Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 7. juni 1938

Fjendskabet mellem Brammer og Far


7 Juni 38
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Niels Jeppesen!

Som De rigtigt formodede, har jeg i længere Tid måttet skåne mine Øjne, og må det desværre fremdeles. Adskillige Brevbesvarelser er gået herfra ved Hjælp af fremmede Hænder. Dog synes jeg bestemt, at jeg personlig skrev til Dem ved Påsketid1. Men heller ikke min Hukommelse er helt pålidelig mere, og jeg må vel altså have forvekslet et Forsæt med en fuldbyrdet Kendsgerning. Men derfor har jeg blot endnu mere Grund til at være Dem taknemlig for Deres Pinsehilsen og alt, hvad der fulgte med den, både på Vers og Prosa, deriblandt Løftet om ved Lejlighed at sende mig Biskop Brammers Breve til Låns, hvad jeg naturligvis vil være mig meget kært. Fjendskabet mellem den gamle Biskop og min Far stammede oprindelig fra en polemisk Pjece om "Tilsynsembedet i den danske Folkekirke", som min Far√ havde skrevet i sine Kapellandage; og den√ blev yderligere skærpet, da han – imod Biskoppens Indstilling – udnævntes til Sognepræst i Randers. 2 Det skete, fordi Kongen (Fr. VII), da han hørte om de mange Børn, Far havde, var bleven muntert stemt og havde sagt: "Den Mand skal sgu' ha' Embedet!"

De har ment, at Deres Artikel om Søren Kierkegård måske ikke vilde interessere mig. Men det er virkelig en Misforståelse. Jeg har læst den med Udbytte og kun været flau over at mærke, hvor ufuldstændigt jeg selv véd Besked om den kierkegårdske Indflydelse på den yngre Slægt. Ernesto Dalgas f.Eks. kender jeg så godt som intet til. Han "Lidelsens Vej"2 burde jeg åbenbart – trods mine Øjnes Tilstand – forlængst have læst.

Må jeg lykønske Dem i Anledning af den berettigede Faderstolthed og den hele Opmuntring, De stadig har ved Deres Børn. Af Livets Glæder er næsten ingen større. For mit Vedkommende er det nu Oldebørnene, hvis Fremgang jeg må håbe på. Jeg har indtil Dato to, en Dreng og en Pige. Vil De hilse Deres Hustru og ønske hende fuldstændig Helbredelse. Jeg véd, at en Årebetændelse undertiden kan være vanskelig at få rigtig Bugt med. Og modtag så selv en Hilsen og gode Ønsker fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Påskedag var 17.4.1938. NJ skrev 2.4.1938: "Hjertelig Tak for "Arv og Gæld" – vedlægger en Artikel om den og Brydes. Han fortalte, at han havde sendt Dem sit Skuespil St. Georg, som endnu ikke er spillet […] har faaet 2 Kroniker om vore Bogforhold retur fra Rich. Gandrup […] Nu glæder jeg mig til og længes efter Fortsættelsen af "Arv og Gæld". Den skal vel ikke hedde "Kundskabens Træ"? […] Mine Elever i 4. Mellem faar i næsten hver Dansktime et Stykke af "Hamskifte". Jeg har dem ogsaa i Historie, og Bogen giver jo et levende Billede af forrige Aarhundredes politiske Kampe, som de berøres i Historietimerne, og desuden tror jeg, Bogen er den bedste Vejledning i dansk Stil. Næste Skoleaar tager jeg fat paa Arv og Gæld."
NJ fortsatte 3.6.1938: "Da jeg ikke har hørt fra Dem i et Par Maaneder, er jeg bange for, Deres Øjne atter strejker, eller De ikke var helt tilfreds med min Anmeldelse af "Arv og Gæld", som jeg sendte […] medfølgende Artikel om Søren Kierkegaard [Aarhuus Stiftstidende 5.5.1938] vil næppe interessere Dem saa meget som den næste i Aarhuus Stiftstidende [8.7.1938]. Den handler nemlig om Deres Far. Skal sende den – Anledningen er en Række Breve fra Biskop Brammer, offentliggjorte i Kirkehistoriske Samlinger, sidste Bind, hvori Deres Far karakteriseres – ikke alt for rosende – af sin gamle Modstander. Men hvor er den Aarhusbisp optaget af Sognepræsten til Sct. Mortens. Der er næppe nogen, han omtaler saa hyppigt i Tide og Utide. Ikke en Gang i Graven lader han den døde i Fred […]." tilbage
[2] Lidelsens Vej: med undertitel: En Selvbiografi af en Afdød, 1903. tilbage