Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 8. oktober 1934
Hamsuns flotte og kokette Manér
Holmegaardsvej d. 8/10.1934.
Kære Frk Lea!
De ved jo at jeg nu snart i et Par Maaneder hverken har kunnet læse eller skrive og ogsaa nu maa jeg søge Hjælp for at kunne sige Dem Tak baade for Deres Breve1 og Deres smukke Blomsterhilsen. Ved Hjælp af to Par Briller og en Lup har jeg dog stavet mig gennem Deres Arbejde om Hamsun. Det er jo ikke nogen ubetinget Lovtale, men De ved vist at jeg heller ikke har været særlig begejstret for hans lidt flotte og kokette Forfattermanér. Men naar man tager i Betragtning fra hvilke Forhold han er kommen og hvilken Modstand han maa have haft at kæmpe 2 med i sin Ungdom, kan man jo nok til Nød tilgive den megen Jongleren med Sprog og Stil, hvormed han dækker over Manglerne i sin Viden om mere sammensatte Menneskenaturer.
Jeg haaber oprigtigt, at jeg inden alt for længe kan faa Dem at se her til en norsk Frokost, disse smaa Sammenkomster med Dem og Deres Venner, virker altid oplivende paa mig, og efter en saa lang Karantæne trænger jeg unægtelig nu snart til at se Mennesker omkring mig. Men endnu hænger Lægens Forbud "ingen Besøg" paa min Dør, foreløbig denne Hilsen ved Frk Larsens Haand.
Deres hengivne
[med HPs hånd:] H. Pontoppidan.
Dina Leas kommentar 1957:
Foranledningen til dette brev var at jeg i Berlingske Tidendes populære Konversations-leksikon, hvor jeg en kortere tid var medarbeider, skrev sterkt sammentrengte biografier og karakteristikker av norske forfattere. Jeg hadde sendt P. art. om Hamsun. (senere også Ibsen-art. Se brev av 3/1.35. Tildligere brevuttalelse om Hamsun – se 19 dec. 30)
P. hadde jo brukt uttrykket "Loppeteater" om hans dikning, og fortalte engang at han nylig hadde tatt en av hans bøker frem i håp om at han kunne revidere sin dom. ̵ Men han fant den fremdeles treffende. "De bevæger sig jo disse små". Det var livsmuyldret uten dypere psykologisk bahgrunn han karakteriserte slik.
Dette syn på Hamsun kom også til orde i den telegrafiske hilsen han på Aftenpostens anmodning sendte til H.s 75årsdag. H. hadde ved flere leiligheter vist ham en slik opmerksomhet og P. vilde nødig unnslå sig. Samtidig måtte han gå ut fra at H. hadde ørt om loppeteatret, en karakteristik P. fremdeles kunne underskrive. Telegrammet blev en prøve på P.s underfundige vidd. Det lød slik:
"Som en av Hamsuns mange tusen beundrere verden over sender jeg her fra Dyrehavens Kildemarked min geniale Kollega ærbødig Lykønskning i Anledning av Geburtsdagen. – Desværre ødela Aftenposten pointet ved å sløjfe Mester J. av underskriften.
– – – –
I Familjeliv hvor P. som jeg innledningsvis nevnte har interpolert karakteristikken av Kinck (s. 92) har han som kontrast og til orientering for danske lesere stillet ham op imot H. som alle kjente. Sammenligningen munner ut i disse ord: det er altfor ofte netop det næstbedste, der er det virkelig Stores farligste Rival.
