Henrik Pontoppidan til Richardt Gandrup
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 2. maj 1924
Indvendinger
2.5.24. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Hr. Rich. Gandrup!
De har været så elskværdig at sende mig Deres Rejsebog1, og jeg har nu læst den med den Opmærksomhed man skylder en betydelig Forfatter, der tillige er en Personlighed – hvad jo langtfra altid er Tilfældet. Gaver skal man ikke kritisere, og jeg tilbageholder derfor de Indvendinger, der nu og da kom mig på Læben under Læsningen. De gjaldt iøvrigt næsten udelukkende de allerførste Kapitler. Efterhånden som jeg læste mig ind i Bogen, voksede min Interesse fra Kapitel til Kapitel, indtil den kulminerede i det lille 2 henrivende østerlandske Billede "Til Mekka", Bogens Perle. De synes mig overhovedet altid stærkest og mest forstående, hvor Deres Medfølelse kommer til Orde, hvorimod Satiren sjelden rigtig lykkes for Dem. Den bliver i Deres Hænder til Tider en Bumerang, hvad Satiren jo overhovedet let bliver, såsnart den får blot et Skin af – bevidst eller ubevidst – Selvophøjelse. Ja, se dér plumpede jeg alligevel ud med den Kritik, jeg vilde tilbageholde. Men De tilgiver mig nok, om ikke af anden Grund, så for mine hvide Hårs Skyld, der berettiger Dem til at kalde mig et gammelt Vrøvl.
Vær så god at hilse Deres Frue, og modtag selv venlig Hilsen herfra.
Deres hengivne
H. Pontoppidan