Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra København. 22. marts 1922

Lundegård sin Rejsning igen

Kbhvn.
[onsdag] 22.3.22.

Kære Galschiøt!

Det var på høje Tid, vi kom herhjem. I vor Brevkasse lå et flere Dage gammelt Brev1 fra Axel Lundegård, der meddelte mig, at han sammen med sin Frue vilde komme til København Tirsdag Morgen for at besøge os. De er på Vej til Wiesbaden og bliver her i Byen et Par Dage. Han ser overraskende frisk ud, synes også at bevæge sig uden stort Besvær. For fire-fem År tilbage, da jeg så' ham sidst, var han et Vrag. Jeg tvivlede den Gang om, at han nogensinde vilde få sin Rejsning igen.

Vi fandt ved Tilbagekomsten vor Lejlighed som vi forlod den, bl.a. med tre brændende 2 Pærer i Dagligstuens Lysekrone, hvad der er så meget mere ubegribeligt, som vi jo rejste herfra ved højlys Dag. Af Korrektur-Forsendelser var her ingen. De er rimeligvis returneret til Trykkeriet, og må for min Skyld også gerne blive der. I hvert Fald kan jeg ikke af den Grund ønske, at vi havde afkortet vort Ophold hos Dem og vore andre Venner i Helsingør blot med en eneste Time. Som Årene går, føler jeg mig mere og mere knyttet til denne By, hvor jeg har levet så mange gode og glade Dage. Mens Verden og mine andre Medmennesker År for År vokser i Fremmedartethed for mig, spaserer jeg gennem Helsingør og ud til Reberbanen med en Hjemmefølelse som ingen andre Steder. Tak for Deres 3 trofaste Venskab gennem de mange År fra den første Gang jeg søgte Dem i Rosenborggade, – det kan vel nu være en Menneskealder siden – til disse sidste Dage med deres Fest og Glæde.

Min Kone føjer sin Tak til min; Einar og Else ligeså. Gid De nu vilde gøre Alvor af at slå Dem lidt til Ro hos os, når De næste Gang skal herind og "klippe". Jeg sagde Dem vistnok, at her ligger en gammel Châteauvin og venter på Dem.

Vær så god at hilse fra os i Apoteket2 og på Kronborg3.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Brev: kendes ikke. tilbage
[2] i Apoteket: apoteker Johannes Rink (1848-1925), Svaneapoteket i Helsingør. tilbage
[3] på Kronborg: Aage Valdemar Lorenzen (1878-1948), oberstløjtnant på Kronborg. tilbage