Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Lindved, pr. Vejle. 12. juli 1922
en stor Festdag for os
12.7.22. |
"Bredhøj" Lindved pr. Vejle. |
Kære, gamle Ven!
Dit Brev fandt mig her i Midtjylland, hvor vi for Tiden bor tilleje i en lille møbleret Villa, der tilfældigt var ledig. Du har haft Ret i, at jeg længe har kigget ud efter Brev fra dig; men nu forstår jeg Grunden til din Tavshed. Din Hustru og du selv har gennemlevet en svær Tid, siden vi såes i København, hvor I begge var så glade og forhåbningsfulde. Vi læste derom med den største Deltagelse; – i Stedet for den Hvile og Opmuntring, I håbede at rejse ud til, er det hidtil 2 bleven til Hospitalsophold og nye Lidelser – hvor er det trist! Man skulde synes, kære Ven, at du og din Hustru i Forvejen havde prøvet nok af den Slags og burde været forskånet for flere Skuffelser; men når jeg så tænker på, hvor beundringsværdigt du har båret de sidste Tiders Modgang, og hvilken Rigdom og Dybde det har givet dit og din Hustrus Samliv, så tier jeg med mine Beklagelser. Hils hende hjerteligt fra os begge. Den hele brogede Vrimmel af vilde Markblomster, som jeg har udenfor mine Vinduer, sender jeg i Tankerne ind i hendes Sygestue sammen med Lærkesangen og de andre Fugletoner, som jeg fra Morgen til Aften hører rundt omkring 3 her. Gid jeg kunde gøre det i Virkeligheden! Det vilde kunne hjælpe til at genvinde Livskræfterne, hjælpe også til Søvn og Hvile for Tankerne. – Som jeg mener at have forstået, tænker I på at rejse hjem, såsnart din Hustru bliver stærk nok dertil. Af Brevets Overskrift vil du se, at vi ikke bor så langt fra Ruten Hamburg-Fredericia-København, – det kan let lade sig gøre at komme hertil på Hjemvejen. Vi skal hente jer med Vogn i Vejle c 10 Kilm. Vi bor højt, og blæsende er her derfor; men inden Døre har vi det ganske hyggeligt, hvad jeg håber vi vil få Lejlighed til at overbevise Eder om. Tænk lidt herpå! Vi bliver her indtil 1st Septb. Vor Datter og hendes 3 Børn er hos os for Tiden, hendes Mand har også 4 været her et Par Uger, og alle har de gjort Rejsen hertil for at vi kunde være sammen på min Kones 60 Års Fødselsdag, der da også blev en stor Festdag for os. Kun savnede vi jo Sønnen, der nu atter lever ovre i sin brasilianske Urskov. Vi har netop haft et Par fornøjelige Breve derovre fra. Så længe min Datter er her, kan jeg jo ikke tage herfra, heller ikke til Hamburg; men ikke alene derfor, må jeg foreløbig blive, hvor jeg er. En Hamburg-Rejse er for mig ikke længer nogen Bagatel, allermindst nu, da der skal skaffes dansk Pas og tysk Visum, hvad jeg ikke kan få her men kun i København og Åbenrå. Send mig dog et Par Ord om, hvorlænge I venter at måtte blive i Hamburg, men især om, hvorledes det går [fortsat nedad i venstre margin:] med Patienten. Vi længes meget efter at høre nærmere derom. – Og så på Gensyn i Vejle i Avgust!
Din gamle Ven
H. Pontoppidan
