Henrik Pontoppidan til Ingeborg Maria Sick
Sendt fra Snekkersten. 11. december 1916
min Bogs mørke og skumle Underverden
Snekkersten.
11.12.16.
Kære Frk. Sick!
Jeg er i Aften krøben op af Sengen for at sende Dem min Tak for Deres Bog1, som jeg nu har læst. De synes vist, at det har jeg været længe om; men jeg blev i Efteråret (straks efter mit Besøg hos Dem) afbrudt i mit Arbejde af Sygdom, og jeg har derfor haft en Del at indhente. Sålænge jeg selv er virksom, må jeg lade Læsning fare. Og sådan er 2 det gået til, at jeg først nu har taget Deres Bog for mig. Jeg synes udmærket godt om dens første Afsnit. De skalter vel også her lidt egenrådigt med Deres Personer. Det er undertiden, som om man pludselig ser dem i et Spejl, der vender dem på Hovedet. Det virker således helt forbløffende, at den unge Pige, der sidder så hjerteangst i den gamle, øde Gård, i Løbet af ikke mange Øjeblikke viser en vildfremmed Vandringsmand en så løssluppen Tillidsfuldhed. Men ligemeget! Der er Storhed og Skønhed over det Møde. Hele Kapitlet virkede på mig som et Musikstykke. Straks i de første Linjer anslår De Motivet – Fodtrinene – 3 som så gradvis, med den største Kunst, vokser og formerer sig som i en Beethovensk Sonate indtil den mægtige, virkelig sublime Slutning. Som Opbyggelsesliteratur betragtet, står dette Kapitel ved Siden af det bedste, vi ejer.
Resten af Bogen har interesseret mig mindre, skønt også det andet Afsnit indeholder fortræffelige Ting. Men Fodtrinene har nu mistet noget af deres Magt over Læserens Sind, bliver efterhånden ligesom lidt udtrådte; og Bogens Slutning er mig for tableaumæssigt arrangeret; men det gælder sikkert ikke alle. Jeg håber at De må få megen Glæde af Bogen på den Måde, at De bringer Glæde ud til andre, som De har gjort det her hos 4 os. For mig, der nu fire År eller mere har siddet indelukket i min egen Bogs mørke og skumle Underverden, har Solopgangen over Højfjeldet i Deres Drømmeland måske også af den Grund været en så stor Oplevelse.
Men lad mig ikke for Bogen glemme den smukke Erindring, der lå inden i den, – den lille Æblerosegren fra Fredensborg Slotshave. Det var en så fin Opmærksomhed, og både min Kone og jeg blev meget rørte. Hjertelig Tak!
Min Kone har det ikke længer så godt. Det mørke og våde Vejr virker jo nedtrykkende på alle, især da på En, der ikke kan komme udenfor Stuerne. Selv går jeg i disse Dage og slider på en dum Influenza, som altså i Dag har holdt mig i Sengen indtil nu. [fortsat nedad i venstre margin side 4:] Jeg syntes, jeg havde ladet Dem vente så uforskammet længe på [fortsat nedad i venstre margin side 3:] min Tak, og havde derfor ikke Ro på mig mere. Modtag nu De og Deres Søster de venligste Hilsner herfra. Deres hengivne Henrik Pontoppidan.
