Henrik Pontoppidan til Johannes Jørgensen
25. november 1928
en stram Os af Samleje
25.11.28.
Holmegårdsvej 2
Charlottenlund
Kære Hr. Johannes Jørgensen!
Vi nærmer os Jul og Nytår, og det er på Tide at takke Dem, fordi De igen i År har sendt mig en Bog1 gennem vor fælles Forlægger2. Jeg bilder mig ind at kunne genkende mig selv i en af de gamle Hønisser i Bogens første Kapitel. I hvert Fald erindrer jeg, at vi forrige Sommer var sammen på en Bænk i Svendborgs smukke Gravhave og snakkede gammelt.
Så vidt jeg veed, var De ikke hjemme denne Sommer, og De gik for såvidt ikke glip af meget, som vi i År næsten ingen Sommer havde. Iøvrigt er Året gået, som det plejer, med Bankkatastrofer, Jubilæer og andre Døgnsensationer. At Sigrid Undset forleden fik tildelt Nobelprisen har De vist nok set. Den er hende vel undt, skønt jeg altid – hendes store Evner til Trods – har følt mig frastødt af hendes Bøger. Der var altid noget lummert over dem, en stram Os af Samleje, som jeg ikke goûterede. Men det er dog ikke af den Grund, jeg ikke deler den almindelige Glæde over, at hun denne Gang blev den foretrukne. Jeg finder det en Uretfærdighed mod os danske, at Prisen nu for tredje Gang er tildelt en norsk, mens vi kun har fået den én Gang; og det tør dog vel nok siges, at vi har Forfattere, der fuldt ud står på Højde med Sigrid Undset. Men så vidt jeg har set, er ingen Ærgrelse endsige Krænkelse kommen til Orde i den Anledning herhjemme. Jeg må for en Gangs Skyld have Lov til at citere mig selv: "Vi danske synes mere og mere at gå op i Rollen som den altid applauderende Klovn. Selv når det regner ned over os med tørre Prygl, bevarer vi Artigheden og applauderer. Det kan naturligvis være Tegn på et fromt Sindelag, at man vender den venstre Kind til, når man har fået et Slag på den højre. Men det kan også have en anden Årsag. Det kan skyldes, at man som et Æsel ved Vanens Hjælp har mistet Evnen til at føle Smerte."3
Ja, Landet stander i Våde!
Med gode Ønsker for Dem i det kommende År.
Deres hengivne
H. Pontoppidan