Digt til Valhal

Til Tak for
Vennernes Drue og hendes Blomst
af
Gamle

I Skovens Hal, der var der Liv, Småfuglene de sang
Og flagrede så lystelig i Skov, i Mark og Vang;
Thi Solen atter kommen var og Skoven bleven grøn
Og hele Naturen var forunderlig kjøn.
Ravnen hvæste Bas mens Stæren sang Tenor,
Og Kilden nynned Elskovskvad for Skovens Blomsterflor,
Og Meiserne de dansede til Sidskenernes Spil,
Guldsmedden kyssed Rosen, skjønt Bien brummed til.
Ja, der var Lys og Klang og Sang, og alle var de glade.
– Og dog, i Skovens højste Top, dér sad en Fugl og sukked,
Den hørte næppe Kragens Skrig og Gøgene, som kukked,
Den sad og sænked Hovedet, den var så trang om Hjærte,
En blytung Skjæbne martret det og voldede det Smerte.
Den sukked; thi den skulde bort, langt bort til fremmed Land,
Den kunde ikke længer blive der ved Hjemmets Strand.
Den sukked; thi den skulde bort fra sine Venner gode,
Med hvem den havde fløjet tidt og været glad til Mode.
Den sukked; thi den skulde bort, bort fra sin Hjærtenskjær,
Langt bort fra hende, som han ellers altid var så nær.
– På Grenen sad da Sol stod højt den hjærteklemte Ven,
På Grenen sad da Sol gik ned den Hjærteklemte end.
Da alt blev stille, alt blev mørkt, kun Kilden hørtes klinge,
Da hævede den Hovedet og slog med matte Vinge,
Så såe den op på Månen klar – o, hvor den dog var smuk.
– Så bredte den sin Vinge ud og drog et Hjærtesuk.
Den hævede sig fra sin Gren og fløjted et Farvel
Til alle dem, den leved med fra Morgen indtil Kvæl.
Så fløjtede den et Farvel hen til sin Hjærtenskjær,
Til hende som han måske aldrig skulde kysse mér.
Så fløj den bort – kun Månen smilte den Farvel så tyst,
Så fløj den bort, bort fra den Skov, som var dens Liv dens Lyst.
2 Der sad en Fugl i Ørkenen på nøgen Klipperand,
Dens Tanker fo'er så vide hen til dens Fødeland,
Dér hvor den havde Venner, dér gjerne den gad bo;
Dér, hvor En havde skjænket ham sit Hjærte og sin Tro.
Den sad med dukket Hoved og var vemodig stemt,
Den tænkte: De har mig forlængst vist forglemt.
– Da lød der klare Toner, som kom fra Fuglebryst,
Den så' sig om; thi Stemmen, den lød som hjemlig Røst,
Og da den så' i Vejret, da så' den Fugle to,
Som bar en Drueklase og en Blomst i deres Klo.
Og de, der havde Druen, lod den falde ned på Jord,
Og som den faldt begyndte den at synge de Ord:
"En Hilsen fra Vennerne ved Laxens Bæk" –
Den bredte sine Vinger ud og fløj da atter væk.
Og den, der havde Blomsten lod Blomsten falde ned
Og som den faldt begyndte den at synge derved:
"Jeg bringer en Hilsen fra to klare, brune Øjne"
Og som det sidste Ord var talt var begge Fugle fløjne.
– Men Fuglens Tanker fløj med dem, nu var de Tanker glade,
Den pressed Druens søde Saft og kyssed Blomstens Blade.
Skjønt Sangfugl ej, den sang en Sang, den sang den uden Kunst,
Til Tak for Venners Druesaft og brune Øjnes Blomst. –

[Tilføjet, formentlig af Fredrik Jacobsen:]
NB. Dette er skrevet i anledning af ½ fl. sherry, der sendtes over til Pontoppidan. Sherryen betaltes med overskudet fra maskeraden.

Jacobsen

[Tilføjet, formentlig af Johan Rohde:]
Sendt fra Henrik Pontoppidan efter at han som Præliminarist havde forladt Randers og begyndt sine Studier (i Kjøbenhavn) til Adgangsexamen til polyteknisk Læreanstalt.