Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Hjørlunde. August 1881 (udateret)

væk med Kæmpehøj

Hjørlunde
pr. Slangerup
Lørdag. [August 18811]

Kjære Ven!

Hvorfor så beskeden? – Hvorfor sige, at jeg ikke skal offre Tid på at læse, hvad du har skrevet? – Hvorfor kalde sit Arbejde for "et lille Misfoster"? – Eller hvorfor udgive det, når man tror, at det er det? – Er der ikke noget lavt i dette? – Eller er et Arbejde, man giver ud i Verden, ikke ligesom noget af En selv? – Er det ikke stygt at kaste Snavs på det, i Stedet for at have det kjært? – Jeg kunde ikke sende den mindste lille Skitse ud i Verden uden at have den kjær som noget af mit inderligste Jeg, selv om det i Virkeligheden var noget Snavs; thi man holder af sine Børn, selv om de er Tugthusfanger. – Derfor mener du det heller ikke, vil jeg håbe.

Jeg begynder som en Tordenkile – vil du vel mene. Nu skal jeg da fortsætte som en Bedemand.

Jeg tager denne Sag alvorligt; thi jeg har læst din Bog2 med Alvor. Ikke fordi jeg er interesseret i Faget, eller egentlig har Forstand på at bedømme den; men jeg har nu den Mening, at enhver Bog – ligegyldigt hvad den omhandler, om det så blot er Gadedørsnøgler – kun er god, når Forfatteren har påtrykket den sit eget Stempel, givet noget ud af sit eget, altså egentlig er original. Når jeg derfor læser en Bog af dig om Portbjælker og Dørindfatninger, så kan jeg blot bedømme, om jeg kan kjende dig selv i den.

Og intet er lettere i dette Tilfælde. For mig er det et Stykke Johan Rohde, der er gået ud i Verden, til Vederkvægelse og Opbyggelse. Fra den første Side kjendte jeg dig, og havde Glæde af at tale med dig gjennem alle Bogens Sider, lige til at mindes dine "sorte Mænd", som du har fået en så smuk Anvendelse for i de gode (mærkværdig gode) Tegninger.

Som sagt, det er ikke af Interesse for Faget; men alene 2 når Sagen drejer sig om den gode gamle Stad Randers, som jo har Æren af min Optugtelse, så har den jo Interesse for mig alene af den Grund.

Jeg blev forundret da jeg modtog dit Skrift – så aldeles uventet; men endnu mere ved at læse det. Jeg kjendte dig for vel til at antage, at du vilde lade dig nøje med en tør Opramsning af Indskrifter, uden at lægge noget af dit eget ind imellem; men jeg blev forundret ved at se denne selvstændige Opfattelse i alle Punkter; du udtaler dig ofte så uforbeholdent, at det gjør godt at læse det. Man mærker, at du har været dit Emne overlegent.

Du véd, at jeg ikke vil smigre for dig; hellere det modsatte. Men det har virkelig været mig en stor og overraskende Glæde, navnlig af en Grund, jeg senere skal komme tilbage til. Der er Beskrivelser, Udviklinger deri, som vidner om stor Værdighed og Belæsthed; der er Betragtninger (Bindingsværksbygningerne) som er slående, og Stilen er frisk. Kort sagt: Jeg har den Respekt for dit Arbejde, som du selv synes at mangle.

At der er Enkeltheder (blandt andet sproglige), som jeg ikke fuldt kan anerkjende følger af sig selv; jeg skal nævne nogle:

Side 195, Anm: "hvis ikke det materielle Parti i Byen"3 – Du kjender min Anskuelser om sligt gammel Skumpelskud af en Bygning som den gamle Latinskole, og jeg vil dog nødig kaldes materiel. Med al Respekt for Alderdommen, så dog: står nu i Vejen for Udviklingen, så væk med den. Man skal ikke leve på gamle Minder, men på nye Indtryk. Man lapper ikke gamle Buxer, når man kan få nye, der er smukkere. Jeg måtte sætte et Udråbstegn i Margenen på dette Sted. Her er Stilen vel kjæk – jeg er ikke materiel!!

Side 205. 9d Linie forneden (iøvrigt i en fortræffelig Skildring) – hvorfor skrive zirlig – med z. Den er sgu vel antik, selv i et Værk om Antikviteter!

Side 206. Linie 1. "Jesus' Monogram" – jeg har aldrig før set den Genitivform for Jesus; jeg troede det måtte hedde Jesu monogram, såvelsom Jesu Gravlæggelse etc. – men måske antikt?

Side 210, næst nederste Stykke4 kan jeg ikke være enig med dig i, hvad Holdbarheden angår.

Side 216, midterste Stykke5 – O! I Guder! – "Den store personalhistoriske Skat o.s.v. – – senere Generationers Vandalisme" – – !! Er det da virkelig din Mening, at man skulde have opbevaret Alverdens Ligstene for at få at vide, at den ædle Borger Vognmager den og den med Hustru o.s.v. lå begravet, eller overhovedet er bleven begravet? Skal man da i det Hele taget opbevare alt muligt Rag og Skidt som Alverden kan ophobe i Århundreder – som en personalhistorisk Skat. Jeg vil endda gå videre. Ligger der en Kjæmpehøj på min Mark, således at den generer, så væk med den. De gamle Kjæmper kan være meget gode – men helst i Ingemanns Romaner; 3 der gjør de ingen Skade. – Vandalisme!

Side 205 (lige ved Siden af zirlig) – "Smedejærnsgelender" – mon det ikke snarere har været af Støbejærn? – især da det er zirligt! Den Slags fine Støbejærnssager var jo netop den Tids force.

Men nok om dette: Nu min Tak for din Bog, som jeg håber fra forskjellige Sider har forskaffet dig Opfordinger til at fortsætte på den så smukt begyndte Vej.

Der står jeg egentlig ved det, der har været i mine Tanker under Alt det øvrige. Der er ikke noget så ulideligt som at skulle dele sine Kræfter på to√ Ting, selv om begge synes at interessere en. Jeg har selv følt hvor det hjælper at kunne kaste al sin Energi på en eneste Ting. – Men jeg mærker, at dette er en Sag, der helst må diskuteres mundtlig, og blev for vidtløftig på Papiret. Kun det, at denne Bog for mig har været et yderligere Bevis for, hvor du har dit Felt, og det er ikke i Lægekunsten. Enhver god Ting finder nok sin Anvendelse og sin Påskjønnelse, og om man ikke absolut tragter efter Professorposter, kan man derfor godt finde Anvendelse; og hvad om du fra at grave gamle Sager op af Jorden drev det til at sætte nye Stjærner på vor hjemlige Himmel. – Men derom mere mundtlig.

Endnu blot dette: der er mere Friskhed ved dig, end du selv tror.
 

Jeg skriver så sent til dig, fordi jeg de sidste Dage har haft travlt med at lægge den sidste Hånd på det Værk, som nu snart (om en Månedstid) vil udkomme. Ellers havde jeg forlængst takket dig også for Vandkjøleren og Madeiraen.

Den sidste vil jeg gjemme til den første Aften du besøger mig i mit eget Hjem. Du véd vel nok, at jeg gifter mig til Foråret6. Min Marie har netop besøgt mig i Dag7, hun bad mig hilse dig. Vi talte om en lille Tour til Schweitz eller lignende Sted næste Sommer (men ikke mine Ord igjen). Hvorledes forholder det sig med dig til den Tid? Kunde der ikke være Tale om at mødes dernede, og være sammen en lille Tid?

Jeg længes efter at snakke med dig, for jeg mærker, at det er for langvarigt at snakke sammen pr. Brev.

Derfor nu blot min Hilsen, med Håb om snarligt Gjensyn.

Din hengv.
Henrik P.

 
[1] jf. HPs skrivearbejde (antagelig debutnovellen "Et Endeligt", som udkom 18.9.1881) og oplysningen om at den vil udkomme "om en Månedstid". Morten Pontoppidan noterede i sin almanak for 30.7.1881: "Skolen [dvs. pigeholdet] sluttes. Henrik kom hjem". Marie Oxenbøll skrev til Margrethe Jespersen 15.8.1881: "Henrik er der nu" (hos Morten i Hjørlunde). Brevet er altså mest sandsynligt fra august. tilbage
[2] din Bog; Artiklen "Gamle Gaarde i Randers" i bind VIII af tidsskriftet Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 8. Binds III Hæfte, 1881, s. 193-248, udgivet af det jydske historisk-topografiske Selskab. tilbage
[3] det materielle Parti i Byen:

Helligaandshuset skal være opført 1434 som et Graabrødrekloster; det ligger i nuværende Skolestræde (Matr. Nr. 357) og har holdt sig nogenlunde til vor Tid – nogle Forandringer er der dog sket med det i Tidens Løb, men disse ere dog ikke andre, end at det, saaledes som man ogsaa har paatænkt, hvis ikke det materielle Parti i Byen skulle faa Overtaget, let vilde kunne sættes i sin oprindelige Stand igjen.

tilbage
[4] næst nederste Stykke:

Hvad der imidlertid er fælles for alle disse Tiders Bygninger, er det gjennemgaaende Præg af Soliditet og Holdbarhed, som man ofte ved Nedrivningen af gamle Huse den Dag i Dag ser de mest forbausende Vidnesbyrd om. Uden at bruge nogen compliseret Teknik har man ved en praktisk Anvendelse af det foreliggende Materiale forstaat at opføre Bygninger, der have kunnet trodse Aarhundreder, saa godt som noget af vore moderne grundmurede Huse vil være i Stand til.

tilbage
[5] midterste Stykke:

De ved Beskrivelsen hosføjede Oplysninger ere vel ofte meget mangelfulde; men dette har sin Grund i det foreliggende Materiales Fattitgdom paa dette Punkt. Literaturen har naturligvis kun undtagelsesvis befattet sig med den enkelte Mand, og Literaturen om Randers er i det hele taget ikke stor. Hvad endelige de Kilder angaar, af hvis Væld man havde kunnet vente at øse, da ere de næsten alle for største Delen udtørrede. Den store personalhistoriske Skat, som vi saaledes kunde have haft i den umaadelige Masse Ligsten, der i Aarhundrernes Løb have været ophobede i vore Kirker, er som ovenfor sagt for Størstedelen gaaet til Grund ved senere Generationer Vandalisme.

tilbage
[6] til Foråret: brylluppet blev fremskyndet til 2.12.1881; vielsen blev bestilt hos præsten 28.10.1881, iflg. Morten Pontoppidans almanak. tilbage
[7] Marie har netop besøgt mig i Dag: Marie har altså ikke opholdt sig på højskolen. Iflg. det ovenfor citerede brev 15.8.1881 var Marie midt i august midlertidigt i Gundsømagle for at passe en syg moster, men boede ellers hjemme på Åskilde. tilbage