Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Gargnano. 20. maj 1882
drikke Dus med Tizian
Gargnano1
den 20d Maj [20.5.1882]
Kjære Ven!
Vi har med stor Glæde modtaget dine to Breve, og navnlig var det kjønt af dig, at du betænkte os med det lille Mindeblad af en sjællandsk Krog, hvor vi herude i alt det store og nye nær havde glemt, at vi har hjemme. Det gjorde virkelig et helt rørende Indtryk på os begge to, og jeg kan bedst illustrere det ved [at] henvise til hin gribende Scene i "Valkyrien"2 (tror jeg), hvor Bagtæppet med Sydens Bjærge pludselig går op, mens samtidig et smilende sjællandsk Landskab rulles ned for sydlan[d]sk-beruste Vikinger. Og selv om vi ikke, således som hine Vikinger, først gjorde tre Pirouetter og 2 Entrechats for dernæst at synge en Hymne til Fædrelandets Pris, så lagde dog denne blide Hjemmefølelse sig over os, og vi tænkte på vore tre små Værelser som på tre gode Venner, vi havde ladet blive tilbage.
Nu nysler3 du omkring i dem – "hyggeligt" skriver du. Ak, jeg er bange, vi tog Hyggen fra dem, inden vi rejste. Gardiner, véd jeg da således, du ikke har. Jeg havde hellere set, at du ganske havde opgivet den Tour til Hjørlunde, og i Stedet pakket din Kuffert og taget til Gardasøen. Men det er sandt, du véd endnu ikke, at vi er taget fra Venedig.
Der var dejligt i den By. Men den, der har sat blot Foden inden for dens første Mur, har alt overgivet sig til et drømmende Velvære, der ikke forlader ham, før han har forladt Byen. Hvad jeg tog mig til? Intet. Hvad jeg så'? Intet. Men jeg drømte en Mængde, noget forvirret Tøjeri med Guld og Farver, med Lys og Luft og alskens Tant med Marmor så hvidt og Øjne så sorte. Jeg drømte – synes mig – om noget, de kaldte Dogepaladset, og noget – jeg tror det hed Markuskirken. eller var det Markus, der var et Palads, og Doge – – ja, Doge! 2 Nu husker jeg det. Sejlede jeg ikke med alle de 65 Doger i en Guldgondol? Eller, hvordan var det nu. Trak jeg ikke den gode Canova4 ud af hans Marmorkiste i Frarikirken; og sagde jeg ham ikke, at han skulde skamme sig ved at ligge i en så fin Kiste, når Tizian lå ti Skridt fra ham i én, der ikke var nær så fin? Og puttede jeg ikke gamle Tizian ind i den fine, og takkede han mig ikke ved at drikke Dus med mig√ af det store Vievands-Kar? Og – lad mig se; Bellinis Madonna5? – friede jeg? – jeg husker ikke. Men i alle Fald fik jeg nej, hvad der var en Guds Lykke, da jeg jo var gift med Veroneses Guitarspiller på Academiet. Og så var der jo dette Palads, som hed Mocenigo; dér traf jeg Byron, som sad og drak Champagne af Hjærneskaller; men i det samme var der En, der kneb mig i Armen og råbte: "Siamo a Mestre!" Selv Mester, svarede jeg naturligvis, har jeg ikke Lov at tage mig en lille Lur, når jeg har rejst lige fra Verona. – Hvor skal De hen? – Til Venedig! – Til Ve-----
Du kan tænke dig min Forskrækkelse; så havde jeg været, og var på Vejen derfra, hvad jeg først overtydede mig om, da jeg så', at det havde svundet 300 fr. i min Pung.
Siden da har vi været et Par Dage i Verona, og har ellers tilbragt nogen Tid med at finde et passende Sted ved Gardasøen, og idet vi havde lært, at vi skulde gjøre akkurat det stik modsatte af, hvad Tornøe havde rådet til, fandt vi et dejligt, rentud dejligt Sted på Øens6 Vestside. Det er herhen, jeg vilde ønske, du havde styret dine Fjed. Vi kunde så – hver for sig – arbejde om Dagen og tilbringe Aftnerne sammen på vor store Altan, der går ud over Vandet med en Udsigt, der er ubetalelig. Og dog giver vi for to store, gode Værelser kun halvanden Francs daglig, alt i alt. Vi spiser på et lille Hotel lige ved Siden af, spiser ganske godt og billigt.
Vi har det således udmærket; men du véd, jeg er ikke meget for at give Rejsebeskrivelser. Ellers kunde jeg fortælle meget herfra, thi det er dog sandt, hvad Baedecker siger, at man skal tage til små Landsbyer, om man vil lære det italienske Folkeliv at kjende. Dette er et sådant lille Sted, endnu ikke indlemmet i de Rejsendes Router, sjældent ser de vist fremmede, og derfor er vort lille Hotel også det bedste, jeg nogensinde har truffet på. Det burde stå med to Stjærner i Baedecker.
Derfor slå vi os også til Ro her i nogen Tid; hvorlænge kan jeg ikke sige, men thi vi skal jo have Schweitz og München med. Tak for den Rejseroute, du sendte os; jeg tænker, vi tager den Vej.
Nu blot vore bedste Hilsner både til dig og vore tre små efterladte Venner, du beboer, hav det godt i dem. Kommer du på Højskolen, da hils dem, og sig dem, at de hører snart fra os.
[på hovedet, øverst side 1:] Lad os atter høre lidt fra dig her i Gargnano; vi sætter stor Pris derpå. Og hils nu i det hele alle gode Venner
fra dine hengv Venner
Marie og Henrik
Adresse:
Hotel del Cervo
Gargnano
Lago di Garda
Italia
