Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 17. september 1925
Nexø sætter mig i Forundring
17.9.25. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Søiberg!
Jeg frygter for, at jeg er for sent på Færde med dette Brev, dersom det da skal finde Dem i Norge. Sandsynligvis er De igen her i Landet; jeg veed kun ikke hvor, og bruger derfor Deres norske Adresse som den i Øjeblikket sikreste. Jeg blev meget glad ved igen at høre fra Dem – til Trods for Deres Håndskrift, der med Årene er blevet mig√ vanskeligere at tyde end Hiëroglypher. Jeg havde i Løbet af Sommeren forhørt mig om Dem√ hos flere af vore fælles Bekendte; men ingen af dem vidste, hvor De opholdt 2 Dem, om De var i Syden eller Norden eller måske pokulerede1 med Bønnelycke på Skagen – det så forhadte Skagen. Men det lykkedes Dem altså at slippe derfra og rive Dem ud af Heksedansen med disse drachmannske Genfærd, som huserer dér i Højsommertiden. Og at det var til Norge, De flygtede, og ikke til Bodensøen, som De en Gang tænkte på, var vist godt. I Norge har De altid følt Dem vel tilpas; og det mærkes da også på Deres Brev, at De har haft en god Sommer, fuld af Virkelyst og Familjeglæder. Det Legat, De søgte om, fik De ikke. Bønnelycke skød Papegøjen, og heri havde jeg måske nogen Andel. 3 Men jeg vidste ikke den Gang, at De var blandt Ansøgerne. Forhåbenlig har De nu fået Dem arrangeret således med Deres Forlægger, at De i Ro kan fuldføre den planlaget store Roman – enten det så bliver i Deres lille Hus på Skagen eller andet Sted. De nævner selv Hillerød; og det betyder vel, at De har opgivet at følge Andersen-Nexøs Eksempel og bosætte Dem i Udlandet. Denne vor fælles Ven sætter mig Gang efter Gang i Forundring. Jeg har sjælden set lykkeligere Ægtemand og Familjefader√ end han var√, da han boede i Espergærde med sin anden Kone; og nu hører jeg, at han har forladt hende og deres store Børneflok og giftet sig for tredje Gang med en tysk Dame. Men der har jo altid været et vældigt Livsmod i 4 Nexø, og en Vilje, der bøjer Jern. Med sin ene Lunge har han mere Vejr i sig end de fleste. Han har sat sig for at vinde Verdensnavn, og det vil sikkert også lykkes ham.
Her hos mig er ingen Forandringer sket. Jeg har det i disse Dage ganske godt; men ellers har Sommeren ikke været særlig venlig mod mig. I Juni lå jeg en Tid på Hospitalet; derpå dovnede jeg først i Rørvig, siden i Jylland og på Fyn uden dog at opnå den forventede Rekreation, endda Vejret var så prægtigt. Nu er jeg altså hjemme igen, og håber at få noget udrettet i Vinterens Løb, så også jeg en Gang igen kan melde mig som Deltager i det literære Dystløb. Vi får nu se. – Tag min Tak for Deres [fortsat nedad i venstre margin:] Brev, kære Søiberg, og hils Deres Frue hjerteligt fra os begge.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
