig i.
FRU NORDBY
Ogsaa paa Ragnas Vegne har vi jo Lov til at glæde os. For nu afhænger det vist kun af hende selv, hvornaar hun skal blive Frue paa Vejlbygaard.
REKTOREN
Kære Ven; som jeg før har sagt: den Sag lægger vi – ganske stille – i Forsynets Hænder.
FRU NORDBY
Alligevel, Jørgen. Vi maa en Gang tale rent ud om det Forhold. Ser du, jeg er overbevist om, at Harald allerede har friet. Men du kender 36 Ragna. Hun har en sygelig Tilbøjelighed til at gøre netop det modsatte af, hvad hun veed er rigtigt.
REKTOREN (pinlig berørt)
Ja, hun har et sært – et vanskeligt Sind.
FRU NORDBY
Det er af Trods, hun behandler Harald som hun gør. Hun veed godt, at baade du og jeg vilde blive glade for den Forbindelse. Derfor stritter hun imod. Men det gaar dog virkelig ikke an, at hun af Egensindighed staar sin Livslykke i Vejen.
REKTOREN
Klara! Vi har ingen Ret til at blande os i de unges Forhold. Maaske holder Ragna ikke tilstrækkeligt af Harald til at kunne gifte sig med ham.
FRU NORDBY
Kære, jeg har da Øjne i Hovedet – hun elsker Harald.
REKTOREN
Men saa begriber jeg virkelig ikke –
FRU NORDBY
Nej, det gør du ikke. Det er jo Ulykken med dig, at du altid kun ser, hvad du vil se. – Men 37 du kan stole paa, at det forholder sig, som jeg siger. Og én Ting til. Det er paa Tide, at Ragna bliver gift. Hun er ikke saa kold, som hun lader. Hun er nu i den Alder, da Kvindens Driftsliv vaagner i al sin forfærdelige Styrke, – og vi skulde jo ikke saa gerne risikere en Gentagelse af hendes gamle, dumme Affære. Hvad man til Nød kan smile af hos en femtenaarig, tilgiver man ikke den, der er fyldt de nitten. Kan du huske den Dag, da Ragna blev født? Ingen Mor i Verden har været lykkeligere end jeg, da jeg laa med min lille Pige i Armen. Det var mit inderligste Ønske, min mest brændende Bøn, jeg her fik opfyldt. Og nu ligger jeg Nat efter Nat søvnløs for Ragnas Skyld. Undertiden er jeg virkelig bange for hendes Forstand. Jeg siger dig, Jørgen – jeg faar ikke Ro i mit Sind, før jeg ser det usalige Barn trygt forvaret i et godt Ægteskab. Med Harald eller en anden, – blot jeg veed hende lykkelig og i Sikkerhed.
REKTOREN
Jeg lover dig, min Ven, jeg skal ved Lejlighed tale med Ragna. Jeg skal forsøge paa –
FRU NORDBY
Hys! Der kommer Otto. Lad ham ingenting høre. Jeg gaar min Vej. Jeg kan endnu ikke 38 overvinde mig til at tale med ham. (Gaar ud gennem Spisestuedøren.)
OTTO KALL (kommer op ad Verandatrappen)
REKTOREN (gaar ham i Møde)
Stands et Øjeblik i Døren og vend dig om. – Er det ikke et mageløst Syn? Derude gaar Fjorden ind. Du kan maaske skimte en Sejler ude i Soldisen. Her fra den anden Side kommer Aaen og bugter sig gennem Byen som et stort S. Den smukke Herregaard derovre ved Skoven er Vejlbygaard, og den store røde Bygning her tilhøjre er vort nye Alderdomshjem. Den anden – den hvide med Trappegavlene – er Børneasyl og Vuggestue. De to Institutioners Oprettelse tror jeg nok, jeg tør tilskrive mig lidt af Æren for.
OTTO KALL
Jeg veed det. Der var et Par Herrer ombord paa Damperen i Gaar, der talte om det.
(Gaar ind i Stuen og lader sig falde ned i en Lænestol.) Saa tænker du vel heller ikke paa at gøre Forandring. Du bliver sagtens her, siden du befinder dig saa vel.
REKTOREN
Ja. Saadan gaar det os Mennesker. Umærkeligt knyttes vi med et Spind af gyldne Traade 39 til den Plet, hvor vi nedlægger vor Manddomsgerning.
OTTO KALL
Og Tilfredsheden er nok gensidig. Din Søn fortalte mig i Gaar, at der forberedes store Festligheder her i Byen i Anledning af dit Jubilæum.
REKTOREN
Ja vist! Ja vist!
OTTO KALL
Han talte endogsaa om et Fakkeltog.
REKTOREN
Ja, jeg har jo selv hørt lidt om det.
OTTO KALL
Og et stort Festmaaltid.
REKTOREN
Ja, ja! Det var umuligt at slippe!
OTTO KALL
Ja, Tilværelsen har unægtelig artet sig ret forskellig for os to.
REKTOREN
Naa, det skal vi nu ikke tale om. Du vil jo nu i Fremtiden dele ondt og godt med os, kære Otto, og betragte vort Hjem som dit eget. Det 40 er, hvad baade Klara og jeg oprigtig har ønsket.
OTTO KALL (tier)
(Fra Spisestuen kommer RAGNA med en højfodet Lampe, som hun anbringer paa et af Bordene)
REKTOREN
Har du sagt Godmorgen til Onkel, Ragna?
RAGNA
Ja.
REKTOREN
Hvor er Frits?
RAGNA
Han ligger nede i Baaden og læser. Skal jeg kalde paa ham?
REKTOREN
Aa, nej – lad det være.
(RAGNA ud)
OTTO KALL
Det er en smuk Datter, I har.
REKTOREN
Ja, hun har sin Mors kønne, mørke Øjne. Er ogsaa sund og velvoksen, maaske endda lidt for bastant for sin Alder. – Men for at komme tilbage til, hvad vi talte om. Du maa sandelig ikke tro, at disse 25 Aar her i Byen har været 41 lutter Fryd og Gammen for din Søster og mig. Til at begynde med mødte jeg en virkelig ondartet Modstand. Det gik saa vidt, at man fra en vis Side gjorde Forsøg paa at faa mig afsat som Oprører og Ungdomsforfører.
OTTO KALL (ler)
Tænk, at man har miskendt dig saa latterligt!
REKTOREN
Naa – alt det ligger nu bag os som en grim Drøm. Jeg tror, det kan siges uden Pral, at vor Egn nu tælles blandt de vaagneste i det nyskabte Danmark. Vort Skolevæsen, vor Fattigforsørgelse, vore Arbejderinstitutioner er bleven genfødt i Tidens Aand. Og nu har vi her i Byen ogsaa faaet en virkelig frisindet Præst med en sund og human Kristendomsopfattelse, – det er sandt, du kender ham jo. Karl Johansen. Han har gjort sig overordentlig afholdt allerede.
OTTO KALL
Jeg har set, at han er bleven Præst.
REKTOREN
Vi maatte saamænd i Deputation over til Ministeren for at faa ham. Han har jo, som du maaske veed, udtalt sig med stor Frimodighed 42 mod den ortodokse Opfattelse af Himmelfarten, hvad der hos visse meget højtstaaende Personer blev taget ham unaadigt op. – Men du har vel forresten ikke fulgt Striden om det Spørgsmaal.
OTTO KALL
Emnet er mig dog ikke fremmed. For en lille Menneskealder siden skrev jeg selv en Række Artikler om det i salig "Lyset".
REKTOREN (pinlig berørt)
Ja, nu du siger det, saa –
OTTO KALL
Det var netop for en af dem, jeg blev honoreret med tre Maaneder i Kachotten.
REKTOREN
Ja vist, – men det vil jeg sige dig, kære Otto, det var ikke ufortjent. Som du veed, er det Tonen, der gør Musikken, og din Tone var anstødelig og vakte Forargelse.
OTTO KALL
Det var netop ogsaa Hensigten med den. – Naa, men det er velsagtens saa et vellønnet Præstekald, Karl Johansen har faaet her?
43
REKTOREN
Af de sletteste er det ikke. Men det er paa ingen Maade Lønnen, der har fristet ham. Den kan i det højeste blive en syv-otte tusinde Kroner, og han har en svag Kone og mange Børn.
OTTO KALL
Ja ja. Sammenlignet med mine tre Maaneder maa det dog siges at være en naadig Straf. Men det er, som du siger. Det er den gode Tone, der betaler sig.
REKTOREN (med et utaalmodigt Blik paa Svogeren)
Hør, Otto, skal vi ikke lade Fortiden hvile? Jeg troede – ærlig talt – at du ogsaa selv helst vilde glemme den. Jeg kan vanskelig tænke mig andet, end at du nu maa have indset, hvor tomt og goldt og sørgelig forfejlet dit hele Liv har været. Du veed, hvor det i sin Tid gik mig nær, at du – Klaras Bror – ikke vilde slippe det dødstriste Kompagni af Fantaster og syge Drømmere, som du havde sluttet dig til. Jeg sparede jo ikke paa Overtalelser. Men du vilde din egen Ulykke.
OTTO KALL
Jeg fulgte vel min Natur – som du din.
44
REKTOREN
Ja, det er jo en af den Slags Talemaader, som man søger at overdøve Samvittighedens Stemme med, – lidt umandigt, synes jeg forresten. Men det vil jeg ikke gaa nærmere ind paa. Hvad du og dine Venner har ment om mig, siden jeg begik, hvad I kaldte mit "Forræderi" – det veed jeg jo; og jeg skal ikke gaa i Rette med dig af den Grund. Dersom jeg virkelig behøvede at retfærdiggøre mig, kunde jeg pege ud over Egnen her og paa alt, hvad der gror og blomstrer rundt om i Landet af aandeligt Liv og sociale Fremskridt, og som jeg – det har jeg Lov til at sige – har været med til at give Vækst. Og saa kunde jeg spørge dig og de andre Spydsvingere og Himmelstormere, de levende med de døde: Hvad fik I udrettet? Hvor er de Fodspor, I satte her i Livet? Hvor er de sorgfulde, som I trøstede? De besværede, hvis Byrder I lettede? – I vil blive mig Svaret skyldig. (Til JOMFRU ANDERSEN, der kommer ind med nogle Breve i Haanden.) Er der noget?
JOMFRU ANDERSEN
Det er Posten. Jeg skal vel lægge den ind paa Kontoret?
REKTOREN
Giv mig den kun her.
45
JOMFRU ANDERSEN
Og saa skulde jeg sige, at der er i Stand i Hr. Kalls Værelse. (Ud.)
REKTOREN
Det var godt, vi blev afbrudt. En Samtale som den, vi her har ført, maa ikke gentages. Lad os i det hele undgaa alt, hvad der kan bringe Forstyrrelse i vort Samliv. Det er du selv bedst tjent med, Otto. – Vi ses ved Frokosten! (Gaar imod Forstuedøren, men standser og staar et Øjeblik i Overvejelser. Vender derpaa tilbage og sætter sig.) Det
falder mig ind … der er noget her i Huset… et Forhold, som jeg vist helst maa sætte Dig ind i med det samme. Du undgaar dog næppe at høre om det af Fremmede – maaske endda forsynet med fantastiske Udsmykninger. Vi talte før om Ragna. Hun har som halvvoksent Barn været ude i et lille Eventyr.
OTTO KALL
Din Datter!
REKTOREN
I al Uskyldighed naturligvis. Fuldkommen barnligt, for ikke at sige enfoldigt. – Som sagt, jeg tror ikke, Historien er gaaet helt i Glemme her i Byen. Jeg foretrækker derfor selv at fortælle dig, hvad der er passeret. Ragna var vel 46 en fjorten-femten Aar – var altsaa i en særlig vanskelig Periode – da der kom en Trup Markedsgøglere hertil. Der var iblandt dem en Linedanser – en smidig og forvoven Fyr – som især vakte Opsigt. Paa Torvet var der rejst to høje Master under aaben Himmel, og naar han ved Aftenforestillingerne balancerede deroppe med brændende Fakler i Hænderne, kunde selv vi Voksne betages af Synet. Men Barnet gik skam hen og forsaae sig paa den hele Kommers. Da Trup'en var rejst, forberedte hun en formelig Flugt fra Hjemmet for at kunne følge den. Til alt Held opdagede Klara i Tide hendes Planer; men hun havde den Gang allerede solgt sine Skolebøger og andre Ting for at skaffe sig Penge. Kort sagt, hun bar sig rigtig dumt ad, og i en lille By gør man sig ikke ustraffet latterlig, selv om man kun er et Barn. Ragna maatte døje en Del den Gang, og det har sat sit Mærke paa hende.
FRU NORDBY (fra Spisestuen)
Sidder I her endnu. Vi skal spise.
REKTOREN
Et Øjeblik. Jeg maa lige kigge min Post igennem. (Ud.)
47
FRU NORDBY
Skal du ikke gøre dig lidt i Stand, inden vi gaar tilbords?
OTTO KALL
Det var maaske bedst. (Rejser sig.) Det er sandt, jeg har ikke haft Lejlighed til at takke dig for de Blomster, jeg fandt paa mit Bord i Aftes. Du maa undskylde, at jeg satte dem udenfor paa Gangen. Jeg taaler ikke Blomster i det Værelse, hvor jeg skal sove.
FRU NORDBY
Blomster? Jeg veed ikke af nogen Blomster.
OTTO KALL
Naa, saa er de altsaa kommen derind af en Fejltagelse. Saa meget desto bedre. Saa har jeg ingenting at gøre Undskyldning for. (Ud.)
FRU NORDBY (til JOMFRU ANDERSEN, der kommer ind fra Verandaen)
Har De kaldt paa Kandidaten?
JOMFRU ANDERSEN
Ja, Frue.
FRU NORDBY
Saa kan De rette Æggene an.
JOMFRU ANDERSEN
Ja. (Vil gaa.)
48
FRU NORDBY
Aa, vent et Øjeblik. Sig mig, Jomfru Andersen, har De i Aftes sat Blomster ind paa min Brors Værelse?
JOMFRU ANDERSEN
Nej, det havde Fruen ikke givet Ordre til.
FRU NORDBY
Men Blomster har der været. Hvor er de da kommen fra?
JOMFRU ANDERSEN
Nu Fruen siger det, saa kan jeg huske, jeg saae Frøkenen komme ind fra Haven i Aftes med en Buket Roser.
FRU NORDBY
Min Datter! (For sig selv) Ragna! (Bortvendt) Hvad kan det betyde?
