Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 18. januar 1932
Abekærlighed til egne Åndsbørn
18 Jan. 32. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Hr. H.P.E. Hansen!
Det var vistnok heldigt for Dem, at De fik sikret Dem en Lejlighed1 her i Kommunen, inden den økonomiske Misère i København var bleven afsløret. For jeg antager, at det nu bliver vanskeligere at få Bolig her på Grund af forøget Tilflytning fra den ilde stedte Hovedstad. Det Kvarter, De har valgt at bo i, er vistnok meget fredeligt; men en Ro som den, De har vænnet Dem til i Greisdalen, finder De jo ikke her, hvor Sporvognene kurer gennem Gaden indtil sent på Natten med et Kvarters Mellemrum. Jeg håber dog, at De og Deres Familje må kunne trives her. Jeg selv valgte blindt og uden Omtanke, da jeg for snart fire År siden flyttede herud til Ordrup, som jeg den Gang ikke vidste stort om; men jeg valgte godt, og har egenlig aldrig haft Grund til at fortryde, at jeg kom 2 herud, skønt jeg i hele det sidste År ikke har kunnet komme til København, og derfor endnu mere end ellers kan savne densGadernes Liv.
Jeg skrev i Går til Niels Jeppesen, der havde sendt mig en Del Avisudklip med Anmeldelser af hans Bog, deriblandt også Rich. Gandrups, som han jo var så glad for. Jeg kunde nu ikke se, at den i selve Bedømmelsen af Bogen skilte sig synderligt ud fra, hvad der ellers var blevet skrevet om den; men Tonen var naturligvis væsenlig anderledes end den, hvori de fleste andre – og også De – har bedømt den. Jeppesen synes unægtelig at være gået lidt√ over Gevind i Anledning af den Modtagelse, hans Bog har fået. Men Herregud, har vi ikke allesammen noget af denne – for andre så komiske – Abekærlighed til vore egne Åndsbørn? Jo uheldigere de er i andres Øjne, desto ømmere og heftigere trykker vi dem til vort Bryst, mens vi (som Kaj Munk) bliver tilbøjelige til at forstøde dem, når de gør Lykke og forkæles af alle. Det sidste Standpunkt er nu blevet Jeppesens overfor hans tidligste Produktion; og det ender måske med, at han 3 helt forkaster den. Det skulde gøre mig ondt, om det gik så vidt.
Hos mig selv har Forårstrætheden allerede meldt sig. Det er lidt unaturligt, da vi endnu lige er kommen over Midten af Januar. Og dog ønsker jeg, at det milde Vejr må holde sig en Tid endnu. Får vi Frost og Sne og glat Føre, bliver jeg igen en lænket Fange, der må holde sig på (eller rettere: indenfor) Måtten.
Jeg husker ikke, om jeg fik sendt Dem en Nytårslykønskning. Men lad mig for en Sikkerheds Skyld gøre det her, selv om det bliver en Gentagelse. Det glæder mig, at De er kommen så godt ind i Arbejdet med Deres nye Roman, og det er også den og dens fortsatte Fremgang, at mine gode Ønsker omfatter. Men forøvrigt er det Hustru og Børn og den hele Villa Roma.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
