Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 8. december 1930
Alderdommens forskønnende Patina
| 8 Decb. 30. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Galschiøt!
Indtil det sidste har jeg tænkt, at jeg måske alligevel skulde kunne√ nå [at] komme til Helsingør på Deres Fødselsdag eller en af Dagene deromkring. Nu må jeg opgive det. Jeg skal på Opturen skifte Tog to Gange, og, hvad der er det værste, der er i Klampenborg kun et Par Minutter til at komme den lange Vej gennem Tunnelen fra den ene Perron til den anden, og op og ned ad Trapper på begge Sider. Da jeg var rask til Bens, kunde det ofte√ knibe for mig at nå det andet Tog. Nu kan jeg ikke tænke på det mere. Jeg må resignere. Om Søndagen ligger Togplanen noget anderledes, og i Går spekulerede jeg virkelig lidt på, om jeg skulde gøre Forsøget; men så blev Vejret så fælt; og jeg vil nu ikke mere tænke derpå, før både jeg selv 2 og Vejret bliver bedre.
På Torsdag bliver De altså 86 År. Der er c. 13 Års Forskel på Deres og min Alder; men jeg føler det i Øjeblikket, som om det er mig, der er den ældste, og Dem, der er den lebendigste af os. De sidste fire Måneder har pumpet mig svært både for Kræfter og for Humør. Jeg tripper omkring som i et Tøjr. Så langt som til Dyrehaven kan jeg stadig ikke nå, og jeg sporer i det hele lige så ofte Tilbagegang som Fremgang.
Men nu skal jeg holde op at jamre. Dette er jo et Fødselsdagsbrev, der skal frembære mine mange gode Ønsker og Forhåbninger for Dem, og ikke bør fyldes med Klagesange. Sad vi sammen ved Deres Bord, skulde der heller ikke lyde andet end Hurra og glade Leveråb. Og jeg skulde ved Pokalernes Klang sætte Dem en Blomsterkrans på Hovedet og hylde Dem med en Tale, hvori jeg udtrykte 3 min Glæde over, at De stadig lever og er gladere ved Livet end nogensinde. Hvor er det dejligt at vide, at De endnu ikke føler Dem besværet af Årene eller træt af Tilværelsen! De er bleven en Mester i den vanskelige Kunst: at blive gammel på en smuk Måde. Georg Brandes, som vist også blev 86, lærte den aldrig. Hverken som Ånd eller som Skikkelse fik han nogensinde den Alderdommens forskønnende Patina, som ellers vilde have klædt ham så godt.
Skål da, kære Galschiøt! Og gid De stadig må bevare både Sundheden og Deres gode Humør, et oplivende Forbillede for alle Deres Venner. Hurra!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
