Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Jønkøping. 9. oktober 1903

jeg blev modtaget hos Eder


Fredag. 9d Oktb 1903
Jønkøping.

Kære Ven!

Jeg passerede i Nat Grenna i Afstand. Det viste sig nemlig, at der gik en Stockholmer-Båd fra Vadstena om Aftenen Klk 10; den var her imorges Klk. 6. Vadstena Slot i Måneskin var et prægtigt Syn, og hele Natten var herlig. Kun savnede jeg din Ulster. Har nu i Formiddag været i Husqvarna, der langt overtraf mine Forventninger. Jeg er ikke langt fra at finde, at Fossen kan tåle Sammenligning med Trollhättan. Var blot ikke Vandet så gult!

Imorgen tidlig går Rejsen hjemad. Og nu sender jeg din Hustru og dig den varmeste Tak for det Venskab, hvormed jeg blev modtaget hos Eder. Har jeg mødt Kulde og Regn overalt udendørs, så følte jeg mig til Gengæld så lunt og hyggeligt vel inden Eders Hjem, at jeg fik Sommerfornemmelser alligevel. Og det betyder heller ikke 2 så lidt for mig, at jeg engang fik set Eder i Eders Hjem. Når jeg fremtidig tænker på din Frue og dig, ser jeg Eder ikke længer på en Baggrund af blå Luft eller som et Par Engle, der hviler på en Sky. Engleglorien er ikke forsvunden, men i Stedet for det tomme Verdensrum fremstiller sig for mit Syn et lille hvidlakeret Himmerige (selvbekostet), og jeg vil sikkert mangen Gang drømme mig hensat til den lille Krog ved Dagligstuevinduet, hvor vi sad om Aftenen og lod Timerne løbe.

Men jeg er endnu ikke kommen mig af min Fortrydelse over, at du sådan bag min Ryg afgjorde min Regning på Hotellet. At du kunde nænne det! Jeg føler mig nu som en anden Daniel, men trøster mig så også med dennes Profeti, således som den står optegnet (Daniels Bog, Kap I) "en annen gang skall det bli' omvändt forhållande".

Tusinde Hilsner, og endnu engang Tak og Håndslag.

Din Ven
H. Pontoppidan.