Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Snertinge. 17. november 1899
Lykke-Per en Lykkeridder som Struensee
Snertinge
[Fredag] 17d Novb. 99.
Min gamle, kære Ven!
Hvor jeg er? – I en Landsby, der hedder Snertinge, der ligger i Nordvest-Sælland en halv Mil fra Kattegat, i et skovløst men højt og bakket Landskab med megen Himmel og Overflod på Storme. Jeg boer her i et lille Hus med min Familje, ensomt men tilfreds med Tilværelsen, sparsommeligt men netop derfor med mange Nydelser, mageligt og derfor nogenlunde rask. Min Hustru er i Sommerens Løb blomstret op og strutter af Sundhed, Børnene ligeså. Kort sagt: jeg er for Tiden en såre lykkelig Mand.
Vanskeligere for mig bliver det at svare på, hvorfor jeg ikke har skrevet til dig den lange Tid og takket dig for dit sidste Brev1. Jeg kunde sige, hvad virkelig også er Sandhed, at jeg ikke vidste, hvor du var. Thi at du ikke var i Grenna, formodede jeg, da du 2 havde lovet at skrive mig et Par Ord til, såsnart du var bleven installeret der. Men Grunden er vel egentlig den, at jeg vilde vente med at skrive, indtil den Uvished, hvori jeg hele Sommeren svævede med Hensyn til Ordningen af vore huslige Affærer, var bleven hævet; og først for halvanden Måned siden fandt vi dette Hus, og først for tre Uger siden flyttede vi herud. – Vi boer 1 Mil fra Jyderup Station (på Kallundborgbanen), altså borte fra Alfarvej, – hvoraf du vil forstå, at vi omtrent har realiseret den Plan, der jo altså foreløbig er slået fejl for din Hustru og dig; og rimeligvis har vi haft de√ samme Grunde til at flytte bort fra Hovedstad og Hovedstadsliv. Det har gjort os oprigtig ondt at høre, at I denne hele Sommer og halve Vinter har måttet leve i Hjemflygtighed på Grund af Uheldet i Grenna. Jeg tænker, at der vil resultere en Udenlandsrejse for Eder deraf, og at I derefter – til næste Oktober – bofæster Eder i det skønne store Hus i Grenna, som du skriver om (og ikke glemmer Kontrakten!)
3 Din Struensee har jeg ofte tænkt på. Jeg havde jo ventet Fortsættelsen i Foråret og blev lidt urolig, da den ikke kom. Nu glæder jeg mig til at få den med det første; jeg er meget spændt på at se, hvorledes du fører ham ind i Dronningens Sovekammer; det er et vanskeligt Punkt, og det tør næppe overspringes.
Med min "Struensee" – for "Lykke-Per" er jo en Lykkeridder af lignende Art, blot levende i en anden Sfære og navnlig i en anden Tid – går det kun langsomt fremad, og jeg er langt fra nået til at "afrätta"2 ham. Under Flytningen forleden opdagede jeg, at dit Ekpl af 3die Hefte – med Dedikation og det hele – lå i min Skuffe og var aldrig bleven afsendt. Nu skal du få det sammen med det 4d Hefte, som snart er færdigtrykt, og hvor jeg netop fører ham til "Dronningens" Seng.
Af nyt har jeg ellers intet at meddele, og Meddelelser om fælles Bekendte kan jeg ikke bringe. Jeg har i det sidste År set grumme lidt til Mennesker. Min gamle Ven Rohde har været i Italien siden Januar, og jeg har ikke set ham efter hans Hjemkomst. Mangen Gang i Årets Løb har jeg haft den største Lyst til at opsøge din Hustru og dig, og havde jeg vidst, at jeg 4 kunde finde Eder i Grenna, havde jeg næppe styret min Længsel efter igen at veksle Tanker med Eder en lang Nat igennem. Men slår nu mine Anelser om Udenlandsrejsen til, så ses vi vel på Gennemrejsen her. Rejsen fra København til Snertinge tager 3 Timer; det er jo dog overkommeligt.
Tag nu begge den varmeste Hilsen fra min Hustru og mig selv, og Tak for dine Breve og for dit uforandrede Venskab, som jeg – trods min Tavshed – skatter højere og højere, alt som Årene går.
Din hengivne
H. Pontoppidan.
Først idag blev jeg færdig med "Lykke-Pers" 4d Hefte, – ellers havde du hørt fra mig straks efter Modtagelsen af dit Brev. Men du veed, hvor nervøs man er, når man sidder midt i en "Slutning".
