Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Lindved pr. Vejle. 23. august 1922
jeg har ond Samvittighed
23.8.22. |
Lindved pr. Vejle. |
Kære Søiberg!
For denne Gang må vi give Afkald på at se Dem her. Vi ligger nu i Opbrud; – Kasser og Kufferter ligger i Øjeblikket spredt over Græsplænen for at luftes, og i Morgen begynder Indpakningen. Vi agter på Hjemvejen at gøre en Afstikker ned til Sønderjylland; og lykkes det os at finde et Hotel, der passer os, bliver vi der nok en lille Tid. Sommeren skulde jo ikke så gerne være forbi allerede nu. Men her, hvor vi bor, har vi ingen Udsigt til mere Sommerfornemmelse. Den evige 2 Blæst jager Solvarmen væk.
Det er virkelig ikke Dem, kære Søiberg, der har været glemsom, endsige troløs. Dersom min Kone har skrevet noget sådant til Fru Eilertsen, har det været for Spøg. Det er tværtimod mig, der med Grund har haft ond Samvittighed, fordi jeg hele Sommeren ikke har skrevet. Jeg skyldte Dem Tak for venlige Breve og Kort fra Deres Udenlandsrejse, og desuden har jeg forsømt at sende Dem to Bind gamle "Noveller og Skitser", som Gyldendal har udgivet. Deres Ekpl, der var bleven lagt til Side, befinder sig i Kbhvn. Såsnart jeg kommer tilbage, skal det blive sendt.
Jeg længes meget efter en Gang igen√ at tale med Dem. Men De kommer vel tilbage 3 til Hillerød, inder De stævner videre ud i Verden på Deres Stipendium, og så ses vi jo nok.
Hils Deres Frue mange Gange!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
Mon De har hørt fra Steffen? Eller fra Hans? Den første har netop ryddet et stort Skovareal nær Bahias Grænse, hvor der skal anlægges Kaffe- og Kakaoplantager. Han priser Klimaet og synes i det hele rigtig tilfreds. Dersom De kunde komme gratis til Rio som Udstillings-Korrespondent, vilde et Besøg hos ham ikke være uoverkommeligt, skønt han jo bor midt i Urskoven, i noget, der hedder Urucu. Det lyder indiansk og vildmandsmæssigt. –
