Henrik Pontoppidan til Eli Kinck
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 14. marts 1927

så universel Ånd som Holberg


14.3.27.
Overgaden n. V. 15.

Kære Frk Jeanette og Frk. Eli Kinck.

Jeg er Dem hjertelig taknemlig for Deres Brev og for de to Billeder af Deres Far, der fulgte med. Jeg har set længe på dem begge med dyb Bevægelse. Over Billedet fra Dødslejet hviler et ophøjet Udtryk af Smerte, der minder mig om et græsk Relief, som jeg i Gengivelse har hængende her på min Væg. Det forestiller en Løber, der segner døende om ved Målet; og just sådan segnede også Deres Far. Han 2 nåede at udfolde sit Geni. Han øjnede Sejren – og måtte bøde med Livet. Mægtigt er det Værk, han har efterladt sig. Når man i Tankerne gennemgår den lange Række Bøger med det mangfoldige og brogede Indhold, må man spørge sig selv, om vi her i Norden har haft en stor Digter med en så universel Ånd siden Holberg. Jeg tror det ikke.

De Breve, jeg i Årenes Løb har modtaget fra Deres Far, skal jeg sende Dem såsnart jeg får dem samlet. Men blandt det meget, han havde forud for mig, er også Ordenssansen. Mine Papirer henligger i et Kaos, hvis Forvirring min langvarige Sygdom, i Forbindelse med min omflakkende 3 Tilværelse, stadig har forøget. Der vil dog nu blive gjort Skridt til at få dem ordnet. Om sine egne Arbejder udtalte Deres Far sig sjelden til mig. At han forberedte en Bog om Giordano Bruno vidste jeg dog; men at han tillige har efterladt både Novelle- og Digtsamlinger foruden kritiske Arbejder, som endnu√ er uudgivne, er en stor og glædelig Overraskelse.

Mine bedste Hilsner og en fornyet Tak.

Deres ærbødige og hengivne
H. Pontoppidan