Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 20. marts 1942

for meget af en Citatsamling


20/3 42.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Frk. Lea!

Jeg holder ikke selv "Politiken"; men da jeg hørte om Bladets Anmeldelse af Deres Bog1, fik jeg den√ dog læst og harmede mig over den. Det var også straks min Hensigt at skrive til Dem; men så syntes jeg alligevel, at den ikke var værd at spilde mange Ord på. En sådan Stråle læses jo heller ikke af mange, og de få, der læser den, har glemt den Dagen efter. Naturligvis forstår jeg godt, at De ikke har glemt den; men De skal ikke tage Dem en journalistisk Underkendelse for nær. Det er at gøre for megen Ære af den og tillægge den for stor Betydning. Bedre forstår jeg derfor Deres Harme over Prof. Rubows Forsøg på at retfærdiggøre hans Fakultet. Som videnskabeligt Arbejde kan der muligvis være et og andet at udsætte på Deres Bog, (måske er den f.Eks. bleven lidt for meget af en Citatsamling); men for Venner af Kinck har den været af stor Værdi og til megen Glæde. Sikkert vil den også skaffe ham mange nye, forstående Venner, og dermed er jo Deres 2 egentlige Hensigt med Bogen lykkeligt nået.

Tak, kære Frøken, for Deres Brev og den venlige Forespørgsel om mit Befindende. Jeg har det ved det gamle, altså sådan, som ethvert tænkende Menneske må have det i en Tid som denne. Jeg er glad ved, at jeg nu er så gammel, at jeg tør gøre mig Håb om snart at udfries af denne Tilværelse. Var Krigstiden ikke opbyggelig, Efterkrigstiden vil blive det endnu mindre.

Hjertelig Hilsen, og mine bedste Ønsker.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

Også Frk. Larsen hilser.

Dina Leas kommentar i 1957:

Den uventede refusjon av min avh. ved krigsutbruddet 1940 gjorde mitt i de uhyggelige og voldsomme begivenheter jeg kom hjem til, intet nevneværdig inntryk på mig. Den var mig en uløst gåde. Men det må skrives på krigstidens regning, dens farlige isolasjon, dens åndelige tilbakegang at jeg virkelig har beklaget mig til Henrik Pontoppidan over en bokanmeldelse – (denne uforskammethet på et tidsp. da vi hadde det så hårdt) – P.s brev var særdeles lærerikt.

M.h.t. hans ord til trøst for mig ved denne leilighet i anledning av fakultetets avgjørelse, dekket de dog ikke helt min egen følelse. For hvor gjerne jeg ville gavne Kincks sak: Arbeidet var gjort for erkjennelsens skyld, at jeg hadde maktet å føre min undersøgelse til ende, bevissheten herom var det positive jeg hadde å holde mig til.

 
[1] anmeldelse: af Tom Kristensen i Politikens kronik 24.2.1942. tilbage