Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
5. oktober 1923
Nu har jeg igen Pennen fat
5.10.23. |
Kære Galschiøt!
Jeg læser i Dag i Avisen, at Deres gamle Ven fra Ungdommen er gået bort. Jeg veed, at dette Tab, omend det var ventet, vil gå Dem meget nær og forøge den Følelse af Alderdoms-Ensomhed, som De undertiden har talt om. Mange jævnaldrende Bekendte, endsige Venner, har De næppe tilbage mere, og jeg mener at have forstået, at Paludan1 var den, som De trods al Forskel i Naturanlæg og Interesser følte Dem stærkest knyttet til. Derfor denne Hilsen, der skal sige Dem, at både min Kone og jeg har tænkt på 2 Dem med megen Deltagelse.
Og så benytter vi Lejligheden til takke Dem for det sidste, gode Samvær på Reberbanen, der var en festlig Afslutning på Sommerens lange nødtvungne Lediggang, som jeg ellers ofte sukkede under som under et Kors. Nu har jeg igen fået Pennen fat; men endnu føles Fingrene lidt stive, og jeg bliver hurtig tanketræt af Mangel på Træning.
Vil De også hilse Apotekeren2 fra os, når De ser ham; og Frk. Pansch og det hele gæstfrie Hus, som vi altid længes tilbage til. Men nu ser vi det vel næppe igen, før De er gået ind i Deres 80d År.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.