Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Charlottenlund. 1. oktober 1929

Vort Sahara

Charlottenlund.
1st Oktb. 29.

Kære Hr. H.P.E. Hansen!

Siden De hørte fra mig sidst – det er jo snart længe siden! – har jeg været på Rejse. Det skyldtes et Lægepåbud, og jeg lystrede. Det er ellers ikke min Vane at give efter for Advarsler fra den Kant; men jeg følte selv, at jeg ikke skulde gå den lange Vinter i Møde uden at have fyldt Lungerne med renere og stærkere Luft – Vesterhavsluft. Jeg er nu kommen tilbage, og kan også godt mærke, at Blodet er blevet iltet. Men rigtig rask kan jeg vel næppe blive mere, og det må jeg finde mig i. En af mine allerbedste Venner, Historiografen Galschiøt i Helsingør, der om et Par Måneder bliver 85, sendte mig forleden sit sidste Opus1, 2 et Værk på over to Hundrede store Sider, og ledsagede det med et Brev, hvori der bl.a. står: "Jeg har hverken tabt Modet eller Lysten til at leve en god Stund endnu. Her er så skønt i Hus og Have. Jeg rigtig nyder det." – Jeg kan ikke sige, at jeg misunder ham denne vedholdende Glæde ved Livet; men det er vidunderligt at tænke på, at der endnu findes den Art Mennesker, som langt ind i Alderdommen kan fryde sig ved Tilværelsen som en Kat, der ligger og soler sig. De kender vel næppe noget til hans Produktion, han har bl.a. skrevet et stort, meget anerkendt Værk om sin Fødeby Helsingør2, desuden en ypperlig Bog "Skandinaver i Rom"3 og nogle andre Erindringer4 fra hans Ungdom, altsammen overordenlig livfuldt og lærerigt. Forklaringen er vel nok den, at han i sin Ungdom sparede på Krudtet. Han debuterede 3 først som Skribent, da han var over halvfjers. Men alligevel! Han er værd at tage sin Hat af for.

Til Jylland kom jeg altså i År trodsmod al Forventning. Det var Fanø, Blåvand og Skallingen, jeg gennemstrejfede. Andre Steder kom jeg ikke. Den bekendte Kirke med Stråtag i Oksby eksisterer nu ikke mere. Egnen – og Befolkningen – er ved at blive civiliseret. Om nogle År finder man vel et stort Badehotel på Skallingen. Vil man se vort Sahara, inden Ørkenpræget helt forsvinder, er det vist på høje Tid.

Her i min Stue fandt jeg ved min Tilbagekomst den Bog "Landlyst"5, som De i sin Tid sendte mig. Det havde været min Hensigt at benytte den som Rejselektyre; men jeg fik ingenting læst. Vejret var altfor godt. Nu har jeg begyndt på Bogen, og min foreløbige Mening om den er, at den vistnok hører til den Slags Bøger, der minder 4 om en lunken Snaps. Deres egne nye Bøger er vel nu snart flyvefærdige. Jeg venter mig en hel Del mere af dem.

Tag nu denne forsinkede Tak for Deres Brev sammen med mange Hilsner og gode Ønsker fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan

2d Oktb.

Ovenstående Linjer skrev jeg til Dem i Aftes før Sengetid. Nu har jeg med Morgenposten modtaget Deres sidste Brev, hvorfor jeg har taget mit eget frem af den allerede lukkede Konvolut. Det gør mig ondt, at De har det så trist; allermest beklager jeg Dem, fordi De ikke har Fred til at arbejde Dem ud af Misèren. Jeg selv har haft næsten al min Glæde i mit Hjem og i min Arbejdsstue. Derfor forstår jeg, hvor svært De må have det. Min oprigtige Medfølelse!

Deres
H. P.

 
[1] sidste Opus: Martinus Galschiøt: Sparekassen for Helsingør og Omegn 1829-1929. tilbage
[2] Helsingør omkring Midten af forrige Aarhundrede. Studier og Erindringer, 1921. tilbage
[3] Skandinaver i Rom for halvhundred Aar siden, 1923. tilbage
[4] andre Erindringer: diverse tidsskriftsartikler. tilbage
[5] Landlyst: roman af Steen Christensen, 1929. Hansen havde sendt bogen til Pontoppidan 16.8.1929. tilbage