Henrik Pontoppidan til Frederik Poulsen
11. juni 1924
en stum Person i Literaturen
11.6.24. [påført med blyant:] 15.–
Kære Dr. Fr. Poulsen!
Det var mig en Glæde igen at modtage en Hilsen fra Dem, endskønt ikke alt […] var af den glædeligste Art. Men det er så længe siden vi har set noget til hinanden; og da jeg for min Part er bleven en stum Person i Literaturen, vilde det ikke have været underligt, om De havde betragtet mig som en allerede afdød. Den Gang jeg for henved 40 År siden ved et Tilfælde traf Goldschmidt lyslevende ved et vestjysk Badested, blev jeg højlig overrasket. Han havde i flere År ikke givet Livstegn fra sig i Literaturen […] Det gør mig ondt, hvad De skriver om Deres Tunghørighed. […] For mit Vedkommende er Savnet ikke så stort […] og måske er Svækkelsen heller ikke så udtalt hos mig. Til Gengæld er jeg som oftest ganske ude af Stand til selv at tale. […] En Samtale mellem os vilde under disse Forhold desværre ikke føre til noget. Men der er Tider, da jeg har det bedre […] og skulde et sådant Frikvarter tilstedes mig […] vil jeg lade høre fra mig pr. Telefon.
Jeg er forbavset over at høre, at jeg nogensinde har været "godt gal i Hovedet" på Dem. Det må bero på en eller anden Misforståelse. Jeg har aldrig, mig bevidst, haft andet end de allervenligste Følelser og den største Beundring for Dem. […]
De venligste Hilsner fra en, der virkelig altid var
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
