Henrik Pontoppidan til Otto Jespersen
Sendt fra Snekkersten. 15. august 1917
Kukeluren her i Snekkersten
Snekkersten
15.8.17.
Kære Professor Jespersen!
Jeg sender Dem og Ane Marie mange hjertelige Hilsner med Tak for det venlige Fødselsdagsbrev. Det var min Tanke en Dag at gøre en Rundtur til Venner og Bekendte omkring Charlottenlundfortet – fra Ermelundsvej1 til Annettevej2, hvor min Broder Erik nu bor, og videre til Hartmannsvej3, hvor min ældste Datter og hendes Mand har slået 2 sig ned – men Vejret er nu kommen ind i det våde Hjørne, og også af andre Grunde har jeg måttet opgive Turen foreløbig. Min Kone har i den sidste Tid igen haft det mindre godt, og jeg har ikke kunnet forlade hende.
Jeg blev helt tungsindig ved at læse om Deres Norgesrejse. Jeg havde selv spekuleret på at komme lidt tilfjelds iår; og har Vejret i Norge været som herhjemme, må der have været prægtigt på Højfjeldet i Sommer. Men der blev sagt mig, at alting var bleven så dyrt i Norge; man nævnte en Stigning 3 i Hotelpriserne på 3-400 p.C, og det skræmmede mig. I Sverrig er Forholdene næppe bedre, og herhjemme har det næsten været livsfarligt at betro sig til Jernbane eller Dampskib, en sådan Overfyldning har der været allevegne. Resultatet har for mit Vedkommende været en Kukeluren her i Snekkersten, hvor der jo ikke er rigtig friskt eller landligt om Sommeren. Men hvad skal man gøre? – Man tør jo ikke engang håbe på, ja knap nok ønske, at Forholdene skal blive bedre ad Åre. Det hedder sig jo nok, at Europa er 4 krigstræt; men fik vi Fred imorgen, vilde Tyskerne allerede iovermorgen begynde Forberedelserne til den næste Kamp om Verdensherredømmet.
Nu sidder De og Deres Familje på fjerde År mellem Skyttegrave og Pigtrådshegn og har vel ganske vænnet Dem til disse krigeriske Omgivelser. Godt var det da, at De ikke lod Dem fordrive fra Deres Hjem af Militæret. Jeg husker, De et Øjeblik var i Tvivl, om De ikke gjorde bedst i at prisgive det.
Min Kone beder hilse. Hun glæder sig til – ligesom jeg – at De og Ane Marie en Gang skal gøre Alvor af at se herud.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
