Henrik Pontoppidan til Vilh. Øhlenschläger
Sendt fra Holmegaardsvej 2, Charlottenlund. 6. september 1935

må nu lade Minderne hvile lidt

Hr. Lektor Vilh. Øhlenschläger!

Det gjorde mig ondt, at jeg ikke kunde komme til at hilse på Dem, da De for en Tid siden så elskværdigt havde ulejliget Dem herud fra Købvn.; men jeg begynder jo at blive tilårs, og stadig hyppigere bliver jeg mindet derom. At Dansklærerforeningens og mine tidligste Småfortællinger har kunnet udsendes i et nyt Oplag, har både overrasket og glædet mig, ligesom jeg har al Grund til at være Dem taknemlig for Deres oplysende Indledning med dens Redegørelse for, med hvilken Baggrund denne Del af mit Forfatterskab skal ses. At min – ret kortvarige – journalistiske Virksomhed også hører Perioden til, er jo rigtigt nok, og måske er der virkelig et og andet deraf, som det kunde være værdt at tage frem igen, fordi det kan tjene til Belysning af Tiden og dens Gæring. Men jeg har netop i Øjeblikket ringe Lyst til at beskæftige mig med Fortiden, idet jeg nylig har rodet ret forsvarligt om i mine Erindringer fra nogenlunde det samme Tidsrum. Jeg må nu lade Minderne hvile lidt. Men når jeg igen føler Trang til at vende Blikket tilbage – og det vil jeg sikkert gøre – skal jeg ikke glemme Deres venlige Tilbud om at hjælpe mig med at tilrettelægge en lille Samling af mine gamle Kroniker og Dagbogsblade. Men i Øjeblikket må jeg altså indskrænke mig til at takke for det.

Deres forbundne
H. Pontoppidan

Brevet er i privateje.