Henrik Pontoppidan til Catharina Wegmann
Sendt fra Hjørlunde. December 1881 (Tirsdag Aften, udateret)
Boudoirduft mig en Modbydelighed
Tirsdag Aften.1 |
Hjørlunde pr. Slangerup. |
Frk. Catharina Wegmann!
Jeg modtager i denne Tid ikke så få Skrivelser, der kan bøde på den Strøm af hadefulde Anmeldelser2 og private Forhånelser, som regner ned over mit syndige Hoved. Men der er dog næppe nogen, der har glædet mig mere end den hjærtelige Hilsen, De sendte mig forleden. Den gjorde mig godt, ikke alene på Grund af den Måde, hvorpå den fremkom; men netop fordi den var fra Dem. Der er ikke mange af mine kjøbenhavnske Bekjendtskaber, det har gjort mig mere ondt at være bleven ganske skilt fra, end Dem – og det ligger vel i, at jeg ikke hos Dem fornam den kjøbenhavnske Boudoirduft, som efterhånden var bleven mig en Modbydelighed. Det er måske uforskammet at sige det, men for mig passer De bedst i Billedet af en Sennhytte oppe på de højeste Schweitzeralper, oven over Skyerne – "hvor Himlen altid er blå"3. Jeg husker, at vi i vore Samtaler altid mødtes i Schweitz; jeg tror vi holdt lige meget af dette friske Land begge to – deraf kommer det vel.
Det er nu mit Håb, at den smukke Hilsen, som jeg er Dem så taknemmelig for, må være en Begyndelse til fortsat Bekjendtskab. Og jeg vil da strax falde med Døren ind i Huset og indbyde Dem til, såsnart De får Lyst og Lejlighed, at besøge mig. Bliv ikke forskrækket! Omtrent i de samme Dage, jeg modtog Deres Brev, holdt jeg nemlig Bryllup (med den bedste Kone i Verden – naturligvis!) – og dersom Deres Vej skulde falde herom ad, da vilde jeg springe til Loftet af Glæde, dersom De vilde kigge ind til det nygifte Par.
Dette er ingen Overdrivelse; thi jeg har meget nemt ved at springe til Loftet. En lille Fattigmandsstue under Stråtag er det, og min Hustru en Bondepige ovre fra Hornsherred; men den allerbedste i hele Verden – naturligvis!
Med mange venlige Hilsner både fra mig og min unge Hustru4.
Deres
Henrik Pontoppidan
