Henrik Pontoppidan til Frederik Hegel d.y.
Sendt fra Svendborg. 12. november 1917
Brandes burde haft den
Svendborg.
12.11.17.
Kære Hr. Direktør Hegel!
Jeg må næsten tro, at Nobelprisen er gået mig til Hovedet, siden jeg har udtrykt mig så uklart i mit Brev til Dem af 9de. Det var min Mening at sige, at det Arrangement, jeg i Brevet fra den foregående Dag havde foreslået, nu var bleven gjort overflødigt, da jeg pludselig og ganske uventet var bleven Velhaver. Under disse Forhold vil jeg aldrig kunne forsvare at trække yderligere på Dem, må tilmed være taknemlig, om mine allerede modtagne Forskud, der jo beløber sig til en betydelig 2 Sum, må få Lov til at blive stående hos Dem således, at det efterhånden afdrages ved Honoraret for nye Bøger eller for eventuelle√ nye Oplag af de af mine ældre Bøger, jeg endnu selv ejer.
Næsten endnu mere forskrækkedes jeg ved at se, at De havde ladet indsætte 5 Tusinde Kroner på min Bankbog i Landmandsbanken. Så ublu var min Anmodning virkelig ikke! Og så mange Penge har jeg slet ikke Brug for. Men jeg må altså også i Henseende til det Punkt have udtrykt mig uforståeligt eller skrevet ulæseligt. Nu veed jeg kun ikke, hvorledes jeg skal få det overflødige Mammon√ tilbagebetalt Dem, før jeg kommer til København; thi pr. Anvisning 3 har jeg ikke Lov til at udtage mere end 2000 Kroner pr. Uge. Således står der i hvert Fald trykt på Blanketterne.
Jeg er Dem meget taknemlig for al Deres Velvilje, også for Deres Tilbud om Bistand i Forholdet til fremmede Forlæggere. Jeg havde igår et Besøg her af en svensk Journalist, hvem jeg udspurgte lidt om svenske Forlæggere. Efter dette vil jeg foretrække at indlade mig med Nordstedt & Sønner, og jeg tiltræder ganske Deres Forslag om at fordre 10 pC af de første 2000 Ekpl og noget mere for Resten (De foreslår jo√ 20 p.C; men jeg vil gerne nøjes med 15.)
Det gør mig ondt at høre, at Garde endnu ligger på Hospitalet. Men når 4 han endda må komme over sit Uheld uden varig Men. Jeg hørte, at Deres egen lille Datter samtidig lå på Hospitalet som Operationspatient. Det gjorde mig meget ondt, men jeg tror at vide, at alt er forløbet godt.
Jeg takker Dem for Deres fornyede Lykønskning til Nobelprisen. Med helt ublandede Følelser har jeg dog ikke modtaget denne, da jeg mener, at Brandes for længe siden burde have haft den.
Med de venligste Hilsner
Deres hengivne
H. Pontoppidan
