Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Snertinge. 28. maj 1902
Helt ud af den blå Luft digter jo ingen
| 28d Maj 1902. | Snertinge. |
Kære Ven!
Jeg har just sluttet Læsningen af din Bog1, og mens jeg endnu er opfyldt af den, vil jeg sende dig min Tak for den. Trods alle de Indvendinger, der under Læsningen har meldt sig hos mig, ikke mindst hvad Bogens Komposition angår, har den dog grebet mig stærkt. Hvor megen Andel mit personlige Kendskab til dine Modeller2 kan have heri, veed jeg jo ikke; men forresten er jeg tilbøjelig til at tro, at dette lige så ofte kan have forstyrret mig i Tilegnelsen som forøget Interessen for migden√. Et er sikkert: Elsa Finne er bleven mig et levende Menneske, som du har genskabt for mig, og hvis Skæbne har bevæget mig dybere end nogensinde. Om jeg vilde have nogen 2 klar Forestilling om Ivar Mörcke, dersom jeg ikke troede at kende Modellen, er derimod tvivlsomt – og det er Skade, da han dog er en så interessant Person. Men hvorom alting er, så har du igen skabt et Kunstværk, der er både dit Talent og dit Hjerte til stor Ære, – hvormegen Hjælp du så måske kan have haft af andres Optegnelser. Helt ud af den blå Luft digter jo ingen; og det er just i Bearbejdelsen af det givne, at Kunstnerevnen og Forståelsen skal åbenbare sig.
Jeg har selv en lille Bog under Trykken3 for Tiden; det er en Fortsættelse af "Lykke-Per", over hvis Langstrakthed jeg føler mig mere og mere skamfuld. Men nu skal det også snart være Punktum.
Hvorledes mon din Hustru og du ellers har levet denne Vinter? Det blev ikke til nogen overvældende Korrespondance heller dennegang trods vore gensidige Løfter om at holde Telefonforbindelsen vedlige gennem den usynlige Tråd, der dog stadig 3 forbinder os og vore Hjem. Da jeg modtog din Bog, tænkte jeg, at du måske selv var i Farvandet; men jeg har ikke i Avisen set noget dertil. Om os her er intet at fortælle, og dette har vel været Grunden til min Tavshed. Nu tænker vi på at forlade Snertinge til Efteråret af Hensyn til Børnenes Skolegang. Vi må flytte ind til en By, men endnu har vi ikke fundet noget, der passede os eller vor Økonomi. Et venligt Øje har vi dog til Sorø, der er en Lilleputby i smukke (men indestængende) Omgivelser. Nu får vi se!
Jeg er for Tiden muttersene hjemme, da Fruen og Børnene er på Besøg i Sydsælland. Det er da kun en Hilsen fra mig selv, jeg dennegang kan sende din Hustru og dig selv; men jeg veed, at også min Madamme ofte sender en Tanke til Stockholm; vi har netop i den sidste Tid, hun var herhjemme, gentagne talt om, hvordan I vel levede.
Hav det da godt, og tag et Håndtryk af
din hengivne
H. Pontoppidan.
