Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 20. november 1920

Leben und Treiben


20.11.20.
Overgaden n. Vandet 15.
København
C.

Kære Ven fra gamle Dage!

Fra Frk. Ljungberg veed jeg nu, at du i hvert Fald for ikke så længe siden opholdt dig i Stockholms Nærhed. Jeg vil derfor forsøge på, om et Brev kan finde dig, når jeg sender det under din gamle Adresse.

Du har jo vist både Frk. Ljungberg og mig den store Tjeneste at hjælpe hende med de lyriske√ Partier i de to Småfortællinger1, hun denne Gang har oversat af mig. Jeg har kun ventet på Udgivelsen for at kunne ledsage min Tak for din Vennehjælp med et Ekpl af Bogen. Men endnu har "Magisteren"2 ikke vist sig her i sit svenske Klædebon, og jeg begynder at tvivle om, at det er Meningen at slippe den fortumlede Fyr løs nu 2 i Julemarkeds-Spektaklet.

Den smukke Strindberg-Skildring3, du sendte mig i Sommer, har jeg også at takke dig for. Hvad du dér i Slutningen skriver om din store Landsmand, er det sandeste, jeg har læst om ham; og hans egne Breve er jo – i Belysning af dine Kommentarer – overordenlig interessante, endda de væsenlig drejer sig om Forretninger, Lån etc. og kun indeholder lidt om, hvad der åndeligt beskæftigede ham.

Jeg har i disse Dage selv udgivet et lille Hefte Erindringer4, hvori en anden af√ Fortidens Store, nemlig Bjørnson, figurerer. Det hele er en Ubetydelighed, hvis Udgivelse væsenlig skyldes min Lede ved den Fornorskning, vi nu på anden Menneskealder har ladet os udsætte for her i Landet, og det både hvad Sind og Sprog angår. Jeg hører, at Nordmændene skal være blevne meget fornærmede; men dette er blot et nyt Bevis på, hvorledes de efterhånden 3 har taget det som deres Ret at blive forkælet af os. Og hvad Bjørnson angår, så nytter det ikke at ville modsige, at han ikke blev den Lysbringer for Norden, som han syntes skabt til at blive, og at det blev Ibsen, der af den Grund – og til vor Skade – kom til at√ sætte sin ensomme og verdensflyende Ånds Præg på vor Udvikling. – Jeg lader et Ekpl. af den lille Pjece følge i Korsbånd.

Du har, kære Ven, så længe ladet mig være uden Meddelelse om din Frues og dit eget Leben und Treiben, og jeg er derfor nu meget længselsfuld efter at få lidt at vide derom. For vort Vedkommende er Hospitalet blevet vort andet Hjem. Som jeg vistnok har skrevet til dig, gennemgik min Hustru sidste Vinter en stor Operation, og selv måtte jeg også lade mig skære lidt (i Kæben) for mulig at befries for mine Ansigtssmerter, 4 der stadig plager mig. Til Julen venter vi vor Søn hjem på Besøg fra Brasilien, hvor han nu i tre År har levet midt i Urskovene som Pioner for Det Transatlantiske Komp, der har en Koncession til Udnyttelse af Skovene. Det er en højst eventyrlig Tilværelse, han har ført som eneste hvid Mand mellem de Indfødte (en Blanding af Indianere og Negere) og bestandig på Hesteryg. Jeg tør knap tro, at han kommer hjem med hele Lemmer. Jeg vil i hvert Fald først se det. Min ældste Søn, som du måske også husker, var hjemme sidste Efterår. Han har en udmærket Stilling i en dejlig Egn i Nord-Amerika (Carolina, som har italiensk Natur og Klima). Et sådant Sted vilde jeg gerne leve mine sidste År.

Har du og din Frue ingen Rejseplaner? Gid vi dog snart igen kunde mødes! Det Ønske deler jeg med min Hustru, der sammen med mig sender hjertelige Hilsner.

din hengivne
H. Pontoppidan

[nedad i venstre margin]: Just jeg havde sluttet Brevet, kom her Skrivelse fra Norstedt & Søner, hvoraf det fremgår, at "Magisteren" er udkommen. Men her har han endnu ikke vist sig.

 
[1] to Småfortællinger: i Magister Glob. Hans självporträtt indeholdende Den gamle Adam og Højsang. tilbage
[2] Magisteren: Magister Glob. Hans Självporträtt, 1920. tilbage
[3] Strindberg-Skildring: bogen Några Strindbergsminnen knutna til en handfull brev, 1920. tilbage
[4] Erindringer: En Vinterrejse, der udkom 13.11.1920. tilbage