Henrik Pontoppidan til Carl Roos
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 19. december 1941

Faustproblemer

19de Decb. 41. Holmegårdsvej 2.
Chl.

Kære Hr Professor!

Det må sikkert have forbauset Dem, at De ikke har modtaget nogen Kvittering og Tak for Faustproblemer1, som jeg for mere end en Måned siden modtog som ærefuld Gave. Men Forklaringen er den, at jeg har været syg, og er det endnu. Jeg har dog nu læst Bogen; men Hjerne til at give min Glæde over den fornuftigt Udtryk har jeg stadig ikke haft. Dertil er jeg måske heller ikke tilstrækkelig Faust-Kender og -Elsker. Men nu vil jeg ikke risikere, at Professoren tager mig for en af Deres utaknemlige Læsere. Navnet C. Roos på en Bog har i mange År for mig været den største Tiltrækning.

Tilligemed min Tak sender jeg mine bedste Jule- og Nytårsønsker.

Deres ærb. hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Faustproblemer, Bidrag til dansk Goetheforskning (1941) analyserer symbolikken og metafysikken i Goethes Faust. tilbage