Henrik Pontoppidan til Aage Hirschsprung
Sendt fra Snertinge. 1. august 1902
jeg er en dårlig Økonom
| 1st Avg. 1902. | Snertinge |
Kære Hr. Hirschsprung.
Først en Tak, fordi De mindedes min Fødselsdag, som jeg fejrede i Sæby i stor Stilhed. Jeg er nu atter her i Snertinge, drevet hertil dels af Stormen og Kulden, dels af den Pengeknaphed, der aldrig vil forlade mig og engang lægger mig for tidligt i Graven. Skylden er min egen; jeg er en dårlig Økonom. Nu har jeg både Kone og Børn liggende på Sanatorium, hvad der ganske udsuger min
Pengebeholdning. Må jeg derfor√ påny sende Dem en Række Anvisninger på Finanshovedkassen, og vil De honorere dem på Forhånd?? Jeg er fordringsfuld dennegang, jeg sender ikke mindre end 6, repræsenterende altså en Sum af 500 Kr, af hvilke min Kone jo i Forvejen har modtaget de 200. Tager jeg ikke Fejl, er den sidste af de allerede anbragte Anvisninger betalbar idag; jeg begynder altså 2 med September.
Hvad det tilsendte Manuskript angår, så har jeg nu læst det og tilbagesender det imorgen, når jeg får det indpakket. Dets Værdi synes mig tvivlsom. Jeg tror, at der er Talent tilstede, men Forfatteren må vistnok være en meget ung Mand, og Selvstændigheden er endnu så ringe, at Bogen bliver uden Betydning. Selve Emnet er godt; den unge Kvinde, der er forsøgt skildret, er en Tidstype; og Livet i den gamle Bod er ikke dårlig malet. Der kunde gøres en Del ud af den Bog; men hertil fordres en Forfatter, der var Psykolog, og det er denne endnu ikke. Jeg tror derfor, De gør vel både mod Dem selv og mod Forfatteren ved ikke at udgive Bogen, sådan som den er, men vente, indtil den er bleven bedre, – og det bliver den vist nok engang.
Tag nu en Hilsen fra mig, der altså for Tiden lever som Eneboer efter at have været i Sæby, Løkken og Blokhus; de sidste Steder 3 dog kun i et Par Dage. Om en Ugestid håber jeg igen at have Familjen samlet her; men den i alle Henseender urolige Sommer har virket ødelæggende på min Kones Helbred, så jeg ser temmelig mørkt på Fremtiden.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
