Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Hjørlunde. 30. juni 1882 (udateret)
flytter i Slutningen af Juli
Hjørlunde.
Fredag [30.6.18821]
Kj. Rohde!
Der burde have været Roser.
Af de store, blege Gule.2
Men nu var der kun Rosenknopper.
Af de små, røde Grimme.
Og dog var det dejligt at komme hjem igjen, hjem til disse kjendte Steder og ukjendte Længsler, Sanserne fable om i deres Drømme.
Og Rosenknopperne hang udenfor Vinduet, vippede i Vinden som et fornemt Glimt af al Yppigheden herinde.
Her er Plads for en Tragødie.
Personerne er kun to√, en Mand og en Kvinde.
Af de små, røde Grimme.
Der er Vemod i deres Øjne, Sorg over deres Læber og stille Savn i hver Ansigtets Fiber.
2 Skulde de have grædt?
Det er ikke godt at vide. Men de skal drage bort igjen – bort til et større Hjem, i den samme Gade, dér hvor Bageren boede.
Mon de flytter derover i Slutningen af Juli?
Ja.
Thi der er Længsel i deres Blik, Længsel også.
Da siger den ene, hende med det stubbede Hår3 og en Vorte på Fingren:
Mon Rohde dog ikke kommer?
Og da vender den anden, ham med det store Hår og uden Vorte på Fingren, sig om mod hende og siger:
Mon Rohde dog ikke kommer?
Og så lægger de stille Hænderne i hinandens og deres Blik tale:
Gid Rohde vilde komme.
Thi her er Plads nok, Plads også, og Hjærterum.
Og så taler hun:
Han er lykkelig; siger hun.
Men da vender han sig helt om og siger
Nej, du er lykkelig.
Og så ser hun efter ham og siger for sig selv:
Nej, han er lykkelig.
Men lang Tid efter vende de sig begge helt om og sige:
Ja, vi ere lykkelige!
Der burde have været Roser.
Og så burde der nu komme en Rohde og som et Vindpust rejste den hele Regn af Rosenblade efter de bortdragende To, der skal drage væk, derhen, hvor Bageren boede.
Sidst i Juli.
Ærb.
Henrik Pontoppidan.
