Henrik Pontoppidan til Gudmund Schütte
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 16. august 1937
16.8.37. |
Holmegårdsvej 2. Chl. |
Hr. Dr. phil. Schütte!
Jeg tilbagesender Dem hermed Deres Manuskript med mange Tak for Lånet. Jeg forstår jo, at det – som De skriver – er et Udkast, hvori de sproglige Undersøgelser foreløbigt er trængt tilbage til Fordel for Fremstillingen af det behandlede Stof, som jo også for mig selv unægtelig har været Hovedsagen.
I Deres Brev1 efterlyser De de første Vers af mit Digt til Georg Brandes; men nu er det så uheldigt, at jeg ikke selv har det gamle Digt, hverken i Håndskrift eller Tryk. Rimeligvis har jeg en Gang lånt det ud og ikke fået det tilbage. Jeg kan derfor heller ikke afgøre, om det virkelig er en Ravn, der i Digtets Begyndelse optræder som Ulykkesfugl. Jeg skulde næsten tro, at Fuglens Art slet ikke er nærmere bestemt men med Vilje omgivet med Mystik; dog – jeg véd det ikke. – Heller ikke om den Kat, De samme Sted spørger om, er jeg desværre i Stand til at give de ønskede Oplysninger. Jeg husker den 2 godt; men hvor i min Produktion den opholder sig, aner jeg ikke.
At jeg i min Måde at fortælle på har bestræbt mig for at komme bort fra al artistisk Ordleg og til Gengæld at give Hverdagssproget forøget Kraft og Frihed, har De til min Glæde selv fremhævet i Deres Afhandling. De vil derfor sikkert også kunne forstå, at jeg nikkede bejaende, da jeg engang i et af Nietzsches Skrifter (Der Wanderer und sein Schatten2) stødte på Linjer som disse: "Den Stil verbessern – das heist den Gedanken verbessern, und gar Nichts weiter3. In der Sprache das Seltene und Fremdartige vorziehen ist immer ein Zeichen des ungereiften oder verderbten Geschmacks4. Man lernt es schneller grossartig schreiben, als schlicht und leicht schreiben. Die Gründe davon verlieren sich in's Moralische5."
De venligste Hilsner
Deres ærbødige
H. Pontoppidan.
