Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
12. august 1934

igen fået mine Ansigtssmerter

12.8.34.

Kære Galschiøt!

Nu er vi gået i Gang med Rejseforberedelserne, og i Morgen – Mandag – Eftermiddag har De mig i Helsingør sammen med min Husholderske, Frk. Larsen, der har været hos mig og om mig i 3 - 4 År, et meget omgængeligt Menneske, der sikkert heller ikke vil volde Ravage på Reberbanen. Om mig selv er jeg nødt til at fortælle, at jeg f. T. ikke er videre omgængelig og derfor også har spurgt mig, om det gik an at besvære Dem med mit Naboskab. Det er ikke alene Svimmelheden, der plager mig eller gør mig betænkelig. Jeg behøver jo strengt taget ikke at gå udenfor Haven. Men jeg har desværre igen fået mine Ansigtssmerter at trækkes med, og Professor Kjærgård er for Tiden ikke hjemme, og ingen andre er i Stand til at foretage det specielle kirurgiske Indgreb, der hidtil har hjulpet så godt. Jeg føler mig imidlertid overbevist om, at De vil bære over med mig, dersom Smerterne en og anden Gang 2 nøder mig til Isolation. Som alle andre√ Nervesmerter er de meget lunefulde. Den ene Dag kan jeg omtrent hverken tale eller tygge. Den næste Dag kan de næsten være som blæst bort. Jeg håber på mange Dage af den sidste Slags. – På Gensyn altså; og Tak for Deres Brev forleden. Jeg mener at køre herfra ved Totiden, og tager vistnok på Grund af Bagagen Bil hele Vejen.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.