Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Råstrup Kursted, Svendborg. 7. september 1918
føler mig venneløs og forladt
7.9.18. |
f.T. Råstrup Kursted pr. Svendborg. |
Kæreste Ven!
Dit Brev, der fandt mig i Storehedinge, hvor min Hustru og jeg tilbragte Sommeren, har ligget længe ubesvaret, og det af forskellige Grunde. For det første afsluttede jeg just i de Dage Arbejdet med en ny Bog1, og du veed af Erfaring, hvordan man da er tilsinds. Siden blev jeg syg og måtte gå tilkøjs med "den spanske Feber" – eller hvad det nu har været – og først for nylig er jeg kommen på Benene igen. Nu er jeg for to Dage siden kommen til dette fynske Kursted, som jeg havde forestillet 2 mig lidt i Smag med Tyringe og derfor måske egnet til Ophold også for din Frue og dig, hvad det dog desværre vistnok ikke er. Jeg tog hertil væsenlig for at gennemgå en Badekur; men netop Badeindretningen her er meget primitiv, og Kosten er tilmed strengt vegetarisk2. Imidlertid ligger der lige herved det velrenommerede Hotel "Christiansminde", hvor der nu i Efteråret er god Plads. Du kender måske Stedet af Omtale. Svendborgegnen hører nemlig til dem, der hyppigst nævnes blandt os danske, når vi holder Revy over vore Naturskønheder. Jeg har fra det Vindu, hvorved jeg sidder og skriver dette, en prægtig Udsigt over Svendborg Sund til Tåsinge, Thurø og 3 Langeland. Jeg bor her med min Hustru, der i Sommer er kommen sig ganske godt, og det vilde være en stor Glæde for os begge, om du og din Frue kom hertil. I disse Dage er her noget køligt; men jeg mener, at vi har et Stykke Sommer tilgode endnu. Lige siden Midten af Juni har vi haft upålideligt Vejr, så jeg kan ikke tro andet, end at det nu snart må have regnet af. Kunde nu også vort gamle Venskab få en "indian summer" her, vilde jeg glæde mig meget derover. Vi er i de senere År kommen så urimelig langt bort fra hinanden. Jeg veed ikke, hvordan det går dig i det Kapitel; men hvad mig angår, så føler jeg mig ofte ret venneløs og forladt.
4 Vinteren kommer vi efter al Sandsynlighed til at tilbringe i Helsingør. Noget Hjem har vi jo ikke haft i et helt År, og trods ivrig Søgen finder vi næppe nogen Bolig foreløbig, da Huslejlighedsnøden er i stadig Stigen her i Landet, og det ikke alene i København. Vi må vedblive at flakke om som Zigøjnere, og det er vi bleven lovlig gamle til.
Vil du bringe din Frue en varm Hilsen fra os begge. Det var mig en virkelig Sorg, at jeg netop var rejst fra Fredensborg, da hun så elskværdigt opsøgte os der i Foråret. Men nu håber jeg altså at kunne modtage Eder begge i Svendborg en Dag i den nærmeste Fremtid.
Hjertelig Hilsen til dig selv og Tak for dit Vennebrev.
Din hengivne
Henrik Pontoppidan.
