Henrik Pontoppidan til Alexander Wilde
Sendt fra f. T. Sæby. 23. juli 1902

Finds Optagethed af Randers

23' Juli 1902 f.T. Sæby.

Kære Hr. Amtsforvalter!

Det er på Tide, jeg indfrier mit Løfte om at meddele Dem, hvad jeg syntes om Aså, – Kroen og Omgivelserne. Når jeg ikke har gjort det før, er det, fordi jeg endnu kun kender Stedet fra et flygtigt Besøg. Jeg ventede at komme dertil igen; men jeg har befundet mig så vel her i Sæby, at jeg ikke har kunnet komme herfra. Når jeg nu rejser, bliver det efter al Sandsynlighed nord- eller vestpå. Selve Aså tiltalte mig ikke synderlig. Byen breder sig på en flad og skovløs Slette, og der er endda et Stykke ud til Vandet. Lidt Nord for Byen (en halv Times Gang) ligger derimod St. Bout i meget smukke Omgivelser, ret højt og med en stor Have, der går umiddelbart over i en dejlig 2 Skov. Fruen i Huset (Fru Hjort) var fra Randers, en Datter1 af "Møller på Marienborg" – anderledes veed jeg ikke at betegne Ophavet; men alle gamle Randersfolk veed, hvem der menes hermed. Familjen gjorde et overordenlig rart Indtryk men sad vist lidt trykket i det.

Jeg sender Dem og Deres Frue en hjertelig Hilsen med Tak for al Elskværdighed. Jeg håber, Find2 har været meget flittig; Ernst Bojesen er særdeles utålmodig efter at høre noget fra ham, og selv glæder jeg mig til at se Resultaterne af hans begejstrede Optagethed af Randers By og Omgivelser.

Til ham og Familjens øvrige Medlemmer en venlig Hilsen fra

Deres forbundne
H. Pontoppidan.

 
[1] datter: Severine Kirstine Møller, f. 6.9.1857 på "Marienborg" ved Randers. Datter af møller Niels Stenild Møller og kusine til HPs skolekammerat Frederik Jacobsen. Hun var gift med proprietær Niels Christian Gotfred Hjorth, ejer af gården Store Bouet nord for Asaa. tilbage
[2] Find: Ludvig Find, der illustrerede Pontoppidans Minder (1902). tilbage
['1] Korrespondancen er breve med begge dette brevs personer som enten modtager eller afsender. Eksempelvis udgør brevene imellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes en korrespondance. tilbage