Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 4. juni 1934

Hamsun – dreven Underholdningslekture


4.6.34.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund

Kære Galschiøt!

Jeg har i Grunden ingenting at fortælle, men vil alligevel ikke lade være med at give et lille Livstegn fra mig i Anledning af, at det i Dag otte Dage er Deres Halvårs-Fødselsdag1. Det er vel nok at trække en Lejlighed frem ved Hårene! Men mine Dage henglider i denne Tid virkelig uden nævneværdige Begivenheder af ydre Art, og hvad de indre Oplevelser angår, så har de jo sjelden Interesse for andre. Jeg vil dog nævne, at jeg ved at læse Hamsuns sidste Bog2 er bleven befriet for en Smule Samvittighedsnag, som til Tider har generet mig lidt. Jeg kaldte en Gang i en Avisartikel hans Produktion et veldresseret Loppeteater, hvad jeg i Årenes Løb ofte har måttet høre ilde for. Jeg har selv undertiden tænkt, at det måske var lidt uretfærdigt; men ved nu igen at læse en Roman af ham, er jeg kommen til den beroligende Overbevisning, at Udtrykket netop karakteriserer ham ganske godt. Hans Bøger er en 2 dygtig eller måske snarere dreven Underholdningslektyre, men noget dybere Indhold har de ikke. Det Festmåltid, der anrettes for os, er af den Slags, som man går sulten fra. Det er et så almindeligt Fænomen, at der ikke vilde være nogen Grund til at studse over det, dersom Hamsun ikke havde været en så verdenskendt Forfatter, beundret som kun få i alle Lande og alle Samfundslag – ikke som en Fremfører af dresserede Lopper og andet Kravl, men som en virkelig stor og dyb Menneskefremstiller.

Iøvrigt har jeg – som sagt – levet et kun√ lidet begivenhedsrigt Liv indenfor Sognegrænsen, har spaseret min små Ture, snart alene, snart med Else, som er flink til at se ud til mig og få mig "rørt". Med hende til Støtte kan jeg nu gå ret langt; men det er dog stadig Benene, der er tilbøjelige til Strike. Med Hovedet går det derimod ganske godt, og jeg arbejder videre med mit Erindringsstof fra de unge Dage. Jeg har netop sluttet et Kapitel med en Skildring af min første Schweizer-Rejse (i 1876), et væsentligt Kapitel, fordi den Rejse forårsagede den en Krise i min Tilværelse, en Forpupning, der af en Ingeniør gjorde en Skribent. Men til min Fortvivlelse svulmer Bogen op for mig og bliver til en Pakke. Jeg valgte i 3 Fjor netop det lille Format for at have et Stangbidsel på mig selv3. Ak, jeg løber vist alligevel grasat.

I Slutningen af denne Måned tager jeg vist nok til Rørvig og senere – i Juli – til Lindersvold for at tage Afsked med den gamle Skovridergård, der har betydet så meget for os allesammen gennem mere end 40 År. Min Svoger tager nemlig nu sin Afsked og flytter derfra. Han fyldte i Vinter 70 År og mener ikke at kunne gøre Fyldest længer. Bagefter kommer jeg altså – forhåbenlig – til Helsingør, hvad jeg glæder mig meget til. I Overmorgen venter jeg min Datter Johanne (fra Horsens) hertil, og det betyder, at der venter mig en Række livfulde Dage ovenpå de mange stilfærdige. Hun følger herovre med sin Mand, der skal deltage i en Politikongres. Han bor dog på Hotel, mens min Datter bor her, og når så også Else kommer til, får jeg igen for en lille Tid en Fornemmelse af at have√ et Hjem og ikke bare et Atelier og Mørkekammer til Brug for mit Familjealbum og andre Billeder fra Fortiden.

Lev nu vel, kære Galschiøt, og hav Tak for Deres Breve. De har det forhåbenlig – som jeg selv – ved det gode gamle, om også Syn og Hørelse (ligesom hos mig) nu og da kan svigte. Og – altså – til Lykke med Halvårs-Fødselsdagen

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Halvårs-Fødselsdag: Galschiøt var født 11.12.1844. tilbage
[2] sidste Bog: Men livet lever (1933). tilbage
[3] det lille Format: iflg. brev til Galschiøt af 18.9.1933 var "Formatet dukkeagtigt; men det var nødvendigt, dersom der overhovedet skulde komme en Bog ud af det." tilbage