Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Hornberg. 17. juni 1912

Steffen ligegyldig med sin skole

Schlossstrasse 93, Hornberg.
Schwarzwald.
Baden.
17.6.12.

Kære Galschiøt!

Vi har idag haft Brev fra Else, der var lidt bekymret for Dem, fordi det skal have stormet så voldsomt den Dag, da De agtede Dem over Nordsøen. Vi håber dog, at De ikke er bleven helt derude, om De måske også har været nødt til at ofre ikke så lidt af Dem selv undervejs, og at De nu sidder vel tilmode og i enhver Henseende uskadt i Helsingør og strækker Dem både legemligt og åndeligt efter de mange Rejsestrabadser. Det var nu vist alligevel godt, at De ikke lod 2 Dem friste til igen at vandre på Mindernes via dolorosa i Italien men vovede Dem ud i det Ubekendte. Jeg har en Fornemmelse af, at De vender hjem fra denne Rejse med et rigere og friskere Udbytte end fra Deres to sidste. Nu vilde jeg kun ønske, at også min Kone og jeg sad på Deres Veranda og kunde høre Dem fortælle om, hvad De har oplevet.

Med Deres Brev fra Richmond gjorde De os megen Glæde. Deres gode Indtryk af det Allcrofftske Hjem har været os til Betryggelse, så meget mere som Else jo tænker på at vende tilbage dertil efter Sommeren. Nogen alvorligere√ Uro har vi ganske vist ikke haft, men lidt underlig tilmode har vi dog undertiden været, bl.a. fordi Mrs. Allcrofft 3 aldrig har skrevet et eneste Ord til os, mens Else har været der, og vi har dog et Par Gange givet hende speciel Anledning dertil. Lidt aparte må Damen dog vist være; men Else holder meget både af hende og Manden, hvad hun jo også har al Grund til, så smukt som Dede har taget imod hende.

Vi selv bor altså nu dybt inde mellem Bjergene, på Bunden af en Skovgryde, hvor man må lægge sig på Ryggen for at kunne se Himlen. Det er ikke rigtigt efter min Smag. Heldigvis kan man forholdsvis let og hurtigt komme så højt tilvejrs, at Blikket får friere Tumleplads. Om 8 Dage venter vi Else hertil, om 3 Uger Steffen, der kommer med en Kammerat fra Helsingør, en Søn1 af Bankdirektør Reiffenstein. Vi 4 kender slet intet til Familjen; men den unge Mand, der nu er oppe til Realafgangseksamen, synes at være Steffens specielle Ven, og det er godt, at han får nogen at spasere med her i Bjergene; jeg vilde nemlig ikke kunne følge ham på de lange Vandringer; dertil rækker Kræfterne ikke mere.

Steffen har vist ikke haft godt af√, at vi har været så længe og så langt borte fra ham; jeg synes at kunne læse ud af hans få og ret kortfattede Breve, at han er i Færd med at betragte os som ikke eksisterende. For sin Søster har han ikke heller haft mange Tanker tilovers; i hvert Fald har han ikke skrevet hende til, hvad vi dog et Par Gange udtrykkeligt har forlangt af ham. Jeg har også en Fornemmelse 5 af, at han er bleven mere ligegyldig med sine Skolepligter. Vi taler derfor om at rejse hjem til Efteråret. Men jeg veed ikke, om jeg får Råd til igen at bosætte mig noget Sted. Vi blev rimeligvis nødt til at bo i Pensionat, og det er ikke hyggeligt.

Jeg havde forleden et Par Linjer fra Nathansen2. Han var på Skagen sammen med Peter Nansen og strålede af Lykke, så det var nær ved at skære mig i Øjnene trods den lange Afstand. Han har jo påny haft et stort Held med et Stykke3, som han har rystet ud af Ærmet, og så kan man sagtens være glad. Jeg holder meget af ham og under ham hans Held; men jeg er bange for, det vil gå ham som√ så mange andre Dramatikere, at Teatret i hans Øjne mindre 6 bliver en Kunstanstalt end et Lotteri, der helst hvert År skal give Gevinst, og hvor det derfor gælder om at beregne og udnytte Øjeblikkets Chancer.

Jeg sidder selv med min store Bog4, der vist bliver et sært Gespenst, som ikke vil tiltale nogen. Den ene af dens Dele vil jeg renskrive nu for dog at have noget af den færdig til Tryk. Så får jeg se, hvor langt jeg nåer med de andre Dele. Mit Helbred har jeg ingen rigtig Tillid til mere. Enten det nu igen er Leveren, det er galt fat med, eller noget andet Organ, der er bleven træt og ked a'et, så har Dagen for mange Timer for mig, og jeg må ikke så sjelden lægge mig med Hønsene. Til Gengæld kan jeg glæde mig ved at mærke, at min Kones Skuldergigt nu næsten helt er forsvunden, og dette skyldes sikkert det forandrede Klima. Rejsen har da bragt et Resultat. – Vi sender begge de hjerteligste Hilsner.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

[nedad i venstre margin:] Jeg sender Assurancebeløbet så snart jeg kan få fat i en Postanvisning.

 
[1] en Søn: Hans Christian Reiffenstein, f. 12.1.1895 i Helsingør, søn af bankbestyrer Frederik R. og Lydia Meyer. tilbage
[2] Linjer fra Nathansen: ikke bevaret. tilbage
[3] et Stykke: Indenfor Murene havde premiere på Det Kongelige Teater 23.3.1912. tilbage
[4] Bog: Torben og Jytte. tilbage