Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
10. marts 1931

forbudt at bruge Haanden

10 Marts 1931.1

Kære Andersen-Nexø!

Skønt det er mig ganske forbudt at gøre Forsøg på at bruge Hånden igen, kan jeg dog ikke lade være med at stjæle en søvnløs Nattetime til at sende Dem en Hilsen med en Tak for Deres varmhjærtede Brev. Jeg ligger her i min Seng med det venstre Ben i hele sin Længde fastspændt mellem to Sandsække, og i denne tvungne Stilling skal jeg ligge endnu mindst syv Uger, så De kan vist forstå, at til Lærkesang og Forårsglæde er jeg ikke rigtig stemt. Mennesker må jeg ikke se, selv min egen Datter må kun komme her på ganske korte Besøg. Men jeg har heller ikke Kræfter til at tale med nogen. Sagen er den, at et sådant Hoftebrud hos gamle Folk tilligemed Såret√ fremkalder Forrykkelser i Centralnervesystemet; men det er lovet mig, at jeg snart skal føle mig bedre.

2 Det glædede mig, at De fandt både Deres Hustru [og] den Bitte raske ved Hjemkomsten fra den lange Rejse. Men De havde vel håbet at komme hjem til Forår. I den Henseende er de blevne skuffet.

Men nu skal jeg ikke trætte Deres Øjne mere med dette ulæselige Krimskram. Lev vel, og hils Hustru og Børn hjertelig fra mig. Ditte husker mig nok som en gammel Nissefar fra Dyrehavsbakken. Der skal vi til Sommer mødes igen.

Deres hengivne Ven
H. Pontoppidan

 
[1] Vedlagt konvolut adresseret til "Forfatteren / Hr. Andersen-Nexø / Hillerød". Poststemplet "Charlottenlund 10 MAR 1931; 1600". tilbage