Henrik Pontoppidan til Peter Nansen
Sendt fra Svendborg. 25. oktober 1917
kvalt i Sympatiens bløde Dyner
f. T. Svendborg.
25.10.17.
Kære Nansen!
De røber i Deres lige modtagne Brev en besynderlig Lyst til at stille Tingene på Hovedet. Jeg skrev til Dem i Anledning af Deres Bog, at jeg fandt den utilfredsstillende. Da De til Trods herfor tilskrev mig et venligt Brev, forklarede jeg Dem Grunden til, at jeg ikke havde tilbageholdt min Kritik. Om mit Indtryk af Rungs Anmeldelse var rigtigt eller urigtigt, er jo i denne Forbindelse ganske ligegyldigt. Det var i hvert Fald det, 2 der foranledigede, at jeg skrev så uforbeholdent, og forresten vidste jeg, at Rung privat havde ømmet sig ved det Pres, hvorunder Anmeldelsen blev til. Men siden De synes så tungnem, vil jeg gøre en Tilføjelse til yderligere Forklaring. I det Par Uger, jeg sidst opholdt mig i København, talte jeg med adskillige, som hører til Deres personlige og literære Venner, og alle beklagede de, at De ikke viste større strengere Kritik overfor, hvad De offenliggjorde, også som Journalist. Den Beklagelse kunde jeg dele, skønt jeg hverken i den ene eller den anden Retning kan regne mig blandt Deres nære Venner. Men De er nu i Øjeblikket den repræsentative Skikkelse i den 3 Literaturperiode, som også jeg tilhører, og hvis Anseelse jeg derfor er personlig interesseret i. Med hvor ringe Sympati, vi måske betragter hinandens Produktion, bliver vi dog uafrysteligt sammenhørende i Læseverdenens Bevidsthed som de to sidste Efterlevende fra Firserne. Vistnok begynder vi at blive gamle, men vi er dog endnu ikke Jubeloldinge, som man ikke længere kan stille Krav til, og som skal tiljubles af Overbærenhed på Grund af Fortidens Fortjenester. Jeg for mit Vedkommende har ikke så meget at frygte i den Henseende. En Forfatter af min Art udsætter sig ikke let for at blive kvalt i Sympatiens bløde Dyner. For Dem, der 4 har Deres Venner siddende rundt om i Pressen og ikke er bange for at bruge dem, er Faren større.
Jeg sender Dem en Hilsen med Tak for Deres Brevs Åbenhjertighed og ønsker Dem alt godt.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
