Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Bjerringbro. 15. august 1925

Kromand Madsen


15.8.25.
Hotel Madsen
Bjerringbro

Kære Ven!

I de tre Uger, jeg har opholdt mig her i Bjerringbro1, har jeg ofte i Tankerne takket dig, fordi du gav mig Anvisning på dette brillante Tilflugtssted, som endnu ikke har fået sit Navn i Rejsebøgerne og derfor lever sit eget Sommerliv uberørt af den store Turiststrøm. Jeg sender nu på Faldrebet din Hustru og dig en Hilsen fra Åen og Engene, fra Skoven og Lyngbakkerne, og fra den morsomme, næsten forhistoriske Kromand, der aldrig har lært hverken at 2 læse eller skrive, som vist dårligt kan skrive sit Navn, men alligevel er bleven en af Byens og Egnens Matadorer.

I Morgen rejser jeg til Fyen, hvor min Kone i denne Tid har opholdt sig sammen med en Søster. Jeg var i Juni Måned på Hospitalet for at få min årlige Alkohol-Indsprøjtning; og jeg havde håbet, at Virkningen skulde blive tilstrækkelig langvarig til, at jeg kunde blive på Landet et godt Stykke ind i Efteråret. Dette er desværre mere end tvivlsomt; men til Gengæld har jo Sommeren været vidunderlig. De mange Uvejr, der i den sidste Tid har raset 3 andre Steder i Landet, er vi sluppet for; vi har i tre Uger overhovedet ikke haft Regn.

Jeg antager, du og din Familje endnu er i Sønderho, og håber, at alle har det godt, og navnlig, at de to Patienter fra i√ Vinter er kommen sig helt efter denne paradisiske Sommer.

Din gamle Ven
Henrik Pontoppidan

 
[1] Bjerringbro: se brev til Galschiøt 17.7.1925.Rasmus Madsen (1866-1933) overtog i 1905 kroen der nedbrændte, men i 1909 blev genopført. Først i 1912 fik han restaurationsbevilling, og han drev hotel indtil 1931; sønnen Halvor overtog, og hotellet fik ry som Jyllands bedste madsted.. tilbage