Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 27. oktober 1939
Fluerne i Cellen
27de Oktb. [tilskrevet:] 1939 |
Holmegårdsvej 2. Chl. |
Kære Frk. Lea!
Tak for Deres venlige Brev. De må ikke tage mig det ilde op, at jeg ikke har ladet høre fra mig før; men jeg er ikke rask, og det er mig for Tiden forbudt at modtage Besøg. Jeg må overhovedet ikke tale. Det er Hjertet, der er angrebet og på enhver Vis skal skånes. Og hvordan skal man skaffe det Fred og Ro i en Tid som denne, hvor man ikke kan åbne en Avis uden Risiko for at læse om Ting, der sætter Sindet i den heftigste Bevægelse. Man bestræber sig jo nok for en vis Koldsindighed, vil springe alle Krigsmeddelelser over; men det lykkes ikke for ret mange, heller ikke for mig, endda Aviser, Radio m.m. næsten er bleven Kontrabande her i Huset, og jeg – som sagt – ikke må modtage Besøg. Kun min herboende Datter ser jeg en Gang imellem. Forøvrigt lever jeg omtrent som en af mine gamle Bekendte fra Rom, der var Maler og blev Benediktinermunk1. Han skrev en Gang til mig, at han ikke havde anden Omgang end med Fluerne i sin Celle.
Såsnart det bliver bedre med mig, skal jeg igen lade høre fra mig; men det har vist desværre lange Udsigter dermed.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
Dina Leas kommentar i 1957:
Foruten alderdommens plager, sygdom og tiltagende legemlig svekkelse, er det nu krigstidens trykk som bryter med Pont.s motstannsevne. – Evnen til å lide andres smerte, medfølelsen var altid våken hos P. Den var der helt fra begynnelse av, som ungdomsverkene (f.eks. Fra Hytterne) vidner om – på et livsstadium da de fleste – ikke minst kunstnere – er optatt av sig selv. – Men han hadde ikke mere krefter til dette. –
I denne forbindelse må jeg fremheve P.s smertende virkelighetssans. Han så altid kjensgjerningene i øinene. Som når han taler om sin helbred. – Det slo mig i et av de første brev: "Muligvis genvinde en Del af de tabte Kræfter" – eller den stilfærdige ironi til slutt i brev av 7. Febr. 34. – Skjønt utsikt til en bedring var utelukket, bar han alderdommens byrder uten noensinde å klage. Ja han kunde ennog spøke med sin legemlige skrøpelighet. En stor anspendelse bak denne holdning. – (Det sier sig selv at støt [stød] utenfra tålte han ikke, og det var det han fikk til slutt. – Se forresten 10. Maj 39, anm.)
– – – – –
Vennen han hentyder til har vært Jan Verkade. (Se Familjeliv s. 66)
