Henrik Pontoppidan til Johanne Krause
Sendt fra Snekkersten. 3. februar 1916
som indemuret i en Celle
Snekkersten.
3.2.16.
Min kære Johanne!
I dit 32te År fik jeg dig slet ikke at se. Når jeg nu sender dig min Lykønskning til Fødselsdagen, sker det i Håbet om, at jeg i det kommende År må se dig des hyppigere. Heller ikke Karen har jeg set længe, så hun har vel næsten glemt mig.
Jeg vilde gerne have sendt dig en lille Fødselsdagsgave men veed så lidt om, hvad du har Brug for og måske savner. Har du et Ønske, som jeg kan overkomme at opfylde, så skulde du lade mig det vide. Det må vel 2 nærmest gå i Retning af en Beklædningsgenstand – tænker jeg mig. Men giv mig nu en lille Anvisning.
Her lever jeg stadig temmelig ensomt, og jeg ser ingen Mulighed for Forandring i den nærmeste Fremtid. Den afskyelige Krig spærrer jo for alle Veje. Man føler sig som indemuret i en Celle. Selv til Helsingborg kan man ikke længer komme på et nok så kort Besøg uden at melde sig til Politikontrol ved Ankomsten.
Hav det nu godt, kære Barn; hils Mor og Karen, og hils din Ven1 fra
din hengivne
Far.
