Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Ahlmanns Allé 4. 5. april 1911
Jeg fryser sjelden
Ahlmanns Alle 4.
5/4 11
Kære Galschiøt!
Min Kone har forkølet sig og ligger i Sengen. Hun nåer da næppe at komme til Helsingør, før De er rejst. Den grimme Eftervinter, vi har fået, vil sagtens gøre Dem utålmodig efter at komme afsted, og bedst havde det vel været om De helt havde undgået den og var flygtet tidligere. Brrrr! Jeg går selv med noget Djævelskab i Kroppen og er forberedt på at måtte lægge mig hen og svede det ud. Jeg fryser sjelden, men sker det, er det altid onde Tegn.
Jeg havde igaar Besøg af Nathansen. Han er næsten fast bestemt på at bygge sig en Sommervilla i Espergærde, og – hvad der betyder mere – hans Kone√ har også fået Byggelyster, og så bliver det nok til noget. Det lod til, at han igen havde opgivet at opgive 2 sin Teatertjeneste, og da han vistnok også på dette Punkt får Støtte af sin Kone, bliver der vist ikke noget af den Verdensflugt og Simon-af-Athen'ske Ørkenensomhed1, han i den første Skuffelse over sit Stykkes Fald2 et Øjeblik tænkte på at bestemme sig for. Og heri gør han vist vel. De sure Dropperier3 passer ikke for ham.
Nu, en lykkelig Rejse, kære Galschiøt; det ønsker vi Dem alle. Jeg skal gøre mig Umage for at tænke på Dem uden Misundelse. Men De må nu alligevel underrette os – blot ved et Kort – når De er kommen til Bestemmelsesstedet, om hvordan Rejsen er gået og om De finder Stedet passende for Dem [(– og for mig –)]4
Deres hengivne
H. Pontoppidan.